Anmeldelse Weekendavisen 23. juni 2006
Tågehorn fra Seem
Von hørensagen og familiefascisme springer i øjnene i ny antologi om kirkelige vielser af homoseksuelle.
"Vi er jo også et tolerant og rummeligt parti, Dansk Folkeparti, ligesom De Konservative. Der er medlemmer af forskellige observanser hos os." Sådan argumenterede Louise Frevert i Københavns Borgerrepræsentation 17. maj 2001, inden hun leverede et prima eksempel på Dansk Folkepartis tolerance og rummelighed. For den består sjovt nok ikke i at fremsætte tolerante og rummelige synspunkter. Tværtimod. Den består i at rumme klokkeklar intolerance og diskrimination: "Vi vil jo også sige, at det er strålende, at muslimerne kan få en gravplads, for enhver er jo salig i sin tro. Men det, der bekymrer os, er jo rent faktisk hele princippet om, at muslimer skal hvile i jorden til evig tid." Det, der bekymrer mig, er til gengæld, at fremtrædende medlemmer af den danske præste- og bispestand kører præcis samme klæge, pseudorummelige stil af som vor mavedanserinde på slap line, når talen falder på de homoseksuelle. En gruppe, der på mange måder er lige så stigmatiseret som indvandrere - ikke mindst i en kirkelig kontekst.
Det kan man forvisse sig om i den lille, men oprørende antologi Danske præster og biskopper om kirkelige vielser af homoseksuelle med bidrag af fem biskopper, fem præster og en enkelt teolog. Desværre kun tre kvinder, kun én yngre, ingen åbne homoseksuelle og ingen biskopper fra København, Helsingør eller Roskilde. Why oh why? Den slags plejer man at få svar på i et forord af en slags, men her må man nøjes med bagsideteksten og sognepræst Ivan Ebbe Larsens udmærkede rids over begivenhedernes gang i lidenlund.
For som det er i dag, kan homoseksuelle få en såkaldt gudstjenestelig markering af det registrerede partnerskab, hvilket i praksis vil sige en bar røv at trutte i. Markeringen inkluderer nemlig ikke den kirkelige velsignelse, der vel ret beset er hele pointen med at blive gift i en kirke, og det er jo så stridens kerne. Skal kirken velsigne homoseksuelle partnerskaber, eller skal den ikke?
Det er i princippet en sag for Folketinget at beslutte, eftersom de folkevalgte er kirkens øverste myndighed sammen med Dronningen og Kirkeministeriet. Men Folketinget har desværre valgt at spille langboldt med lorten i stedet, idet et bredt flertal har besluttet, at man kun vil sikre fuld ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle i kirken, hvis ønsket kommer fra kirken selv. Personligt ville jeg ellers have foretrukket, at Folketinget håndhævede sine egne bestemmelser i antidiskriminationsloven fra 1987, der gør det strafbart at fremføre offentlige trusler, forhånelser eller nedvurderinger af en gruppe personer på grund af deres seksuelle orientering.
For den kirkelige praksis er nedvurderende, forhånende og først og fremmest åbenlys diskrimination af homoseksuelle. Og stor respekt herfra til biskop Kjeld Holm og sognepræsterne Lars Tjalve og Ivan Ebbe Larsen, der skærer sig fint igennem antologiens blævrende budding af bortforklaringer og pseudorummelighed á la Frevert. Sjældent har så mange unavngivne homoseksuelle venner, bekendte og Von Hørensagen fundet vej til den samme udgivelse som garant for skribenternes frisind. Hør blot sognepræst Helge Pahus: "Homoseksuelle er utvivlsomt lige så blandet en skare som alle andre. Men der er usædvanligt mange dejlige mennesker iblandt dem. Følsomme, varme, tænksomme." Aha? Så det er selvfølgelig derfor, Pahus bøjer sig i dyb respekt for de homoseksuelle, der vælger at leve alene, og ydermere begaver os med lignelser, som nogen burde sælge en vokal: "Altså, man kan kalde en stol for et bord, men det ændrer jo ikke noget. Ægteskabet, som det er aftegnet i Bibelen og levet ud igennem årtusinder, er mellem mand og kvinde."
Margrethe Auken går skridtet videre og udråber sin homoseksuelle bekendte til sandhedsvidne: "Han mener, at de nuværende ordninger fungerer udmærket og så gerne debatten dæmpet. /../ Jeg er fristet til at give ham ret." Jamen, når din gode bekendte siger det, Margrethe, så skal det jo nok passe, og sådan fortsætter det. Biskop Steen Skovsgaard prædiker synd for fulde gardiner, formanden for Kirkeligt Samfund, Jens Brun, lufter det synspunkt, at homoseksuelle har godt af at møde modstand og begrænsninger, mens biskop Elisabeth Dons Christensens storøjede medfølelse står i skærende kontrast til hendes budskab: At homoseksuelle må finde ansvarsfølelsen frem og leve med diskriminationen. Ellers er homoseksuelle selv skyld i kirkens splittelse: "Jeg er ikke i tvivl om, at det på mange homoseksuelle kristne gør ondt, at de ikke får lov til det store kirkebryllup. Men de allerfleste ved også, at der er vigtigere sager på spil. De ved, at kirkens enhed står på spil. De ved, at man ikke bare kan køre en menneskerettighedssag hen over den kristne kirke og splitte den eller køre den ned på denne sag. Dermed tager de hensyn til den kristne bror, som har svært ved at forholde sig til en anden form for seksualitet end den, som er nedskrevet i de enkelte bud og påbud i Bibelen."
Så har jeg trods alt mere respekt for Katrine Winkel Holm, der godt nok har svært ved at adskille Vorherre og Luther. Men i det mindste foregiver hun ikke at være rummelig og tolerant: "Engang måtte det ikke hedde sig, at damer havde ben. I dag må det ikke hedde sig, at ægteskabet er et forhold mellem mennesker af hvert sit køn. Hver tid sit tabu."
Tabuet i denne antologi er helt oplagt Bibelens kontekstafhængighed. Det faktum, at den afspejler de køns- og seksualitetsforståelser, der herskede på skrivetidspunkt. Den er ikke Guds umedierede ord, som Lars Tjalve pointerer: "Som kristne tror vi ikke på Bibelen, men på Faderen, Sønnen og Helligånden, som de er bevidnet i Bibelen." Vi har for længst droppet Det Gamle Testamentets dødsstraf for utroskab og Paulus' åbenlyse kønsdiskrimination. Men bedsteparten af bidragyderne fedter stadig rundt i Efeserbrevets femte kapitel vers 31-32 (dét med "derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød..), så man skal være blind for at overse den underliggende, heteronormative og familiefascistiske dagsorden. Den, bidragyderne gerne vil slå et slag for, som har verden ikke flyttet sig siden 1950.
Af et ærligt hjerte forstår jeg, som jeg sjældent har forstået noget, at folkekirken er i krise, når den er befolket med så gennemretro, gennemindskrænkede hønisser. Hvis Elisabeth Dons Christensens trussel på nogen måde kan opfattes som et løfte, er det da bare om at angribe folkekirkens diskrimination og Folketingets laden stå til fra alle vinkler. Så vidt, jeg kan se, kan det kun gå for langsomt med at splitte kirken og få alle tågehornene parkeret i Seem.
