Augusten Burroughs løber snarere med halve vinde end med sakse i sin bestseller Running with Scissors. Memoirer, der i den grad udfordrer forholdet mellem fiktion og virkelighed..
Men en særlig familie føler i høj grad, at bogen er løgn og latin, og dét i en sådan grad, at alle seks børn nu har valgt at lægge sag an mod Burroughs og hans forlag for ærekrænkelse og krænkelse af privatlivets fred. Nemlig den familie, han skriver om - uden på noget tidspunkt at have informeret dem. I bogen hedder de Familien Finch. I virkeligheden hedder de Familien Turcotte, og det vil enhver med kendskab til Massachusetts i 70’erne og 80’erne i øvrigt vide i forvejen. For familiens overhoved, Rodolph Turcotte, var som i bogen topberygtet psykiater, kendt for sin slående lighed med julemanden og sine overskridende behandlingsformer, der bl.a. inkluderede, at klienterne flyttede ind i hans store hus og blev en del af familien. Ofte i år ad gangen, ganske som Augusten blev det som 12-årig.
Turcotte mistede sin licens til at praktisere i 1986, da det viste sig, at han havde gjort en 34-årig tidligere patient til værge for sin yngste datter, den dengang 13-årige Theresa. I bogen kaldet Natalie. Til gengæld modtog Turcotte store summer af eks-patienten, der rutinemæssigt, og med Turcottes vidende, voldtog Theresa de tre år, hun boede hos ham. ”Det var frygteligt at se det på tryk. Virkelig hårdt ... helt ekstremt hårdt,” udtalte Theresa, da de seks børn stod frem i januarnummeret af Vanity Fair og fortalte deres version af historien. Selv havde hun ikke engang fortalt sin egen datter om hændelsen. Til gengæld havde hun spenderet mange år i terapi for at komme overens med den.
Der hersker dog ingen tvivl om, at Augusten Burroughs eksisterer og har haft det hårdt. Hele sin barndom hed han godt nok Chris Robison, men navneskiftet lå i grunden lige til højrebenet. For Chris/Augusten var en forhutlet dreng med stjernedrømme af rang. I memoirerne møder vi ham første gang som utryg ni-årig i et dysfunktionelt hjem langt ude i Massachusetts skove. Faren er fraværende funktionsalkoholiker med akut psoriasis over hele kroppen og en genkommen lyst til at kvæle moren Deidre. Et absurd selvoptaget kvindemenneske med stratosfæriske ambitioner om at blive den næste Anne Sexton og cirka ingen ambitioner om at være mor for Augusten. Margaret Robison, hedder hun i virkeligheden – se http://www.margaretrobison.com/, hvis nysgerrigheden har meldt sig.
”Jeg forestillede mig, at alle tænkte ... at jeg på en eller anden måde gik rundt med et skilt om halsen, hvor der stod ’Se på mig alle sammen, jeg er Poo Bear’” udtaler virkelighedens Poo, John Turcotte, til Vanity Fair. Hans kaldenavn i barndommen var i øvrigt ikke Poo men Pooh efter Peter Plys, og da han havde læst Running with Scissors, valgte han at forlade sit job som politibetjent, fordi han frygtede, at hans kolleger ville linke Poo-karakteren til ham. De andre søskendes begyndte til gengæld at skaffe modbeviser. For eksempel hævder de, at Chris/Augusten ikke boede hos familien i syv år, som det fremgår af bogen, men kun et år, og i det år pendlede han frem og tilbage mellem Turcotte-familien og sin mors hus i Amherst. Familiens hus var hverken beskidt eller kaotisk, under trappen fandt man ikke en elektrochokmaskine, men en Elektrolux støvsuger, og Doktor Turcotte havde ikke noget masturbatorium. Han drev Institute for the Advancement of Maturation, hvilket jo må siges at være noget ganske andet. Familien opponerer desuden mod hele personfremstillingen, der, i deres optik, bærer tydeligt præg af, at Augusten Burroughs har arbejdet mange år i reklamebranchen. Vi har den henrivende lille Augusten, der aldrig gør nogen fortræd, og så har vi en forsamling voksne og børn, der fouragerer i ondskab og almindelig sindssyge.
Augusten Burroughs holder dog på, at hans memoirer er virkeligheden, som han oplevede den: ”Det her er min historie. Det er ikke min mors historie og det er ikke min families historie, og det er muligt, at jeg husker tingene anderledes og at de har valgt ikke at huske visse ting, men jeg vil aldrig glemme, hvad der hændte mig, og jeg bærer rundt på arrene af det, og jeg ønskede at rive disse ar af mig,” udtaler han til Vanity Fair.
Der hersker næppe nogen tvivl om, at vi alle bærer rundt på vores personlige version af virkeligheden, og at det står enhver forfatter frit for at omskabe den til fiktion. Men hvad skal man egentlig mene, diskuterer man på livet løs i Amerika, når der faktisk opstår en hel appropriationsgenre anført af Burroughs og forfattere som Dave Pelzer og Nick Flynn, der konstant overgår sig selv i chokerende og storsælgende erindringer? Og er det i den forbindelse rimeligt, at man hænger mennesker ud på det groveste, uden at man i det mindste gør dem bekendte med teksten inden? Nej, mener forfatteren Annie Dillard, der i 1987 udsende sine memoirer An American Childhood: ”Jeg kan ikke se det rimelige i, at en forfatter skalter og valter med mennesker som ikke har adgang til de trykte medier. De kan jo ikke forsvare sig.”
Det kunne til gengæld familien Turcotte, og undervejs i læsningen slog det mig gang på gang, hvor omstyrtende det i grunden er for oplevelsen af bogen. For hele præmissen for Running with Scissors er, at historien er totalt langt ude usandsynlig, men sand, og i det øjeblik, man ikke længere ved sig sikker på sandhedsværdien, ser man faktisk kun alle usandsynlighederne, fejlene og manglerne. Augusten Burroughs udtalte tendens til at forklare, så selv en senildement kan være med. Den kolbøtteramte kronologi. De mange bipersoner, der figurerer som rene chokeffekter og derefter forsvinder ud i det blå. En mærkværdig mangel på kongruens i den unge Augustens følelsesliv, der gør det helt umuligt for læseren at følge med i, hvem han elsker og hader og hvorfor. Dårligt konstruerede dialoger. Og nå ja, tredivetusind optrin, der mest af alt lyder som en ensom drengs præpubertære fantasier.
Når man ikke længere tror på Augusten Burroughs, tror man kort sagt heller ikke på hans memoirer, og det gør dem vel næppe til de bedste nogensinde. Overhovedet. Til gengæld er de helt klart et af de bedste eksempler på, hvor meget en forfatter i grunden kan slippe af sted med, hvis blot han/hun dækker sin tekst med et tyndt lag biografiske fernis og brander sig som en stakkel med en frygtelig barndom og ar på sjælen. ”Hvem har behov for disse bøger?” spurgte man i Salon for nyligt. ”Er det ikke snart på tide at sætte en stopper for dette vanvid?” Jeg tror det desværre ikke. Faktisk vil jeg gætte på, at genren i den grad har tiden for sig.
