Reaktionerne var mildt sagt opildnede..!
Kære alle litt.vid'ere,
Hvilken glimrende idé at åbne kanondiskussionen her på Patriarkatets Højborg. For at dømme efter pensumlisterne på grunduddannelsen i litteraturvidenskab skulle man rigtignok tro, at Woolf, Beauvoir og Kristeva er de eneste undtagelser, der bekræfter reglen om, at det alene er mænd, der kan forfatte almengyldig litteratur og litteraturteori. Litteratur af kunstnerisk værdi, der følgelig er værd at kanonisere, og litteraturteori af tilstrækkelig skarpsindigt, ”objektivt” tilsnit. Man må her hæfte sig ved, at denne litteratur ikke benævnes ’mandelitteratur’, men blot og bart ’litteratur’, mens kvinders bidrag til festen sigende nok er subgenren 'kvindelitteratur’ eller ’feministisk litteraturteori’.
Dikotomien peger på problemets kerne, som jeg ser det. Nemlig at ens biologiske køn stadig bliver afgørende for, om man kan bedrive stor, almenmenneskelig kunst og stor, objektiv kritik. Det er i hvert fald den mest plausible forklaring på, at litteratur skrevet af kvinder let og elegant marginaliseres, og litteraturteori skrevet af kvinder henvises til et særligt reservat kaldet ’feministisk litteraturteori’.
Ydermere kan man hurtigt konstatere, at litteratur skrevet af kvinder ikke er ene om at blive vejet og fundet for let til litteraturvidenskabs selvbestaltede kanon, eftersom den kanoniserede litteratur tilsyneladende også helst skal stamme fra enten Europa, Amerika eller de hvide kolonier.
Der findes selvfølgelig en hel hær af alternative forklaringer på, at det er sådan, det er. Mest åbenlyst kvalitetsforklaringen, der går på, at kvinder simpelthen ikke har bidraget med kanoniseringsværdige værker. Denne forklaring udmønter sig i Mand Økseskaft-spørgsmål a la ’vil I måske have, at vi erstatter Proust, Shakespeare og Dickens med halvdårlig kvindelitteratur bare for at sikre en ligelig kønsrepræsentation? Handler det ikke om kvalitet?’
Og til dét må man svare et stort og rungende nej. Indtil videre tyder intet på, at denne sag handler om kvalitet, eftersom ingen har stillet spørgsmålstegn ved de kvalitetskriterier, der ligger til grund for udvælgelsen af værker. Tværtimod godtager man f.eks., at ’almenmenneskelige problemstillinger’ er lig problemstillinger, som de tager sig ud i mænds oplevelsesverden, og at ’kunstnerisk udtryk’ er lig den måde, disse mænd udtrykker sig på. Inden for denne fortolkningsramme vil litteratur skrevet af kvinder uvægerligt fremstå mindreværdig, eftersom den ofte divergerer i både udtryk og tematik, mens litteratur skrevet af mænd, der ret beset divergerer på samme måde, ikke fremstår mindreværdig, men blot vovet. Således tolkes decideret selvbiografisk litteratur skrevet af mænd som 'modig', hvor kvinders tolkes som 'privat'.
Som et klarsyn fra oven er kanon bare. Den er uomtvistelig, uomgængelig, og det vil den sandsynligvis blive ved med at være, til nogen sætter sig ned og overvejer, om litteraturvidenskab anno 2004 skal styres af De Ti Bud. Især med tanke på at kvinder i århundreder har skrevet litteratur og teori, der både er værd at kanonisere og rent faktisk er kanoniserede i de vesterlandske lande, vi normalt sammenligner os med.
What to do?
Jeg er ikke tilhænger af hverken en alternativ ren kvindekanon eller tilføjelser til den nuværende kanon af litteratur skrevet af kvinder. I det første tilfælde fordi de separatistiske tiltag oftest resulterer i, at alternativet aldrig indarbejdes i den herskende orden, og så er man jo lige vidt. Så affirmerer man jo bare, at kvinder skriver særlig kvindelitteratur der kan gungre rundt i sin særlige kvinde-fold på ét eller andet overbygningskursus. Og i det andet tilfælde fordi det næppe er sandsynligt, at de studerende har tid til at læse flere værker og mere teori, end de allerede gør.
Derfor vil jeg i stedet foreslå, at litteraturvidenskab reviderer den nuværende kanon, så den rent faktisk spejler diversiteten og nuancerne i de seneste århundreders litteratur og teori frem for at lade patriarkatet fejre sig selv på 2000 år.
Som inspiration for de af jer, der måtte være interesserede i alternativer til det den herskende kanon, har I nedenfor mit bud på kanoniseringsværdige, litterære værker skrevet af kvinder. Listen er mangelfuld al den stund, at jeg – sigende nok – ikke er belæst udi litteratur skrevet af tredjeverdenskvinder, ligesom jeg af tidsmæssige grunde måtte lade litteraturteorien ligge. Af de nævnte værker synes jeg så afgjort, at litteraturvidenskab bør overveje følgende otte til den litteraturhistoriske kanon:
Madame de la Fayette: La Princesse de Clèves (1979),
George Eliot: Middlemarch (1771),
Mary Shelley: Frankenstein (1818)
Charlotte Brontë: Jane Eyre (1847)
Gertrude Stein: Tender Buttons (1914)
Emily Dickinson: The Complete Poems of Emily Dickinson,
Virginia Woolf: To the Lighthouse (1927)
Natalie Sarraute Tropismes (1939)
Mange hilsener,
Leonora Christina Skov
Kanoniseringsværdige værker skrevet af kvinder
1679: Madame de la Fayette (fransk): La Princesse de Clèves
1688: Aphra Behn (engelsk): Oroonoko, or the Royal Slave
1771: George Eliot (engelsk): Middlemarch
1813: Jane Austen (engelsk): Pride and Prejudice
1818: Mary Shelley (engelsk): Frankenstein
1832: George Sand (fransk): Indiana
1847: Emily Brontë (engelsk): Wuthering Hights
1847: Charlotte Brontë (engelsk): Jane Eyre
1882: Charlotte Perkins Gilman (amerikansk): The Yellow Wallpaper
1890: Emily Dickinson (amerikansk): The Complete Poems of Emily Dickinson
1899: Kate Chopin (amerikansk): The Awakening
1914: Gertrude Stein (amerikansk): Tender Buttons
1927: Virginia Woolf (engelsk): To the Lighthouse
1928: Radclyffe Hall (britisk): The Well of Loneliness
1929: Nella Larsen (dansk/amerikansk): Passing
1934: Karen Blixen (dansk): Syv fantastiske fortællinger
1936: Djuna Barnes (amerikansk): Nightwood
1937: Zora Neale Hurston (amerikansk) Their Eyes Were Watching God
1939: Natalie Sarraute (fransk): Tropismes
1940: Carson McCullers (amerikansk): The Heart is a Lonely Hunter
1950: Doris Lessing (engelsk): The Grass is Singing
1952: Natalia Ginzburg (italiensk): Tutti i nostri ieri (da. Hver svunden dag 1959)
1954: Francoise Sagan (fransk): Bonjour tristesse
1955: Flannery O’Connor: A Good Man is Hard to Find and Other Stories
1960: Harper Lee (amerikansk): To Kill a Mockingbird
1963: Sylvia Plath (amerikansk): The Bell Jar
1970: Maya Angelou (amerikansk): I Know why the Caged Bird Sings
1974: Kate Millet (amerikansk): Flying
1977: Anita Desai (indisk): Fire on the Mountain
1979: Angela Carter (britisk): The Bloody Chamber
1983: Luisa Valenzuela (argentinsk): Cola de largartija (eng. The Lizard’s Tail)
1982: Maxine Hong Kingston (asiatisk/amerikansk): The Woman Warrior
1982: Alice Walker: The Color Purple
1984: Marguerite Duras (fransk): L’amant
1985: Margaret Atwood (canadisk): The Handmaid’s Tale
1987: Toni Morrison (amerikansk): The Beloved
1992: Jeanette Winterson (engelsk): Written on the Body
1992: Siri Hustvedt (amerikansk): The Blindfold
Tilføjelser - foreslået af andre på listen
1404: Christine de Pisan (fransk): La cité des Dames
1554: Gaspara Stampa (italiensk): Rime
1654: Madeleine de Scudéry (fransk) Clélie.
1837: Letitia Elizabeth Landon (engelsk) Ethel Churchill
1850: Elizabeth Barret Browning (engelsk) Sonnets from the Portuguese
1862: Christina Rossetti (engelsk) Goblin Market and Other Poems
1953: Ingeborg Bachmann (østrigsk): Die gestundete Zeit
1977: Clarice Lispector (brasiliansk): A hora da estrela
