Væsentlige magtcentre som det republikanske USA og FN[i] gennemtrænges i disse år af én særlig forestilling. Nemlig forestillingen om at kønnenes naturlige bestemmelse kan aflæses direkte i Skabelsesberetningen. Den Katolske Kirke er afsenderen, og budskabet står som bøjet i neon, efter at Pave John Paul II er fløjet til himmels, og Joseph Ratzinger har overtaget styrepinden i Vatikanet. I nærværende artikel vil jeg, inspireret af dekonstruktion og queer theory, demaskere Den Katolske Kirkes retorik, som den kommer til udtryk i Joseph Ratzingers seneste, markante brev til verdens biskopper fra 2004. Pakket pænt ind i opskrivninger af Kvinden og Femininiteten er det unægtelig. Men ser man nærmere på retorikken, springer en hale af bortfor­klaringer, dæmoni­seringer, uudtaltheder og fortalelser i øjnene. Symptomer på, at ’kønnenes sande bestemmelse’ har langt mere med Den Katolske Kirkes heteronormative, grænsende til misogyne køns- og seksualitetsforståelse at gøre end med Skabelsesberetningen.

I en CBS / New York Times-meningsmåling fra november 2004 kan man læse, at 55 procent af alle amerikanere tror på, at Gud har skabt Mennesket i sin nuværende form. Ligeledes erklærer 65 procent af alle amerikanere sig enige i, at skolebørn bør undervises ligeligt i Darwins evolutionsteori og Skabelsesberetningens nyeste inkarnation, intelligent design.[ii] En teori, der taler for, at “visse forhold, der hidrører universet og alt levende, forklares bedre ved hjælp af en forstandig overmagt end ved hjælp af en planløs proces som naturlig udvælgelse,” som Intelligent Design Network skriver på sin hjemmeside http://www.intelligentdesignnetwork.org/.
Verdensforståelsen stemmer fint overens med Den Katolske Kirkes - eller The Holy See, som Vatikanstaten kalder sig. Så godt, at den amerikanske regering har valgt at alliere sig med The Holy See i kampen mod prævention, sterilisation og abort. Resultatet er blevet en genindførsel af den såkaldte Mexico City Politik, der forbyder amerikansk bistand til udenlandske organisationer, hvis formål det enten er at oplyse om- eller at kæmpe for legaliseringen af abort.
Selvsagt deler langt fra alle katolikker dette synspunkt. Én af de mere prominente er præsidentkandidaten John Kerry, der erklærede sig for kvinders ret til at vælge abort under sin valgkamp. Men synspunktet blev mødt med ramaskrig. Ikke mindst af den 77-årige Joseph Ratzinger, der siden er blevet valgt til Pave. For i 2004 erklærede han ikke blot John Kerry, men alle, der kunne få den tanke at stemme på ham, for ”medvirkende til ondskab.”

2004 blev på flere måder året, hvor Joseph Ratzinger for alvor trådte i karakter. For den 31. juli 2004 udsendte han, på vegne af Den Katolske Kirke, det højlydt disputerede Letter to the Bishops of the Catholic Church on the Collaboration of Men and Women in the Church and in the World (herefter forkortet Ratzinger 2004. Brevet at finde på The Holy Sees hjemmeside http://www.vatican.va/. Det samme er de øvrige skrivelser.)
Brevet er særligt interessant af to årsager. For det første er det reelt det første dokument siden Pave John Paul IIs Letter to Women fra 1995 og Mulieris Dignitatem fra 1988 (herefter forkortet JPII 1995 / 1988), der eksplicit viderefører dén ligeværdigheds- og kvindeopskrivningsdagsorden, som går under betegnelsen New Feminism. Og for det andet vidner brevet om, at projektet har taget en ny og ikke just mere progressiv drejning. Også selv om adskillige kommentatorer har set det som et tegn på, at Den Katolske Kirke langt om længe har fundet en mere tidssvarende melodi.
Det kan man også let forledes til at tro. F.eks. pointerer Ratzinger adskillige gange kvinders ligeværd med mænd: “Kvinder må være til stede på arbejdsmarkedet og i samfundets organisationer, og kvinder må have adgang til positioner og ansvar, som giver dem mulighed for at inspirere nationalpolitik og at virke for nyskabende løsninger på økonomiske og sociale problemer” (stk. 13).
Desuden lader Ratzinger fordums ærke-disciplineringsmekanisme, Arvesynden[iii], spille en langt mindre rolle, ligesom han karakteriserer Den Katolske Kirke som ”Kirken, der er ekspert i menneskelighed” (stk. 1), hvis hellige skrifter er ”rige, også på menneskelig visdom” (stk. 4).
Problemet er bare, at det kun er overfladen, der er mere spiselig end vanligt. For ser man ordentligt efter, er Arvesynden blot erstattet af en ny disciplineringsmekanisme. Nemlig en massiv italesættelse af Guds eneste ”oprindelige” og ”ligeværdige” plan med Manden og Kvinden, der består i at blive som den præsyndige Adam og Eva, der forener sig i det præsyndige heteroseksuelle ægteskab med reproduktion for øje. Kun på den måde kan særligt Kvinden opfylde sin sande, selvopofrende bestemmelse og dermed tjene både sit eget og samfundets bedste – skal man tro Den Katolske Kirke.

Det foruroligende er, at dette skift fra Arvesynd til heteronormativ Adam og Eva er gået aldeles upåtalt hen i opbudet af kommentarer om brevet. Også de kommentarer, der er skrevet med kønnenes ligestilling for øje. For de har i stedet fokuseret på brevets overmåde reducerede og dæmoniserede udlægning af feminisme i dag, [iv] og øjensynligt i klar forvisning om at de gamle, sure mænd i Vatikanet jo alligevel bare gentager sig selv i én uendelighed.
Men det gør de ikke. Ikke længere. For Ratzinger lyder ganske vist, som alle paverne før ham, men han siger reelt noget ganske andet.

SYND, SEX & PARADIS

Retter man blikket mod Pave John Paul II, italesætter han gang på gang Arvesynden som den iboende skyld, ethvert menneske bør sone, og som den iboende moralsk forkastelige ”tilbøjelighed til at synde” (JP II 1988 stk 10), ethvert menneske bør tøjle. Det er dermed snarere ethvert menneskes indre, depraveret vilddyr end dets grundlæggende værdighed, der er i Pave John Paul IIs søgelys, og idet det tilmed tænkes at bryde frem som Lock Ness Uhyret på en dårlig dag, går øvelsen selvsagt ud på at disciplinere det. Som han udtrykker det:
”Alle mennesker bærer i sig den konstante, nedarvede tilbøjelighed til at synde, der tynger dem. Tilbøjeligheden til at gå imod den moralske orden, der stemmer overens med mænds og kvinders rationelle natur og værdighed. Denne tilbøjelighed er udtrykt i den trefoldige lyst, som Sankt John definerer som øjnenes lyst, kødets lyst og livets hovmod” (1988 stk. 10).
Endskønt den samme storyline om menneskets discipineringskrævende dårskab på sæt og vis risler langsomt af sted under Ratzingers ord, må man dog bemærke, at hans udlægning er væsentligt mere tillokkende. For han placerer ikke Arvesynden på menneskehedens skuldre som en tyngende byrde af skyld, skam, moralsk ansvar og Guds skuffede forventninger. Han betoner nemlig lige modsat, at menneskelige forhold er grundlæggende gode, som Adams og Evas forhold var godt, og at det blot og bart er den nedarvede synd, der potentielt gør dem konfliktfyldte. Livsopgaven består derfor i at hele det splittede i fuld overensstemmelse med dét liv i Edens have, som Syndefaldet gjorde en brat ende på, og skal man tro Ratzinger, er der ikke lang vej igen. For karakteristisk for hans fremstilling er det, at han fremstiller Edens Have så tæt på, som befinder han sig allerede midt i den og rapporterer i alle detaljer om den harmoni, der venter.

Problemet er bare, at Ratzinger brolægger vejen tilbage til Edens Have med konstruerede sandheder om Kvinden og hendes iboende Femininitet samt hendes fysiske, seksuelle, moralske og spirituelle komplementaritet med Manden og hans Maskulinitet. Vi trækkes således igennem historien om de to halvdele, der finder hinanden, passer sammen som puslespilsbrikker og, idet de forener sig, opfylder deres sande bestemmelse i ”et harmonisk, enheds-dobbelt forhold” (2004 stk. 8). Hvad det så end er. At denne forening alene er acceptabel i ægteskabet, behøver man ikke at have læst mange katolske fordømmelser af de såkaldte ”de facto foreninger” for at forvisse sig om[v]. ”Den seksuelle akt hører udelukkende ægteskabet til. Udenfor ægteskabet udgør den altid en alvorlig synd, der udelukker enhver fra altergang,” hedder det f.eks. i Den Katolske Kirkes Katekismus (stk. 2390), og sandsynligvis fordi seksualiteten i udgangspunktet regnes for en dyrisk, depraveret størrelse af arvesyndige dimensioner, som kun ægteskabet kan tæmme. Og transformere, forstår man. For hver gang fremhæves det, at seksualiteten i ægteskabet realiseres på en “ægte, menneskelig måde /.../ udelukkende passende og mulig for ægtefæller” (JP II 1993 2361), idet begge parter i det seksuelle møde “må erindres om at spejle deres skabers indre harmoni /../ idet de samarbejder med Ham om at videreføre livet ved gensidigt at hengive sig til den anden” (Ratzinger 1986 stk. 6). Den ægteskabelige seksualitet bliver dermed helliggjort, fordi den fører reproduktion med sig, ganske som Gud påbød i Skabelsesberetningen med ordene ”bliv frugtbare og talrige” (Første Mosebog 1:28). Eller som Ratzinger udlægger det: “Vor Skabers hensigt er, at seksuel komplementaritet og frugtbarhed er ægteskabets egentlige natur” (2003 stk. 2).

Disciplineringen er hård, hvis man vælger at gå andre veje end den heteroseksuelle, reproduktive og ægteskabelige. Meget hård. Den Katolske Kirkes storyline lyder nemlig, at Gud fra tidernes begyndelse har indskrevet denne livsopgave dybt i hver eneste sjæl. ”I mandens og kvindens menneskelighed har Gud indskrevet dét kald og dermed evnen til og ansvaret for kærlighed og fællesskab,” som Den Katolske Kirkes Katekismus fastslår (stk. 2331), imens Ratzinger decideret skriver om ”kroppens ægteskabelige natur” i sit 2004-dokument (stk.8). Deraf følger selvsagt, at enhver, der lever på andre måder, ikke kan være i kontakt med sig selv og sin mest grundlæggende eksistentielle forpligtelse. Man er altså ikke blot vildfaren fra Gud. Man er i lige så høj grad vildfaren fra sig selv, og hvem vil dog være det, hvis de kan blive fri?

EN SLANGE I PARADIS

Efter at have fremskrevet Kvinden og Manden som væsensforskellige, men med en fælles, iboende livsopgave af reproduktivt tilsnit, ser Ratzinger sig nok engang kaldet til at rette blikket mod ”hjertet af Guds oprindelige plan og mandens og kvindens dybeste sandhed, som Han har villet og skabt den” (2004 stk. 6). Nemlig Skabelsesberetningen. For derudfra italesætter han både Kvindens universelle, Feminine væsen og naturlige kønsrolle. Projektet benævnte Pave John Paul II i sin tid New Feminism, og dagsordenen er klar. For den består på den ene side i at fremhæve, at Mand og Kvinde er ligeværdige, og at enhver diskrimination på baggrund af (kvinde)køn alene er foranlediget af Arvesynden. På den anden side vil Ratzinger gerne slå et slag for, at både kvinder og mænd bør erkende Femininitetens unikke værdi. Endemålet er ”aktivt samarbejde mellem kønnene i præcis erkendelse af forskellen mellem mand og kvinde” (stk. 4), og som Den Katolske Kirkes Katekismus så entydigt tilføjer: I erkendelse af, at disse komplementære forskelle er til både ægteskabets og samfundets bedste:
”Alle, mænd som kvinder, må anerkende og acceptere deres seksuelle identitet. Legemlig, moralsk og spirituel forskel og komplementaritet gavner både ægteskabet og familielivet. Det enkelte pars og samfundets harmoni afhænger til dels af den måde, hvorpå man udlever kønnenes komplementaritet, behov og gensidige støtte” (stk. 2333).
At New Feminism i katolsk aftapning dog mest af alt er et studie i hårdhændet disciplin­e­ring, antydes i det øjeblik, man ser nærmere på Skabelsesberetningen. For her skulle selve essensen af den ligeværdige relation mellem kønnene jo gerne springe i øjnene, og det kan man dårligt anklage den for. Ganske vist fortælles det til en start, at ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem,” (Første Mosebog 1:27-28) men det viser sig hurtigt, at Han skabte dem i nævnte rækkefølge. Med Kvinden som den oplagt sekundære. Således sætter ”Gud Herren” ’Mand’ lig ’Menneske’ og ’Kvinde’ lig ’Menneskets hjælper’ forud for skabelsen af Kvinden, idet han rationaliserer: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham” (Første Mosebog 2:18-19). Ratzinger fastholder godt nok, at ”termen ikke refererer til en ringere, men til en livsvigtig hjælper,” (2004 stk. 5), men det er umiddelbart svært at se det ligeværdige i Adams første ord, der klart markerer den navnløse Kvinde som Mandens ejendom: ”Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for af manden er hun taget” (Første Mosebog. 2:23).
Og mere ligeværdigt bliver det næppe, da Kvinden lokker Manden Adam ­– hvis navn i sig selv betyder ’Menneske’ på hebraisk – til at spise af Kundskabens træ. For med denne handling fremstår Manden/Mennesket Adam decideret uskyldsren i sammenligning med Kvinden, der mest af alt tager sig ud som en ond frister. Lige så snedig som ”det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt” (Første Mosebog 3:1); slangen, og først i besiddelse af et navn da ”Adam gav sin kvinde navnet Eva” (Første Mosebog 3:20). At den fristende Eva ikke kun er snedig, men også aktiv, fremgår klart af Første Mosebog 3:6-7: ”Hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste.” Men sigende nok forbigår Ratzinger denne kendsgerning i larmende tavshed. Velsagtens fordi en aktivt givende Eva og passivt modtagende Adam destabiliserer Kirkens fremstilling af de to køn og deres iboende naturer.

KVINDENS DÅRLIGE DEAL

Ratzinger arbejder ikke blot med uudtaltheder, men lige så væsentligt med en interessant form for selektiv femininitet. For det eneste, Kvinden tænkes at have arvet fra Eva, er ”kroppens ægteskabelige natur” og sin trang til formering. Hendes øvrige Femininitet, derimod, finder i stedet sit mest fuldendte udtryk i Jesu moder, Jomfru Maria ”med sine anlæg for at lytte og modtage, for ydmyghed, trofasthed, lovprisning og venten” (Ratzinger 2004 stk. 16). Forestillingen går igen hos Pave John Paul II:
“I Maria ser Kirken sit højeste udtryk for “det kvindelige geni” og heri finder den en evig kilde til inspiration. Maria kaldte sig selv ”Herrens tjenerinde” (Lk 1:38). Ved at adlyde Guds ord accepterede hun sit ophøjede, men langt fra lette kald som hustru og moder /.../ Ved at tjene Gud tjente hun også andre: En kærlighedsfuld tjeneste /…/ For hende var ”at herske” at tjene!” (JP 1995 stk. 11).
Til ingens overraskelse er det Femininitetens tjenende aspekt, som begge paver regner for Kvindens mest geniale, intuitive og indsigtsfulde særkende. Om Eva-skikkelsen hedder det f.eks.:
“Skabelsesberetningen lader os forstå at kvinden, i sin dybeste og mest oprindelige skikkelse, eksisterer for andre” (Ratzinger 2004 stk. 6). Ratzinger fastholder, at Kvinder udlever denne bestemmelse med særlig intensitet og naturlighed. Kvinder ”lader sig jo lettere afstemme efter disse værdier” (stk. 14), hedder det, og af samme grund betegner det, vi kalder kvinders Femininitet, ”den fundamentale menneskelige evne til at leve for andre og på grund af andre” (stk. 14).
Selvsagt gør Kvindens naturligt opofrende Femininitet hende til en selvskrevet kandidat, når ethvert ægteskabs iboende moderrollen skal besættes. Og netop moderskabet anses da også for ”et nøgleelement i kvinders identitet” (Ratzinger 2004 stk. 12). Det indikerede allerede Pave John Paul IIs 1995-tale, der indledtes med en specifik tak til ”kvinder, som er mødre! Gennem en helt unik oplevelse af glæde og hårdt slid har I beskyttet mennesker indeni jer selv.” (stk.2)

Som det anes, når opskrivningen af Kvindens essentielle begavelse og rolle i verden hurtigt hellige højder, og ikke mindst fordi begge dele sættes lig Kirkens. På den måde bliver opskrivningen af den tjenende Kvinde også en opskrivning af den tjenende Kirke, hvilket reelt medfører, at Pave John Paul IIs tak til Kvinden i lige så høj grad er en tak til den Kirke, han selv repræsenterer. En stor tak til ham selv.

HVOR BLEV MASKULINITETEN AF?

Man må bemærke, at Mandens Maskuline væsen ikke nævnes med et ord i Den Katolske Kirkes tekster. På den måde fremstår Manden igen lig ’Mennesket’, der blot mangler den sidste brik; Kvindens Femininitet, i at være komplet. Og det understreges af, at den Kvindelige kønsrolle, der tænkes at tjene til både ægteskabets og samfundets bedste, er så forsvarligt tøjret til hjemmets fire vægge, at Kvinden som Menneskets hjælper springer i øjnene. Således fremhæver Ratzinger på linje med Pave John Paul II, at det indbyrdes forhold mellem familieliv og arbejdsliv nødvendigvis må tage sig meget anderledes ud for Kvinden end for Manden grundet ”de krav, der stammer fra kvindens særlige rolle i familien” (2004 stk. 13).

Skulle man ønske at leve anderledes, end de fire vægge foreskriver, falder disciplineringerne nok engang som hammerslag. For i så fald er man maskulin­iseret, fremmedgjort og ude af stand til at realisere sit fulde potentiale, som Pave John Paul II slår fast:
”Han skal herske over dig (Gen 3:16) må under ingen omstændigheder føre til ”maskulinisering” af kvinder. I forsøget på at frigøre sig fra den maskuline ”dominans’” må kvinder ikke tilegne sig maskuline karakteristika, der står i modsætning til deres feminine ”originalitet.” Der er god grund til at frygte, at kvinder, som vælger denne vej, aldrig vil opnå fuldbyrdelse, men i stedet vil misdannes og miste dét, der udgør deres essentielle rigdom” (1988 stk. 10).

Man kan selvsagt indvende, at ligestilling og ligeværd er to meget forskellige ting, og at man sagtens kan være ligeværdige, selv om Manden styrer verden, og Kvinden styrer intimsfæren. Blot må man hæfte sig ved et par sigende fortalelser i pavernes dokumenter, der krydrer billedet af Kvindens Femininitet betragteligt og giver hende en umiskendelig bismag af overmåde svag, syndfuld Eva.
For midt i Ratzingers mest helhjertede opskrivning af Femininitetens fortræffelighed, får han samtidig italesat den som en udsat og sårbar størrelse, der nødvendigvis må beskyttes: ”At følge Marias eksempel betyder selvsagt ikke, at Kirken bør tilegne sig en passivitet inspireret af en forældet forestilling om femininitet. Det betyder heller ikke, at Kirken bør dømmes til fatal sårbarhed i en verden hvor dét, der tæller, er dominans og magt” (2004 stk. 16). Pave John Paul II, derimod, melder rent ud, at Kvinden udelukkende kan realisere Guds oprindelige plan, hvis hun undlader at forblive "i sine instinkters vold” (1988 stk. 18). Af samme grund har særligt Kvinden brug for den disciplinering af Arvesynden, som Ægteskabet tilbyder, pointerede Pave John Paul II:
“Kun gennem den ægteskabelige kærlighed kan begge parter, og særligt kvinden, opdage sig selv som en ægte “enhed af to” i overensstemmelse med ethvert menneskes værdighed” (1988 stk. 10).
Det Ægteskabelige Tilbud synes dog ikke slet så fristende, i det øjeblik Ratzinger sammenligner det med cølibattilstanden. For her fremgår det, formentlig utilsigtet, hvor begrænsende en størrelse, ægteskabskonstruktionen i grunden er: “For de, der lever i cølibat, er det en forsmag på et liv, der stadig forener manden og kvinden, men som ikke længere er bundet af ægteskabets nuværende begrænsninger” (2004 stk. 12).

DEN TRUENDE HOMOSEKSUALITET

Man må konkludere, at Ratzingers italesættelse af Skabelsesberetningens komplementære kønsessenser og deres sande, ægteskabelige og prokreative bestemmelse modsiges afgørende af Skabelsesberetningen selv. Ikke mindst når det kommer til ligeværd og guddommelig Femininitet. Og stort hjælper det ikke, at Ratzinger sætter ind med vedvarende disciplinering for at holde modsigelserne nede. For destabiliseringen tager til, i det øjeblik man vender sig mod Skabelsesberet­ningens faktiske fremstilling af idealægteskabet i Edens Have. Dét, ethvert menneske bør søge mod. Men hvad man nødvendigvis må bemærke, er, at det ingenlunde ligner en reklame for den heteroseksuelle forening, men snarere advarslen mod at gå tilbage til en vaskeægte fuser. Ganske vist besværges det, at "Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (Første Mosebog 1:31). Men den kvinde, han har skabt, erklærer sig ikke just enig, idet hun spiser af Kundskabens træ og lokker Adam til det samme vel vidende, at ”den dag, du spiser af det, skal du dø” (Første Mosebog 2:17). Således besidder Kvinden og Manden her en langt mindre rationel grundkarakter, end Den Katolske Kirke tilskriver Mennesket. Eller også foretrækker de simpelthen døden frem for dén forening i Edens Have, som Den Katolske Kirke ønsker at genskabe.

Fundamentet for Den Katolske Kirkes ægteskabs­ideal synes dermed at sprække gevaldigt, og måske derfor føler Kirken sig kaldet til at tildække det under opbudet af ”oprindelige” komplementære bestemmelser, ”iboende” essenser og kropslige indskrivninger. Gentagne tildækninger, der unægtelig må siges at give idealet et oprindeligt touch, men som langt fra stabiliserer konstruktionen. For i mødet med enhver Andethed og særligt den udlevede homoseksualitet[vi] kan man dårligt være i tvivl om, at Ægte­skabet ikke just står solidt plantet i Skabelsesberetningens muld, men tværtimod er i overhæng­ende fare for syndig oversvømmelse:
“Selv når den homoseksuelle praksis alvorligt truer mange menneskers liv og velbefindende, nægter dens forkæmpere at overveje, hvor kæmpestor en fare, man udsætter andre for” (Ratzinger 1986 stk. 9). For at understrege den homoseksuelle fare, ser Ratzinger sig på dette sted kaldet til at introducere et veritabelt glidebaneargument, idet han udmaler, at ”det hverken vil overraske Kirken eller samfundet som helhed, hvis andre forvrængede forestillinger og praksisser vinder fodfæste, mens irrationelle og voldelige reaktioner tager til” (1986 stk. 10).

Skal der ikke mere til at oversvømme den sande forening mellem Mand og Kvinde, må man selvsagt betvivle, hvor dybt forankret i ethvert menneske, den er. Og retter man en sidste gang blikket mod Bibelen, taler den da heller ikke entydigt for det kønskomplementære ægteskabsideal, som Ratzinger så stålsat promoverer. For eksempel hedder det i Paulus’ brev til Galaterne: ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus og hører i Kristus til” (3:27-28).
Kan det undre, at Joseph Ratzinger lukker øjne og ører på dette sted og stædigt fastholder, at “Apostlen Paulus siger netop ikke, at forskellen på mand og kvinde, som andre steder kobles til Guds plan, er blevet udvisket” (2004 stk.12)? For hvad kan han snart andet i dette 2004-brev, der godt nok har nedtonet den bombastiske Arvesynd, men til gengæld har måttet opskrive de komplementære kønsessenser og deres sande, ægteskabelige og prokreative Adam og Eva/Maria-bestemmelse for at opnå samme disciplinerende effekt.

Et skridt frem og adskillige tilbage for Den Katolske Kirke. Eller som Doktor Mary Condren fra Trinity College i Dublin så rammende udtaler i The Guardian 05.08.04: ”Hvis Jesus var her i dag, ville han udbryde, “ikke i mit navn!”

Alle citater er oversat af forfatteren.

Noter

[i] Ligesom Schweiz har The Holy See – som Vatikanstaten kalder sig - observatørstatus i FN, hvilket, som Paul Lewis fremhæver i The New York Times (04.04.99), er ensbetydende med, at “The Holy See /../ is entitled to take part in U.N. policy-setting conferences and to vote on the recommendations they issue just like any member government of the organization. Although the Vatican cannot vote in the annual General Assembly, Pope Paul VI and Pope John Paul II have addressed the world group, and the Vatican’s permanent observer addressed its 10th special session on disarmament.”

[ii] Ifølge Michelle Goldbergs 10.01.05
http://www.salon.com/news/feature/2005/01/10/evolution/index.html

[iii] Med Arvesynden mener jeg italesæt­telsen af, at vi alle er syndere, fordi slangen i Edens Have lokkede Eva, der på sin side lokkede Adam, til, at spise af det forbudte træ ”til kundskab om godt og ondt” (Første Mosebog 2:17). Som straf fordrev Gud Adam og Eva fra Edens Have med Arvesynden i hælene, der for Adams vedkommende lyder, at ”agerjorden [skal være] forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage” (Første Mosebog 3:17). Og for Evas vedkommende er perspektiverne ikke just lysere; ”jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde sine børn. Du skal begære din mand, og han skal herske over dig” (Første Mosebog 3:16).

[iv] Skal man tro Ratzinger, kan man således vælge imellem én af to lidet formålstjenlige ”radikalfeministiske” tendenser. Enten en krigerisk tendens, der tror at overvinde uligestillingen ved at gøre kvinder til mænd, endskønt man dermed udelukkende giver ”rise to antagonism” (Ratzinger 2004 stk. 2). Eller, alternativt, en uetisk tendens, der tror at overvinde uligestillingen ved at hævde, at kønnet er en samfundsskabt konstruktion, og at der derfor ikke er forskel på kvinder og mænd.

[v] Kardinal Alfonso López Trujillo vier f.eks. et helt dokument til sagen, Family, Marriage, and De facto Unions (2000) Heri konkluderer han i fuld overensstemmelse med Den Katolske Kirkes Katekismus, at disse foreninger er syndige, og at deres fremkomst i samfundet alt for hurtigt kan blive en glidebane, der kan få det ”naturlige” ægteskab til at bryde sammen: ”A very strong contribution would be made toward the breakdown of the natural institution of marriage which is absolutely vital, basic and necessary for the whole social body.” (stk 3)

[vi] Den Katolske Kirke vier adskillige dokumenter til spørgsmålet om homoseksualitet, og ikke mindst har Joseph Ratzinger markeret sig stærkt. F.eks. med Letter to the Bishops of the Catholic Church on the Pastoral Care of Homosexual Persons fra 1986, hvori han skelner skarpt mellem latent og udlevet homoseksualitet. Hvor udlevet homoseksualitet får de vanlige fordømmelser med på vejen med ”intrinsically disordered” (stk. 1) og ”essentially self-indulgent” (stk. 7) som kronen på værket, fremstilles latent homoseksualitet ”kun” som en ”objective disorder” (stk. 3). Og dét fordi den indikerer "a more or less strong tendency ordered toward an intrinsic moral evil” (stk. 3). Ratzinger pointerer her – uden at se bjælken i eget øje, må man formode – at “every sign of unjust discrimination in their regard should be avoided. They are called, like other Christians, to live the virtue of chastity.” (stk. 2) Og her må Kirken træde hjælpende til ”through prayer, witness, counsel and individual care,” (stk. 15) fremhæver Ratzinger og opfordrer afslutningsvis: “In a particular way, we would ask the Bishops to support /../ the development of appropriate forms of pastoral care for homosexual persons. These would include the assistance of the psychological, sociological and medical sciences, in full accord with the teaching of the Church”(stk 17).

Billede: Albrecht Dürer