Jesus skal helst blive i reservatet

Debatindlæg Politiken 3. juli 2004

Vi havde netop aflagt det tyrkiske falafelsted et af vores hyppige besøg, min kæreste og jeg. Havde nedsvælget vores shawarma med tyrkisk cola til tonerne fra en arabisksproget rap og var efterfølgende gået videre. Ud i tusmørket, hvor den kølige aftenluft og en pompøst udseende café hurtigt overbeviste os om, at det var tid til en kop chi. Ledsaget af blødt lys og boybandmusik og med ikkeryger-skilte overalt bemærkede min kæreste med tilfredshed. Det var også hende, der lidt senere blev opmærksom på, at stedet vist ingen spiritusbevilling havde, siden der kun var kaffe på kortet, og herefter tog opdagelserne fart.

"Undskyld, men ham derovre sidder og læser Kristeligt Dagblad", hviskede hun til mig og nikkede mod individet bag os, der intetanende nedsvælgede sin Fanta, men mit blik var allerede fikseret andetsteds. På et par tidsskrifter af åbenlyst kristent tilsnit i bunken af læsestof bag os. Fyldt med slet skjulte opfordringer til at søge Gud, kunne vi hurtigt konstatere, imens vi forgæves ledte efter afsenderen. "Sikkert en kristen sekt", konkluderede jeg, og min kæreste så sig nu inspicerende om. "Sikkert den, der har finansieret de flotte lokaler", lagde hun til, og vi holdt begge vejret, imens vi ventede på, at en nyfrelst i grå cottoncoat med en Bibel under armen skulle rømme sig og spørge, om han måtte slå sig ned i fem minutter.

Det var på tide at gå, det var der ikke to meninger om, da vi greb vores overtøj og satte kurs mod udgangen. Til gengæld var der delte meninger om, hvad tjeneren mon lagde i sit "I så ellers ud til at hygge jer", da vi passerede forbi ham.
Var hanfor eksempel en forklædt nykristen, der forsøgte sig med en jovial indgangsreplik, inden omvendelsen satte ind? Eller gennemspillede vi i dette øjeblik et skrækscenario, der på skammelig vis åbenbarede egne fordomme over for mennesker med et aktivt forhold til kristendommen? Jeg måtte erkende, at det sidste var tilfældet, og det fik mig til at spekulere. Ikke mindst, fordi jeg både er opvokset med bibelhistorie og regner mig selv for et kristent menneske, endskønt jeg yderst sjældent, nærmest aldrig, går i kirke. Helt på linje med den moderne trosbekendelse, i øvrigt: Ja, jeg tror, men bare ikke på kirkemåden, der jo er forbeholdt unge nykristne med lukkede øjne og mennesker mellem firs og skindød.

Men aften efter aften indtager vi gladelig de såkaldt etniske spisesteder og tehuse, hvor religiøse symboler, citarmusik og røgelsespinde udgør det stemningsskabende centrum. Det er bare etno-hipt og helt i sin orden. Ganske som de forgyldte Buddhastatuer, katolske Jomfru Maria-lys, tibetanske syngeskåle og mangefarvede bedekranse, der pryder vores hjem. De er bestemt heller ikke udtryk for en dybfølt fundamentalistisk trang til at omvende menneskeheden til buddhismen, hinduismen eller katolicismen, sådan som jeg øjeblikkeligt tolkede den kristne religiøse litteratur på cafeen.

Faktisk ville vi sandsynligvis ikke kunne omvende en eneste med vores, som regel, uendeligt beskedne kendskab til de religioner, hvis symboler vi smykker os med. Dyrker, fordi vi synes, de ser pæne ud. Fordi de siger os noget. Hvad de præcis siger os, regnes for individuelt; som et særligt spirituelt forhold mellem den enkelte og det religiøse symbol, men sigende er det unægtelig, at der sjældent opstår et tilsvarende dybfølt forhold mellem den enkelte og et beskedent trækors fra Vestjylland. Eller den danske salmebog.
For os koblesreligiøsitet nemlig ubesværet til eksotisk andethed; forgyldninger, stærke farver og inciterende dufte. Men når religiøsitet ikke ledsages af en mild brise fra Goa eller en enkelt langmodig lut, men tværtimod tager sig ueksotisk ud på en café langt fra de eksotiske reservater, bliver vi bange.

Hvad laver religionen uden for indhegningen, spørger vi foruroligede hinanden, som var der tale om et farligt dyr klar til angreb. I skjul, endog, for religiøsiteten kan netop ikke umiddelbart aflæses, men opdages først, når vi er kommet helt tæt på og knap kan nå at flygte. Og hvad skal vi med en religion, der hverken signalerer eksotiske overskudsrejser til ashrams i Indien eller templer i Tibet?
Og uden håndgribelige accessories, hvad er der så egentlig at komme efter for os, der næppe frivilligt vil overlade pladsen i centrum til Gud og næsten?

Ikke meget at dømme efter de vantro blikke, når talen en sjælden gang falder på gudsforhold. Vist kan vi sige, at vi tror på noget udefinerbart, der er større end os selv, eftersom det relativt let kan lyde som ansatserne til en spirituel forening med verdensaltet. Men siger vi samtidig, at vi tror på det vidnesbyrd om Gud, som Bibelen åbenbarer, og går i kirke uden gyldige grunde som jul, dåb, bryllup og begravelse, svarer det til at sige, at vi tror på kejserens nye klæder og dyrker vores tro i H.C. Andersen Huset i Odense. Vi kan problemfrit dyrke meditation i det lokale fitnesscenter, men går vi til meditationsgudstjeneste i den lokale kirke, bliver den indre fred hurtigt afløst af skeptiske spørgsmål og undersøgende blikke. Herfra skal kun lyde det ene og retoriske: Er det virkelig ret og rimeligt?