Min mors gravsten
Bragt i Weekendavisen 02.06.06


Knud sætter sig bedre til rette på stuegulvet, fikserer mit blik og puster et slør af krydret piberøg op mod stukloftet og videre ud i Nyhavn. Han ser med et helt udmattet ud.
- Måske skulle du bestemme lidt? forhører han sig, og jeg kommer næsten til at grine. Eller faktisk; jeg flækker af grin, hører jeg senere på båndet, der ruller vores stemmer med sig.
- Skal jeg bestemme lidt, siger du?
- Ja, du ved.. Knud har talt og talt. Fra jeg trådte over dørtrinnet for to timer siden, har han talt, som havde han døden i hælene. Om sin uafrystelige debutroman, Den som blinker er bange for døden, der udkommer næste fredag. Historien om hans familie og dens systematiske udslettelse og skrig på forløsning op gennem århundredet. I Tyskland under Anden Verdenskrig, hvor Hildegard, der siden blev hans mor, mistede sin elskede til en nazistisk kødkrog. I Nykøbing Falster i det 20. århundredes begyndelse, hvor turisterne altid var to minutter fra at gøre farfarens fantasterier til virkelighed. Og i samme by i 60’erne og 70’erne, hvor Knud voksede op som tyskersvin, mens hans mor røg cerutter, lyttede til Zarah Leander og Marlene Dietrich og levede på en blanding af fortiden og Knuds gode intentioner.

Mor sad med ved bordet og fik sig en cerut og en øl, når jeg spiste, hun var knuget og anspændt og næsten altid trist. Det eneste, der holdt hende oppe, var hendes vilje, og hun lukkede sig om sig selv og knyttede sine hænder. De lignede håndgranater, og knoerne lyste hvidt. Jeg ville have givet mit liv for at gøre hende glad og tog tit hendes hånd og strøg den, og så fortalte jeg om dagen, der var gået. Vi havde spillet fodbold, og jeg var oppe ved tavlen, Susanne havde fået bøjle, og tvillingerne inviterede til fødselsdag – og det hele var løgn. For dagen var gået med at være et tyskersvin og gemme mig i frikvartererne, min madpakke og min cykel og mit tøj, alting var til grin, og selv hendes navn gjorde de grin med og vrængede “Hildegard, Hildegard”, det kunne man ikke hedde! Jeg havde aldrig fået det over mit hjerte at sige det til mor og underholdt det bedste, jeg kunne – og hun kiggede på mig og åbnede langsomt hånden, og jeg lagde i den, hvad jeg havde, og håbede, at det var nok.

Med jævne mellemrum spørger Knud, om jeg kan følge ham? Om jeg er med? Og lover jeg at afbryde ham, hvis jeg ikke er? Kun højgravide Andrea med de mørke, varme øjne får ham til at tie, når hun passerer igennem stuerne. Tager racekattene med sig ud og serverer kaffen, som Knud havde alle gode intentioner om at brygge fra grunden, men aldrig fik brygget og slet ikke fra grunden, da først fremtidsdrømmene foldede sig ud. Et kæmpe hus på landet til ham og Andrea og deres kommende barn. Ro til at skrive alle de bøger, han ikke har kunnet skrive før nu.
- Det har krævet nogle dødsfald og Andrea, konstaterer han og henviser til moderen, der er død, og Andrea, der til dagligt spiller violin i Radiosymfoniorkestret og i lange perioder ’tog den mest elendige, irriterende rolle på sig’:
- Hun var realitetsprincippet. Klippen. Da min mor døde, kom hun ned og hentede mig og sagde ’Knud, du må komme ud, hun river dig jo med i graven.’ Der var én person til forskel, og det var Andrea. Hvis hun ikke havde været der, havde jeg været død.
- Det havde du?
- Ja! Han ser alvorligt på mig. - Med hende ved min side stoler jeg på, at der er en fremtid i det her. Hende og så Charlotte. Knud sigter til Charlotte Jørgensen, hans redaktør på Athene, der skrev kontrakt med ham, så snart hun havde læst første kapitel.
- Jeg var så svineheldig at møde det eneste menneske i Danmark, i hvert fald i forlagsbranchen, som har dannelsen og bevidstheden til at vide, hvad fanden det var, jeg var ude efter. Hun indgik en socialt forpligtende kontrakt med mig. Jeg tror på dig, Knud, jeg har tillid til dig. Skriv!


Poesi og pornoprutter

Knud Romer er kendt som mange ting: Hårdtslående smagsdommer, smart reklamemand, rolleindehaver i Lars von Triers Idioterne og erklæret storforbruger af vodka og kokain.
- Men komikken er, at når jeg har lavet så meget pis og virak og råbt og skreget, har det udelukkende været for at skabe en platform for det her forfatterskab. Få nogen til at lytte, bemærker Knud, der konsekvent omtaler sin mediepersona som ’Hånddukken’. Han griner.
- Den har intet med mig at gøre. Det er en fuldstændig misforståelse. Jeg er ikke brugtvognssælger. Jeg er ikke pop-modeinteresseret. Det rager mig en papand. Jeg er interesseret i klassisk dannelseskultur, jeg kan fem fucking fremmedsprog, jeg kan bare ikke bruge dem til noget. Selv da jeg stod på trappen i Cannes i smoking med Idioterne, var den eneste tanke, jeg havde, at nu kunne jeg da vel for fanden få en artikel i en avis.

For i mange år var alle døre lukkede for Knud, der kom til København ’mere eller mindre psykisk beskadiget,’ som han udtrykker det, for at læse litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Sideløbende skrev han poesi på tysk, inspireret af Rilke og Eichendorff.
- Men poesi er der ingen penge i, det er jo håbløst! Poesi! Det er ikke engang lyrik! Altså, poesi kære venner! Knud sukker. - Først og fremmest er det jo en vanskelig genre og risikoen for at glide i spinaten og rive stangen ned er meget, meget stor.
Sådan gik der 17 år. Uden at Knud fik færdigskrevet sit speciale eller fik forlagene og aviserne i tale.
- Ved siden af mig fik folk job og uddannelser og familier og børn og pensionsordninger og biler og huse og hunde og sådan noget, og jeg blev bare ældre og ældre og sad med det hér lyrik. Misforholdet mellem min forestilling om mig selv og andres forestilling om mig var rimelig stor. Det var ligesom at være Raphael uden hænder. Det var lige meget, hvad jeg gjorde.

Da Knud opfandt ’den dér platte pornoprut af en mand, som folk forstod og kunne forholde sig til,’ kom der både hurtige penge og hurtig berømmelse ind i hans liv. Men også stemplet som reklamemanden, ingen behøver at tage seriøst.
- Det er lige meget, hvad jeg laver nu og lige meget, hvad jeg siger. De kan bare diskvalificere det med reference til, hvem jeg er. Knud trækker på skuldrene. Han virker ikke alvorligt bekymret. - Jeg kan analysere de dér mennesker sønder og sammen, siger han, og det tror jeg gerne. For i hans selskab fyger referencerne til tysk romantik og modernisme ubesværet gennem luften, og når han griber fat i sin roman og tolker den i luften, skal jeg love for, at den åbner sig på stadigt nye måder.


Under røgsløret

Han kørte ud ad Gedser Landevej og gennem Væggerløse og forbi stationen, hvor der stod en ung mand ved stoppestedet, som der havde gjort så tit. Farfar standsede ikke, hvorfor skulle han det? Men denne gang var det anderledes, manden løb efter bussen og råbte og vinkede med hatten, han ville med! Farfar åbnede dørene, og han steg på og sagde “guten Tag” og købte en enkeltbillet og stod af ved pensionatet – Marielyst Østersøbad, sagde farfar på tysk og ønskede ham “einen guten Aufenhalt”, han havde øvet sig i årevis, nu hvor han fik brug for det, var det selvfølgelig for sent.

For farfaren havde kørt rundt og rundt i en tom bus i årevis, imens han forestillede sig, at turisterne ville indfinde sig, og nu havde han opgivet. Dette var hans sidste tur, og Knud lyser helt op ved tanken.
- Ved du hvad? siger han. - Ham, der stiger på bussen, det er faktisk Franz Kafka. MIN FARFAR HAR KØRT FRANZ KAFKA FRA VÆGGERLØSE TIL MARIELYST I 1914! Det fandt jeg ud af, da jeg læste Kafkas dagbøger. Det er jo ligesom at se en annonce for min farfars busselskab i verdenslitteraturen hundrede år efter! Han bliver alvorlig igen. - Hvordan skriver du Eichendorff og Rilke og sådan noget på dansk i år 2006? spørger han, men venter ikke på svar. Konstaterer bare, at det sådan set ikke kan lade sig gøre, men nu har han altså prøvet at gøre det alligevel ved at dobbeltmarkere sin tekst.
- Dobbeltmarkere hvordan?
- Ja, dobbeltmarkere, så alting får en metaforisk dimension. Alt er dobbeltmarkeret og alt hænger sammen metaforisk, det er dér, poesien kommer ind i billedet. Knud smiler. – Det kan godt være, at der kun er 178 siders tekst, men den primære historie er et røgslør. Der er altså 10.000 siders undertekst, hvis man har blik for det. Faktisk er der to bøger i én.
Knud er ivrig nu, læner sig frem imod mig og taler så hurtigt, at ordene galopperer gennem rummet. Punktummer! tænker jeg. For fanden, hvor forstår jeg godt, at Andrea endte med at sætte 300 af dem i den endelige korrektur!
- Bogen er bygget op som en systematisk udslettelse. Det er totalt tragisk til at starte med, og så bliver det bare værre og værre og værre, og hele tiden kommer man et spadestik dybere ned til døden. Til tragedien. Til tabet. Og når vi kommer virkelig langt hen i bogen, så begynder henrettelserne. Så er det det sorte forhæng, der går for, og folk bliver hængt. Jeg nærmer mig bare død, død, død. Mere og mere og mere og på alle mulige måder, kan du følge mig? Operationsbordet, henrettelser, tab, bomber, mobning, isolation, ikke at kunne sige noget. Det er jo døden på tusindvis af måder, og den skrue, jeg strammer undervejs, det er den samme historie igen og igen.


Gravstenen

Som farfaren, der kører rundt i cirkler i sin bus, cirkler også romanen. Om en udvej. En sprække til noget andet og bedre end Falster, og som Knud tørt bemærker: - Jeg er virkelig ked af at sige det, men det er jo at lede efter en forløsning.
- Det er, hvad du leder efter?
Knud svarer ikke med det samme, men senere, da jeg spørger ham, hvad hans mor mon ville have syntes om bogen, vender han tilbage til temaet ad nye veje. Det gør han tit; kredser, som han skriver.
- Min mor fik ikke en gravsten. Det her er min gravsten til min mor. Det er mig, der har stået i mit raseri og min sorg og min fortvivlelse og mejslet det i runer. Og runer, det er jo a magic thing. Det er jo forestillingen om, at hvis jeg bare kan få det til at klinge nok, hvis jeg bare kan få gnisterne til at springe, før eller siden.., han holder inde et øjeblik. - Ja, altså. Med alt, hvad jeg har, prøver jeg vel på at lave et mirakel.
- Hvad for et mirakel?
- Genopstandelse! En eller anden form for forløsning! Bare en eller anden! Jeg ved godt, at det lyder lidt sindssygt!
Jeg spørger ham, hvem der skal genopstå, og han slår ud med armene.
- Jeg ved det ikke! Jeg ved det ikke! Det er bare forestillingen om, at det vil sende min mor til himmels. Det er forestillingen om en forløsning. Han tænker sig om, og korrigerer sig selv. - Det er et forsøg på at saliggøre min mor, det er nok mere dét. Bogen kan opfattes som et brev til én eller anden om min mor. Om hvor stor, hun var. Hvor god, hun var. Hvor dygtig, hun var. Hvor meget lort, hun skulle gennemgå.


De bortvendte rygge

Mor bad om et lyst franskbrød og et groft rugbrød og en liter sødmælk og en pakke smør. Hun talte nervøst og gebrokkent, og de puttede sur mælk og harsk smør og gammelt brød i poserne og gav hende for lidt tilbage i byttepenge, og mor bøjede hovedet og sagde “mange tak” og “undskyld”, og vi skyndte os ud og kom der ikke mere. Vi gik op ad Grønsundsvej og ind til slagter Bengtsen på hjørnet og over Højbroen til grønthandleren i Østergade og Kaffe Jeppesen i Slotsgade, og det gentog sig i butik efter butik. Mor og jeg gik vores daglige runde gennem en by, som havde vendt os ryggen, og vi så alting bagfra og mødte ikke andet end folk, der var på vej væk og vinkede afværgende, når mor henvendte sig til dem. De kiggede i den anden retning, og dørene var lukkede, og varerne udsolgt, og stolene optagede, og præsten trak hånden til sig efter kirken til jul. Vi var de eneste mennesker i verden, mor holdt mit liv i sine hænder, og jeg holdt hendes og løb med små skridt ved siden af, mens vi fulgtes ad til Torvet og hele vejen tilbage igen.

Da Knud var 15, sværgede han ved sig selv, at det skulle blive løgn. Han skulle blive den store forfatter og fortælle verden sin historie. På tysk, selvfølgelig. Og så skulle den oversættes til dansk, så Nykøbing Falster kunne lære det.
- Den behandling, den finder jeg mig ikke i. Mig? Forget about it! Min mor? Are you kidding me! Knud ryster på hovedet. For med tiden er hævntørsten tørret ind og den sociale indignation blusset op.
- Jeg tror ikke, at danskere er klar over, hvor lukket en kultur, Danmark egentlig er. Lige nu er vi jo ved at producere tusindvis af Knud Romere gange en milliard. Nemlig alle de børn, der kommer fra Irak, Pakistan og så videre.
- Så din bog er en kommentar til situationen i Danmark lige nu?
Knud nikker. – Ja, det kan man roligt sige! Jeg tror for eksempel ikke, at danskerne ved, hvordan det er at gå med sin mor ned ad gaden på den måde. Man kan vel sige, at jeg aldrig er kommet ud af Nykøbing, for nu går jeg rundt og føler den afvisning hele tiden. Konstant. Det er en oplevelse, jeg hele tiden reproducerer.

Knud holder inde og ser på mig. – Måske skulle du bestemme lidt? forhører han sig og puster piberøg op mod stukloftet. Jeg lader tankerne glide samme vej.
- Hvor mange tror du helt ærligt vil fange alle dobbeltmarkeringerne i din roman? Der jo sindssygt mange af dem, Knud.
- Ingen.
- Ingen?
- Nej. Det er jo derfor, jeg skriver om døden. Det er jo netop indsigten i, at jeg aldrig kommer til at kommunikere. Jeg ved godt, at ingen kommer til at se og høre og forstå alt det her nogensinde. Men jeg har skrevet det alligevel.
- Og hvorfor?
- Af mod og fandenivoldskhed, svarer han og fikserer mit blik. - Når min roman hedder Den som blinker er bange for døden, er det jo også, fordi den handler om meget modige mennesker, som gør tingene alligevel. De ved, at det er frugtesløs i fucking forvejen, ikke? Men de rejser sig alligevel op i graven og synger, selv om de ved, at der aldrig er nogen, der lytter.