Uddrag af mit bidrag til antologien Sex i grænselandet (red. Groes-Green & Tyllesen, Tiderne Skifter, 2006)
Det kan lyde sært. Men hver eneste gang, jeg møder nye mennesker, får jeg altid lige indflettet et lille ”min kæreste, hun..” i en bisætning. Ikke fordi jeg har behov for at delagtiggøre hele verden i min seksuelle orientering. Så langt fra. Men mit fuldt makeuppede, ultrafeminine udtryk bliver alt for ofte tolket eksplicit heteroseksuelt og min alternative livsstil, som lever jeg singlelivet. Så derfor synes jeg, at det er mest fair at melde klart ud. Og mindst pinagtigt. Det sker trods alt sjældent, at folk lufter de mest fordømmende kommentarer om bøsser og lesbiske, når de kender mine præferencer. Til gengæld sker det desværre temmelig ofte, at mænd flirter videre, som er ’jeg er lesbisk’ simpelthen ensbetydende med, at jeg gerne vil omvendes af et godt stykke mandfolk med gearstangen i orden.
Jeg er ikke helt klar over hvorfor, men jeg har haft rig lejlighed til at overveje det. Er det mon, fordi man forestiller sig, at lesbiske forhold nødvendigvis må ’mangle noget’, fordi ingen af parterne har en pik? Eller fordi man har mødt så få feminine lesbiske, at man simpelthen ikke aner, hvad man skal stille op, når man møder én? Eller handler det mon i virkeligheden om manglende respekt? At det simpelthen er sværere at respektere et parforhold, der ikke inkluderer en mand? Sværere at se det som et fuldgyldigt alternativ til et heteroseksuelt samliv? Jeg lader lige spørgsmålet stå et øjeblik.
GEARSTANGE PÅ AFVEJE
”Du har næppe belæg for den analyse,” pointerede jeg fra min plads på anden række. Han slukkede for sin powerpointpræsentation og så på mig. ”Har jeg ikke?” ”Nej, mig bekendt er det da oftere mandlige end kvindelige ledere, der føler en forpligtelse til at hjælpe kvindelige ansatte op i hierarkiet.” ”Aha,” han lo ud over forsamlingen og blinkede til mig. ”Jamen ved du hvad? Jeg forstår da godt, at mandlige chefer gerne vil hjælpe dig frem!” Og bag mig kunne jeg høre fyrre mennesker more sig højlydt. Ukendte mennesker, der til fulde forstod, hvad han mente. Men jeg morede mig ikke. Jeg mærkede mine kinder brænde, da jeg rettede blikket mod bordpladen og fornemmede ordene strande indeni.
Man kan selvsagt spørge, hvorfor jeg ikke bare nedtoner loooket, hvis jeg ikke gider kommentarerne, men efterhånden er mit stylede look faktisk blevet et politisk projekt i sig selv. Jeg kan lide at se sådan ud, jeg kan lide at udfordre verdens forestillinger om ’den heteroseksuel kvinde’ og ’den lesbiske kvinde’ – og jeg kan lide tanken om, at det måske bliver en lille smule lettere for den næste, feminine lesbiske i rækken. [Man har da lov at håbe! del.]
”I passer jo ikke sammen. Om to år er det dig og mig, deal?” mailede en dansk forfatterkollega mig, selv om han dårligt kendte mig og aldrig havde mødt min kæreste. ”Jo mere, jeg tænker på dig, jo mere sidder du lige i ægteskabet,” afsluttede han korrespondancen, som var det et fremtidsperspektiv, der ville give mig så voldsom uro i trussen, at jeg straks ville fyre min kæreste og fraflytte vores fælles hjem. ”Hvordan kunne han tro det?” spurgte jeg mig selv. ”Jeg ligner da ikke én, der ville gøre sådan? Gør jeg?”
”Du er ikke blot en fryd for øjet, men har også ydet væsentlige bidrag til diskussionerne på holdet,” stod der bag på et kort, hvis forside var prydet af en vampet Uma Thurman fra Pulp Fiction. Afsenderen var en lektor på universitetet, der endog havde mødt min kæreste. ”Du er altid velkommen med en værkopgave,” bemærkede han i et PS, og det tror jeg gerne. Jeg kunne jo for eksempel opsøge ham på hans kontor i nedringet, sort Uma-antræk og stønne ”vejled mig hér på dit skrivebord. Tag mig. Omvend mig” og efterfølgende takke ham for at have åbnet mine øjne for, at mænd kan gøre langt mere for mig end nogen kvinde.
Lad mig løfte sløret for en enkelt detalje: Jeg hverken ligner eller opfører mig som en platinblond pornomodel i et Playboyshow. Heller ikke selv om jeg ransager mig selv hver eneste gang, jeg bliver antastet af mænd, der kender mine præferencer. Var min påklædning for udfordrende? Holdt jeg blikket for længe? Burde jeg have set det komme? Var det min egen skyld?
Men i grunden frygter jeg snarere, at reaktionerne skyldes en katastrofal mangel på fantasi. For Danmark er dikteret af en heteroseksuel norm, der tilsiger, at Kvinden og Manden passer ind i hinanden som en nøgle i en lås. Kvinder er fra naturens hånd passive og modtagende, mænd er fra naturens hånd aktive og udfarende, og så kan man selv regne ud, hvor sengedødt et forhold må være, hvis der ikke er nogen mand involveret. Så måske byder folk sig simpelthen til af barmhjertighed? Fordi de forestiller sig, at jeg ikke har fået sex siden Ruder Konge var knægt?
Eller kunne det mon være, fordi den seksuelle forskel stadig er så stort et issue, at man simpelthen ikke kan se andet end seksualiteten, når man ser mig?
Det faldt mig ind, da min kæreste og jeg var på vej over toppede brosten mod en homobar i det indre København. Skumringen havde for længst sneget sig rundt om gadehjørnerne, så vi gik ikke hånd i hånd. Det gør vi kun i dagslys i det kvarter. ”Hey I to, er I lesbiske?” råbte fire-fem unge fyre, der havde parkeret deres matsorte vidunder af en bil tæt ved baren og nu bevægede sig hen imod os med småtruende street-attitude. Af samme grund svarede vi kun med vores målrettede gang henover stenene. ”Slikker I så hinanden?” råbte én af fyrene, da vi smækkede bardøren i, og de andres latter gav genlyd i mit hoved længe efter. ”Var det virkelig det eneste, der faldt ham ind?” spurgte jeg oprørt min kæreste, imens kakaoen langsomt gav os varmen tilbage i kroppen. ”Hvem tror han egentlig, vi er?”
Billeder: Jennifer Terran
