- Det begyndte alt sammen med en dreng, som løber og løber og løber gennem skoven, løber ned mod havet og løber ud i vandet med en masse børn efter sig. Det var det første billede, der siden blev til drengen Ragnar, og det har været der vældig længe. Så han er på mange måder hovedpersonen, selv om han ikke synes at være det.
Linn Ullmann taler, som hun skriver: Rytmisk som bar fanden, og jeg spørger hende, hvordan skriveprocessen har været.
- Det har været svært, som man siger på dansk. Hun smiler. Det gør hun ofte. - Det har været en vanskelig bog at skrive. Den tog længere tid, end jeg troede.
Hun rynker brynene. - Af og til læser jeg interviews med forfattere, der synes, at det er så forfærdeligt at være forfattere. Så læser man f.eks. om mandlige forfattere, som lider og har det hårdt og bearbejder en stor sorg, og det er så frygteligt for dem at skrive den hér roman. Og så har jeg det bare sådan: Ja, ja! Men der er jo ingen, som tvinger dig. Du behøver jo ikke at skrive. Du kan jo bare lave noget andet!

For Linn Ullmann er dét at skrive både det letteste og det sværeste i verden. Ind imellem vågner hun om morgenen og længes hen til skrivebordet, fordi skriften flyder så let, at det ikke er til at fatte, at man, som hun udtrykker det, ”har gået rundt i fem måneder og grædt og hamret på døre uden at kunne skrive en eneste god sætning.”
- Det er noget af det, der gør, at jeg fortsætter med at skrive, og jeg mistænker, at det er derfor, mange fortsætter: At der er de her øjeblikke, hvor det hele svinger.

Linn Ullmann har skrevet på Et velsignet barn i tre år, men først sidste forår kom der for alvor hul på ordene, og hun skrev og skrev, helt til deadlinen bogstaveligt talt tvang hende til at sætte det sidste punktum.
- Jeg havde lige skrevet den sidste sætning, det var under et forfatterophold på Gotland, og så ringede forlaget og rykkede. Det var jo næsten som at skrive for avisen! Jeg skrev sidste sætning, tre års arbejde var færdigt, og jeg tænkte, at nu måtte jeg jo take a moment eller gøre et eller andet. Tage et glas vin, filme det. Når forfattere er færdige, så gør de jo et eller anden elegant, ikke sandt?
- Åbner en flaske champagne for eksempel?
Hun nikker ivrigt. - Ja, sådan noget. Men jeg skulle altså nå et fly tilbage til Oslo for at starte hele korrekturarbejdet samme dag. Alting gik bare i ét derfra.

Kvindelitteratur – nej tak!

Når Et velsignet barn tog længere tid end ventet, skyldes det også, at Linn Ullmann endte med at bevæge sig et godt stykke ind på et helt nyt område.
- Jeg vidste fra begyndelsen, at det skulle være en historie om vold og seksualitet. Hvordan mennesker krænker og svigter hinanden og smadrer det, der er smukt og godt. Hvordan disse handlinger bliver dysset ned og forklædt som leg.
Men historien udviklede sig, og pludselig var det tre pigers og kvinders historier, der var i fokus:
- Det har jeg ellers holdt mig lidt fra. Karin Blom i Før du sover er jo godt nok en kvinde, men hun optræder snarere som en klassisk mandlig helt i en helteroman. I Når jeg er hos dig tog jeg livet af Stella på allerførste side, og i Nåde var hovedpersonen en mand. På én eller anden måde har jeg altid holdt mig fra at skrive kvinders og pigers historier.
Jeg spørger hende hvorfor, og hun tænker sig lidt om. – Det er der mange grunde til, svarer hun. – Dét at skrive er jo netop at sprænge alle de begrænsninger, man er underlagt på grund af sin faktiske krop, sit køn, sin alder og sin tid. Netop i litteraturen kan man gå ud af sig selv og blive til hvem som helst. En gammel mand, et spædbarn, en døende. Det er jo dét, der er drivkraften bag at skrive.

- Men det, jeg har gjort her, det er jo at nærme mig min egen person i køn og alder, og dermed ikke sagt, at jeg har skrevet om mig selv og mit eget liv. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere kedeligt end at sætte mig ned og skrive en selvbiografi! Men jeg tror af og til, at jeg har mindre problemer med at forstå ældre og børn, end jeg har ved at forstå... Hun holder inde og skænker vand op til os begge.
- Jeg er vel en smule ligesom Erika, som er lidt bange for det kvindelige og de kvindelige fællesskaber, konstaterer hun og slår fast, at hun rent faktisk er fuldstændig lost i større kvindefællesskaber. Det er noget med sproget. Noget med, at man jo burde høre til.
– Og tilmed tror jeg, at jeg har det til fælles med mange andre. Det har jeg bestemt mig for. Det er ikke sådan, at alle er indenfor, og jeg er udenfor. Jeg tror, at det er en fælles følelse. Vi står alle sammen udenfor og snakker.

Men der er også en anden grunde til, at Linn Ullmann hidtil har valgt at koncentrere sig om ikke-kvindelige hovedpersoner. Nemlig, at hun dermed ikke så let kan blive defineret som ’kvindelig forfatter’ og hendes romaner som ’kvindelige romaner’.
- En kvindelig erfaringsverden bliver ofte trivialiseret og klicheret, som bygger den udelukkende på private erfaringer. Man taler om kvindelige forfattere, og så taler man om forfattere, konstaterer hun og nævner den store, norske forfatter Dag Solstad. Norges største forfatter efter hendes mening. Hans nyere romaner handler stort set alle om at være en midaldrende mand, der er ved at blive gammel og synes, at livet er svært.
- Det er fantastiske romaner. Dybt eksistentielle romaner. Men havde en kvinde skrevet dem, ville man have tolket dem selvbiografisk, og i så fald ville man måske ikke have set, at de stiller andre, langt større spørgsmål af politisk, psykologisk og filosofisk art.
Dét at være forfatter er jo netop at have en samtale med levende og døde.

Gennem tiden har Linn Ullmann dog måttet forholde sig til biografiske læsninger en masse. For med Ingmar Bergman som far og Liv Ullmann som mor har mange en klar forestilling om hendes liv, som de rigtig gerne vil have hendes værker til at bekræfte. Det ser nu ikke ud til at bekymre hende synderligt. Faktisk virker hun temmelig afklaret.
- Jeg leger da med det biografiske, det er klart, men jeg ved jo hele tiden, hvad jeg gør. Jeg bryder med læserens forestillinger, går andre veje og laver en krusedulle, styrer til højre eller venstre. Hvis man prøver at finde min far i mine romaner, så kommer man meget hurtigt på vildspor, for det er jo ikke ham. Det er så langt fra Bergman, som det kan blive.

Til gengæld forholder Linn Ullmann sig i allerhøjeste grad til Bergmans film, når hun skriver. Men det er der jo mange forfattere og filmskabere, der også gør, som hun siger.
- Dét at skrive er jo at slås med sine fædre, og jeg både hilser på i al venlighed og slås med min far i mine bøger. Ikke slås med ham personligt, men med hans billede og den virkelighed, han har skabt, som jo er en del af den nordiske kulturhistorie. Han bliver ligesom far i dobbelt forstand. Jeg hilser på ham og slås med ham, det gør jeg nok.

Det er en klar fordel at kende filmhistorien, når man taler med Linn Ullmann. Først flyver Fellinis Amarcord gennem luften, dernæst Godfather I og II, og i hendes skrivearbejde spiller det filmiske da også en afgørende rolle. Ikke mindst lyssætningen. For netop lyset har så meget at sige i forhold til, hvordan vi ser hinanden. Hvordan vi oplever et møde eller en stemning. Hvem er det, som ser? Hvem er det, som bliver set på? Hvem er det, som ikke bliver set? Hvem står i lys og skygge?
- Det er så enkelt, at når jeg kommer hjem eller ind i et rum som dette, så vil jeg gerne rette lidt på belysningen. Jeg er for eksempel lidt usikker på den dér, Linn Ullmann nikker op mod lampen med sin mørke, chikke page, og jeg spørger hende, hvordan hun i grunden har det med borgerskabet. Det er da virkelig lys og skygge om noget.
- Tvetydigt, hvem har ikke det? Hun griner højt. – Nej, jeg har vel et kritisk forhold til borgerskabet, men jeg har også en længsel efter det, en længsel efter familien. Det gode familiebillede. Det findes i alle mine bøger. Dét og så alle brydningerne.

“You’re not a really big fish, are you?”

Ærlig talt frygtede jeg forlods det værste. For Linn Ullmanns temperament er legendarisk, og hvis spørgsmålene ikke passer hende, er hun kendt for at udvandre. Hun ler, da jeg nævner det og løfter koket det ene bryn.
- Jeg er vel gået en fem-seks gange, vil jeg tro, af alle de gange, jeg er blevet interviewet. Og der er jeg gået de første fem-seks minutter.
- Du er gået en fem-seks gange??
Hun smiler venligt. – Ja, deromkring. De norske medier gjorde et stort nummer ud af det under lanceringen af Et velsignet barn. ’Vi må hellere låse døren, så du ikke kan gå nogen steder!’ jokede de eksempelvis, da jeg skulle interviewes til radioen, men jeg har jo arbejdet som journalist i mange år, så jeg ved, hvad det kræver. Det kræver for eksempel, at man har læst bogen, det kræver at man har forberedt nogle spørgsmål, og så kræver det vel også en vis høflighed - siger man dét på dansk? Høflighed? Jeg går jo ikke, hvis man ikke kan lide bogen og stiller en masse kritiske spørgsmål. Det er helt i orden. Men uforberedthed og dumhed...!
- Hvad er det mest groteske, du har oplevet?
- Jamen jeg går jo, før det bliver grotesk! Linn Ullmann holder inde og fortæller så om dengang, hendes første roman skulle lanceres i Tyskland. ”Du ser ikke ud som en skuespillerinde. Var det derfor, du blev forfatter?” spurgte en journalist ved den lejlighed. - Og jeg ville jo ikke kunne give ham et svar, han ville kunne forstå, konstaterer Linn Ullmann, der rent faktisk arbejdede hårdt for at blive verdensberømt, indtil hun fyldte 16 år. Verdensberømt ballerina, vel at mærke.
- Jeg husker, da jeg voksede op i New York og sad dér og så på de store ballerinaer, og de var så smukke. De var så ufatteligt talentfulde. Men hvis det var blevet mig, havde jeg jo været færdig nu.

En temmelig hypotetisk tanke. For Linn Ullmann er snarere indbegrebet af ultratjekket: Fire megasuccesfulde bøger på syv år, kritikerkarriere on the side, nu på Aftenbladet, forfattermand (Linn Ullmann er gift med den norske forfatter Niels Fredrik Dahl), fantastisk udseende og fire sammenbragte børn. Hun trækker på skuldrene. – Altså, jeg har egentlig bare haft planer om at skrive bøger. Det har jeg hele tiden gerne villet. Men jeg havde jo ikke planlagt, at de skulle komme ud i hele verden, vel?
Linn Ullmanns bøger udkommer i dag i store dele af Europa og i USA. I alt i 30 lande, men som hun tørt bemærker om sin første lanceringsturné i USA i forbindelse med Før du sover:
- Jeg har aldrig følt mig mindre verdensberømt og mindre glamourøs! Flot lød det unægteligt hjemme i Norge: Lanceringsturné. Men vi fløj jo fra by til by, fra delstat til delstat, og der var vel tyve radiojournalister, der spurgte ”what’s your book about?” Hun parodierer det amerikanske, er tydeligvis i sit es og slår ud med armene. – Når man rejser alene, bliver man hentet af en chauffør, og ham, der hentede mig, vendte sig så mod mig: ”You’re not a really big fish, are you?” Like Tom Clancy, he’s a big fish. But you’re not a big fish. I’ve never heard of you!”
- Det lyder som en nitte!
- Det værste var faktisk, at norsk presse valgte at dække min første store oplæsning i Washington. For der var næsten ingen, altså ud over de norske tv-nyheder. Så de fik de dér fem mennesker med på billedet og så mig i nærbillede. Men på den anden side, hun trækker på smilebåndet. - Det må altså heller ikke være særlig fedt at have skrevet Da Vinci Mysteriet og bare være verdensberømt, selv om man er sådan en dårlig forfatter.

Da jeg slukker båndoptageren, læner hun sig frem imod mig.
– I din anmeldelse efterlyser du en anden slutning, men ved du hvad? Hun blinker til mig. - Jeg vidste på forhånd, at historien ikke kunne slutte anderledes. Hun ser tilfreds ud. - Hele tematikken i bogen er jo fortrængning, det er tid som går. Og ved du hvad mere? Når jeg får sådan en lyst til at være verdensberømt, så tænker jeg, at det kunne være fedt at være George Clooney.
- George Clooney?
Ja, han får lov at lave alle de film, han vil, og så er han forgudet af alle.

Billede: Persona - Filmplakat