"Man beruses af Hustvedts myndige og kyndige mundtlige fortællestemme og sidder tilbage som musestille tilhører med bankende hjerte og hænder, der sitrer af begejstring og beundring." Seks stjerner (Christine Fur Poulsen, Fyens Stiftstidende, 02.12.06)

Da jeg var 20-årig litteraturstuderende i København, læste jeg Siri Hustvedts to første romaner, Med Bind for øjnene (1992) og Lily Dahls fortryllelser (1996), i et langt åndedrag. Mørket listede sig nærmere, lagde sig let over siderne, og kulden krøb ind under tæppet omkring mig, men jeg opfattede det knap. Jeg tænkte bare, at åh! det er jo det her, litteratur handler om. Det er jo det her, den kan, og hvor har jeg dog haft mine øjne så længe?

Det var bøgernes stemninger, der greb mig først, og her ti år senere er det er stadig dem, der fascinerer mig mest ved alt, hvad Siri Hustvedt skriver. Hendes stil læser nærmest sig selv, så enkel og flydende er den. Båret af sigende pauser og kølige observationer, der hurtigt viser sig at være usædvanligt billeddannende - og usædvanligt erotisk på en langstrakt, nydende måde. Også selv om de unge heltinder i de første romaner, Iris og Lily, oftest er halvvejs frastødte af de få eksplicit erotiske eksperimenter, de mere eller mindre frivilligt deltager i.
Eller måske i grunden derfor. Jo mere tvetydig, ustabil og meningsløs, Hustvedt fremskriver verden, jo mere må læseren bruge sin fantasi. Og da jeg lagde bøgerne fra mig dengang for ti år siden, var jeg med et klar over, hvad jeg ikke vidste, men ville vide meget mere om. Køns- og grænseoverskridelse, voyeurisme, flydende identitet og hysteri. Kunstkritik og det mandlige blik. Jacques Derrida, Julia Kristeva, Judith Butler, poststrukturalisme og dekonstruktion. Erindring og nostalgi. New York. Alt det, Siri Hustvedts skrift kredser om og går i dialog med, uanset om man læser Med bind for øjnene, Lily Dahls fortryllelser eller hendes store gennembrudsroman fra 2003, Det jeg elskede. Set gennem øjnene på den ældre jødiske herre, Leo, der slår en ny, moden tone an i forfatterskabet. Eller ja, hendes essays.

Har De endnu ikke læst Siri Hustvedts romaner, er De heldig. De har noget ekstraordinært til gode, og hendes essays er et glimrende sted at begynde. Det tænkte jeg gang på gang, da jeg gennemlæste de godt tredive kunst-, litteratur- og kulturessays, der danner baggrund for mit udvalg i nærværende samling. For Siri Hustvedt er en sand intellektuel med vid, nysgerrighed, passion og humor, og essayene er så oplagt hendes legeplads. Stedet, hvor tankerne bliver tænkt, ideerne kommer til live og associationerne fører hende hvorhen, de vil. Tilbage i hendes historie, ind i kunsten og litteraturen, rundt i hendes romanunivers og videre ud i en verden.

På engelsk er essayene at finde i tre samlinger. De personlige essays i Yonder (1998), kunstessayene i Mysteries of the Rectangle (2005) og kulturessayene i A Plea for Eros (2005), der har givet denne samling sin titel. For er der en ting, Siri Hustvedt taler for i alt, hvad hun skriver, er det rum til eros. Rum til flertydigheden, det mystiske og uartikulerbare, til at se og blive set på, drages og frastødes. ”Når jeg skriver, bevæger jeg mig altid mod det uartikulerede, det farlige, stedet hvor væggene ikke holder,” skriver hun i sit mest personlige essay til dato, Uddrag af en historie om det sårede selv, der ligesom åbningsessayet, Hinsides, kredser om erindring. Om steder, der lever videre, selv om Siri Hustvedt for længst har forladt dem, og om steder, hun aldrig har set, men opfinder for at udfylde tomrummet.

På postmoderne vis filtrer biografi og fiktion sig ind i hinanden hos både Siri Hustvedt, hendes mand Paul Auster og samtidige New Yorker-forfattere som Don DeLillo og Jonathan Franzen. Ofte med et drilsk glimt i øjet, der må bringe tvivlen frem hos enhver læser. Hvad er biografi, og hvad er fiktion hos en forfatterinde som Siri Hustvedt, der opkalder personer efter sig selv og sine nærmeste og lader handlingerne udspille sig i sin midtvestlige fødeby, i sin tidligere lejlighed og i sit nuværende nabolag? Hvad er i det hele taget genrebetegnelsen for den litteratur, hun skriver?
Oftest bliver hendes romaner slet og ret kaldt New Yorker-litteratur, og på sin vis er betegnelsen dækkende. For om nogen portrætterer og levendegør Siri Hustvedt New York på den mest hengivne måde. Både i sine romaner og i essays som eksempelvis 9/11, eller Et år senere, der viser hende som den politisk engagerede kunstner, hun også er. Bosat midt i New York, men med et udsyn, der strækker sig langt ud over byens grænser.

Har man læst Siri Hustvedts romaner, vil man fryde sig over, i hvor høj grad essayene slår dørene op til helt nye fortolkningsrum. ”Den imaginære café, hvor Lily arbejder, har fortrængt den rigtige og er blevet mere ’virkelig’ for mig. At skrive fiktion er som at huske noget, som aldrig er sket,” skriver hun f.eks. om sit arbejde med Lily Dahls fortryllelser. Genkomne tematikker er pludselig ikke blot genkomne, men biografisk funderede i Hustvedts temmelig særegne historie som halvt norsk, halvt amerikansk – og helt enegænger. Kønsoverskridelsen, den dekadente fattigdom, det tvetydige forhold til provinsen, ensomheden, hallucinationerne, migræneanfaldene, indlæggelserne og de nedbrudte grænser til sindssygen. Alt, hvad romanerne er fulde af, flyder essayene over med. Ikke mindst en stor, navnløs fare, der bidrager til skriftens tvetydige kvalitet og rugende stemning. Om sine invaliderende migræneanfald skriver hun f.eks.: ”Det værste var, at efterhånden som tiden gik, blev jeg mere og mere bange for mig selv, eller måske mere bevidst om den frygt jeg altid havde haft – en frygt for at der inden i mig findes en fare jeg ikke kan sætte navn på.”

Essaygenren er ikke så kendt herhjemme, og det er en skam, for velskrevne essays er akkurat lige så intens en læseoplevelse som skønlitteratur. Ofte med den bonus at man må læse de bedste essays flere gange for at være sikker på, at man får alle tankerne med...