Rygsvømmeren.
Roman. Athene, 2003

Årets mest særprægede roman?” (IN 22. marts 2003)

"Jeg føler, jeg skriver denne anmeldelse med en tør barket stemme, der skaller af kedsomhed. Udtrykket er forfatterens. Med en fuldkommen naturlig og lakonisk stemmeføring meddeler bogen de frygteligste hemmeligheder, med en whisky på bordet, med en skjult gaben, med en tør ironi og med en dyb patetisk fortvivlelse. Bestemt en debut af de mindeværdige" (Bettina Heltberg, Politiken 31. maj 2003)

”Der er stor psykologisk dybde i hendes menneskeskildring og sikre iagttagelser af, hvorledes traumatiske oplevelser i barndommen kan kile sig ind i en bevidstheden og lægge et liv i ruiner. /../ En debut langt ud over det sædvanlige.” (Leon Jaurnow, Kristeligt Dagblad, 31. juli 2003)

”Skrevet i et drømmeagtigt sprog, der virker som en besættelse /../ Der opstår en kriminalistisk spænding, hvor læseren gang på gang tror, hun har skabt mening i de sanselige billeder og mareridtsagtige begivenheder.” (Ide Hejlskov, B.T. 30. maj 2003)

”Hun skriver djævleblændt godt.” (Anne Sofie Hermansen, Jydske Vestkysten, 31. juli 2003)

”At kaste sig ud i Leonora Christina Skovs debutroman Rygsvømmeren giver en sjælden oplevelse af at have fingrene i noget vigtigt, der på samme tid ikke er til at give fra sig – så velskrevet er den – og gør ondt at leve sig ind i, så man må læse historien i bidder /../ Et skræmmende præcist billede af, hvordan et barn, der er blevet ødelagt, er gået i tusind stykker, selv som voksen.” (Ida Relsted Iversen, Fyens Stiftstidende, 4. juni 2006)

”Kriminelt overgearet romandebut /../ Et par stedet forsøger L.C. Skov sig med en vis grotesk og blodig fabuleren, men hurtigt støver oprigtighedens rouge alt og alle til på ny /../ Læseren kløjes effektivt i det sidste, sminkede skrig.” (Lars Bukdahl, Weekendavisen)

”Meget overbevisende debutroman. Skov skriver så usædvanligt smukt og sanseligt.” (ALT for damerne, maj 2003)

”Det, der gør Rygsvømmeren til noget enestående, er dens metode, hvor det realistiske udfordres af det drømmende og surreelle /../ En læseoplevelse ud over det sædvanlige” (Henrik Tjalve, Flensborg Avis, 31. juli 2003)

”Det er en rystende historie..” (Mette Bentholm, Standart, 17. september 2003)

”Visualiserer og kropsliggør fortrængningen med de stærkest mulige midler /../ Leonora Christina Skov har en sikker stil, arabeskagtigt strømmer sætningerne frem med et stærkt og sanseligt billedsprog.” (Mai Misfeldt, Berlingske Tidende, 6. juni 2003)



Bagsiden: Rygsvømmeren er en drømmeagtig intens roman om mennesker, der tidligt får deres liv slået i stykker, og om deres kamp for at overleve i en verden, der ikke genkender dem. De to unge kvinder, Cora og Kirke, drives mod hinanden af det, de hver især er på flugt fra i fortiden. I Kirkes tragiske og flygtige skikkelse aner Cora billeder af sig selv, og da Kirke pludselig forsvinder ud af hendes historie, indser hun, at noget drastisk må ske. Men Coras forsøg på at få sig et helt, helt normalt liv som lærerinde for børnene Alba og Adam i en præstegård på landet slynger hendes tilbage i den historie, hun mindst alt har lyst til at genopleve, og fortidens skikkelser kommer hende langsomt i møde både indefra og udefra.



Uddrag af Rygsvømmeren. Begyndelsen på 2. del: Det begyndte med et helt uskyldigt spørgsmål en nat, hvor jeg alt for længe havde strejfet rundt og gjort forskelligt, der ikke burde have været sket, og forskelligt, jeg havde besluttet at glemme. Og efterhånden hungrede alt i mig efter et liv at leve. Så meget, at det ikke længere gjorde nogen forskel for mig, om det var mit eget eller en andens, og jeg vil tro, at det var præcis den kvalitet ved mig, der fangede hans opmærksomhed midt i vrimlen af mennesker. Den åbenlyst udhungrede kvalitet, der fik de fleste andre til at vende blikket bort, men han kom bare nærmere. "Undskyld, men har vi ikke set hinanden før?" råbte han til mig gennem larmen og skænkede os begge en whisky on the rocks, imens diskokuglen i loftet fik de gyldne dråber til at glimte uendeligt indbydende. Og jeg lagde nakken tilbage, tømte mit glas og svarede ham med øjenlågene, som jeg langsomt sænkede med dirrende vipper. "Det må have været i drømme," sagde de, og egentlig tog han sig også bedst ud i sløret tilstand, så jeg nedsvælgede lynhurtigt en whisky mere og så næsten ikke, at årene havde krøllet hans hud sammen på midten. Fra øjenomgivelserne og i forgræmmede folder ud mod tindingerne, op mellem brynene og ned over kinderne, så ethvert udtryk i hans ansigt faldt ud over de skarpe kanter og forsvandt. Det var for sent at glatte alting ud, det kunne jeg godt have fortalt ham, men jeg nøjedes med at betragte hans øjne, der i snurrende glimt mindede mig om en labrador, jeg havde passet. Susie hed den, og jeg prøvede at blinke den bort og spørge til hans navn, men den blev ved med at logre for mine fødder, til jeg sparkede den tilbage i glemslen. "Svend," han trykkede min hånd eftertrykkeligt, og jeg trykkede eftertrykkeligt igen, da jeg sagde, at jeg hed Cora. Smilede stort og lignede sandsynligvis den kvinde, jeg gerne ville være, bortset fra at jeg var femten kilo for tynd og tre toner for bleg, hvis man så ordentligt efter.
Men det gjorde man næppe, så længe musikken spillede, for vi havde rigeligt at gøre med at råbe til hinanden gennem larmen. "Er du her alene?" "Ja, jeg blev skilt for nogle år siden. Min datter er voksen, din alder vil jeg tro eller måske lidt ældre. Jeg bor for mig selv. Dejlig lejlighed, dejlig udsigt. Og du?" "Hva...?" "Og du, spurgte jeg?" "Åh, der er ikke så meget at fortælle. Jeg har været lidt omkring, gjort det ene, gjort det andet, hvad skal jeg sige?" "Er du gift?" "Gift? Nej, så afgjort ikke! Jeg mener; nej, ikke endnu. Jeg er bare mig selv." Jeg havde ikke talt med nogen i umindelige tider, og da jeg lagde nakken tilbage og lo over en ganske banal kompliment, han gav mig, kunne jeg næsten ikke kende min egen glade stemme. Svingede let og ubekymret mit skulderlange hår ind i øjnene, til Svend fik diskolys i øjnene og kuglen ned i hovedet, eller også digter jeg bare det sidste, fordi et lille kraniebrud eller to ville have sparet mig for meget. For eksempel fortsættelsen, der rykkede tættere på, da han udbrød, at han præcis vidste, hvor han havde set mig før. "Det er jo ubegribeligt, at jeg ikke så det straks," lagde han til, men det eneste, der var ubegribeligt for mig, var, at jeg stadig kunne tale et dansk, resten af verden kunne forstå, og af samme grund hørte jeg dårligt, hvad han sagde.
Ikke før han betragtede mig indgående og sagde at jeg var Cleas udtrykte billede. Intet mindre. For da måtte jeg rette på håret og samle nogle brokker op fra gulvet, der kunne stykkes sammen til et ansigt eller noget andet, der i det mindste kunne understøtte mine ord. Måtte rømme mig og sige, at jeg virkelig ikke anede, hvem Clea var, men hvis han ville fortælle mig om hende, kunne vi måske gøre det under mere intime former end her, i denne infernalske larm. "Jeg har ærlig talt brug for at ligge ned meget snart," konkluderede jeg, og det var så sandt, som det kunne blive, for minuttet efter lå jeg på gulvet og vidste hverken op eller ned, men dog så meget at den sidste whisky næppe havde hjulpet på det. "Klarer du den?" spurgte han bekymret deroppefra, og det havde jeg også spurgt mig selv om adskillige gange det sidste stykke tid. Svaret var dog udeblevet hver gang, og det gjorde det også denne nat, så jeg vendte mig stille og roligt om på siden og lagde mig til at sove.

Det burde have været enden på historien, eftersom ingen ved deres fulde fem ville have genoptaget forbindelsen med en kvinde, der først drak sig fra sans og samling og dernæst trimlede om på gulvet med diskolyset over sig. Det gav vel sig selv, men desværre så Svend anderledes på mange ting og helt sikkert anderledes på mig, end jeg selv gjorde. For et par dage efter ringende han mig op og sagde, at han havde hørt ude i byen, at jeg boede alle steder og ingen steder for tiden, og han havde tænkt over det, det ville han understrege. Han havde tænkt længe over det, og han var kommet frem til, at han gerne ville tilbyde mig at flytte ind hos sig. "Det er selvfølgelig bare et tilbud," sagde han, hostede højtideligt og holdt en kunstpause. "Min lejlighed står tom en stor del af året, forstår du. Jeg rejser en del i forbindelse med mit arbejde, så du skal ikke trækkes med mig hver dag eller hver uge eller noget. Hvis bare du er lidt god ved mig, når jeg er hjemme, er det alt rigeligt for mig." Og jeg vidste naturligvis godt, at der var andet end godhed inkluderet i den byttehandel, men jeg sagde alligevel ja og tak, og hvad man ellers siger, når man er indforstået med prisen.






Når alt kom til alt, stod jeg virkelig uden tag over hovedet på den tid, og det mindede jeg også mig selv om hele vejen hen til hans lejlighed, imens jeg forsøgte at styre uden om fortravlede mødre med barnevogne og småbørn i hånden og målrettede jakkesæt, der kun så ligeud og aldrig til min side. "Velkommen!" han slog døren op til en lejlighed, der ved første øjekast mindede om et boligkatalog i den overkommelige prisklasse. Pænt, men lidt for douce, lidt for afstemt efter de hvide vægge, og da vi gik fra rum til rum, gled møblerne umærkeligt sammen i farveløse formationer omkring mig, til vi nåede til et kammer for enden. Med sænkede persienner og plisseret lampeskærm i loftet, der sendte lyserødt hakket lys ned over en hvidmalet jernseng med forgyldte kupler og høj sengehest med tremmer. Alt for mange tremmer, og inden jeg fik set mig om, tårnede de sig op omkring mig og hegnede mig inde, så jeg måtte blinke mange gange, før de skrumpede ind, og kvælningsfornemmelsen fortog sig. Måtte rette al opmærksomhed mod sengetøjet, der ikke var hvidt og afstemt, men mørkeblåt med gule, sovende måner, der smilede selvtilfredse med piber i munden og hvide nathuer på de spidse hoveder. Helt, helt ufarlige til én af dem spyttede piben ud på gulvet og krængede munden udad i et overdimensioneret skrig, der fik dynen til at rejse sig og eksplodere og fjerene til at hvirvle igennem rummet. Ud over det hele, og jeg trådte forskrækket et skridt tilbage, men tilsyneladende var det bare i mit hoved, at alting splintredes og dalede mod jorden. For Svends stemme lød helt uberørt, da han sagde, at det var hans datters gamle værelse, vi stod i, og han havde egentlig tænkt sig, at det var her, jeg skulle logere.
"Du vil nok sætte pris på at have dit eget værelse, ikke?" det lyserøde lys faldt forsonende ind over hans ansigt, så trækkene et øjeblik glattedes, og jeg blinkede igen. Så væk, og mine øjne ramte først en storsmilende Ole Lukøje på sengelampen og dernæst sørgmodigt matsorte bamseøjne fra en hvidmalet kurvestol i hjørnet. Fyldt med farvestrålende plysdyr, og jeg kunne ikke have med dem at gøre. Det kunne jeg tydeligt mærke på mine hænder, der begyndte at prikke og knytte sig sammen med neglene i kødet, så jeg sagde, at jeg faktisk ville foretrække at sove på sofaen i stuen, hvis det var i orden med ham. "Jeg har det af og til lidt svært med lukkede rum," sagde jeg med en kold fremmed stemme, og Svends ansigt foldede sig øjeblikkeligt helt ind i sig selv, imens øjnene hang skuffede langt ned ad kinderne og trak huden med sig. Bare et øjeblik, til det slukørede udtryk faldt ind i hakkerne fra lyset og blev til skarpe kanter alene. "Clea sagde præcis det samme på et tidspunkt. Hun insisterede også på at sove i stuen," sagde han med et suk i halsen og vendte sig væk. "Nu har jeg ellers gjort værelset klar til dig og lagt rent på sengen, men bevares, det skal du da ikke tænke på," han slukkede lyset og trissede ud af rummet med dybe suk efter sig, eller også var det døren, der afgav en hul, klagende lyd, da han lukkede den i. Blev stående sådan, med hånden på det nypudsede, forkromede greb, som ventede han bare på, at jeg skulle spole tiden tilbage og få ordene til at forsvinde i undskyldninger.
Men alle mine ord var for længst frosset sammen i luftrøret, så jeg kun havde små bitte sprækker at trække vejret igennem, og bedre blev det ikke, da hans hånd gled rundt om metallet og klemte til. Med hvide knoer, til blodårerne løftede sig under hans kødfulde, behårede hånd og sitrede så meget, at bevægelsen forplantede sig til den lukkede dør. Klaprende træ mod dørtrinnet, og lyden spredte sig over gulvet som skosåler, der løb på stedet, til han slap sit tag. Rømmede sig flere gange og kastede resignerede blikke i min retning imens han sagde, at jeg sørme ikke skulle tænke på alt det besvær, han havde haft med at rydde op og støve af. Han havde godt nok måttet rykke alle sine aftaler i går for at nå det, og midt i det hele var han kommet til at rive sig på kurvestolen, så han havde fået en lang flænge i den ene håndflade. "Se selv!" han åbnede begge hænder, så jeg kunne se en tynd, lyserød stribe fra pegefingeren og ned mod håndleddet på den højre. Strøg forsigtigt hen over den og ømmede sig. "Jeg er bange for, at der er gået betændelse i den," hviskede han, "ser hånden ikke lidt hævet ud, synes du?" Men jeg kunne ikke svare ham, for min hals var frosset helt sammen nu, og alt, jeg kunne gøre, var at træde et skridt tilbage. Prøve at lokalisere noget ufarligt et sted i de udflydende, farveløse masser omkring mig, men hans hånd kom bare i vejen, vendte og drejede sig i mit synsfelt, kom tættere på.
"Nej, ved du hvad, jeg kan faktisk ikke se forskel på dine hænder," jeg pressede ordene ud gennem tænderne, så de peb i kanten. Gav sig, og i det samme fik jeg øje den beigefarvede sofa mellem hans fingre, fokuserede så meget på den, jeg kunne og spurgte, om det var den, hans datter havde sovet på i sin tid. "Nej!" hans læber stivnede om tænderne, krængede sig udad og blottede tandkødet. Bare et øjeblik, men længe nok til at sende prikkende bølger igennem mig. Og mine hænder søgte uvilkårligt hinanden. Lukkede sig om sveden, der sprang. "Det var Clea, der sov på sofaen i stuen. Ikke min datter. Hun sov altid på sit værelse," jeg prøvede at få ordene til at passe sammen, imens jeg forsigtigt bevægede mig over gulvet, og da det mislykkedes, spurgte jeg ud i rummet, hvem Clea var, når ikke hun var hans datter. Og der blev stille bag min ryg. Alt for stille alt for længe, og jeg turde ikke vende mig, så jeg gik videre over brædderne, der knirkede ganske let. Hen til en altandør, der afslørede en glimrende udsigt over den stedlige kirkegård, og Svend flyttede på fødderne, kunne jeg høre, flyttede lidt mere og fulgte efter. "Clea var Clea," svarede han koldt lige bag mig, og gravstenene spredte sig i snorlige, ufarlige rækker så langt, jeg kunne se, men det fik ikke den hårde klang i hans stemme til at fortage sig. Tværtimod slog den imod min nakke, da han fortsatte og sagde, at vi lignede hinanden vældig meget, Clea og mig. "Hun gjorde også kun, som hun selv ville," sagde han og vendte sig væk.

Illustration af Jennifer Terran