Jeg havde allerede en anelse om, hvad der skulle til at ske, før kvinden målrettet satte kurs mod min plads ved vinduet og med stor præcision nedsank sit anseelige legeme på mit skød. På sin lidt alternative måde forsøgte hun tydeligvis at bonde med mig. Der sad vi så. Der var mindst halvtreds ledige pladser, og bevares, jeg prøvede da at bede hende indtage en af ledige i stedet for min, men hun satte sig bare bedre til rette og smed en kassette i sin walkman. Hun hørte Coronas Rhythm of the Night på repeat, og den havde jeg i grunden et anstrengt forhold til i forvejen. Min overbo på kollegiet spillede den med usvigelig sikkerhed fra klokken 03.00 til 05.00 hver eneste nat, helst så højt at bassen fik væggene til at dirre i takt.

”This is the rhythm of the night / The night, oh yeah / The rhythm of the night / This is the rhythm of my life / My life, oh yeah / The rhythm of my life..”

Det her er jo skæbnens ironi, tænkte jeg, mens mit stoppested gled forbi derude, og Brønshøj tonede frem i det fjerne. Jeg havde intet at gøre i Brønshøj og endnu mindre at gøre på Husum Torv, hvor kvinden langt om længe lettede røven og steg af.
Da jeg væltede ud af bussen, indså jeg, at noget måtte gøres. Fint nok, at jeg udøvede min tiltrækning på udfordrede individer, der hørte stemmer og fik angstanfald over, at himlen faldt ned over dem. Det kunne jeg deale med. Fint også, at narkomanerne på Hovedbanegården altid antastede mig, og at festlige lejligheder ofte udviklede sig til envejssamtaler med mennesker, der led af galopperende spiseforstyrrelser eller blev forgiftet gennem brevsprækken. Men ikke spor okay at jeg ikke kunne finde ud af at sige overbevisende fra, når jeg følte mig intimideret eller decideret frarøvet min bevægelsesfrihed. Det var på høje tid med en ny melodi.

For et par måneder siden gik jeg til politiet for første gang, og havde jeg vidst, at det rent faktisk føltes som at råbe NU ER DET FANDEME NOK! med megafon, havde jeg helt klart gjort det noget før. Anledningen til mit møde med ordensmagten var et brev, der dumpede gennem min hjemlige brevsprække en tilfældig fredag. Jeg stod i stuen og åbnede min post, og noget sagde mig, at dette brev var værre end de mærkværdige breve, jeg ellers modtager. En mand skriver mig eksempelvis alenlange nonsensbreve på skrivemaskine med farvekopier og danske sange som bilag. En anden sender mig frankerede postkort med sin adresse, så jeg kan skrive ham personlige hilsener. Men skriften på denne kuvert foruroligede mig. Min adresse faldt nærmest ned over papiret, som var den skrevet af en syvårig i specialklasse, og da jeg sprættede kuverten op, bredte stanken sig. Nogen havde simpelthen sendt mig en pose tyndtflydende lort og et digt betitlet Mysterious Karma. Endda med afsender et sted i Helsingør.
Det summede for mine ører, som det ellers kun gør, når jeg opdager meget store edderkopper i min umiddelbare nærhed, og i et anfald af uendeligt klarsyn evakuerede jeg straks konvolutten, lorten og den mystiske karma i en plasticpose omviklet en anden plasticpose. Men stanken blev siddende i næsen. Faktisk kan jeg lugte lorten endnu.

”Har du rørt ved indholdet?” spurgte den seriøst udseende politiassistent et par timer senere, imens han iførte sig plastichandsker og holdt dagens sending op i lyset. ”Øh, ja. Jeg åbnede jo brevet, ligesom..?!” Jeg følte mig som et hjernelamt vidne i en Patricia Cornwell-krimi, og han rynkede brynene. ”Så må vi tage fingeraftryk.” ”Fingeraftryk? Are you kidding me?” Men ordensmagten mente, hvad ordensmagten sagde, og skal jeg være ærlig, satte jeg min tommelfinger på pladen med glæde. Jeg aflagde også fuld rapport og talte i øvrigt så vidt og bredt om min oplevelse, at jeg snart fandt lidelsesfæller derude. Jeg var langt fra den eneste forfatter og meningsperson, der havde modtaget en lortehilsen de seneste måneder. Det bekræftede et brev fra ordenspolitiet. Det slog også fast, at man havde fundet lortens kilde, hvilket glædede mit hjerte.
Nu ved jeg ikke, om den slags breve er fortrolige, så jeg vil undlade at citere det i sin helhed. Til gengæld vil jeg ikke undlade at takke ordenspolitiet for brevet, der helt klart gjorde oplevelsen væsentligt sjovere. Her optræder nemlig en sand perlerække af kreative kancelliformuleringer som ’anmeldelser af lignende karakter’, ’hændelser af samme art’ og ’hændelser af omhandlende karakter’, mens lorten i kuverten, der vel trods alt må siges at være sagens kerne, ikke nævnes med et ord. I sådan en situation er det, at det engelske udtryk The 800-pound gorilla kommer til sin ret. Gorillaen sidder stor og mægtig midt i det hele, og ingen taler om den.

Ganske mange mennesker har foreslået mig at få hemmelig adresse og hemmeligt nummer, men indtil videre har jeg nægtet. Det kan lyde sært, men jeg opfatter det faktisk som en menneskeret at stå i Krak. Danmark skal forestille at være et demokrati med ytringsfrihed og basale borgerrettigheder. Ikke en bananrepublik, hvor folk må gemme sig, hvis de har en mening om tingene. Samtidig tænker jeg, at det næppe er helt tilfældigt, at så relativt få yngre kvinder ytrer sig markant i den offentlige debat. Ret beset føler de færreste sig vel decideret opmuntret af lumre sms’er, jeg-ved-hvor-du-bor-mails, underlige henvendelser på gaden og anonyme tilsvininger på nettet. Personligt føler jeg mig i hvert fald ofte meget intimideret og udsat. Jeg føler mig også relativt forpisset, især på alle de menneskers vegne, der er tusind gange mere kendte end mig. De må da føle, at den fuldt orkestrerede frihed til at ytre sig i dette land er den vilde fiktion.

Billeder: 1) Annette K. Nielsen