Bidrag til antologien Fri tale - danske kunstnere om ytringsfrihed (red. Brix, Legård Nielsen & Kholghi,Gyldendal 2005). Upubliceret.
”Vi bliver nødt til at insistere på, at ekspertbistand, analyser og statistisk materiale er forudsætningen for en kvalificeret debat hen imod faktisk ligestilling. Ikke subjektive følelser og fornemmelser. Og ikke den letkøbte dyrkelse af Det Frie Valg…” Måske faldt brikkerne på plads dengang til SFs landsmøde, midt i min kønspolitiske brandtale, fremført med de røde stiletter solidt plantet på en vakkelvorn, knagende ølkasse. Arrangørernes storslåede idé, da jeg målrettet afskridtede lokalet med hundrede skeptiske blikke hængende i de halvkorte kjoleskørter – hér, stil dig op på den hér ølkasse. Det er jo lidt en ølkassetale, du skal holde, ikke?
Eller måske faldt de først på plads senere, da jeg for alvor indså, at visse erkendelser er så helt igennem angstprovokerende for dansk menigmand og –kvinde, at både erkendelserne og dem, der formaster sig til at fremføre dem, på stedet må latterliggøres, forkastes og dæmoniseres til ukendelighed. Uanset hvilket landsmøde, hvilken diskussion eller hvilken social sammenhæng, vi befinder os i.
Ytringsfrihed, kalder vi denne ubegrænsede frihed til at artikulere og definere, hvad der er væsentligt og inderligt overflødigt at vide noget om - også selv om vi reelt ikke aner, hvad vi afskærer os fra at vide. Og er der én ting, danskere kappes om at vide mindst muligt om anno 2005, er det netop feminisme. For by popular demand fremstilles det feministiske projekt, som er det lige så fortidigt som Egtvedpigen, og feministen, som er hun i udgangspunktet en grotesk outdatet, runken anakronisme a la overvintret æble, der med aggressionens fråde om munden dikterer, at mænd er nogle forbandede svin. Verden prøver at fortælle hende, at 1970’erne er endegyldigt forbi, og at ligestillingen for længst har sænket sig over landet, men hun insisterer fanatisk på at lufte sine runkne baller, lange, slanke bryster og stålgrå fletninger i humorforladt kædedans på Femø til tonerne fra Jeg er lesbisk hvad med dig? Hvis hun da ikke fremmaner sin urkvindelighed ved fuldmåne sammen med Dannie Druehyld i Rold Skov eller maner til lesbisk front med kussetegn i øjnene.
Mulighederne er mange, men har absolut intet med et feministisk projekt at gøre. For det, vi yngre feminister beflitter os med i disse år, er lige modsat at udvide forestillingerne om køn, seksualitet, etnicitet, race, klasse, alder og alle de andre parametre, der definerer os som kvinder og mænd. Vi beflitter os kort sagt med at opbløde, hvad vi regner for en dybt begrænsende norm, eftersom den til stadighed dikterer, hvordan vi skal være rigtige og naturlige kvinder og mænd. Vi skal nemlig være unge, hvide, heteroseksuelle, middelklasse, monogame og enten feminine (sexede, modtagende, uudgrundelige) eller maskuline (aggressive, givende, udfarende), i gang med at stifte familie, i gang med at forbruge mest muligt og i gang med at tænke mindst muligt på denne livsorganisering imens. Og nej, der er intet som helst galt i at være ung, hvid, heteroseksuel og monogram. Der er heller intet galt i at flytte i rækkehus og drømme om barn nummer tre. Hvad der derimod er noget eklatant galt i, er normens tendens til at uforståeliggøre, sygeliggøre eller decideret dæmonisere alle, der ikke lever, som den dikterer. ”Du nærmer dig de 30. Kan du ikke mærke det indre ur tikke højere og højere?” spørges der i krogene, og svarer man nej, ikke det fjerneste, er man så afgjort ikke en rigtig, naturlig kvinde. Kan man overhovedet være i kontakt med sig selv, hvis man ikke falder i svime over alverdens spædbørn og henført smuglæser Bryllupsmagasinet? Eller, og gud forbyde det: Er man gået hen og blevet én af de svimlende egoistiske karrierefræsere, der først for sent opdager, at alle veje fører til ensom, grundbitter tilværelse i De Gamles By?
”Hvordan kan du tale imod seksualisering, når du selv ser sådan ud?”
De bekymrede spørgsmål, de rynkede bryn, fornemmelsen af at man enten må følge trop eller fremstå unormal til sine dages ende. Ukvindelig og umandlig med ingen sexappeal overhovedet. Alt dét vil det feministiske projekt til livs ved at synliggøre andre måder at være kvinde og mand på og andre måder at organisere sig på, som enlige, par og familier. Vi vil kort sagt synliggøre de uendeligt mange forskelle og variationer, der allerede eksisterer, men som regel i normens skygge.
Det var så også, hvad jeg oplyste forsamlingen om med vippende balancenerve den dag til landsmødet. I hvert fald lige ind til forsamlingens første spørgsmål slog alt, hvad jeg havde sagt, tilbage til start. ”Hvordan kan du stå dér og tale imod seksualisering af det offentlige rum, når du selv ser sådan ud?” spurgte en midaldrende herre med armene og øjnene over kors for at få det hele med, og jeg var for pæn dengang. Jeg tordnede ikke ud over forsamlingen, at vi lige blev nødt til at spole båndet et par minutter tilbage, gnide øjnene fri for fordomme og genopleve sekvensen, nu i farver. For når man ikke ligner eller opfører sig som Danmarks rigsdæmon nummer et: Beton- og batikfeministen, er der tydeligvis kun ét at gøre. Nemlig først at genne det opsætsige eksemplar op på en ølkasse, der signalerer præcis den skønsomme blanding af retro-retro og snarligt sammenbrud, som man forbinder med feminisme, og dernæst at trække ølkassen væk under hende, så enhver kan se, at feministen ikke er spor farlig, selv om hun lyder sådan. For i grunden er hun jo bare er en kvindekrop, som man kan ytre sig om, som man lyster, og det var præcis, hvad jeg mærkede helt ud i de krummede tæer, da jeg stod på min ølkasse og lod blikkene rive tøjet af mig.
Man kan spørge sig selv: I hvilken anden debat (når man undtager den kronisk afsporede indvandrerdebat) kan man frit overhælde debattøren med kogende fordomme og henvisninger til hendes/hans udseende? Kunne man f.eks. forestille sig, at Mogens Rubinstein ville spørge Bodil Nyboe Andersen, hvordan hun kan udvikle tidssvarende finansiel statistik, når hendes frisure er som taget ud af forrige århundrede? Eller Svend Auken, hvordan han kan tale for de minimale gener ved vindmøller, når hans eget hår er blæst af? Næppe, men kønsdebatten er også noget helt andet, lyder argumentet, eftersom vi alle har et køn og derfor i udgangspunktet er kønseksperter. Kvinder er eksperter i det kvindelige, mænd er eksperter i det mandlige, vi er alle eksperter i mødet mellem kønnene, og vi ved, at sød musik opstår, om ikke før så siden.
Indenfor samme logik kan man hævde, at alle, der har penge, burde kalde sig professorer i økonomi, og alle, der har en hjerne, burde kalde sig hjerneforskere. Den analogi har jeg i hvert fald med stor fornøjelse smidt ud over adskillige ramper, siden jeg for alvor trådte frem på den kønspolitiske scene som redaktør af antologien De røde sko – feminisme nu i 2002. Min adgangsbillet til fordommenes holdeplads, javist, men også min mulighed for at udforske dét, der fra begyndelsen fascinerede mig allermest ved feminisme i dansk sammenhæng. For hvorfor er feministiske erkendelser så forbandet angstprovokerende, at tilhører springer op som trolde af æsker og forsvarer deres private familieidyl, som var den i overhængende fare? Hvorfor er det umuligt at hæve sig op over sin egen private erfaring i dette spørgsmål, når det ikke er tilfældet i f.eks. økonomiske spørgsmål? Dér kan man godt indse, at betalingsbalancen ikke decideret underminerer éns privatøkonomi. Og når folk står dér og vibrerer som fjedre, der føler sig ramte, parate til at se rigsdæmonen alle vegne, hvordan styrer man så udenom fordommene og hen til de feministiske budskaber? Er det overhovedet muligt?
Sommetider har jeg unægtelig haft min tvivl.
”Du kritiserer bare den naturlige familie, fordi du er vred og lesbisk”
Jeg befandt mig i Huset i Magstræde i København. Over for mig stod en kendt læge, terapeut og kvindelighedsfortaler, og den overvejende del af publikum var hendes hengivne disciple. Hun havde netop leveret en grådkvalt tale om sit møde med den sande kvindelighed, jeg havde leveret en politisk tale om den snærende norm, vi var nu nået til spørgerunden, og en, to tre skød publikum vildt omkring sig. Vedtagne sandheder om de naturlige kønsroller på hulemalerier, i dyreriget og i Stenalderen fløj gennem luften, og siden fulgte først indirekte og siden eksplicitte spørgsmål om min seksuelle orientering. ”Det feministiske projekt, jeg taler for, er et politisk projekt. Min seksuelle orientering er aldeles uvæsentlig i den sammenhæng” gentog jeg i én uendelighed, men tilhørerne blev ved at spørge, og nysgerrigheden sneg sig langsomt ind på mig. Hvorfor var min seksuelle orientering mon så væsentlig for dem netop nu, at de gad gentage sig selv som en gennemsnitlig popsang på Skyradio?
”Se bare, hvad jeg sagde!” triumferede kvindelighedsfortaleren midt i det hele, ”du bliver aggressiv nu, fordi du ikke er i kontakt med din kvindelighed og din væren som køn”, og det afgjorde sagen. Jeg er trods alt homoseksuel, og jeg viser gerne verden et andet billede end rigsdæmonens mytologiske slyngveninde: Betonlebben med kam i baglommen. Men da jeg først havde sendt den information ud i kortbølgerne mellem os, var der desværre ingen nævneværdig grænse for, hvor godt to og to passede sammen. ”Du kritiserer bare den naturlige familie, fordi du er vred og lesbisk”, råbte én, mens en anden istemte, hvad fanden forsamlingen skulle bruge mit lesbiske projekt til. ”Jeg går f.eks. hjemme hos mine tre børn, fordi jeg har LYST til det! Det ved du ikke en skid om, vel?” råbte hun med klap, klap og flere klap i ryggen, og vist svarede jeg indigneret forsamlingen, at den ikke skulle bryde sig om at diskvalificere mig som debattør på baggrund af min seksuelle orientering. Men jeg gjorde bare det hele meget værre, og jeg vidste det, da jeg så publikum i øjnene én for én. For i det øjeblik vreden fik mit fastklæbede Susse Wold-smil til at syde i kanten, bekræftede jeg til fulde det forudfattede billede af den feministiske rigsdæmon, hvis primære livsytring er aggressivitet, grænsende til irrationel krigeriskhed mod alt og alle. Og selvfølgelig særligt mod mænd.
Siden er jeg begyndt at visualisere et langt, tåget slalomløb, når jeg står overfor en forsamling og kaster mig ud i endnu et feministisk foredrag. For øvelsen går helt oplagt ud på at styre udenom den feministiske rigsdæmons mange, kreative manifestationer, om end det faktisk er helt umuligt at forudse, hvor forhindringerne befinder sig. For eftersom man kan være sikker på at blive bortdømt, hvis man enten er, eller kan tolkes, som er man 1) Vred. 2) Klynkende offer. 3) Rystende usexet. 4) Mandehader. 5) Forkælet. 6) Homoseksuel. Hænger i reglen sammen med punkt 3. 7) Androgyn. 8) Marxist eller 1970’er-agtig. 9) Dikterende. Eller 10) Humorforladt, kan man hurtigt regne ud, hvor meget man skal agere Paris Hilton møder David Letterman for at styre udenom. Og gider man ret beset agere Paris Hilton? Eller David Letterman? Synes man i det hele taget, at ’debat’ bør rime på ’skyd fjenden ned’ i et demokratisk samfund som vores?
Jo, vi har ytringsfrihed her til lands, men vi har unægtelig langt større frihed til at ytre os, hvis vi i udgangspunktet kan tilslutte os den vedtagne sandhed om, hvad der er værd og ikke værd at vide. For kan vi ikke det, må vi unægteligt skære os vej igennem alt dét, vi ikke er, ikke mener og ikke vil slås i hartkorn med, før vi overhovedet får mulighed for at ytre et ord af relevans.
Hvis vi da nogensinde når så langt.
”Du har vel gjort dig klart, at det vil skade din videre karriere at træde frem som feminist?”
Jo tak. Jeg havde i hvert fald rig mulighed for at gøre mig det klart, så ofte som præcis dét spørgsmål prikkede mig på skulderen, imens jeg redigerede De røde sko, og hver gang affejede jeg det med et well, kom hvad der vil. Sagen er for vigtig, og jeg betaler gerne ved kasse et. Det var også ganske let at sige med stor overbevisning, midt imens den indre ild brændte og følgerne fortabte sig i fjerne røgskyer. Men senere, da jeg måtte vænne mig til, at Hendes Excellence, Rigsdæmonen, altid gik to skridt foran mig og delte en belejligt facitliste på mine øvrige skriverier ud til højre og venstre, måtte jeg ind imellem bide tænderne sammen og meditere over Nu går våren gennem Nyhavn. For til ingens overraskelse var det Mænd er nogle svin, der stod på facitlisten, ofte efterfulgt af (men hun er jo også lesbisk, så hvad andet kan man forvente?) i parentes og med så lille, gnidret skrift, at man ikke kunne være helt sikker på, om det var dét, der stod, og derfor hellere måtte forhøre sig i alle detaljer. Også om, hvordan det dog var kommet dertil med mig. Havde jeg haft dårlige oplevelser med mænd? Var der incest i familien? Voldtægsforsøg? En dominerende far?
Jeg vænnede mig til at skrue Susse Wold-smilet forsvarligt fast til øerne, når jeg blev interviewet. Jeg vænnede mig sågar til at reagere, som kom spørgsmålene som en sand overraskelse for mig, eller det troede jeg i det mindste, til en kendt dagbladsjournalist rent faktisk overraskede mig så meget, at både smilet og svarene stivnede i mundvigen. Jeg skulle interviewes om min debutroman, Rygsvømmeren, folk havde slået ring omkring mig, og jeg forestillede mig vel, at bemeldte journalist ville slå et par toner fra romanen an og lade mig klimpe løs på et par velvalgte sange fra de varme lande. Men nej. ”Hvad er der egentlig gået galt, siden sådan en flot kvinde som dig er blevet lesbisk?” spurgte hun i stedet, og i grunden kunne hun jo lige så godt have spurgt mig, hvorfor jeg var sammen med kvinder, når det ikke var et udseende som skræmmebilledet rigsdæmonen, der afskrækkede mænd og dermed tvang mig til det. Det tænkte jeg over i det alenlange splitsekund, hvor jeg ikke anede, hvor jeg skulle ende og begynde og resolverede, at det også var godt det samme. For spørgsmålet vidnede jo netop om, hvad en kvinde med et godt udseende forventedes at bruge det til, og om, at kun de mest hårdrejsende barndomstraumer muligvis kunne undskylde, at hun ikke gjorde det. Fandtes der derimod ingen åbenlys forklaring på, at det var gået så galt, ville homoseksualitet helt åbenlyst forblive et uforståeligt fravalg af mænd i denne kvindes univers, om jeg så havde tegnet, fortalt og klippet julestjerner i gul karton. Det eneste, jeg gjorde, var at se ned ad mig selv for at sikre mig, at jeg ikke havde glemt en åben invitation a la Spørg mig bare om hvad som helst. Du skal endelig ikke holde dig tilbage overhovedet. Jeg er kun glad for at krænge mit inderste ud, så du kan føle dig normal og i din gode ret.
Jeg fandt ingenting. Til gengæld forventer jeg snart at høre de spæde toner fra en ønskekoncert, som de fleste kan synge med på, om ikke andet så i hvert fald, når vi kommer til omkvædet: Dér ser man! Rigsdæmonen iscenesætter sig selv som ynkværdigt offer uden nævneværdig grund. Sig mig, ved hun ikke, at alting har sin pris? At ingen får i pose og sæk, med mindre de er kronprins af Brunei? Burde hun ikke i stedet beskæftige sig med de millioner af kvinder rundt om i verden, der overhovedet ikke må ytre sig? I Mellemøsten f.eks.? Og i Afrika?
Hertil må man naturligvis indvende, at ingen i så fald burde beskæftige sig med problemerne i Danmark, store som små, eftersom problemerne i Afrika og Mellemøsten uden tvivl er langt større. Dog må verdens samlede katastrofebeholdning ses som et temmelig malplaceret argument for, at problemerne i Danmark holder op med at eksistere, især når det ikke normalt er Afrika og Mellemøsten, vi sammenligner os med. Og vist er jeg klar over, at prisen for at ytre sig offentligt om emner, der regnes for kontroversielle, nødvendigvis er høj. Jeg betaler den også med samme glæde, som jeg forestiller mig, at de bedst bemidlede betaler topskat. Men spørgsmålet er vel, om vi kan forsvare, at omkostningerne er så høje i et land som Danmark, der netop bryster sig af sit frisind, sin forkantsposition, sin gennemførte ligestilling og ja, sin ytringsfrihed.
Er det virkelig rimeligt, at man gang på gang skal udrede, at nej, min feministiske dagsorden betyder ikke, at jeg har tænkt mig at tvinge en feministisk vinkel ned over et hvilket som helst umuligt emne. Det betyder ikke, at jeg vil snige min skumle indoktrinering ind ad bagvejen, uanset hvad jeg skriver og gør. Faktisk betydet det end ikke, at jeg altid finder et feministisk perspektiv relevant. Overhovedet. Og nej, dermed ikke sagt, at hele spørgsmålet om køn, seksualitet og etnicitet er et lille eksklusivt hjørne af tilværelsen, der kun har relevans for de få. For vi har jo netop alle mindst ét køn, én seksualitet, én etnicitet, én klasse og én alder, og det forekommer mig ganske naivt at tro, at det ikke spiller en afgørende rolle, når det kommer til, hvordan vi forholder os til os selv. Og ikke mindst til andre.
Spørgsmålet er blot, hvornår ytringsfriheden i Danmark giver reel frihed til at diskutere, hvilken rolle, køn, seksualitet, etnicitet, klasse og alder spiller, frem for blot, som nu, skinfriheden til at ytre sig med spredehagl mod en rigsdæmon, der udelukkende eksisterer i folkeviddets blomstrende fantasi. Det er lige så unødvendigt som at smadre tallerkner i Tivolis muntre køkken, og den klirrende tomme fornemmelse er sandsynligvis også den samme. Man smadrer godt nok et eller andet, og måske får man endda en præmie med hjem, men har den diffuse vrede over status quo fortaget sig det mindste? Har man det spor bedre bagefter? Hvis ikke burde man måske overveje at indstille skyderiet og hilse alt det, man ikke har villet vide af, hjerteligt velkommen.
Billede: Garscontent
