Fred Vermorel: Addicted to Love: Kate Moss (Ombibus Press, 2006, £9.86 over amazon.co.uk) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 30.06.2006

Måske lidt overkill? tænker man rimeligvis, når blikket støder frontalt ind i Fred Vermorels Addicted to Love: Kate Moss. En uofficiel biografi, der ret beset er væsentligt tykkere, end den 32-årige britiske topmodel nogensinde har været, og dem, der har hørt hende tale, rækker hånden op. Nå, ingen hænder, så hvad har Mr. Vermorel dog fyldt alle siderne med? Candyfloss og levebrød?

Kate var kvinden, der inkarnerede det udhungrede waif look og det androgyne heroin chic-look i begyndelsen af 90’erne, skabte det Marrakech/Goa-flippede boho look for et par år siden og blev indbegrebet af det super stylish rich bitch-look sidste år. Kopieret af millioner af kvinder fra Primrose Hill til Ibiza.

I 1992 brandede hun Calvin Kleins parfume og tog syvspring op i supermodellernes rækker, selv om hun så langt fra lignede de andre smukke svaner på den tid. Naomi Campbell, Helena Christensen, Carla Bruni, Nadja Auermann, Claudia Schiffer, Karen Mulder, Linda Evangelista og alle de andre, der heller ikke stod ud af sengen for under 10.000 dollars pr. dag. I dag er hun et større brand end de mærker, hun brander. Gucci, Burberry, Rimmel, H&M, Vuitton og pt. nok lidt færre på grund af chok-billederne fra efteråret 2005. Her ser vi Kate, der forbereder kokain i lange baner, sniffer fire baner fra et cd-cover og byder sin crackhead-kæreste, Pete Doherty og hans band en streg eller ti i regningen. Kokain Kate var født i de britiske medier, og siden har man gjort, hvad man kunne, for at pleje hendes dårlige ry og rygte. Lesbiske orgier. Crack og ketamin. Eller hvad med invitationen fra en påvirket Kate, der angiveligt lød ”hvem vil have et godt knald i nat? Hvem vil med ind i soveværelset og have et godt knald?”

Men hvem er dog denne Kate Moss? Ud over en kvinde, der må siges at have fået optimal eksponering ud af sit mere sjældne end kønne udseende, altså. Hvorfor er hun endt som hovedrig narkoman? Hvad vil hun med et voldsdømt heroinvrag som Pete Doherty for Christ’s sake? Og hvordan lykkes det hende til stadighed at ligne sin helt egen version af en supermodel, når nu hun beviseligt har hærget igennem, siden hun var 14, og efter eget udsagn aldrig har betrådt catwalken i ædru tilstand?

Denne biografi er desværre fattig på svar. Til gengæld er den uendeligt rig på billige grin, og helt klart på den utilsigtede måde. Jeg kender ikke biografisten, men lad mig gætte på, at han hellere ville have skrevet Min første introduktion til postmodernisme eller Barthes for begyndere. For bogen formeligt flyder over med citater, der må give enhver førsteårsstuderende uro i trussen. Shakespeare, Joyce, Derrida, Heidegger, og det hører ingen steder hjemme i tilfældet Kate Moss. For hun er utvivlsomt mange ting, men en stor tænker er næppe én af dem, og helt hjernelam virker hendes ualmindeligt overfladiske gøren og laden, når den bliver gjort til genstand for pseudointellektuelt ordgejl. Som f.eks.:

”En modernist, der svinger mellem nihilisme og generthed, boho af stil og boheme af natur, rodløs og utålmodig – tid gør så ondt, fordi den forvirrer – og derfor ser vi hende så ofte slå tiden ihjel, specielt på strande, på kanten af hverdagens liv. Som oftest på Ibiza, hendes E-generations parodisk-eksotiske ’lad-os-komme-væk-fra-det-hele’-fantasi. Eller også fester hun – en anden måde at være ikke-tilstede på.”
En tredje måde er så hendes bidrag til denne biografi, der beløber sig til et par saksede oneliners af typen ”Hvad vil de have, jeg skal gøre? Blive fed? Åh, fuck dog af!” ”fuck af! Fuck af! Fuck af! Bare fuck af!” ”Hun har en smuk krop og store bryster. Hun har solgt sin krop, som jeg har solgt min” (om Claudia Schiffer). ”Jeg elsker ham meget højt. Han er en virkelig skøn fyr, og vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Alt er helt perfekt. Jeg er virkelig tilfreds med alting og vil bare være sammen med ham” (Om Pete Doherty).

På en måde forstår jeg godt, at Kate Moss har meldt pas på dette biografiprojekt, for Fred Vermorel strangulerer rutinemæssigt ethvert optræk til en historie i gennemoverflødige detaljer. Freddy, let’s have a heart to heart: Verden er ligeglad med, at Kate Moss’ mor ofte glemte sin hoveddørsnøgle, da Kate var barn. Jamen, det er den! Den gider ikke høre, at Kate på et tidspunkt havde en rødnæset matematiklærer, at hun selv stak huller i ørerne, eller at hun var iført jeans, t-shirt og sort læderjakke, da hun mødte sin første taberkæreste som 15-årig. Jamen nej, Fred, den gider heller ikke høre, at hun kørte galt på taberkærestens Suzuki uden at slå sig eller at Jason Donovan besvimede til Kates 21-års fødselsdag. Og ved du hvad? Den gider slet ikke høre alle anmeldelserne af Naomi Campbells talentløse cd endsige lægge ører til alenlange livshistorier, hver gang et nyt, ligegyldigt menneske entrerer Kates liv.

Til gengæld, og det er jo så hele problemet, ville jeg personligt meget gerne have hørt mere om kvinderne, der havde øjnene med sig. Sarah Doukas, der spottede den 14-årige Kate i Kennedy Airport og grundlagde modelbureauet Storm på hendes karriere. Fotografen Corinne Day, der blev Kates veninde og skabte hendes usminkede antilook, længe før Calvin Klein havde fattet, hvad vej vinden blæste. Multitalentet Vanessa Paradis, der scorede Kates elskede Johnny Depp og sendte Kate ud på den eksponentielle deroute af sprittede abefester. Jeg ville for så vidt også gerne vide mere om Kates groteske starfucker af en mor og hendes tætte venskaber med Marianne Faithfull og Anita Pallenberg. Og siden det nu er et stilikon, det drejer sig om, havde det også været fedt, hvis biografisten havde haft begreb skabt om mode. Både så han kunne beskrive i ord, hvad der gør Kates outfits unikke, og så han kunne finde de billeder frem fra arkiverne, der underbygger det.

For af en modelbiografi at være er billedmaterialet simpelthen lige til at trække om bagved og skyde. Ufyldestgørende, dårligt gengivet og uden de shots, der har defineret Kate Moss’ karriere, og hvad ligner dét? Det er jo så åbenlyst billederne og ikke personen bag, der har en historie eller ti at fortælle.

Haruki Murakami: Efter skælvet. Oversat af Mette Holm (Forlaget Klim, 178 sider, 249 kroner)
Hitomi Kanehara: Autofiction. Oversat til engelsk af David James Karashima (216 sider, £5.49 over amazon.co.uk) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 13.06.2008

De sidste tyve år har Haruki Murakami været indbegrebet af det hippe, postmoderne Japan. Ikke mindst i en vestlig kontekst, hvor mammutromanerne Trækfuglens krønike, Dans Dans Dans, Norwegian Wood og senest Kafka på stranden har opnået enorme salgstal og adskillige prestigiøse priser. Med sin på én gang realistiske og magiske stil, sin hang til kriminalistiske plot og sine mange referencer til vestlig populærkultur, sex og film noir bliver Murakami langt oftere sammenlignet med forbillederne Raymond Chandler og Raymond Carver end med sin verdenskendte landsmand, nobelprisvinderen Kenzaburō Ōe.

Forståeligt nok. Da Murakamis såkaldte Trilogy of the Rat bestående af de tidlige romaner Hear the Wind Sing, Pinball og A Wild Sheep Chase hittede igennem i Japan i midten af 80erne, resulterede det i et stærkt berygtet (og temmelig underholdende) opgør på den litterære japanske scene. På den ene side stod store forfattere og litteraturkritikere fra 50plus-generation. Deriblandt Ōe. Og på den anden side stod yngre, millionsælgende forfattere som Haruki Murakami, Ryû Murakami og Banana Yoshimoto, der alle var langt mere optagede af vestlig ungdomskultur, kitch, popmusik og seksualitet end den ældre generation brød sig om. ”Murakami formår ikke at appellere til intellektuelle,” konkluderede Ōe og stemplede ham som batakusai; alt for amerikansk til at være rigtig japansk eller direkte oversat: ’stinkende af smør’.

I 1986 tog Murakami konsekvensen af hetzen, pakkede sydfrugterne og flyttede til Europa og derpå til USA, men bedst som han var ved at færdiggøre Trækfuglens krønike i 1995, ændrede Japan sig. 17. januar kom det store jordskælv i hans fødeby Kobe, og 20. marts kom giftgasattentaterne i Tokyos undergrundsbane. Som konsekvens flyttede Murakami tilbage til Japan, skrev Underground, der består af 60 interviews med ofre for attentaterne, samt novellesamlingen Efter skælvet, der nu foreligger på dansk. Bedre sent end aldrig kan man sige.

De seks noveller i samlingen udspiller sig i månederne mellem jordskælvet og giftgasattentaterne og portrætterer en række mennesker, der befinder sig i både livets og jordskælvets periferi. Ingen er direkte ramt af jordskælvet, faktisk figurerer det mestendels på tv-skærme i baggrunden, men alle oplever alligevel at blive rystet vågne efter mange års selvbedøvet eksistens. Én er ekspedient i en hi-fi butik og bliver forladt af konen, der i sit afskedsbrev sammenligner ham med en klump luft. En anden er seksuelt besat af sin religiøst fanatiske mor. En tredje er pengeopkræver i Tokyos Tryg & Sikker Bank og bliver en aften opsøgt af en kæmpemæssig frø, der varsler et ødelæggende jordskælv med epicentrum under banken. Og en fjerde er novelleforfatter og årelang part i et gradvist udfoldet trekantsdrama, der afrunder samlingen med et drys sprød nostalgi.

Sidstnævnte to noveller er klart samlingens bedste. I novellen om frøen genfinder vi de overnaturlige elementer og den morbide humor, der om noget er Murakamis varemærke, og i den anden – samlingens længste – får vi smukt udfoldet persontegning, imponerende æskeopbygning og alle tiders lovestory. Undervejs er det dog svært at se bort fra, at novellerne aldrig når ned, hvor det virkelig kradser. Det er ikke fordi, Murakami er dårlig, når han skriver kort. Han er bare klasser bedre, når han skriver langt, fordi hans vildtvoksende stil skaber en spændstighed i teksterne, der i den grad er fraværende her. Tilbage er en temmelig langmodig prosa, venlig og velpoleret, men kun lejlighedsvis vital. Og på ingen måde hip og postmoderne, hvis det er den slags, man efterspøger.

At kalde Haruki Murakami for den yngre generation er nok også lidt af en tilsnigelse efterhånden. Det bliver man for alvor overbevist om, når man læser den 34 år yngre japanske forfatter Hitomi Kanehara, der brød igennem som blot 19-årig i 2003 med den millionsælgende og prisbelønnede selvlemlæstelsesroman Slanger og piercinger. Oversat til dansk i 2006. Kanehara droppede ud af skolen som 11-årig og levede det hårde liv på gaden som teenager, til hun begyndte at skrive, og den historie omskaber hun nu til litteratur i sin fjerde roman Autofiction, der netop er udsendt på engelsk.

Springer man som undertegnede direkte fra Murakami til Kanehara, er skiftet et langt større jordskælv, end det nogensinde føltes undervejs i Efter skælvet. Ikke blot skriver Kanehara, som andre skriger. Hendes historie afsætter sig også langt dybere spor i læserens bevidsthed med sit dristige emnevalg og sin ditto opbygning. Som i Murakamis noveller er tomhed og følelsesmæssig bedøvelse et klart hovedtema, men afgrundens kant er rykket tættere på.

Vi følger den mentalt forstyrrede forfatterinde Rin over en periode på syv år. I første kapitel er hun 22 år og på vej hjem fra bryllupsrejse, og fra begyndelsen aner man, at hendes liv er styret af symbioselængsel, paranoia, selvhad og sex. ”Hvorfor er verden ikke programmeret sådan, at den selvdetonerer det øjeblik, han bedrager mig?” overvejer hun eksempelvis, da den arme mand er borte et øjeblik, og snart forskanser manden sig da også på sit værelse i lejligheden, imens Rin udagerer ren Madwoman in the Attic i værelset ved siden af. I de følgende kapitler, der snarere føles som nedslag, følger vi Rin som 18-årig, 16-årig og 15-årig, og tilbagespolingen fungerer. Ikke mindst fordi Kanehara flot formår at indfange den stadigt yngre kvindes perception af sig selv og verden, og med snigende uro begriber man, hvilke mønstre, der har korrumperet hendes sjæleliv. Voldelige kærester, gangrape, livet på tilfældige sofaer, massevis af dårlig sex, en abort og forældrenes følelsesmæssige fravær. Alt skrevet frem i en vilter og eksplicit prosa af bevidsthedsstrømmende tilsnit, der giver historien et stærkt hudløst præg og én gang for alle smadrer forestillingen om den underdanige, japanske kvinde med kimonoen. En stereotyp, der i øvrigt lever i bedste velgående i flere af Haruki Murakamis noveller.

Både Murakami og Kanehara kommenterer eksplicit deres egen udtryksform. Hos Murakami udtrykker novelleforfatteren, at novelleformen er ved at være passé, ”fuldstændig ligesom den stakkels regnestok”, og hos Kanehara udtaler Rin, at ”fiktion, der får læseren til at overveje, om det monstro er selvbiografisk” er helt ulidelig, fordi intervieweren anser forfatteren for at være romanpersonen. Ikke desto mindre indvilliger Rin indledningsvis i at skrive netop selvbiografisk fiktion, men først da hendes redaktør har drukket hende fuld i dyr champagne. Og lige præcis sådan føles romanen også. Småslingrende og springende, sine steder modvillig og med et selvdestruktivt drive, der bringer klare mindelser om Sylvia Plaths The Bell Jar og Wei Huis skandaleombruste Shanghai Baby. Hvorvidt man foretrækker den slags vilde udskejelser frem for den mere distingverede prosa, som Murakami leverer her, er nok en smags sag. Selv er jeg klart mest hooked på Kanehara i denne ombæring.

Foto: Sinsong

Ilyena Vasilievna Mironoff. Det lyder måske ikke som nogen, man kender, men tag ikke fejl. Bag det aristokratiske, russiske navn gemmer der sig én af verdens ubetinget største, nulevende skuespillerinder. Nemlig den 62-årige britiske Dame Helen Mirren, der i de seneste år er strøget helt til tops med sine hovedroller i oscarvinderen The Queen, Emmy- og BAFTA-vinderen Prime Suspect – The Final Act og Golden Globe-vinderen Elisabeth I.

Claire Castillon: Insekt. Oversat fra fransk af Niels Lyngsø (Forlaget Per Kofod, 131 sider, 199 kroner) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 2.11.2007

Resultatet er, at man umuligt kan holde den ene novelle ude fra den anden, hvis man læser samlingen i et stræk. Og det gør man sandsynligvis, hvis man ikke står af, inden man overhovedet er begyndt. Selv læste jeg den med store øjne og endnu større undren. Gennemført aparte og med den underligste bismag. Go taste for yourself, hvis De vil prøve noget nyt. Der er næppe nogen chance for, at De vil læse noget lignende igen.

Carolyn Burke: Lee Miller. On both sides of the camera (Bloomsbury, 2006, 430 sider, 149 kroner i Politikens Boghal) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 29.06.2007

”Der har vi jo Man Rays muse!” tænkte jeg straks, jeg fik Carolyn Burkes digre biografi om Lee Miller mellem hænderne. Prydet, som den er, af den gudesmukke Lee med kort, bølget Garçonne-cut, svanehals og de Greta Garbo-lignende træk. ”Var det ikke hendes nøgne ryg, der lignede en violin på det dér Man Ray-fotografi..?” tænkte jeg videre, og det var det så ikke. Ryggen tilhørte Man Rays muse i midten af 20erne, Kiki de Montparnasse. Til gengæld stod Lee blandt meget andet model til det velkendte fotografi La femme surréaliste (1930) med bar overkrop og gitter for ansigtet, ligesom hun spillede med i Jean Cocteaus film "Blood of a Poet."

”Der findes simpelthen for mange portrætter af Lee Miller, skabt af bedre kendte kunstnere end hende,” skriver Burke i forordet og rev mig effektivt ud af min muse-vildfarelse. For godt nok agerede Lee Miller græsk gudinde for Man Ray og ikon for Vogues læsere i slutningen af 20’erne og begyndelsen af 30’erne. Men hun agerede i lige så høj grad bag kameraet som fotograf af den surrealistiske skole, og intet tyder på, at hun stod det mindste tilbage for Man Ray. For eksempel er hun ophavskvinde til de bedste portrætfotografier af Picasso, Chaplin, Miró, Marta Gellhorn og Man Ray - og temmelig unlikely var hun en fremragende krigsfotograf under Anden Verdenskrig. Som eneste kvinde tilbragte hun krigsårene i Europas brændpunkter, og i 1945 dokumenterede hun befrielsen med et selvportræt i Hitlers badekar i München og en samling stærkt oprivende billeder fra koncentrationslejren i Dachau. Og der er mere til hendes historie end det. Mest oplagt en barndom, der i den grad må betegnes som langt ude.

Lee blev født ind i en opadstræbende familie i Poughkeepsie, New York. Året var 1907, Lee hed på det tidspunkt Elisabeth, og fra begyndelsen var hun faren Theodores øjesten. Hans kone, Florence, foretrak langt Elisabeths storebror John, og imens hun klædte ham i pigetøj og gav ham bånd i håret, så han senere fik store problemer med sin kønsidentitet, blev Elisabeth opdraget som dreng. Hun blev også fotograferet i et væk, for Theodore havde en passion for mekanik og kunne slet ikke få nok af den lyslokkede pige. Atten måneder gammel fotograferede han hende nøgen for første gang, og frem til hun var først i tyverne, stod hun og veninderne løbende nøgenmodel for ham, ofte i æggende positurer. Til gengæld vækkende han den unge Elisabeths interesse for lys og skygge, skuespil og mekanik.

Skummelt? I den grad, men næppe mere traumatisk for Elisabeth end hendes ophold hos forældrenes svenske vennepar i Brooklyn. Elisabeth var på det tidspunkt syv år gammel, og en dag blev hun voldtaget af venneparrets svoger med det suspekte navn Onkel Bob. Han havde også held til at smitte hende med gonorre, og det var et helt traume i sig selv, for på det tidspunkt bestod behandlingen af mange ugentlige udskylninger af blæren og rensninger af livmoderhalsen. Et job, Florence forestod, og ellers lod både hun og Theodore, som var alt i sin skønneste orden. John og lillebroren Erik måtte selv stykke historien sammen, imens deres søster skreg af smerte bag lukkede døre og ændrede sig fra charmerende til helt uregerlig. Få dage før, Elisabeth fyldte otte, forsøgte Theodore sig med sin egen form for terapi. Nøgenterapi, kan man kalde den. En morgen i april tog han Elisabeth med ud i sneen udenfor deres hus, og der stod hun så. Kun iført hjemmesko og med skuldrene helt oppe under ørerne, men uden at ryste. Det ville jo have ødelagt fotografiet.

Men unge Elisabeth var også en smækforkælet ballademager, der blev smidt ud af samtlige skoler og fik Theodore til at punge ud, hver eneste gang hun ville prøve en ny uddannelse. Skuespil i Paris, lyssætning på Vassar, dans, tegning, kalligrafi og kunsthistorie, til hun blev spottet i New York af Condé Nast, grundlæggeren af blandt andet Vogue, der tilbød hende modeljob for bladet. Ved samme lejlighed skiftede hun Elisabeth ud med det androgyne Lee og kastede sig ud i en dekadent livsførelse med masser af mænd. Ikke sjældent var de 20-30 år ældre end hende som en vis Theodore, og det samme gjaldt da også Man Ray, som hun opsøgte i Paris i 1929. Hun fortæller: ”Jeg bad ham om at gøre mig til sin elev. Han svarede, at han aldrig tog elever, men jeg gætter på, at han faldt for mig. Vi levede sammen i tre år, og jeg lærte en masse om fotografi.” Mildt sagt. Faktisk sugede Lee Miller så meget til sig, at det efterhånden blev umuligt at se, om det var Man Ray eller ”Madame Man Ray” – som hun blev kaldt - der havde taget billederne.

Et traditionelt harmonisk par blev de dog aldrig. Lee Miller var mange centimeter højere end Man Ray, der led alskens kvaler i den anledning, og monogamt anlagt var hun ikke. Hun havde heller ikke til sinds at stå i den store mesters skygge. Så i 1932 forlod hun ham og slog sig ned som celebrityfotograf på Manhattan. ”Jeg vil hellere tage billeder end at være et!” proklamerede hun og kaldte ellers sin retning for den amerikanske version af Man Ray Skolen - til den forsmåede Man Rays store fortrydelse. Starquality havde hun allerede, og succes fik hun til overmål, men vedholdende var hun ikke, og i 1934 lukkede hun biksen, giftede sig med den egyptiske forretningsmand Aziz Eloui Bey og flyttede til Cairo. Her levede hun som hjemmegående til 1939, hvor hun forelskede dig i den surrealistiske maler og kurator, Roland Penrose, og slog sig ned i London og siden i Sussex. De fik sønnen Anthony i 1946.

Når man undtager de højproduktive, om end traumatiske krigsår rundt om i Europa, fotograferede Lee Miller kun sporadisk efter 1934, og Roland Penrose havde mere travlt med sin egen karriere og sine elskerinder end med at hjælpe hende tilbage på banen. Resultatet fremgår tydeligt af de billeder, der findes af Lee Miller fra de sidste 30 år af hendes liv. Deprimeret, fordrukken og fløjtende ligeglad med sit udseende blev hun, og tillige så excentrisk, at hendes søn langt hellere ville hentes i skolen af sin barnepige. Ingen i Sussex vidste, hvad der var hændt i hendes barndom eller under krigen, og hendes eneste tilbageværende passion var gourmetmadlavning. Det nød de mange prominente gæster til gengæld godt af. Picasso, Man Ray, Dorothea Thanning og Max Ernst, blandt andre.

Lee Miller døde af kræft i 1977, 70 år gammel, og havde det ikke været for hendes søn, der opdagede over 20.000 fotografier blandt hendes ting og gjorde alt for at få dem frem i lyset igen, havde den famøse muse-historie utvivlsomt fået lov at stå ukommenteret. Nu kan man i stedet opleve Man Rays kvindelige modstykke på V & A i London fra 5. september 2007 til 8. januar 2008.

Og så kan man selvfølgelig også læse Carolyn Burkes biografi, om end den unægteligt er mindst 200 sider for lang, unødigt detaljeret og ikke ligefrem skrevet med årets mest sprudlende pen. Desuden lider den under en påfaldende mangel på billedmateriale, der får læseren til at bladre frem og tilbage i håb om, at dette eller hint beskrevne fotografi dog må være der et sted. Men selv i disse uoptimale rammer hæver Lee Millers omskiftelige historie og indiskutable talent sig langt ud over det sædvanlige. Jeg kan allerede høre London kalde!

Man forventer næppe at få Ulysses mellem hænderne, når man åbner Victoria ”Posh” Beckhams nys udkomne stilguide. Opkaldt efter hende selv og den extra half an inch, der i reglen gør det ud for hendes fodtøj i paparazziland og omegn. Til gengæld må vi, der har fulgt hendes transformation fra glad Spice Girl anno 1994 til mangemillionær/fodboldhustru/designer/mor med attitude anno 2006 snart 07, forvente at blive hardcore oplyst om looket, der har gjort hende til stilikon på linje med Kate Moss, Paris Hilton og Sienna Miller. Og lad mig da endelig opsummere det, hvis De har undladt at krydslæse et sladderblad for nyligt. Det tæller, foruden signaturer som tårnhøje stiletter, designertasker, ålestramme jeans, ultra-miniskirts og solbriller så store som møllehjul, over the top indslag som balkjoler fra alle læderhuders moder, Donatella Versace, meterlangt påsat hår, oppustelige læber a la collagen og overtrænet korpus iklædt selvbruner.

Vil man vide mere om kunsten at leve af et halvt salatblad, vedligeholde et par ordentlige silikonepatter og få sin mand til at ligne lækkert tilbehør på linje med de seneste stiletter fra Manolo Blahnik, er man kort sagt kommet til den rette. Bortset fra at Posh ikke er Paris Hilton og ikke har skrevet en pendant til hendes litteraturhistoriske hovedværk, Confessions of an Heiress, der gik efter melodien ”hvis du ikke har privatfly, så find ud af, hvordan du kan låne et” og ”jeg kan ikke understrege vigtigheden af milliardærvenner nok.” Tværtimod har Posh sat sig for at skrive en no nonsense stilguide, som det engelske folk (at dømme efter shoppinglisterne, der centrerer sig om London) både kan svælge i på udstyrs- og billedsiden og tage med på indkøb bagefter uden at kaste sig ud fra London Bridge. Måske virker det ikke decideret sandsynligt, at Posh kender Topshop, H&M, Zara og Marks & Spencer lige så meget indefra, som hun kender Alexander McQueen, Dolce & Gabbana, Stella McCartney, Marc Jacobs, Chloe og Agent Provocateur. Men det tjener bestemt til hendes ære, at hun nævner mærkerne side om side, uanset hvad.

Bogens største aktiv er dog langt fra dens opremsning af diverse mærker. Det er tværtimod bemeldte udstyrs- og billedside, der så absolut hører til i den vildt overdådige ende, hvor Askepot møder Vogue, og stjernestøv opstår. Omslaget er tykt, sølvglinsende og prydet af en cancan-dansende Posh i pink, foreviget af topfotografen Ellen von Unwerth, der ikke uden grund er kendt for sin corsageklædte erotika, kan jeg se. Her står hun for de gennemgående fotoserier i sort/hvid og farve, der iscenesætter Posh som en mellemting mellem Holly Golightly og Madonnas Dita. Det må have krævet sin fotograf; Posh er mange ting, men i besiddelse af utallige ansigtsudtryk er ikke en af dem. Til gengæld ved hun, hvad hun vil have. F.eks. vil jeg tro, at det er hende, der har peget på modeillustratoren Cecilia Carlstedt, kendt for sit arbejde for blandt andre La Perla, Paul Smith og Marie Claire. Hun tegner virkelig fremragende og løfter sine steder teksten, når den begynder at trætte.


Til gengæld er man ikke et øjeblik i tvivl om, at hun ved, hvad hun taler om, når hun stilguider udi jeans, toppe, pencilskirts, sko, tasker, balkjoler og hvad hun ellers brænder for. Herregud. La Posh har jo haft sin fysiske fremtræden som eneste arbejdsområde i årevis, og rådene kan (og bør!) i grunden følges af de fleste.
Spender færrest penge på basistøj og flest penge på tøj, der virkelig kræver et ordentligt snit for at falde, som det skal - f.eks. jeans, frakker og kjoler. Vis aldrig g-streng, ikke en gang i et friskt forsøg på at ligne Britney Spears. Visualiser hele sættet, inden De står på hovedet i skabet om morgenen, og læg det gerne frem aftenen i forvejen. Sørg for at A-nederdele aldrig går direkte ud i et A, med mindre De decideret holder af at ligne et femmandstelt. Vælg altid hvide klipklappere, der understreger den bruneste del: Deres fødder. Vælg hudfarvede BH’er til hvide bluser og BH’er uden blonder til hvad som helst - BH’er med blonder giver Deres frontparti et uklædeligt nubret udseende. Tro ikke, at De ser godt ud i de samme snit og den samme makeup, som fik Dem til at ligne en sprintende vårhare for ti år siden. Hvis De ifører Dem lårkort, så giv den udringede bluse et hvil, ellers går der hurtigt Anna Nicole Smith i foretagenet. Ingen striber på tværs. Og absolut intet langt løst hår til skjortebluser, med mindre De værner om Krystal Carringtons minde. Ifør Dem aldrig en badedragt med kreative stropper, der efterlader kreative mærker. Exfolier, også om sommeren! Udskift billige plasticknapper som det første. Køb aldrig skoene for små, heller ikke selv om De kun skal bruge dem om morgenen uden strømper. Og husk: At se godt ud handler ikke om penge, men om stil.

Desværre lader Posh de knap så forskønnende, kosmetiske indgreb, overtræningen og spiseforstyrrelserne ligge, og livet som lækker gravid optager heller ikke ligefrem unødig plads. Seks siders sang fra de varme lande får vi, til trods for at Posh rent faktisk aldrig har set så godt ud, som da hun ventede sine foreløbig tre sønner. Besynderligt fraværende er også husbonden, David Beckham, der kun optræder i en bisætning i ny og næ, når Posh føler trang til at forsikre om sit rige familieliv. Troværdigt er det ikke, snarere en lille smule sørgeligt. På en måde er man nysgerrig efter at vide, hvad denne kvinde i grunden foretager sig, når hun ikke shopper igennem og gør sig lækker for sin mand, verdenspressen og bøger som denne, og på en måde frygter man, at det rent faktisk er, hvad hun laver. Hele tiden. Måske bør man lade tvivlen komme hende til gode og gribe hendes selvbiografi, Learning to Fly, ved lejlighed?

Paris Hilton (med Merle Ginsberg): Confessions of an Heiress – A Tongue-in-Chic Peek Behind the Pose (Simon & Schuster, 2004, 182 sider, 249 kroner) Anmeldelse bragt i Politiken 26.03.2005

Man griner, når hun poserer med sin fjollede chihuahua, Tinkerbell, der selvfølgelig har sin helt egen bog, The Tinkerbell Hilton Diaries: My Life Tailing Paris Hilton (2004) og når hun filosoferer over livet i størrelsesordenen ”hvis du har et sødt navn, vil du opføre dig sødt. Hvis du har et glamourøst navn, vil du opføre dig glamourøst.” Man tager sig til hovedet, når hun forsøger at forklare den dybere mening med sangteksten til sit singleudspil, Screwed, hvis omkvæd må være skrevet af en 10-årig i specialklasse: “Since I'm already screwed / Here's a message to you / My heart's wide open / I'm just not getting through to the lover in you.” Og man spærrer øjnene op, når hun, blottet for idé om penges værdi, kaster om sig med udtalelser som ”hvis du ikke har privatfly, så find ud af, hvordan du kan låne et”, ”jeg kan ikke understrege vigtigheden af milliardærvenner nok” og ”når alt kommer til alt, er kvindelige arvinger de mest pigede piger. De behøver aldrig at blive voksne som alle andre.”

Heri ligger utvivlsomt fascinationskraften ved fænomenet Paris Hilton. En kvinde, der har råd til at konstatere, at ”hvis jeg både skulle lave mad og vaske op – og, Gud forbyde det, have et arbejde oveni – ville jeg jo aldrig have tid til mig selv. Eller et anstændigt socialt liv.”

CITATER:

“Skuespil er blevet en lidenskab for mig, og derfor har jeg haft så mange tv-optrædener på det sidste. Jeg har endda taget et par timer i skuespil, og jeg elsker det. Jeg vil altid forsøge at perfektionere min teknik.”

”Jeg har været så heldig, at jeg har besøgt flere morsomme steder i mit korte liv end de fleste. Men det drejer sig ikke så meget om, hvor du tager hen – selv om det selvfølgelig også tæller – men hvordan du kommer derhen. Hvor fedt er det at tage til Saint-Tropez eller Australien, hvis du ser skoddet og sur ud, når du ankommer?”

”Jeg elsker diademer. Tro mig, folk opfører sig anderledes, når man har smykker på hovedet. Især når de har en mistanke om, at de er ægte.”

Park Avenue i New York huser nogle af verdens fremmeste plastickirurger, men i al beskedenhed mener Cap nu selv, at han er den skarpeste skalpel i skuffen. Han vil også gerne gentage det, hvis nogen skulle være i tvivl, og det er nogen så næppe efter 273 siders galopperende selvros, blær og namedropping af typen: ”En af mine venner og patienter – en kendt manuskriptforfatter – kom ind i restauranten, fik øje på mig og gik over til bordet. Derpå fik han øje på præsidentfruen, hilste på hende og gjorde mig en stor tjeneste. ”Mrs. Reagan, denne mand er den eneste ærlig plastickirurg i byen,” sagde han. Så snart, han var gået, kom en anden ven – arving til en stor formue – ind i restauranten, og også hun kom over til mig. Hun kendte også Mrs. Reagan, viste det sig.”

Where do lonely hearts go? Tja, de sidste ti år har mange søgt mod The London Review of Books

David Rose (red.): They Call Me Naughty Lola. The London Review of Books Personal Ads: A Reader (Profile Books) Anmeldelse bragt i Weekendavisen d. 9.2.2007

”Betonfeministisk hadeanmelder, som regel godt lakket til, søger skydeskive M/K, gerne med tydelig afmærkning. Ligner Clint Eastwood (på øjnene). Skriv, hvis du ligner Meryl Streep.” Nu fisker jeg ikke efter en partner. Men hvis jeg havde gjort, havde jeg helt klart indrykket denne uimodståelighed i The London Review of Books, der siden 1998 har lagt spalteplads til kontaktannoncer fra læsere, der er alt andet end k/ærlige og på udkig efter hjemlig hygge, to lys på et bord og traveture hånd i hånd ved skov og strand. Helst til tonerne fra Mozarts klaverkoncert nummer 21.

They Call Me Naughty Lola, hedder deres gravsorte og helt groteske greatest hits, der i mange tilfælde fungerer som deciderede kortprosastykker. Fyldt med twistede historier mellem linjerne om alt, hvad den vestlige verden helst ikke vil røre med en ildtang. Udvalgt af tillæggets redaktør David Rose, der i forordet bider mærke i den afgrundsdybe forskel mellem engelske og amerikanske kontaktannoncer. Mens de ensomme hjerter i The New York Review of Books mindst ligner Angelina Jolie eller (endelig ikke og) Brad Pitt, foretrækker de engelske at brande sig som tabere med stort T (”i et særligt lys ligner jeg Robert Mitchum. I et særligt lys ligner du Kim Novak. For det meste ligner jeg Shrek. For det meste ligner du stadig Kim Novak”), der egentlig bare vil have sex, ”toiletbesøg. Det er her, du kommer ind i billedet” eller alternativt ”en kvinde hvis fornavn begynder med S, eller måske F, og rimer på ’chicken’, og hvis efternavn enten er et stednavn i Shropshire eller en titel på et Earth Wind and Fire-nummer fra 1979. Shicken Boogiewonderland, jeg ved, at du læser dette.”

Jeg læste til gengæld tilfældigt om denne antologi i et par sydafrikanske og australske aviser, hvis anmeldere var himmelfaldne over en kvindelig annonceskriver, der reklamerer med at kunne stifte ild med sin PMS. Blot må jeg konstatere, at hendes dårlige (?) reklame for sig selv er peanuts i forhold til de mor-syge mænd og desillusionerede kvinder, der igen og igen excellerer i egen dårligdom.
I førstnævnte tilfælde fornemmer man ind imellem, at Mor næppe kandidaterer til årets levende svigermor fra helvede. Enten fordi det fremgår direkte (”romantikken er død. Det er min mor også”) eller fordi man har sine bange anelser (”det eneste, der gør mig lykkelig, er at græde foran fjernsynet iført min mors tøj”). I andre tilfælde fornemmer man, at der er vægtige grunde til at holde sig langt væk: ”Hvis Mor kunne se mig nu.. Heldigvis forhindrer hendes dårlige hofte hende som regel i at bevæge sig op ad trappen. Mand, 36, søger kvinde op til 40, før der bliver ringet efter nogen, der kan lave løfteapparatet.” I få, men prægnante tilfælde er man til gengæld absolut mest tryg ved, at moren stadig er i live: ”De kalder mig Boombastic. Du kan kalde mig Monty. Mit rigtige navn er dog Quentin. Men det er kun Mor, der kalder mig det. Og barnepigen. Monty passer mig godt. Alt andet end Træben.” Og så er der selvfølgelig kvinderne, der ikke orker flere mænd med morkomplekser – forstå det, hvem der kan: ”’Mor, jeg er ked af, at jeg dumpede min lægeeksamen, men selv om jeg ikke er læge, er jeg stadig din søn.’ Træt af partnere, der taler i søvne? Mød søvnløs kvinde (51), som har hørt det hele før. Hvis du sover som et alderdomshjem eller tager masser af medicin efter kl. 22, så skriv til mig, og vi kan begge få noget ro.”

Til de desillusionerede henhører dette eksemplar af kvinderacen, der åbenlyst burde kvitte kontaktannoncerne helt: ”Tal ikke, eller du vil ødelægge min allerede ringe mening om dig. Og få så de bukser på. Og parykken.” Hende her burde vist snarere melde sig til Fremmedlegionen: ”Det sidste, jeg orker, når vi gør det forbi, er at mødes på en café og mindes, hvor sjovt vi har haft det – giv mig en skinny mocha latte – men nu må vi videre – og kan jeg også få et stykke wienerbrød, tak. Enten splitter vi op på en kaffebar i Milano – og du betaler regningen (inklusive fly) – eller også splitter vi slet ikke op. Forventer intet følelsesmæssigt engagement fra dig, så tro ikke, at din mangel på opmærksomhed går mig på endsige din overoptagethed af arbejdet/vennerne/tv’et. Knus mit hjerte og forlad mig – du er ikke spor anderledes end de andre. Fun, fun, fun hos billetmærke 8321.”
Morskaben er også svær at få øje på hos annonceskriverne, der enten indleder med udråb som ”skal jeg absolut møde alle mine kvinder i retten?” eller ”jeg har ladet mig skille fra bedre mænd end dig.” Men mest antimorsom lyder trods alt denne invitation: ”Jeg har tænkt mig at bruge sommeren på at stene over mine forliste forhold. Du kan være med, hvis du har lyst, men du skal bare vide, at du ikke kan leve op til Sandra, Jackie, Dawn, Helen, Karen eller Peter.” Så hellere hende her, der i det mindste lover én en tur i høet, inden hun flænser en for formuen: ”5. september er årsdagen for min skilsmisse. Det samme er 27. november, 12. januar, 8. marts, 21. juni. Sommermånederne er som regel roligere – benyt det gode vejr og skilsmisseadvokaternes sommerferie til at date utålmodig, pengegrisk PR-kvinde.”

Skal man tro redaktøren, tilhører avisens læsere den intellektuelle (!) veluddannede middelklasse mellem 35 og 55 år. 35% af mændene er undervisere. Forhåbentlig ikke som ham her: ”Mangler fantasi, taler for meget, er ofte fraværende. Se på mig, frøken Webster fra fjerde år. Historieprofessor, 56. Mangler fantasi, taler for meget og er ofte fraværende. Søger kvinde. Billetmærke 8025” mens 28% af kvinderne arbejder i forlagsbranchen. Af dem angiver hele 83%, at de er overspændte og ulykkelige a la hende her: ”Forlagsredaktør (28) søger en hvilken som helst form for glæde på denne kolde, trøstesløse klode med alt for mange Nick Horneby boganbefalinger at indsamle. Kunne være lesbisk for den rette kvinde.” De homoseksuelle er ellers så godt som fraværende fra annoncerne, når man ser bort fra überkræsne typer (”ikke alle bibliotekarer er lesbiske og hedder Susan. Jeg er dog, og jeg vil gerne møde en kvinde op til 35, der ikke er bibliotekar, og som hedder enten Polly, Kate eller Demeter,”) ikke-udsprungne typer (”min idealkvinde er en mand. Undskyld mor”) eller tvivlstilfælde (”som ovenstående, men bedre uddannet og mere belæst. Også større bryster. Mand, 38, Watford.”)
I tvivl er man til gengæld ikke om graden af desperation efter en partner hos flere annonceskrivere. Det gælder i suspekt grad denne mand: ”At jeg skriver denne annonce, betyder ikke, at jeg er desperat. At jeg tilbyder alle svarpersoner et gavekort på femten pund til bøger, betyder til gengæld, at jeg er. Mand, 37, tilbyder alle svarpersoner et gavekort på femten pund til bøger (medsend fuldt CV, sygejournal og bevis på, at du er brunette med samme fornavn som min mor.” Så hellere hende her, der i hvert fald ikke skal beskyldes for at diskriminere i væsentlig grad: ”Kvinde på 38 søger mand op til 45. Eller kvinde op til 50. Eller hvem som helst op til 60.”

Har ingen af de foregående annoncer ramt Dem lige i hjertekulen, har jeg gemt de to bedste til sidst. For hvem kan stå for ham her: ”At skrive denne annonce har givet mig den største tilfredsstillelse, jeg har oplevet, siden det lykkedes mig at stryge mine bukser (14. juni 1998). Billetmærke 2473” eller hende her: ”Sidste gang, jeg havde det så skægt, var jeg på fyrre piller om dagen. Det går kun ned ad bakke fra nu af, så skriv til ustabil kvinde, 36, før morskaben forsvinder og recepten løber ud. Billetmærke 4312” Man er jo helt ked af, at billetmærkerne ikke længere fungerer, ikke?

Foto: Alyz Tale "I Put a Spell on You"

I 2003 fik min mor konstateret brystkræft. Nu, fem år senere, er hun erklæret rask, og sådan går det da gudskelov for mange. Men der er også mange, der ikke er så heldige, flere og flere kvinder får konstateret brystkræft herhjemme, og der er brug for penge, bl.a. til bedre behandlingsformer.

Kræftens Bekæmpelse har bedt mig være pioner for landsindsamlingen Støt Brysterne, og da jeg fik tilbudet, sagde jeg straks ja. Giv et bidrag til min indsamling og støt sagen her

Det er præcis hundrede år siden, Ruth Elisabeth ”Bette” Davis kom til verden i Lowell, Massachusetts. 77 år siden, hun debuterede som filmskuespiller i The Bad Sister (1931). 73 år siden hun vandt sin første Oscar for Dangerous, 70 år siden, hun vandt sin anden for sydstatsdramaet Jezebel og 19 år siden, hun døde. 81 år gammel og martret af fire hjerneblødninger, brystkræft og datteren B.D. Hymans My Mother’s Keeper (1985). Et sønderlemmende kritisk opgør af en bog, der fremstiller Davis som en selvcentreret alkoholiker, klar til at gøre datteren til sin rejseledsager med pil til tjenende ånd. ”Et hadefuldt anklageskrift,” kalder Bette Davis bogen i Charlotte Chandlers nyligt udkomne biografiske interviewbog The Girl Who Walked Home Alone. Anklagerne var dog blide i sammenligning med dem, der ramte Bette Davis’ ærkerival Joan Crawford i alle filmstjernedøtres exposé nummer et, Mommie Dearest (1978). Her fremstiller Christina Crawford sin adoptivmor som en fysisk voldelig og psykisk misbrugende, hjerteløs alkoholiker og satte i den grad børnemishandling på dagsordenen. Ikke mindst da bogen blev filmatiseret med Faye Dunaway i hovedrollen som Joan Crawford.

Hverken Crawford eller Bette Davis så deres døtre igen ovenpå den offentlige storvask, ligesom begge filmdivaer gjorde døtrene arveløse. ”En iøjnefaldende mangel på loyalitet og en sølle tak for det meget privilegerede liv, jeg føler, jeg har givet dig,” skrev Bette Davis bittert i memoirerne This N’ That. Opgøret fylder dog forbløffende lidt i Charlotte Chandlers interviewbog i betragtning af, at bogen baserer sig på en lang række interviews med Bette Herself, hendes venner og bekendte, fra den periode, hvor både My Mother’s Keeper og Mommie Dearest udkom. Nemlig fra 1980 til kort før hendes død.

Hvorfor interviewbogen først udkommer nu, vides ikke, og i det hele taget indbyder bogen ofte til udelt undren. Både med sin temmelig uformidlede, patchworklignende form og med sit indhold. For mens formen uden varsel skifter fra Davis’ signaturpunchlines stablet ovenpå hinanden til livløse resumeer af hendes 87 (!) film, fremadskridende biografisk stof og lange lovprisninger af diverse instruktører, mandlige skuespillere og mænd i det hele taget, lader biografisten Bette Davis skøjte påfaldende let hen over et utal af nøglepersoner. Hun undlader også selv at interviewe dem. Foruden B.D. Hyman gælder det Davis’ psykisk ustabile lillesøster (”hendes problem var, at der ikke var noget, hun var bedre til end mig”), hendes retarderede adoptivdatter, adopterede søn og sekretæren Kathryn Sermak, som Bette Davis andre steder omtaler som sin datter. ”Hun blev, hvad mor havde udset mig til at være,” skriver B.D. Hyman på sin hjemmeside. Hun er nu genfødt kristen og forkynder i sin egen frikirke i Virginia. Særligt underlige bliver udeladelserne når man medtænker, at Charlotte Chandler er en overordentligt velestimeret bestsellerbiografist, der blandt andre har levendegjort Joan Crawford, Ingrid Bergman, Billy Wilder, Alfred Hitchcock, Federico Fellini, Groucho Marx og snart Mae West. Efter sigende indvilligede sidstnævnte først i at lade sig interviewe, da hun så Chandlers enorme, blonde bryllupskagefrisure.

Bette Davis, derimod, behøvede ingen overtalelse, for hun ringede selv Charlotte Chandler op for at byde sig til. ”En ganske almindelig dag i marts ringede min telefon. Jeg tog røret og hørte en karakteristisk kvindestemme sige mit navn. Stemmen havde jeg kendt hele mit liv, om end kun fra biograflærredet og fjernsynsskærmen. Det var Bette Davis.” Hun inviterede Chandler til Lombardy Hotel på Manhattan og tog imod iført draperet kjole, skinnende strømper, falske vipper og rødmalet mund, der fik Chandler til at føle, at hun trådte direkte ind i Warner Brothers-film fra 40erne. ”At lege, man er hjemme, er en børneleg, jeg aldrig har lagt fra mig. Mit hjem har altid betydet alverden for mig. Det var mit kongerige, selv om det snarere blev mit dronningerige,” beklagede Bette Davis, da hun viste Chandler rundt, og netop manglen på kærlighedsliv, der var værd at skrive hjem om, er da også bogens omdrejningspunkt.
For kvinden, der kun overgås af Katharine Hepburn på American Film Institutes liste over alle tiders største kvindelige filmstjerner, havde absolut ikke langtidsholdbart held med sig, når det gjaldt mænd. Hun var ellers ikke genert af sig. ”Hysteri er som at få en god orgasme. Det er godt for dig” og ”en kvinde kan leve uden sex, men ikke uden håbet om sex,” udtaler hun, for ikke at tale om ”jeg var meget seksuelt tilfredsstillet under indspilningen af All About Eve. Gary (Merrill. Hendes fjerde ægtemand) var en vidunderlig elsker. På det tidspunkt havde jeg endelig fattet forskellen. Han var blid, betænksom – og atletisk” og (om Laurence Olivier) ”jeg havde sex med ham tusindvis af gange – i mit hoved, alene i sengen eller nogle gange når jeg elskede med andre mænd.”