Suttekludenes vagtparade

Reaktion på kronik af Janne Helle i Berlingske Tidende. 6. april 2002. Upubliceret.

Jeg sidder med et postkort fra L’Oreal i hænderne. Vender og drejer det og ser ind i øjnene på en retoucheret Claudia Schiffer, der bider sig koket i underlæben og slår smut med øjnene. ’Invitation...’, står der nederst på kortet, men Claudia agerer vanen tro bare Den Åbne Invitation. For afsenderen er Det ny Illum, og anledningen er forbrugsmekkaets åbningsfest, der lokker med en gratis makeover og chancen for at vinde en Beauty Tour til Paris.

Automatreaktionen på den slags reklamer er, at de er sjove, fordi de åbenlyst smører tykt på i deres fremstilling af kvinder som velvillige forbrugsobjekter. Hvis vi ikke gider at se på den slags, kan vi jo bare holde os borte fra åbningsfesten, hvor purunge kvinder i hvide Bunny-kostumer deler parfumeprøver og Illum-pastiller ud. Frysende går de op og ned ad Købmagergade, der til lejligheden er belagt med en meterlang rød løber, som befandt vi os i en pornoklub, men det er vel også helt i orden, for de har jo selv valgt det. Ligesom kødranden af fotomodel-wanabees, der én for én lader sig vurdere af både fotografen og af alle tilstedeværende på L’Oreals oplyste stand.

Én af feminismens største opgaver er at gøre op med, hvad vi ved i forvejen. For selv om vi ved, at kvinderne frivilligt poserer, og at det bare er for sjov, så er det hverken sjovt at vralte rundt og fryse eller sjovt at blive overbegloet. Det er ydmygende, og vi må spørge os selv, om kvindernes motivation virkelig er drømmen om at vinde en ligegyldig Beauty Tour eller snarere drømmen om at opfylde det kvindeideal, Claudia repræsenterer, nemlig ungt, smukt, heteroseksuelt objekt. Jeg mener så afgjort det sidste. Vi får gang på gang at vide at det eneste, vi vinder førstepræmien på, er vores lighed med en retoucheret kvinde på en go-card invitation. Og vi får at vide, at vi altid har et frit valg til at vælge noget andet, men ingen spørger, hvad vi reelt har at vælge imellem.

Synes vi, at det er helt i orden? Man forledes til at tro det efter at have læst Janne Helles kronik (06.04.02), der på bedste beskub søger at fjerne fokus fra det, et perspektivrigt feministisk projekt først og fremmest bør være. Nemlig et politisk og samfundskritik projekt, der problematiserer de begrænsende, endimensionale forestillinger og fremstillinger af kønnene, vi alle ligger under for. JH har læst et interview med mig i anledning af den feministiske antologi De røde sko – Feminisme nu, som jeg har redigeret, og med denne sparsomme tekst som eneste empiri ser hun sig nu i stand til at tegne en pseudojungiansk profil af de unge feministers projekt generelt og af de unge feministers indre dynamik styret af fremmedgørelse, frygt og forsinket forældreoprør.

Det faktum at en antologi, der alene består af analyser, overhovedet kan generere sidstnævnte personfikserede betragtninger, siger unægteligt noget om det niveau, det er legitimt at diskutere køn på i Danmark. Modsat enhver anden debat, der som minimum forudsætter, at debattørerne ser sig i stand til at debattere emnet frem for hinanden, er kønsdebatten styret af den enkle præmis, at vi kun kan debattere køn med udgangspunkt i os selv, hinanden og vores egne fornemmelser, fordi kønnet er lig hele vores væren. Velkommen til kønsdebatten! Den eneste debat hvor din uforbeholdne mening om, hvordan du har det med dig selv lige nu, rummer en iboende sandhed til gavn for almenvældet. Du er endog sikret total immunitet. For skulle nogen prøve at tale fra en mere almen position, diagnosticerer vi dem bare som fremmedgjorte stakler, der ikke er i kontakt med sig selv. Om mig hedder det for eksempel: ”Leonora Christina Skov ønsker, man sådan kunne sparke skoene af - og med det ønske fornægter hun sin kvindelighed - sin natur - sin væren som køn.”

Så spring med på vognen og kom i kontakt med din natur, eller spring af og tilbring resten af din tid i evig formørkelse sammen med mig. Springer vi på, må vi hæfte os ved, at vi samtidig blåstempler en dyrkelse af kvindekønnet, der får selv den hellige kilde i Lourdes til at blegne. Opskrivningen tager udgangspunkt i den forudfattede sandhed, at enhver kvinde er bærer af en kvindelig essens, nemlig hendes kvindelighed, der som et kraftfuldt urdyb tænkes at rumme naturen, elementerne og intuitionen. Midt i hverdagens middelmådighed er det muligvis en trøst at forestille sig, at vi alle - i hvert fald hvis ’vi’ er kvinder! - rummer uanede potentialer, der blot skal aktualiseres, hvorefter vi kan løbe frie ud over kornmarkerne sammen med Janne Helle. Men det er mest af alt en fortælling. Fortalt så mange gange at vi tror, det er den skinbarlige sandhed, vi hører, selv om det i bund og grund er en kalkuleret leflen for kvinder med uforløste drømme.

Det kalkulerede består først og fremmest i, at JHs projekt giver sig ud for at være et selvudviklingsprojekt, der på altruistisk vis vil kvinder det bedste, men viser sig at være et politisk projekt, der blot benytter selvudviklingens simple modsætning mellem at være bevidstgjort og at være fremmedgjort til at få sin dagsorden igennem. ”Hvorfor er det mere rigtigt at fremføre meninger end at leve et liv i tæt samvær med børn? Hvem siger, at den ene dans er bedre end den anden. Så længe kvinder er i bevægelighed, i sansning, i leven, er det så ikke feminisme,” spørger JH eksempelvis som led i en afspilning af den fortærskede ønskekoncert: Yngre feminister vil diktere, hvordan andre skal leve deres liv. Interessant nok ønsker yngre feminister netop at komme dikteringerne til livs, mens JH lige modsat dikterer på livet løs. Først ved at slå fast hvilket liv, der er et feministisk liv og hvilket, der ikke er, og derefter ved at definere hvilke egenskaber, kvindeligheden rummer og dermed hvilken kønsrolle, det er ’naturligt’ for kvinder at indtage, og hvilken, der er styret af den såkaldt maskuline energi.

Feministerne i De røde sko ønsker at gøre op med forestillingen om den naturlige kvindelighed. En trumf, der alt for længe er blevet spillet ud hver gang, mennesker med kvindelige kropstegn ønsker at leve på andre måder, end normen foreskriver. ’Det er ikke naturligt!,’ får vi at vide, men det er ikke naturen, der råber. Det er os. Og det gør vi, fordi vi med naturen som postuleret sandhedsvidne forsøger at legitimere vores egen begrænsede opfattelse af det gode liv. Derfor er naturen først og fremmest et politisk begreb, og det bliver uendelig tydeligt, når vi ser nærmere på JHs forestilling om, hvad det vil sige at være en kvinde, der er i kontakt med sin kvindelighed, natur og væren.

Til en start ekskluderer vi efter JHs eksempel mangfoldigheden af kvinder, så der kun er én tilbage, nemlig Kvinden i ental. Herefter må vi konstatere, at Kvinden tydeligvis er heteroseksuel, eftersom JH i en dramatisk passage lader Manden rive sig i håret og råbe mod himlen, at han vil opleve hendes essens. Faktisk er passagen møntet på mig og de andre yngre feminister, der tænkes at udløse denne opvisning i afmagt med vores katastrofale mangel på identitet, selvstændighed, vilje og mod. En triviel variation over det klassiske skræmmebillede af feministen som den inattraktive ikke-kvinde, der aldrig finder sig en mand, og i dette univers regnes den udgang tydeligvis for den værst tænkelige. For Kvindens ’naturlige’ bestemmelse viser sig hurtigt at være moderskabet i bibelsk betydning: Fød dit barn med smerte og mærk dit køn rejse sig i al sin magt og vælde. Den hellig ko over dem alle, Moder Jord, gungrer nok engang rundt i folden. Stor og mægtig er hun plantet lige midt i intimsfæren, hvor hun ’naturligt’ hører hjemme med sine ’naturlige’ irrationelle potentialer. Ønsker vi noget andet for os selv, er vi simpelthen ikke i kontakt med vores naturlige kvindelighed, og måske kommer vi det først i det velsignede øjeblik, vi selv bliver mødre.

At være i kontakt med sin naturlige kvindelighed hævdes at være uforudsigeligt, ikke-pænt og vidunderligt kaotisk, men den kønsrolle, vi her er vidne til, er så traditionel og tilbageskuende, at der skal mere end almindeligt mange selvudviklings-narresutter til at holde den ud. Utvivlsomt glimrende for salget af selvhjælpsbøger i Danmark, men det lodret modsatte for enhver forestilling om ligestilling på arbejdsmarkedet og i hjemmet. Så længe vi fastholder, at kvindeligheden – og mandligheden for den sags skyld – refererer tilbage til en iboende sandhed om vores køn, og så længe vi vælger at dyrke denne forskelsskabende sandhed, er det eneste, vi opnår, en uligestilling, der reelt umuliggør et feministisk samfundskritisk projekt. For ganske vist nævner JH de objektgjorte kvinder, der lader sig bedømme som produkter ligesom Claudia. Men det er helt og aldeles meningsløst at problematisere de endimensionale forestillinger om kønnene, der ligger til grund for objektkvindens fortsatte succes, hvis vi samtidig dyrker en kvindelig kønsrolle, der er om muligt mere begrænsende.