Lewis Carroll Alice i Eventyrland
Gendigtning Leonora Christina Skov / Ill. Martine Noring. Sesam 2006.

"Man skal stå tidligt op, hvis man vil bide sproglige skeer med Leonora Christina Skov. Selv er jeg helt i spinat over, at det er muligt at fremlægge en kendt historie med så meget lystighed og energi /../ Det er gnistrende vittigt. Egentlig elegant." (Steffen Larsen, Politiken, 29. april 2006)

"Skal Carrolls nonsensfortælling stadig kunne sælges til børn i dag, kan det simpelthen ikke gøres bedre." (DCBs lektørudtalelse)

"En ægte gendigtning med sin egen tone /../ med ekstra turbo på den sproglige udfoldelse /../ Fortællingens absurditet er fint understøttet af Martine Norings illustrationer." (Birgitte Stoklund Larsen, Kristeligt Dagblad, 4. maj 2006)

"Dette er ikke bare en nyoversættelse af børnebogsklassikeren, men en energisk og nutidig gendigtning foretaget af Leonora Christina Skov. Børnene kan synge med på nonsens rimene, da melodien går på danske børnesange som fx Mariehønen Evigglad. En bog som bringer lige stor fornøjelse til oplæser og tilhører" (Årets bedste højtlæsningsbøger for de 5-9 årige, Høje Taastrup Bibliotek)

"En helt dugfrisk sproglig totalrenovering /../ Det er Skovs store fortjeneste, at hun på alle niveauer er tro mod Carrolls absurdistiske univers samtidig med at hun med en næsten endeløs opfindsomhed strør om sig med hele kaskader af vittige udtryk og vendinger, aflyttet med et fantasifuldt sprogøre, der er godt tunet ind på moderne nutidsdansk." (Henning Mørch Sørensen, Information 3. juni 2006)

"Men genkender historien; men denne er endnu skævere og mere syret fortalt, end man husker den." (4 ud af 5 stjerner på www.boernogboeger.dk)

"Man kommer i godt humør af den bog. Det gør ungerne garanteret også." (Arne Mariager, Vejle Amts Folkeblad, 2006)

"Oversættelsen er frisk og nutidig og meget sjov" (Lisbeth Hansen, Nakskov Bibliotek, uge 40, 2006)

"Illustrationerne er nærmest et kapitel for sig. I den nye oversættelse er de af Martine Noring. De er fantasifulde og sjove og meget flotte." (Kåemer Asmussen, Fyldepennen 25. juli 2006)


Bagsiden: Har du nogensinde mødt en smækhysterisk dronning, et kattegrin uden en kat, et stenet rygelarve med hanekam og en vild kokkepige, der kaster om sig med pander og porcelæn? For ikke at tale om et krigerisk punkmarsvin, en nysende grisebaby, et eeeeendeløst teselskab og en dybt ulykkelig, forloren skildpadde? Det havde Alice heller ikke, før hun faldt lige lukt ned i det groteske eventyrland!
Forfatteren Leonora Christina Skov og illustratoren Martine Noring har pustet nyt liv i Lewis Carrolls elskede klassiker fra 1865. Selve handlingen er den samme, men fortællestilen og de sjove illustrationer gør historien til en helt ny og eventyrlig oplevelse for børn i alle aldre.


Uddrag af Alice i Eventyrland: Tørreløb, haletale - og et stort nixenbix

Det var unægtelig et ualmindeligt dryppende selskab, der lidt efter lidt forsamlede sig ved søbredden. Flere af fuglene var i færd med at lyne deres jaskede fjerdragter op, så de kunne vride dem. Smådyrenes pels klaskede vådt til kroppen som gennemblødt silke. Et marsvin hældte vand ud af ørerne. Og en muldvarp spurgte klagende naboskildpadden, om hun havde en hårtørrer eller et krøllejern. Bare et eller andet med noget varme i. Men alle som én var dyrene småforkølede, dårligt tilpas og møgsure, så skildpadden fnøs bare, at hun jo ligesom var pilskaldet over det hele. "Så hvad skal jeg bruge et krøllejern til? Aaaatjuuu?" nøs hun, så skjoldet hoppede, og imens mumlede flere af dyrene himmelfaldent, at muldvarpen jo havde jord i hovedet. "Et krøllejern? Det er da kun silkeaben, der bruger krøllejern, og han svømmer vist stadig rundt derude og vræler, at saltet har udtørret hans pels."

Det første alvorlige spørgsmål, der meldte sig, var selvfølgelig, hvordan de skulle blive tørre igen. Harkende og hostende stimlede de sammen, men uden den store mødedisciplin tænkte Alice, en smule irriteret over al deres larm. "I frøperspektiv foreslår jeg..." "Det har jo ikke en halefjer med noget at gøre!" "Jamen, det er jo ren andemad, siger jeg!" "Kan I dog ikke bare være musestille et øjeblik?"

Måske lyder det lidt sært, men efter få minutter fandt Alice det helt normalt, at dyrene talte - og oven i købet til hende. For eksempel havde hun en længere diskussion med den grønne papegøje, der blev ved og ved at skræppe, at det var det frygtede Kattegat, der var skyllet ind over dem. "Jeg har nemlig set alle verdenshavene, så jeg ved det lige så sikkert, som når Frisørfinken har forkludret farven på mine halefjer!" gentog hun (selv om hendes tunge slog knuder). Men Alice blev ved at modsige hende. Så længe, at den grønne papegøje til sidst blev så indebrændt, at hun kun ville skræppe: "Jeg er ældre end dig, og derfor ved jeg bedst." Sådan endte diskussionen. For eftersom den grønne papegøje pure nægtede at oplyse, hvor gammel hun var, kunne Alice ikke se, at de havde mere at snakke om.

Efter et stykke tid fik musen åbenbart nok af dyrenes ævl og kævl. "Sæt jer nu på halen og klap næbbene i! Så skal jeg sørge for, at I får tørt på!" råbte han og overhørte aldeles et stort, rødt marsvin med hanekam, der råbte op om, at han ikke have noget næb. "Skal jeg så bare tale videre, eller hvad?" skreg han af al kraft og forsøgte at få et par andre dyr med sig. Men hele flokken havde for længst slået sig ned i en våd og nysende ring omkring musen, og da marsvinet havde råbt lidt mere og fået den våde hanekam i øjnene adskillige gange, opgav han. "Hvor katten er min hårgele?" var det sidste, han mumlede.




"Godt!" Musen rettede sig op, lagde ansigtet i alvorlige folder og rømmede sig, så ørerne roterede en omgang. Det så helt syret ud, syntes Alice, der ville have grinet, hvis ikke hendes ansigt var frosset fast i en underlig, skæv grimasse. "Godt, siger jeg," gentog musen, "dette er det mest knastørre, jeg kan komme i tanke om: Vilhelm Erobreren og Tordenskjold, som fandt stor støtte hos Paven i København, erobrede hurtigt England, som havde været udsat for magtmisbrug og brintbomber gennem en længere periode. Mallebrok, der var død i krigen i 1864, og hans gode ven Gorm den Gamle, opholdt sig på dette, i et historisk perspektiv, interessante tidspunkt, i Sovjetunionen, hvor de..." "Er der nogen, der har noget ild?!" hviskede den grønne papegøje, og musen så strengt på hende. "Sagde du noget?" spurgte han, og den grønne papegøje så næsten uskyldig ud. "Nej, nej, ikke mig!" blev hun ved at svare, og musen nikkede. "Det lød ellers sådan, men uanset hvad: Gorm den Gamle og hans ven, Mallebrok, opholdt sig på dette, i historisk perspektiv, interessante tidspunkt, i Sovjetunionen, hvor de opsøgte Ridderen af det Runde Bord. Han fandt det på sin side betimeligt, at..." "Fandt det hvad?" spurgte en stor ælling med midterskilning. "Fandt det," svarede musen, nu synligt irriteret. "Du ved vel, hvad det er? Eller du er måske stadig helt våd bag ørerne?" "Neeej, altså," ællingen løftede trodsigt næbbet, "jeg ved da godt, hvad det er, når jeg finder det. Det er som regel en frø eller en orm. Men spørgsmålet er," han løftede næbbet lidt mere, "spørgsmålet er, hvad det var, som ham ridderen fandt?"

Musen overhørte fuldstændig spørgsmålet (hvilket vakte en del utilfredshed blandt de øvrige dyr), og skyndte sig videre i teksten. "Altså, Ridderen af det Runde Bord fandt det betimeligt at slå følge med Gorm den Gamle, flyve til England i en jumbojet og tilbyde Vilhelm Erobreren kronen. Han ledede nemlig landet med stor ekspertise på trods af alle sine ugerninger i Den Franske Revolution."

Musen så faktisk selv ud til at kede sig bravt efterhånden. Han gabte og vendte sig mod Alice: "Hvordan har du det?" spurgte han bekymret, og Alice sukkede. "Jeg er ked af at sige det, Hr. Mus, men dit knastørre foredrag har overhovedet ikke hjulpet," svarede hun. "Faktisk er jeg mere gennemblødt end nogensinde." "I saa fald," sagde dodofuglen højtideligt, "vil jeg tilraade, at Eder hæver dette Sammentræde, saaledes at De og jeg i allerkjæreste Forening kan eksekviere de for alle Parter behjørige Foranstaltninger." "Så tal dog, så vi andre kan forstå det!" afbrød havørnen gnavent. "Jeg fatter jo ikke et fugleæg af, hvad du siger, og hvad mere er: Det tror jeg faktisk heller ikke, at du selv gør!" Dodofuglen så dybt krænket på ham. "Dér kan man rigtignok se! De lader til at paastaa, at jeg ikke ved Beskjed med mit eget Vokabularium?" Ingen svarede, og dodofuglen så en smule beklemt ud ved situationen. "Meget vel," den pillede lidt nervøst ved sine fjer og hostede. "Jeg tilraadede saamænd bare, at De og jeg praktiserer et lille Tørreløb."

Dodofuglen holdt inde og så sig rundt, som forventede den meget rimeligt, at nogen sagde noget. Men alle dyrene sad med åben mund og polypper, så Alice følte sig forpligtet til at spørge den, hvad det var (også selv om hun egentlig ikke gad vide det). Dodofuglen løftede det ene bryn og tsk-tsk'ede. "Den eneste Maade, hvorpaa denne ædle Sport kan materialiseres for Eders agtværdige Aasyn, gaar gjennem ædel Udførelse," svarede den, og et par af de ældre dyr prøvede at oversætte for de yngste. "Dodofuglen siger, at vi kun kan tørreløbe ved at gøre det, tror jeg" (og hvis du selv skulle have lyst til at prøve det en dag, vil jeg om lidt fortælle dig, hvordan dodofuglen arrangerede det). "Men hvilket sprog er det??" "Det er meget, meget gammelt, i hvert fald, for dodofuglen tilhører en uddød race." "Men hvorfor er den så levende?" "Det skal I slet ikke bryde jeres små gæslingehjerner med!"

Dodofuglen begyndte højtideligt at vralte rundt i en stor cirkel, som den markerede i sandet med den ene klo, og derpå blev alle dyrene stillet op tilfældige steder i cirklen. [ILLUSTRATION 5] Hér og dér og hvor der eller var plads. Der var ikke noget med "eeeen, toooo, treeeee, løb!" Der var heller ikke noget med at løbe samme vej. For dyrene stormede bare forvildede rundt i alle retninger, som det passede dem, og holdt inde, når de fik sidestik eller astmatiske anfald. Da der var gået en halv time (der føltes som tre for stakkels Alice, som hadede at løbe), var alle dyrene blevet helt tørre, og med høj røst proklamerede dodofuglen, at løbet var forbi. Eller faktisk råbte den: "Jeg erklærer hermed Eders ædle Tørreløb for tilendebragt!" Men alle dyrene flokkedes om dodofulgen alligevel, trådte sig selv og hinanden over tæerne og spurgte i munden på hinanden, hvem vinderen så var. Et spørgsmål, som dodofuglen tilsyneladende blev nødt til at tænke længe over. I hvert fald satte den sig på gumpen med hovedet i vingerne og grublede, imens dyrene holdt vejret i spænding. Et par af dem begyndte godt nok at gispe efter luft, da der var gået flere minutter. Men først, da dodofuglen bekendtgjorde, at alle havde vundet, åndede forsamlingen lettet op.
"Som følge af denne tjenstfulde Afgørelse maa alle Implicerede have en udsøgt Præmie!" konkluderede den. Men hvem skulle overrække præmien? Alle dyrene råbte ophidsede i munden på hinanden, og dodofuglen klappede med vingerne for at få ro. "Det skal hun begribeligvis," sagde den og nikkede over mod Alice, der ikke engang kunne nå at hvæse "tusind tak, dit fortidslevn!" før hun var omringet. "Præmier! Præmier!" skreg alle dyrene i kor med undtagelse af den lille silkeabe, hvis pels ikke kunne tåle saltvand. Han havde nemlig fabrikeret et skilt, hvorpå der stod HÅRKUR med store, ujævne bogstaver. Det svingede han nu taktfast fra side til side. Alice anede ikke, hvad hun skulle gøre, og det skete ikke så tit. Så i bar frustration stak hun hænderne i lommerne på sin kjole. Og sørme, om hun ikke var heldig i dag! For i sin lomme fandt hun en pose rød, gul, grøn og blå konfekt, som hun havde stjålet fra sin søsters skuffe i morges. Der var lige nok til, at alle dyrene kunne få et stykke hver.

"Men hvad så med hende selv?" spurgte musen, der hele vejen igennem havde set lidt skeptisk ud. "Skal hun ikke også have en præmie?" "Allerkjæreste! Det har De da ganske ret i!" svarede dodofuglen og henvendte sig til Alice: "Har Eder andre Genstande i Eders Kjolelomme?" "Øh," Alice forstod kun dét med lommen, så hun vendte vrangen ud på den. Og ned på jorden trillede et blomstret fingerbøl, som hun havde stjålet fra Kittys syæske forleden (og kors, hvor havde Kitty hylet i vilden sky, da hun ikke kunne finde det!) "Vil Eder allernaadigst række mig den ædle Gjenstand?" spurgte dodofuglen, og så snart Alice havde gjort det, holdt alle dyrene vejret igen. Dodofuglen placerede forsigtigt fingerbøllet på sin ene vinge og rømmede sig højtideligt. "Vi bønfalder Eder om at modtage denne ædle Gjenstand som fortjenstfuld Præmie!" erklærede den, og alle dyrene klappede i poter og klør. Nogle smed deres konfekt flere meter op i luften som konfetti.


Personligt synes Alice, at hele situationen var latterlig. Men hun turde ikke grine, for alle dyrene så meget alvorlige ud. Så i mangel på bedre at give sig til bukkede hun og takkede for sit eget fingerbøl (sit eget sagde hun så højt og tydeligt, hun turde). Dyrene tog dog ingen notits af hende. De var nemlig gået i gang med at spise deres konfekt, og det var åbenbart lettere sagt end gjort. For de større dyr klagede over, at de ikke kunne smage en fjer, og de små dyr fik konfektstykkerne galt i halsen, så de måtte bankes i ryggen. En lille spidsmus måtte sågar vrides flere omgange, fordi konfektstykket havde sat sig fast i dens hals, og da det endelig kom ud, var det i den forkerte ende. "Øv," peb den skuffet og betragtede den røde og grønne masse. "Kan jeg prøve at spise det igen, tror I?"



Illustrationer fra bogen.