Debatten om kønnets betydning for litteraturkritikken blev afsporet, før vi overhovedet fik diskuteret kunstkriterier og anmeldersammensætning - og før nogen gjorde sig den ulejlighed at tælle..
Klumme bragt i Weekendavisen 22. marts 2007
Ind imellem bliver min træthed over Danmark så grel, at jeg med fornøjelse ville se landet indlemmet i Sverige. Det skete så sent som forleden uge, da debatten om de 47 intellektuelle svenskere og deres kritik af den mandsdominerede litteraturkritik var på sit højeste. Den oprindelige kritik gik på, at mandlige litteraturkritikere i Sverige har det med at regne mænds litteratur for almen og universel gyldig og kvinders litteratur for tids- og stedbundet med pil til privat. Mænd skriver stor kunst fra de syv have. Kvinder skriver små bekendelser fra intimsfæren, og af samme grund er der prestige i at anmelde litteratur skrevet af mænd og nul prestige i at anmelde litteratur skrevet af kvinder.
Er tendensen også sådan i Danmark? ringede en Berlingske-journalist og spurgte mig, og ja, det vil jeg tro, når man undtager de 20-30 store kvindelige forfattere her til lands, som der er stor prestige i at anmelde. Jeg vil også tro, at mange kvindelige litteraturkritikere opererer med præcis samme kriterier for, hvad der er stor kunst og hvem, der kan skrive den. Landets universiteter gør i hvert fald alt for at stoppe sit kunstsyn fra ruderkonge var knægt dybt ned i halsen på alle involverede. Rekvirer et pensum i litteraturhistorie på litteraturvidenskab, og De vil se så mange døde, hvide mænd, at det ligner en mindehøjtidelighed for Frimurerlogens faldne brødre.
Desværre viste det sig ikke just at være den vogn, Berlingske-journalisten spændte mig for, men tværtimod Hanne-Vibeke Holsts – al ære og respekt for hende, i øvrigt: ”Den kraftige mandlige dominans betyder noget for, hvordan kvinder bliver anmeldt. Det betyder helt konkret, at kvindelige forfattere bliver dårligere forstået, for mænd har en fremmedhed overfor det, kvinder skriver, hvis det tager udgangspunkt i det kvindelige univers.” (24.2.07) Derudfra blev en af konklusionerne, at kvinder burde anmelde kvinders værker, og mænd burde anmelde mænds værker, fordi de to køn ikke kunne begribe hinandens litteratur, og sjældent har jeg hørt magen til henrivende sludder. Det kan meget vel være, at kvinder har særlige kropslige og følelsesmæssige erfaringer, og fred være med dem, men jeg kan ikke komme på et eneste godt argument for, at der skal en kønsfælle til at begribe dem. Hvis jeg ser på min egen reol, vil der i så fald være de første tohundrede bøger, jeg ikke har en jordisk chance for at fatte tilbundsgående, fordi de er skrevet af mænd. Jeg skulle dog mene, at vi har fået vores indlevelsesevne for at bruge den. Ja, adskillige mandlige anmeldere ville måske endda styrke den markant, hvis de lidt oftere kastede sig ud i at anmelde litteratur skrevet af kvinder.
Artiklens andre konklusioner ligger til gengæld lige for. Den ene er, at anmeldere af begge køn bør være meget mere opmærksomme på, hvilke kriterier og forudfattede opfattelser, vi lægger til grund for vores vurdering af litteratur skrevet af henholdsvis kvinder og mænd. Hvor tit optræder eksempelvis ord som ’privat’, 'generationsroman', ’bredt anlagt’, ’indfølt’ og ’bekendende’ i anmeldelserne? Og i forbindelse med hvilke værker? Den anden konklusion er, at litteraturkritikken stadig er domineret af mandlige anmeldere i passende alder, på trods af at kvinder udgør langt over halvdelen af læserne. Er det rimeligt? Hvis man som jeg mener, at de to køn bør repræsenteres ligeligt, også i medierne, kan man kun svare nej, hvilket Jyllands-Postens litteraturredaktør, Jakob Levinsen, i øvrigt også gjorde i sin kommentar om sagen (3.3.07) Det ville så være fint, hvis han valgte at gøre noget ved det frem for blot at henvise til, at forsvindende få kvinder faldbyder sig. Det behøver jo ikke at betyde, at kvinder ikke vil anmelde litteratur. Tværtimod. Det kunne betyde, at masser at kvinder gerne vil, men at Jakob Levinsen ikke kan se dem, fordi de ikke ligner de anmeldere, han har i stalden i forvejen.
Mærkværdigvis havde det veritable regiment af litteraturredaktører, anmeldere og lederskribenter, der kastede sig ud i at debattere artiklen, ingen interesse i at diskutere hverken kunstkriterier eller anmeldersammensætning. De ville langt hellere afspore debatten totalt. ”Skal vi have babyer til at anmelde pegebøger?” istemte f.eks. vor egen Damian Arguimbau med ammehjernen på rette sted (2.3.07), og på Berlingske lod lederen den helt blive hjemme: ”I morgen bliver det muligvis økologer eller islamister, der kræver særlige hensyn,” lød glidebaneargumentet (1.3.07) Men nu er kvinder ligesom ikke en minoritet på linje med økologer eller islamister. Kvinder er halvdelen af folkemassen, og det er velsagtens værd at diskutere, om vi får magt, som vi har agt.
”Der læses, tolkes og smagsbedømmes ofte ud fra »pikkens logik« i dansk litteratur,” som Berlingskes litteraturredaktør, Jens Andersen, så rigtigt skrev i sin klumme om sagen (3.3.07) Ene mand på skansen stod han fast på en kønsskævhed, som det ellers ikke kræver en udvidet matematikprøve at opdage. Af samme grund undrer og ærgrer det mig, at ingen har sat sig ned og foretaget en større optælling. For hver gang, det handler om køn, handler det altså ikke partout om vores egne følelser og fornemmelser. Som oftest handler det faktisk om statistik, og på det her felt ville meget være lettere at diskutere, hvis vi f.eks. vidste, hvor mange skøn/faglitterære anmeldere, vi i grunden har. Hvor mange, der er kvinder. Hvor mange bøger skrevet af henholdsvis mænd og kvinder, der overhovedet bliver anmeldt. Hvor mange på udgivelsesdagen. Hvor mange kvinder og mænd, der anmelder bøger skrevet af henholdsvis kvinder og mænd, og hvilke af disse bøger, der får forsiden og de store placeringer. Hvilke anmeldelser, der prydes af forfatterfotos. Hvem, der får priserne og legaterne. Og selvfølgelig hvilke kriterier, anmelderne opstiller for bøger skrevet af de to køn. Og så videre.
Man kan selvfølgelig frygte, at optællingen vil blive bortdømt som debatindlæg, som det skete for rapporten om kvindelige kunstneres levevilkår, da den temmelig entydigt pegede på diskrimination. Så nu kan vi vente på en ny rapport, til vi får lange arme, og utvivlsomt vil den konkludere det samme. Sådan tager det ene år det andet, mens der ikke sker en skid. Men uanset hvad, bliver det først for alvor interessant at diskutere kønnets betydning for litteraturkritikken, når vi har noget helt konkret at diskutere ud fra frem for gisninger, halve vinde og vores egne, skamredne kæpheste. Ærlig talt, er det ikke snart på høje tid at komme i gang med at tælle?
Billede: "Fong" af Singsong/Flickr
