Begær: Lucía er blind - blind for omverdenen og dens begær. Men det er Inèz ikke. Hun ser tingene alt for klart. Men helt anderledes end Lucía.
Novelle bragt i BT 13. juli 2003
”Fortæl mig, hvordan han ser ud. I alle detaljer, så er du sød,” hviskede Lucía og kærtegnede min underarm med fingerspidserne, som hun altid gjorde. Fraværende og alligevel søgende, med små lette tryk fra albuen og ned mod håndleddet, i en glidende bevægelse ind i min håndflade, ind mellem mine fingre. Hendes hud brændte mod min, det var, hvad jeg tydeligst fornemmede, da jeg drejede hovedet mod hendes sænkede låg og så dem dirre svagt. Afventende. Lucía afventede altid mine ord, når mænd gled forbi os eller stod stille. Betragtede os og særligt hende, fordi hun var en engel af en slags. Så uberørt af verden, at hun stadig kunne le i triller, og så langt borte, at jeg måtte skubbe let til hende, når hun skulle strække hånden frem til en hilsen. Lade fingrene omslutte af mandehænder, der ville hende nær, men måtte nøjes med mig.
Inèz. Byens baghus, når alle forhusene var optagede, og altid god for en enkelt overnatning. Troede de ikke godt, jeg vidste, at det var sådan, man talte om mig uden at vide bedre? Bag min ryg og i køen, når jeg ekspederede dem efter tur. I parken og mellem boderne på torvet. Jeg var jo ikke så dum, som jeg så ud, det skulle de lige vide. Jeg vidste godt, at de talte om Høgen Inèz, der vogtede over sin smukke, blinde søster, hver gang jeg trådte ind mellem Lucía og alle håndtrykkene eller trak af med hende som nu. Ned ad gaden og forbi alle øjnene, der kun så, hvad de ville se.
”Jeg håber at se dig igen,” havde han sagt for lidt siden, og det var ikke til mig, selv om jeg lod Lucía blive i troen. Det var aldrig til mig, for jeg var kun én, man lo ad. Hæst og hånligt som forleden eftermiddag, da han efterlod mig på et hotelværelse, alene med mit tøj spredt ud over gulvet, så jeg måtte samle mig sammen stykke for stykke og glatte alle overflader med vand fra vasken i hjørnet.
Men det var alt sammen bedøvende ligegyldigt. Dækket af trommende regn mod opslåede paraplyer, klirrende metal og rutschende nylon. Slået op inden vandet førte alt med sig bort, men Lucía lyttede stadig. Prøvede at adskille hans lyde fra knasende småsten under alt for mange skosåler på vej væk og hænder, der greb og slap hinanden i en kædedans ud og ind mellem boder og stativer, pytter og flået himmel. Men han var forsvundet, og vi havde penge nok til at klare os ugen ud, det var, hvad jeg tænkte, da jeg gav hende, hvad hun bad om. Klemte hendes hånd og hviskede hende i øret, at hun skulle vide, hvor fantastisk smuk, han så ud. Smukkere end alle de andre, og højere. Mørkere. Med helt rene træk som de kølige mamorskulpturer, vi lænede panden mod i parken, når solen brændte livet ud af græsset hver sommer og fik det til at forsvinde i tørre plamager under os. Knasende kratere, der støvede ganske let, når vi bevægede os hen over dem, så vores ben fik brune striber, hvor sveden løb fra haserne. Men det kunne Lucía heldigvis ikke se. Hun var forskånet for meget uden at vide det.
Jeg plejede altid at stoppe op og tørre vandet af hendes hud, og det gjorde jeg også nu. Lod en flig af mit ærme flugte hendes ansigt, men dråberne faldt allerede oveni hinanden, og Lucía lagde langsomt nakken tilbage og lod dem løbe. ”Fortæl noget mere,” bad hun og skilte sine svagt rosa læber, imens hun trak vejret langt ind i skybruddet. ”Fortæl noget mere om ham,” og jeg begyndte at fortælle, hvilken gentleman han havde været den dag, han hentede mig i butikken, midt i middagsheden, hvor der alligevel ikke var nogen kunder. ”Pludselig stod han der bare,” sagde jeg, og det var sandt. Han havde stået lænet op ad dørkarmen og bedt mig følge med, så jeg måtte smide, hvad jeg havde i hænderne; papirsposer, franskbrød, nogle tilfældige kvitteringer og forklædet, jeg havde om livet. Måtte sige ’lige et øjeblik’, imens jeg kastede vand i hovedet og blikke i spejlet i baglokalet, men han havde bare leet ad mig derudefra på en måde, der gav mig prikkende korssting i halsen. Sammensnørede tråde som dem, jeg stak gennem bitte små huller aften efter aften for at aflede mine hænder, der altid længtes. Efter Lucía i den gamle mahogniseng, nøgen under hvide lagner, men langt borte, et sted kun hun kunne se.
”Var han en hensynsfuld elsker?” Lucías hånd gled ind i min, og jeg sank et par gange, men stingene blev, hvor de var. Hele vejen ned i maven, der trak sig sammen og sendte ord op og ud mellem mine tænder. ”Uovertruffen,” hviskede jeg og mærkede efter; jo, hans sedler var der stadig, pænt sammenfoldede i højre lomme. Uovertrufne, knitrende sedler. Næsten nye, gentog jeg for mig selv, imens jeg trak hende med mig hen ad gaden, mod tørvejret bag lukkede døre og et åndedræt, der så gerne ville nærme sig et andet.
Men Lucía snublede over et par våde sten og stoppede op. Bad mig fortælle i alle detaljer, så hun kunne mærke præcis, hvad jeg mente, og jeg ville hellere vise hende det, sådan som jeg havde gjort en nat, hvor vi lå i sengen, og lysene var brændt ned. Små røgsøjler, der steg og steg, til Lucía vendte sig væk og skubbede lagnerne ind imellem os. Trak vejret dybt og siden lettere, langt borte og uden et ord. Min sovende engel, tænkte jeg og betragtede hendes ryg gennem mørket. En dag vil du takke mig for alt, hvad jeg har forskånet dig for, Lucía, det ved jeg. En dag vil du vende dig om i mørket og bede mig komme nærmere, det er bare et spørgsmål om tid, som alt andet. Og Høgen Inèz er en tålmodig fugl, der ikke flyver nogen steder så længe. Den sidder bare her og venter på dig med vidt åbne øjne og et skrig i halsen, kan du ikke mærke det?
Lucía virrede med hovedet, så håret klæbede til kindbenene, og metal klirrede og rutschede ned ad sammenføjet nylon alle vegne omkring os. Regnen måtte have taget af, tænkte jeg uden at mærke andet end kulden i hvert eneste dryp. ”Lad os skynde os hjem,” sagde jeg, men hun stod bare stille og vejrede i luften. ”Jeg tror, at han er et sted i nærheden,” sagde hun og smilede for sig selv, fugtede læberne og slog øjnene op. I hver sin retning og meget blå.
De sagde, at Lucía havde mistet synet den dag, hendes far havde skudt hendes mor, eller også var det omvendt. De sagde, at det var hende, der havde fundet dem, ud over gulvet og i mange stykker, men jeg lyttede ikke til andres sladder, og alt, jeg vidste med sikkerhed, var, at jeg altid havde elsket hende. Lige siden hun stod i min dør og var min alder, men lavere, tyndere og mere lysende. Selvlysende og ti år. ”Det er Lucía,” sagde de og skubbede hende nærmere, selv om hun satte sig til modværge med fødderne og knejsende nakke. ”Du må tage dig godt af hende, for hun har kun os. Vi er hendes eneste familie. Forstår du det, for det er vigtigt, at du forstår. Det er vigtigt, at du ikke lader hende alene.”
Og jeg havde forsigtigt rakt ud efter hende, selv om hun slog vildt omkring sig. Jeg havde rakt ud igen og igen, til hun lod min hånd være og mine tanker være, hvor de nu var. Et sted mellem hendes spredte fingre, hvor alting var varmere og især min hud lige der, hvor hendes tommelfinger kærtegnede min håndflade. Ganske forsigtigt og bare et øjeblik, der føltes som for evigt. Altid og for evigt. Det var, hvad jeg lovede mig selv, når vi gik rundt i byen og jeg hviskede hende i øret, hvad mine øjne ville have set, hvis de selv kunne bestemme. Uovertruffen skønhed, forgyldte spir og smukke mænd, der kastede sig for mine fødder, så hun vidste, at min kærlighed ikke kunne tages for givet.
Og det var selvfølgelig bare en leg, vi legede, men den måtte ikke forandre sig over tid, selv om alt andet forandrede sig og ikke mindst Lucía. Den måtte forblive den samme, næret af Lucías latter og søgende hænder, der kærtegnede sig til flere detaljer fra det liv, der ikke var nogens og aller mindst mit. Det tænkte jeg sommetider, og særligt efter at mine forældre var døde og havde overladt det fulde ansvar til mig. Måske fordi Lucía var begyndt at kaste sig stønnende omkring i sengen hver nat, så jeg måtte vække hende og række hende fyldte vandglas, hun skubbede bort, og lindrende hænder, hun skubbede bort. Eller måske fordi hun ville lege vores leg hele tiden og ikke kun nogle gange, når vi gik på gaden og verden havde godt af at se, hvor skønt vi havde det sammen, Høgen Inèz og hendes smukke, blinde søster. Min Lucía og ingen andens.
”Hvordan var han så en uovertruffen elsker?” hviskede Lucía ovre fra sengen, og hendes ord gled ned ad min ene kind, så jeg måtte tørre dem bort sammen med følelsen af at være kløvet. Midt ned igennem som de auberginer, jeg lige havde tilberedt til os. Velduftende og dampende på komfuret, men Lucía rakte ud efter mig i det samme, og det gjorde ingen forskel, at auberginerne ville blive kolde og uspiselige inden længe. Ingenting gjorde en forskel med undtagelse af hendes fremstrakte hånd, der lukkede sig varm og fugtig om min. Klæbende, så vi hang sammen et øjeblik, til hun vristede sig fri og gemte hænderne under lagenet. ”Fortæl mig, hvordan han kærtegnede dig, Inèz,” hviskede hun og stirrede blindt på mig. Blåt og i hver sin retning, så jeg måtte sætte mig ved siden af hende og stryge hende forsigtigt over ansigtet, videre ned over halsen, videre. Men hun virrede bare med hovedet og spurgte igen, som om hun slet ikke kunne mærke mit svar, og jeg trillede ned ad kinderne på mig selv, til jeg var helt tom indvendig og ligeglad med fortsættelsen.
Også den eftermiddag, han stod lænet op ad dørkarmen ind til butikken og spurgte, om vi kunne tage hjem til mig og Lucía frem for hen på hotellet. Da var jeg så ligeglad, at jeg svarede ja, lad os det, og der er ikke langt til fods, hvis De har lyst til at spadsere. Men han lo bare og spurgte hånligt, om jeg virkelig troede, at han ville følges med byens baghus på åben gade. Og jeg måtte kaste en masse vand i hovedet til svar. Mere og mere til baglokalet sejlede, og han blev nødt til at trække mig bort fra vasken og vride alle hanerne den rigtige vej. Med vold og magt som han tog mig lidt senere, i den gamle mahogniseng på de hvide lagner, der krøllede under hans udflydende kød. Gav sig og blev flået i lange trevler, ud til siderne og uopretteligt.
Lucía sagde ikke en lyd, da hun skød ham i hovedet, hun skød bare, og øjnene vendte samme vej. Meget blå og uskyldige øjne, der kun så, hvad de ville se, og det var ikke mig eller resterne af ham, i mange stykker ud over alt det hvide. Det var døren mod gaden, der ville føre hende væk for altid. Og så hans sedler. Hver og én, i lommerne på hendes tøj. Dem nåede hun også at se grundigt på, inden jeg trykkede på aftrækkeren og forskånede hende for meget, når jeg selv skal sige det. For Høgen Inéz er en tålmodig fugl, men den er ikke så dum, som den ser ud. Den ved godt, hvad den vil have, med vidt åbne øjne og et skrig i halsen, og en dag vil verden takke den, vende sig om i mørket og bede den komme nærmere. En dag vil verden smile venligt og forstå.
