Joanna Rubin Dranger: Askungens syster (2006), Fröken Märkvärdig och Karriären (2002) & Fröken Livrädd & Kärleken (1999) (Albert Bonniers Förlag, 2006, ca. 40 kr.i bokus.com)

Anmeldelse bragt i Weekendavisen den 12. januar, 2007

Sig navnet: Graphic novel. Jeg går ikke ud fra, at det smager af meget endnu, for ser man bort fra enlige svaler som Marjane Satrapis Persepolis, Allan Haverholms Sortmund, Jason Lutes Berlin – en by af sten og den tegnede udgave af Paul Austers En by af glas, er Danmark vel cirka to millioner år bagud med hype’ningen af denne art billedromaner for voksne. For eksempel skal man stadig helt til søsterlandet hinsidan for at få fat i Joanna Rubin Drangers (f. 1970) fremragende graphic novels, indtil videre oversat til norsk, tysk, finsk, engelsk og japansk. Til gengæld koster de svenske pocketudgaver det samme som en kop kaffe, så der er ikke rigtig nogen undskyldning for at lade dem ligge, og stor tak til min ex-eksilsvenske veninde, der introducerede mig til dem - eller til Fröken Märkvärdig och Karriären (2002), mere præcist. ”Den kan anbefales,” sagde hun med vanlig beskedenhed, og lad mig tilføje, at det kan de to andre bind, Fröken Livrädd & Kärleken (1999) og Askungens syster (2006), i den grad også.

Formatet er pocket på kanten af pixie, kvaliteten sort og hvid med talebobler, stregen egensindig og hvert billede fylder en hel side, som vi kender det fra børnebøger. Dranger forklarer sit valg i det svenske tidsskrift Bild og Bubbla: ”Jeg synes, at alle billeder bliver bedre – mere interessante – når de får mere plads. Billeder der er blæst op over en hel avisside er vildt effektive. Mens det samme billede kan være totalt harmløst og uinteressant, når det er nedskalleret. Det er derfor, H&Ms undertøjsreklamer er lige så rædsomme, som de er effektfulde.”

Muligvis vil De føle dem cirka lige så dum, når de læser disse bøger, som jeg følte mig, da jeg læste Bridget Jones tre år efter alle andre. Men hellere føle sig dum over at være sent ude end slet ikke at være ude, og så er parallellen til Bridget Jones i øvrigt ikke længere. For Joanna Rubin Dranger kreerer bestemt ikke chick lit i betydning vi-kvinder-griner-af-os-selv-og-hinanden, selv om hendes gennemgående figur er en - måske flere – yngre, navnløse, sorthårede kvinder, der har det svært med kærligheden, familien og karrieren.
Nej, Joanna Rubin Dranger sætter snarere totalt præcise, ofte mildt lattervækkende billeder på følelser, de fleste af os går rundt med, uanset om vi er mænd eller kvinder. Følelsen af uelskværdighed i Fröken Livrädd & Kärleken, der bliver til tungt, filtret garn om halsen på bemeldte navnløse og siden, da en tvivlsom forelskelse indtræffer, til en kærlighedsblomst, der popper ud af håret som en antenne. Følelsen af akut præstationsangst og mindreværd i Fröken Märkvärdig och Karriären, der hurtigt bliver til trekantede dæmoner, et nullermandsmonster og en kæmpe sæk lort på psykologens bord. Dranger diverterer her med sine mest veloplagte dialoger, som når den præstationsangstes veninde udtrykker sig beundring i et ”orv, hvor må du være dygtig, nå du kom ind i første forsøg. Det er vel helt vildt svært?” hvortil den præstationsangste svarer ”der er omkring tre millioner, som søger ind, så ja, det er faktisk ret svært.” I Askungens syster er det følelsen af grundfæstet selvværd, der finder sin form i en PJ Harvey-lignende vrede med max strøm på elguitaren. Der ender det i øvrigt ofte i Joanna Rubin Drangers univers, hvor ting sprænger i luften, skrigene er med vidt åbne munde, håret står lige op i vejret og personer skrumper ind til det bare ingenting.

Askungens syster adskiller sig på flere måder fra forgængerne, og foretrækker De det råt og grotesk, skal De nok ikke begynde her. Stregen er langt mindre kantet a la håndtegnet, papirkvaliteten hvidere og Drangers charmerende spring i fortællestilen afløst af to historier med hver sin traditionelt fremadskridende handling. Til gengæld vil eventyret om Askepot med garanti aldrig blive det samme for Dem igen! ”Når det gælder Askepot som kvindeportræt, går udviklingen i rasende fart – tilbage. I brødrene Grimms betydeligt ældre version af eventyret møder vi en levende, kæmpende Askepot,” skriver Dranger i forordet og slår et slag for hendes søstre, der muligvis er nedrige, men langt lettere at identificere sig med.

Det er da også søsterens parti, hun tager i den første historie. Traditionelt køn er denne søster ikke, og bedre bliver det ikke af, at Disney-Askepot stjæler hendes tøj, nedrakker hendes krop og render med prinsen på den hvide hest. Til gengæld får hun genoprejsning, da hun modtager et anbefalet brev fra Margaret Atwood og Elfriede Jelinek, der ønsker at fiktionalisere hendes historie - ”sincerely Elfie and Maggie.” I historie nummer to er søstrene smukke på den bitchede måde, som Dranger ofte afbilleder veninder, mødre og andet kryb, mens Askepot er en overvægtig, dreadlocket kvinde med tatovering og bar mave. Hvordan det hele ender, skal ikke røbes her, men at prinsen ligner Prince/ /The Artist Formerly Known as Prince/Tafkap /The Artist og har et godt øje til kvinder, der kan danse igennem, skal ikke være nogen hemmelighed..

I løbet af foråret kan vi vente os anden del af Askepot-serien som paperback. ”Lyckostpulvret och andra sedelärande berättelser”, hedder den, og hvor lang tid kan det tage at oversætte hundrede talebobler til dansk og trykke hele herligheden samtidig?

Illustrationer fra Joanna Rubin Drangers hjemmeside