Til kamp mod Michael, Mads og Morten-vældet. Anmeldelse bragt i Weekendavisen 13.10.06
Eleanor Mills and Kira Cochrane (red.) Journalistas - 100 Years of the Best Writing and Reporting by Women Journalists / Cupcakes and Kalashnikovs (Constable & Robinson, 2005)
Som den årvågne læser vil vide, har retorikeren Christine Isager netop bega
vet verden med Ph.D.-afhandlingen Skribenter der skaber sig om den spektakulære personlige reportage. Hele herligheden kan downloades gratis på www.staff.hum.ku.dk/isager. Isager lokaliserer her genrens stamfædre, gonzo-mændene Günter Walraff og Hunter S. Thompson, ser nærmere på deres virkemidler og går i dybden med otte åbenlyse arvtagere og/eller copycats i nyere dansk presse: Michael Elsborg, Allan Nagel, Mads Brügger, Jakob S. Boeskov, Morten Sabroe, Claus Beck-Nielsen, Michael Jeppesen og Flemming Chr. Nielsen.Først og fremmest thumbs up til Christine Isager, der slår et tiltrængt slag for den spektakulære jeg-journalistik. Oven i købet i et engagerende sprog med skægge citater og en masse baggrundsinfo, der gør læsningen til en sand fornøjelse.
Men også et par højt løftede bryn til Christine Isager. For skal man tro hendes afhandling, er det mærkværdigvis kun den ene halvdel af verdens befolkning, der kan finde ud af at sætte sig selv på spil i medierne. Nemlig de mandlige skribenter, og kors, hvor er jeg dog træt af den gamle kanon-sang, but here we go again. Mandlige kunstnere bliver kanoniserede og hyldede som genredefinerende og stamfædre til hvad som helst. Kvindelige kunstnere kan derimod få en spand at hoppe i, hvis det går højt, og et opslag i Gemmebogen, hvis det går mindre højt. Selv i dette tilfælde, hvor Günter og co. så åbenlyst trækker på det spektakulære jeg i litteraturen - og dermed, implicit, på en genre, som kvinder har udviklet og raffineret længe før, at nogen tænkte på hverken ham eller Hunter. Det er stadig sagen uvedkommende, når historien om jeg-journalistikken skal skrives og arvtagerne udpeges, og hvorfor? Fordi kvinder skriver mindre spektakulært end mænd?
Næppe. Snarere har kvindelige journalister skrevet væsentligt anderledes tekster om væsentligt andre emner end dem, der udløser øjeblikkelig genkendelse og blåstempling ved kasse et. Men det gør dem bestemt ikke mindre spektakulære og hårdtslående. Det kan man forvisse sig om ved at læse Sunday Times’-redaktøren, Eleanor Mills, storslåede antologisering af anglesaksisk journalistik skrevet af kvinder, Cupcakes and Kalashnikovs – 100 Years of the Best Journalism by Women. En flyvende mursten, der må ramme enhver lam undskyldning for at se bort fra kvinders journalistik med tohundrede kilometer i timen.
Tag nu forfatteren og journalisten Djuna Barnes og hendes tidlige gonzo-masterpiece How It Feels to be Forcibly Fed (1914). Her vælger Barnes at sultestrejke sammen med de engelske suffragetter for at kunne beskrive i alle detaljer, hvordan det føles at blive tvangsfodret. ”Alle livets problemer var nu reduceret til en simpel handling – at synke eller at blive kvalt. Mens jeg lå der i passiv modstand, gled en komisk tanke gennem mit plagede hoved: I det mindste ender det her billede ikke i familiealbummet.” Journalisten Nellie Bly udviser et tilsvarende vovemod i Ten Days in a Madhouse (1888), hvor hun går undercover som sindssyg for at kunne rapportere fra New Yorks rottebefængte Blackwell’s Island Asylum. Artiklen blev direkte årsag til, at New York afsatte en million dollars mere om året til sindssygeforsorgen.
Mindre planlagt er undercover-rollen i Justice at Night (1936). Her strander den store, amerikanske krigskorrespondent, Martha Gellhorn, og hendes ven udenfor lands lov og ret i Mississippi, og da en bil kommer forbi, beder de om et lift: ”Manden trak hovedet til sig og konfererede med chaufføren. Derpå kom han til syne igen og sagde, at de gerne ville give os et lift til Columbia lidt senere, men først skulle de lige til en lynching, så hvis vi ikke havde noget imod en lille omvej...” Gellhorns stilfærdigt observante beskrivelse af de opildnede arbejdere og deres koldblodige mord på en ung, sort fyr hører så afgjort til antologiens bedste. Det samme gør hendes reportage fra KZ-lejren Dachau, som hun besøger i maj 1945. ”Intet ved krigen var nogensinde så sindssygt ondt som de udhungrede og krænkede, nøgne og navneløse døde. Bag en bunke døde lå påklædte, velnærede lig af de tyskere, man havde fundet i lejren. De var øjeblikkeligt blevet skudt, da den amerikanske hær trængte ind. Og for første gang nogensinde kunne man betragte en død mand med glæde.”
Den engelske krigskorrespondent, Rebecca West, står for antologiens fornemste personportrætter i On the Nuremberg Trials (1946), hvor hun beskriver de tyske krigsforbrydere på anklagebænken én efter én. Her er turen kommet til Hess: ”Hans hud var askegrå, og han havde den sindssyges vane med at gå i stå midt i anstrengende stillinger, som intet normalt menneske ville kunne holde mere end et par minutter, og forblive forvreden i timevis. Han så ud, som havde hans bevidsthed ingen overflade, som var den sprængt itu undtagen dernede, hvor mareridtene bor.”
I den mere muntre ende finder vi en perlerække af aldeles skamløse interviews, der efterlader alvorlig tvivl om, hvorvidt det er journalisten eller interviewofferet, der er den største diva. Den britiske stjernejournalist, Lynn Barbers, interview med en überbesværlig Marianne Faithfull (2001). Feministen, Naomi Woolfs, catfight af et interview med Sex and the City-forfatteren Candace Bushnell (2003). Og Lesley Whites frygtløse portræt af en samspilsramt Bill Gates (1995): ”Mærkeligt, i grunden, at en mand, hvis livsværk er kommunikation, finder det så gennemproblematisk at kommunikere, men enhver poppsykolog kan sikkert analysere sig frem til, at dette kejserrige er bygget på en mur af kompensation for personlig utilstrækkelighed. Gates rokker så voldsomt frem og tilbage på sin stol, at jeg frygter søsyge /../ Han undgår øjenkontakt; hans ene brilleglas er så fedtet, at han muligvis ikke kan se, og han ler lavt og højt på tidspunkter, hvor man absolut ikke forventer det.”
I den hudløse afdeling finder vi britiske Ruth Picardies sidste klumme i Observer, Before I say Goodbye (1997). Skrevet få uger før, hun døde af kræft, kun 33 år gammel. Forfatterinden Angela Carter skriver om sin lange kamp mod anoreksi, Maddy Vegtel skriver om at få sit første barn som 40-årig, vel at mærke i 1930’erne, krigskorrespondenten Marie Colvin portrættere sit nære venskab med Arafat, og sådan kunne jeg blive ved. Om man er til skildringer fra Den Spanske Borgerkrig, feministiske manifester eller passionerede forsvar for Margaret Thatcher, så leverer antologien.
Min eneste indvending er for så vidt, at udvalget forekommer en smule tendentiøst. Jeg er sikker på, at mange kvindelige journalister gennem tiden har været socialt engagerede og indignerede, observante og indfølende. Men der har vel også været nogle dumme svin imellem, der stadig skrev, så pennen slog gnister? Personligt savner jeg i hvert fald at blive sagt midt imod undervejs. Og nå ja, så savner jeg selvfølgelig også en skandinavisk version af antologien, så Michael, Mads og Morten-vældet kan få en snarlig ende.
