ALDERSPOLITIET
Klumme bragt i Weekendavisen 3. marts 2006
Der er ét perspektiv i at være 29 år, der gør mig så stram i betrækket, at Joan Rivers må hvine af fryd. Nemlig at det om sølle elleve år er mig, der får den tvivlsomme fornøjelse af vor andedams bundstupide alderspoliti. For som bonusgave får enhver 40-årig dansk kvinde et gratis medlemskab af De Borderline Seniorslappe Skeder, og ti år senere er der tvunget medlemskab af antisexklubben HTH. Og nej, alderen gør os ikke til omvandrende samtalekøkkener. Den gør os til omvandrende Hennahår, Tenabind og Hedeture overalt i det offentlige rum, hvor der bliver talt og skrevet om alder.
Jeg har længe trippet efter, at nogen skulle vågne op af den kollektive friværdispsykose og indse, at der er meget langt fra fem millioner i mursten til I Danmark er jeg født der har jeg hjemme. Der er bare intet sket, og jeg fatter ikke, at danske kvinder over 40 gider finde sig i opbudet af aldersfascistisk propaganda, tekstet for tumper, som mister man en milliard hjerneceller om dagen fra sit femogtyvende år.
"Er du en af de mange kvinder, der lever et aktivt liv også selvom du er kommet i overgangsalderen?" øjnede jeg eksempelvis i et helsekostvindue på Gammel Kongevej forleden, og hvad har afsenderen Bidro egentlig forestillet sig? Jeg kan kun gætte på, at man som kvinde i overgangsalderen tænkes at være så svækket af sit rutschende hormonspejl, at man decideret lever sit liv på trods, hvis man forlader bopælen uden rollator. Men måske har Bidro simpelthen glemt at se sig omkring? Eller også har man blot ladet sig inspirere af Danske Banks seneste promotionmateriale, Når du fylder 50 - gode råd om bolig, den daglige økonomi, opsparing og pension, der for tiden kan rekvireres i alle bankfilialer. Ikke at jeg vil anbefale nogen at gøre det, med mindre man da har udtalt lyst til at møde det ultimative skræmmebillede af Kvinden over 50.
Håret er hennarødt, hornbrillen skildpaddemønstret, så 80'erne må juble fra graven, og rynkerne veritable plovfuger. Som har kvinden været intravenøst forbundet med en Cecil fra sit fjortende år. "Mange mennesker oplever, at den bedste del af livet først begynder efter de 50 år. Mindre stress på jobbet, mere fritid, mere ro over økonomien, og børnene er fløjet fra reden," fremmaner teksten. Men der kan da umuligt være livskvalitet forbundet med at se sig selv fremstillet som en runken anakronisme á la overvintret æble, med mindre man har klare masochistiske træk. Og den dér med børnene, der er fløjet fra reden - helt ærligt, hvem er målgruppen for dén? Husmoderen anno 1960, der vinker med lommetørklædet fra hoveddøren, mens sønnen bakker ud af indkørslen i sin nyindkøbte Ford Taunus?
Lige så beskæmmende er det dog, hvor villigt, grænsende til tvangsmæssigt, kvinder skyder om sig med stigmatiseringer af både egen og andres alder. "Har nypuritanismen fået yderligere luft under vingerne, fordi 68'er-feministerne er blevet gamle og er gået i kloster?" spurgte Politiken-journalisten Tine Maria Winther eksempelvis Henning Bech. Professoren - og i hvad er stedse mere uklart - der modstandsløst har gylpet sin halvfordøjede kvindeforskrækkelse ud over landets avisspalter i årevis. Så hvorfor skulle Winther dog også stoppe ham med et modspørgsmål? "Det kan man godt sige," svarer den ærede professor da også ganske forudsigeligt, og det tror jeg gerne, at man kan. Men er det rimeligt at parkere alle kvinder over 50 bag klostermure så tykke, at man kan skrige "objection!" på tredive sprog uden at blive hørt?
Klumme bragt i Weekendavisen 3. marts 2006
Der er ét perspektiv i at være 29 år, der gør mig så stram i betrækket, at Joan Rivers må hvine af fryd. Nemlig at det om sølle elleve år er mig, der får den tvivlsomme fornøjelse af vor andedams bundstupide alderspoliti. For som bonusgave får enhver 40-årig dansk kvinde et gratis medlemskab af De Borderline Seniorslappe Skeder, og ti år senere er der tvunget medlemskab af antisexklubben HTH. Og nej, alderen gør os ikke til omvandrende samtalekøkkener. Den gør os til omvandrende Hennahår, Tenabind og Hedeture overalt i det offentlige rum, hvor der bliver talt og skrevet om alder.
Jeg har længe trippet efter, at nogen skulle vågne op af den kollektive friværdispsykose og indse, at der er meget langt fra fem millioner i mursten til I Danmark er jeg født der har jeg hjemme. Der er bare intet sket, og jeg fatter ikke, at danske kvinder over 40 gider finde sig i opbudet af aldersfascistisk propaganda, tekstet for tumper, som mister man en milliard hjerneceller om dagen fra sit femogtyvende år.
"Er du en af de mange kvinder, der lever et aktivt liv også selvom du er kommet i overgangsalderen?" øjnede jeg eksempelvis i et helsekostvindue på Gammel Kongevej forleden, og hvad har afsenderen Bidro egentlig forestillet sig? Jeg kan kun gætte på, at man som kvinde i overgangsalderen tænkes at være så svækket af sit rutschende hormonspejl, at man decideret lever sit liv på trods, hvis man forlader bopælen uden rollator. Men måske har Bidro simpelthen glemt at se sig omkring? Eller også har man blot ladet sig inspirere af Danske Banks seneste promotionmateriale, Når du fylder 50 - gode råd om bolig, den daglige økonomi, opsparing og pension, der for tiden kan rekvireres i alle bankfilialer. Ikke at jeg vil anbefale nogen at gøre det, med mindre man da har udtalt lyst til at møde det ultimative skræmmebillede af Kvinden over 50.
Håret er hennarødt, hornbrillen skildpaddemønstret, så 80'erne må juble fra graven, og rynkerne veritable plovfuger. Som har kvinden været intravenøst forbundet med en Cecil fra sit fjortende år. "Mange mennesker oplever, at den bedste del af livet først begynder efter de 50 år. Mindre stress på jobbet, mere fritid, mere ro over økonomien, og børnene er fløjet fra reden," fremmaner teksten. Men der kan da umuligt være livskvalitet forbundet med at se sig selv fremstillet som en runken anakronisme á la overvintret æble, med mindre man har klare masochistiske træk. Og den dér med børnene, der er fløjet fra reden - helt ærligt, hvem er målgruppen for dén? Husmoderen anno 1960, der vinker med lommetørklædet fra hoveddøren, mens sønnen bakker ud af indkørslen i sin nyindkøbte Ford Taunus?
Lige så beskæmmende er det dog, hvor villigt, grænsende til tvangsmæssigt, kvinder skyder om sig med stigmatiseringer af både egen og andres alder. "Har nypuritanismen fået yderligere luft under vingerne, fordi 68'er-feministerne er blevet gamle og er gået i kloster?" spurgte Politiken-journalisten Tine Maria Winther eksempelvis Henning Bech. Professoren - og i hvad er stedse mere uklart - der modstandsløst har gylpet sin halvfordøjede kvindeforskrækkelse ud over landets avisspalter i årevis. Så hvorfor skulle Winther dog også stoppe ham med et modspørgsmål? "Det kan man godt sige," svarer den ærede professor da også ganske forudsigeligt, og det tror jeg gerne, at man kan. Men er det rimeligt at parkere alle kvinder over 50 bag klostermure så tykke, at man kan skrige "objection!" på tredive sprog uden at blive hørt?
Nogle kvinder gungrer endog ganske frivilligt ind i nonnefolden. Seneste eksempel er skuespillerinden Anne Sofie Byder, der i Alt for damerne udtaler: "Jeg [kan] ikke rende rundt og flirte med mændene. Den er lukket for altid, selv om jeg rendte rundt i sådan et mother fucker Manga-agtigt kostume og var actionbabe. Mændene ser mig ikke sådan længere. Jeg er gammel." Til jer, der heller aldrig har hørt om denne aspirant til Ældre Sagens face of the month: Nej, hun er ikke 102 år og tandløs. Hun er 32 år. Men ok. Man må utvivlsomt gå i seriøs træningslejr, hvis man som 40-årig forventes at lyde, som har man hele sit voksne liv bag sig. Som Vibeke Hartkorn konkluderer i Alt for damerne: "Det er fantastisk at være 40. Jeg har erfaring og viden, og jeg kender mig selv. Jeg er meget mere værd at kende nu, end jeg nogensinde har været før. Jeg er blevet et mere spændende og facetteret menneske."
Selvsagt er det ærgerligt, at Vibeke Hartkorn selv må rykke ud med rosen. Men lige så ærgerligt er det, at en kvinde pinedød må legitimere sin fortsatte eksistensberettigelse, så snart hun har rundet de 40. Især da, når hun som Hartkorn har fundet sig en yngre kæreste. "Konen på 40 år berettede forleden ved Munthe plus Simonsen-showet på Børsen i København, at hun er meget forelsket. Kærligheden er rettet mod den unge søofficer Anders Ibsen på 29 år. Så Hartkorn er hoppet på Alex-vognen /../ Konen og knægten har valgt at flytte sammen i en ny lejlighed på Christianshavn," som Frederiksborg Amts Avis udtrykker det, så ingen kan være i tvivl om, at vi har at gøre med en veritabel uforståelighed. Så måske er Vibeke Hartkorn simpelthen begyndt at lyde som en aldrende lifecoach, fordi hun er traumatiseret over at blive fremstillet som inattraktiv kuvøseguffer?
Jeg skal være den første til at medgive, at der er meget andet end aldersfascisme at tænke på i disse for vort land så alvorlige tider. Men når vi nu langt om længe er begyndt at få øjnene op for, at vores ytringsfrie udtalelser og evindelige dæmoniseringer ekskluderer vores muslimske medborgere, kan vi jo lige så godt strække erkendelsen og inkludere alle over 40. Kvinder som mænd. For er der én ting, vi kan være evigt forvissede om, er det, at dæmoniseringen en dag vil ramme os alle lige i nakken med et smæk af de store.
Illustration af Kelly Angard, Scrapbook and Creative Collage
