Uddrag: Asfalten lignede stanniol den nat i november. Grå og våd af regn. Mine ben prikkede af kulde, og jeg havde glemt mine handsker, mine tanker og mit liv i min elskedes lejlighed, men det var for sent at køre tilbage efter det. Hun lå sikkert og kastede blod op, eller også sov hun, hvis hun kunne finde ro for kvalmen efter de mange glas vin. Jeg stod af cyklen midt på Langebro og skreg ud over vandet til min stemme lød som en andens. De røde digitaltal på Nykredits bygning viste 02.30, og jeg stirrede på dem til de skiftede. 02.31. 02.32. 02.33. Der var noget beroligende ved tiden, der bare fortsatte omkring mig når alt inden i mig flød sammen. En opløst masse der sank længere og længere ned hvor jeg absolut ikke ønskede at være.

Tik tak. Tik tak. En lille pige holdt sit armbåndsur op foran øret og gentog i én uendelighed at der ikke var noget at være bange for i kasserne under sengen. Hun vidste godt at far ville slå hvis hun forlod sit værelse, for han forstod ikke at det gjorde hende rolig at se på sin mor gennem nøglehullet i døren ind til stuen. Men det var nok også for meget forlangt. Herregud. Pigen forstod det jo heller ikke selv.

Tiden havde sin egen puls. 02.50. 02.51. 02.52. Jeg tænkte at noget måtte gøres ved min situation på broen. Jeg kunne ikke blive stående og se på Nykredits bygning når folk begyndte at cykle på arbejde. De ville jo tro at jeg var sindssyg. Ville stoppe op og spørge om jeg havde brug for hjælp når de så den løbende øjenmakeup der dryppede fra øjenvipperne og ned på mine hænder. Så jeg kastede benet over stangen på min sorte herrecykel og kløvede regnvandet med hårde træd i pedalerne. Hvis nogen skulle hjælpe, måtte det blive mig selv.
Det var som om min elskede cyklede ved siden af mig den nat. Slyngede det lange hår tilbage imens regnen silede ned over os og fik tøjet til at klæbe til huden. Lyse bukser med læg, der tog farve efter den solbrune hud indenunder, pink jakke af nylon der ikke kunne holde vandet ude. Hun råbte til mig gennem regnen at der var langt hjem til København, og at vi kun lige havde passeret Dyrehaven. Hendes stemme var eksalteret og lykkelig, og jeg kunne ikke få nok af at lytte til den. Bad hende gentage selv om jeg havde hørt hvad hun sagde.
Det var tre år tidligere, og jeg var 20 år. Hun var 30 og overdængede mig med komplimenter og opmærksomhed, overøste mig med ord med en ubesværethed som smurte hun tørt brød med honning. "Du er så pragtfuld og vidunderlig," hviskede hun til mig da vi nåede hjem til hendes lejlighed, udmattede og frysende så vi måtte elske os varme under dynger af tæpper. Jeg ville bare have flere ord, hele tiden. Sagt som kun hun kunne sige dem, så de lød som triller på en xylofon, men ordene var umulige at fastholde, og de måtte hele tiden fornys for ikke at fortone sig.

"Hvem kan du bedst lide, mor eller mig?" spurgte den lille pige sin far selv om hun egentlig havde kendt svaret lige siden han begyndte at sammenligne hendes krop og egenskaber med morens, og desværre så meget til morens fordel at pigen snart ikke vidste hvad der var tilbage ved hende at elske. "Jeg har jo selv valgt din mor, men jeg har ikke selv valgt dig," svarede faren og så undrende til da pigens ansigt krakelerede og faldt fra hinanden. "Far, hvorfor sammenlignede du os på den måde?" spurgte hun mange år senere da han kørte hende til København en tidlig morgen. "Fordi du kunne tåle det. Din mor havde brug for lidt selvtillid," svarede han, og pigen lagde beskyttende sine afpillede arme om sig. Men hun blev alligevel ved med at fryse.

"Jeg skal aldrig glemme da jeg så dig stå på Fanø-færgen i den dér pink nylonjakke da vi lige havde mødt hinanden," lo min elskede. "Du lignede en giraf der stod og spejdede ud over sletterne. Graciøs, afpillet og totalt steril." Vi sad på hendes altan og spiste jordbær, der var lige så fristende som hendes bløde hud. "Synes du det var bedre, da du sprayede Pleasures ud i hele bussen på vej til Prag fordi du ikke kunne klare lugten af popcorn?" Jeg skænkede hvidvin til hende og kom til at grine så hendes blik dansede for mine øjne. Det var let sløret. Hendes tanker var vist et helt andet sted.

Sorrig og glæde de vandre til hobe
Min elskede sang salmer mens jeg satte hendes pragtfulde hår. Snoede lange lokker rundt og rundt og fæstnede dem løst med nåle i et sindrigt system der fik hende til at ligne Suzanne Brøgger, som hun koket kommenterede med et blik i sit håndspejl. Et kinesisk dobbeltspejl der var flækket hen over midten. Ting havde det med at falde ud af hænderne på hende og splintres i skår af porcelæn, glas og plastic, men hun trak bare på skuldrene, fejede det hele sammen og smed det ud. Med tiden lærte hun mig at alting forgår. Indtil da blødte mit hjerte for hver eneste karaffel, langstilkede krystalglas og guldbelagte tallerken der måtte lade livet.
Hun havde grædt hele natten over sin mor, der var død året tidligere, og spurgte mig igen og igen om jeg var sikker på at det ikke kunne ses. "Pust på mine øjne," bad hun mig og vendte blikket opad. Blinkede med øjnene mens jeg pustede varm luft på hendes vipper. Jeg forstod aldrig hvordan det kunne hjælpe hende, men jeg gjorde det gerne. Havde mest af alt lyst til at sige til hende at hun skulle græde noget mere og kalde mig fantastisk støttende bagefter fordi det fik mig til at føle mig behøvet. Helgenagtig på en underlig udsugende måde. Alle hendes tårer blev dem jeg ikke selv kunne græde, alle hendes ord dem jeg ikke selv turde sige højt.
Shirley, ville jeg have sagt. Jeg føler mig så skyldig over at være i live når du er død at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal leve videre. Det skulle have været mig der døde, og ikke dig. Du havde så meget til gode. Men i stedet smilede jeg imens jeg sprayede lak i min elskedes hår. "Ja, selvfølgelig var det slemt da min bedste veninde døde for nogle måneder siden." Jeg rakte hende spejlet. "Skal jeg prøve at løfte det forreste hår lidt?"

Rød. Hvid. Rød. Hvid. Den unge kvinde kendte hver en flise i det skakternede køkkengulv. Engang havde hun leget en leg hvor det bragte ulykke at træde på stregerne så hun måtte hinke igennem køkkenet på en helt særlig måde indtil der kom tæppe på gulvet. Rød. Hvid. Rød. Ulykke. Men nu stod hun på tværs af stregerne, og hendes far råbte at hun var egoistisk og skulle forsvinde med det samme, som var hun en ulydig hund. Han forstod ikke at hun havde besøgt sin afdøde venindes forældre fordi hun tænkte at hun kunne gøre lidt for dem, for sådan lød historien ikke. Den lød at hun altid gjorde alting for sin egen skyld, og den var afsluttet. Lukket inde bag opslåede aviser da hun trådte ind i stuen til sin mor og far nogle minutter senere. Der var så meget hun ville have sagt dem, men hun kunne ikke, så hun sagde bare til Berlingske Tidendes første sektion at hun var så ulykkelig. Måske havde hendes far det på samme måde da han sænkede avisen og spurgte ud i rummet om ikke de skulle spille Krible Kryds?

Det føltes som om det skakternede køkkengulv fyldte hele verden. Røde og hvide tern, der prikkede i øjnene så jeg troede at alle ville se dét. Advarslen om at øjnene tilhørte en kvinde der var så egoistisk at alle ville have valgt en anden end hende hvis de kunne gøre det om. Men min elskede så noget andet og talte det frem med sine endeløse rækker af ord til jeg selv begyndte at tro at det menneske hun talte om, eksisterede og var mig. "Du er så smuk og klog," sagde hun. "Det har været en velsignelse at møde dig." Somme tider gjorde ordene mig bange uden at jeg helt forstod hvorfor. Det var ellers ikke særlig svært at se at det jeg frygtede mere end noget andet, var afsløringen. Den dag hvor det ville stå klart at det menneske vi sammen havde skabt, var ren fiktion.
"Stille vand, dyb grund," sagde hun om mig når vi lå i hendes overdådige guldseng og talte om hvor forskellige vi var. At vi overhovedet ikke lignede hinanden fordi hun var så ekspressiv og følte så meget, mens jeg gik rundt som en mekanisk dukke på hårde hæle og sagde rationelle ting om at spare ti kroner i Netto og drikke mindre sherry.
Tit tænkte jeg at det snarere var hende der var den dybe grund, og mig der var det stille vand. Brakvand. Pålidelig, rolig og lyttende. Det var præcis den rolle der udløste de anerkendende ord jeg anglede sådan efter at få, og med tiden fyldte det mig med foragt. Foragt for hende fordi hun behøvede mig til at skabe orden i sit liv, og foragt for mig selv fordi jeg behøvede hende til at bekræfte mig i at jeg var noget værd.

Men det tog flere år, og i den mellemliggende tid følte jeg mig mest som tusind blanke sider der langsomt blev skrevet til.