Roman, Athene 2007
”Champagnepigen er ikke morsom, men den er stilrent perfid /../ I stilen og atmosfæren er der noget yngre og skarpere Dorrit Willumsen over Skov /../ Stilen er hensigtsmæssig, blottet for patos og stramt underholdende. Man læser i ét stræk uden ophold. Og sådan læser man ganske vist også den almindelige trash, men uden den forførende smag af skovsyre på læberne. Jeg har ikke helt god samvittighed ved at være så optaget af Leonora Christina Skovs roman, men jeg er det” (Bettina Heltberg, Weekendavisen)
"Den er lige så cliffhanger-agtig som en krimi, men slet ikke så enkel, for i krimien skal man jo bare have fundet ud af, hvem morderen er. Denne her er omvendt. Hvem er det, der skal dø?" (Lotte Garbers, Nova Magazine)
”Læseværdig er den i allerhøjeste grad /../ Skovs anden bog er en perfekt afbalanceret blanding af psykologisk samlivsroman og thriller. Sproget er sensitivt og nuanceret, og persontegningen sker med meget få virkemidler. /../ Et stensikkert portræt af et selvbedrag, som ødelægger alt. Smukt og grusomt - og ikke til at ryste af sig.” (Christina Dahl, Dagbladenes Bureau)
"Champagnepigen er en raffineret og lækker lille sag med barberblade og sjælear under sminken, en underholdningsroman på businessclass, der smugler smertepunkter med ind i loungen /../ Den iskolde analyse af medieverdenens skinvirkelighed er skildret med kenderblik /../ Medrivende, fængslende og velskrevet /../ Både oversættelig og filmatiserbar /../ Som læser er man eminent godt underholdt" (Dag Heede, Standart)
"Champagnepigen er en fortræffelig bog, som siger mere mellem linjerne end gennem bogens egentlige skrevne ord" (Lisbeth Høier Harpsøe, rundtombogen.dk)
"Leonora Christina Skov har været med mig på wc flere gange denne uge. Ikke ligefrem in persona, men der findes romaner, man bare må slæbe med sig trods tissetrang /../ Uden at køre hele pornopaletten i stilling, men med fornemmelse for antydning, skildrer Skov ganske subtilt et seksuelt limboland, hvor grænsen mellem lyst og tvang, kærlighed og handel er hårfin, og gang på gang overskrides /../ Leonora Christina Skov har skruet en elegant disponeret, lille, stram psychothriller sammen med styr på både fortælling og sprog, og i hvis dybere lag spørgsmål omkring skyld og ansvar udgør romanens morale /../ Med ’Champagnepigen’ sætter kulturskribenten Leonora Christina Skov omsider en tydelig litterær signatur.” (Anette Dina Sørensen, Politiken)
”Romanen handler primært om det kvindelige begær, og ingen er blot uskyldigt vildførte ofre for onde mænd og deres linser. Alle synes både at være ofre og hinandens bødler, alle synes at manipulere alle i opstillingen af erotiske situationer /../ En moderat spændende underskov af menneskelige besættelser, afhængigheder og misbrug – og med en fin overraskelse i forholdet mellem ramme og hovedhistorie..” (Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten)
"Champagnepigen er både underholdende, velskrevet, tidstypisk og alligevel helt sin egen." (Mette Højbjerg, Nyhedsavisen)
"Champagnepigen" er godt skruet sammen. Skov opbygger en dirrende stemning fyldt med løgn og heftige sex-scener, og hun skaber en spænding, der fuldt ud forløses til sidst, hvor romanen tager en overraskende drejning /../ Sproget i "Champagnepigen" er præcist og uden psykologiseringer, og kompositionen skaber ikke bare spænding, men lægger også op til indlevelse og til, at man stiller spørgsmål til de entydige forestillinger, vi har om ondskab og skyld” (Ide Hejlskov, Kristeligt Dagblad)
"Velskrevet, underholdende og læsværdig roman om, hvor galt det kan gå, når man i lutter forstillelse iscenesætter hele sit voksenliv for at skjule over en barndom med misbrug og følelsesmæssig kuldslåethed" (Lektørudtalelse)
”En stemningsfuld, psykologisk nuanceret fortælling om et samlivs hemmeligheder og en helt o.k. sengebordskrimi, som sprogligt har meget at byde på” (Anna Sophia Hermansen, Fyens Stiftstidende)
”Under den smarte, succesrige og tilsyneladende harmoniske overflade lurer krise og kaos, svigt og skyld i Leonora Christina Skovs barske og velkomponerede roman »Champagnepigen« /../ Denne samtidsthriller lægger ikke fingre imellem./../ Et markant led i bølgen af aktuelle bøger om svigt” (Eva Pohl, Berlingske Tidende)
"En roman med meget mere på hjerte end en thriller i traditionel forstand. Den leger med begreber som skyld og ansvar. Hvem er offer og hvem er bøddel? Ja, det er der faktisk ikke noget entydigt svar på efter min mening – og det klæ’r romanen." (Gitte Buur Rasmussen, Litteratursiden)
"En underholdende, gribende og barsk fortælling" (Lizl Rand, IN)
"Skov har plukket elementer fra diverse genrer – psykothrilleren, krimien, kunstnerromanen, den feministiske roman – og stykket dem sammen til en sanse- og spændingsmættet fortælling om tabuer og tristesse" (Viktoria Westzynthius, BogMagasinet)
"Leonora Christina Skov skriver godt og ligetil, og også med dybde og elegante sproglege og en historie der stædigt væver sig ind og ud mellem sandheder, løgne, sexlege og barndomstraumer, der vokser til monstrøse dimensioner" (Berlingske AOK)
"En anderledes /../ samfundskritisk roman" (Arne Mariager, Vejle Amts Folkeblad)
Bagsiden:
Isak og Linn Lauretius har berømmelsen, børnene og au pair-pigerne, og nu skal de portrætteres til et livsstilsmagasin. Men journalisten Kate Klarlund ved for meget, og det eneste, hun ønsker, er at rive glansbilledet af den lykkelige familie i tusind stykker. Hvad er det for handlinger, Linn har begået, som får personer fra hendes fortid til at ønske sig en frygtelig hævn?
Champagnepigen er et sansemættet portræt af et ægteskab i krise og en samtidsthriller fra den erotiske besættelses overdrev. Den skildrer et morads af svigt og seksuel udnyttelse og åbner for overvejelser om placering af skyld og ansvar.
Uddrag - indledningen
Lovina, Bali- Jeg har slået to mennesker ihjel, Wayan.
Det føles mærkeligt at sige det højt på den måde. To mennesker. Ihjel. Ud for os speeder alle fiskerbådene op og sætter efter en flok springende delfiner, og jeg finindstiller kikkerten og borer tæerne ned i sandet, der er helt køligt på denne tid af morgenen.
- Guderne skal vide, at de fortjente det begge to, men ... jeg ved ikke ...
Jeg betragter turisterne, der hænger ud over rælingen med deres kameraer, og Wayan peger i den anden retning. Hans tænder er uimodståeligt hvide, og jeg vil hellere se på ham end på delfinerne, der flygter fra byens turister, men han bliver ved at pege.
- Ja, ja, jeg har set dem. Vi sidder og glor på de skide delfiner hver eneste morgen.
Det er ikke helt rigtigt. I går lå vi for eksempel i min dobbeltseng i en af de mange små huse, der udgør Hotel Sortaya, og Wayan lå mellem mine ben. En gang imellem løftede han hovedet og så på mig med det der skælmske blik, der bliver ved at hjemsøge mig, når vi er fra hinanden og ja, ja, selvfølgelig gav jeg efter til sidst. Ganske højlydt endda. Derhjemme ville den blotte tanke have gjort mig rød af skam, men herude er jeg ligeglad med, hvad naboerne tænker. De aner jo alligevel ingenting, hvem de så end er. Folk bliver sjældent i Lovina ret længe, når de opdager, at koralrevene er døde og maden langt dårligere end sydpå, og nu springer turisterne i vandet med deres kluntede svømmefødder derude. Flere af dem snorkler allerede rundt for at få et glimt af de hjemløse tropefisk, der forsøger at gemme sig mellem forsteningerne. Wayan lægger diskret armen om mig.
- Sarapan-breakfast?
- Ya!
Ya er det eneste, jeg behøver at kunne udtrykke på indonesisk. Ja til morgenmad, ja til hans hånd, der vækker min skulder under T-shirten.
- Kekasih, hvisker han og kysser mig på håret. – Kekasih ...
Kekasih er blevet synonym med mig herude, og jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men jeg kan høre, at han mener det kærligt, og det er det vigtigste. Efter alle årene alene har jeg lært at prioritere mine behov. Han rækker mig hånden og hjælper mig op at stå.
- Terimah kasih!
- Tidak apa-apa! You’re welcome!
Han udtaler ordene langsomt, men jeg gentager dem ikke, som jeg plejer.
- Ved du, hvad det værste er, Wayan?
Han bukker sig og børster min sarong fri for sand med lange, rolige strøg.
– Det værste er, at jeg tænker på dem hver eneste dag. Begge to. De fortjener ikke, at nogen tænker på dem, men jeg kan ikke lade være, kender du det?
Hans klipklapper giver små, svuppende lyde fra sig, og jeg trækker forsøgsvis sarongen sammen om benene. De laver saronger til pygmæer herude.
- Very cheap, madam! Salak, yes? Papaya? Look, look!!
Frugtsælgerne omringer os, og en strandsælger vinker til mig med en af sine strandkjoler og råber et eller andet. Jeg forstår ikke, at de gider blive ved med at antaste mig uge efter uge, men de kan vel ikke kende forskel på mig og de andre kvinder.
- Maybe tomorrow, madam?
- No.
- Good quality! Look!
- No.
De pifter, idet vi passerer, og Wayan nikker op mod vores stamrestaurant. Jeg ved, at han vil bestille stedets continental breakfast, der ikke har noget med continental breakfast at gøre. Til hans fødselsdag prøvede jeg at forkæle ham med en overnatning på Bali Hilton International, men han sad bare og stak til morgenmaden og vidste ikke, hvilke gafler og skeer der hørte til hvad. Nu nikker han til den yndige Sujatmi, der står klar med menukortene.
- Salamat pagi!
Hun ser kun på mig.
- Good morning, madam. Would you like breakfast?
Hun slår ud mod et af de gode borde først fremme, og hendes opsatte frisure er pyntet med frangipaniblomster i dag. Hun må være jævnaldrende med Wayan, måske lidt yngre, men hendes ranke holdning giver hende et mere modent udtryk. Wayan har tendens til at slæbe benene efter sig, og når han sidder, falder han sammen i ryggen.
- Kekasih. You’re so beautiful, siger han og kærtegner mit hår, der er bleget af solen, som han kan lide det. Når han får øje på en blondine, kan han ikke lade være med at dreje hovedet, uanset hvordan hun ser ud.
- Coffee or tea, madam?
- Tea please. And a Coca Cola for you?
Han nikker og læner sig tilbage.
- Terimah kasih.
Han får solen lige i ansigtet, og jeg kan ikke få nok af at betragte ham. Hans sortlokkede hår glinser i lyset, og huden gløder i mange nuancer, læberne er let spredte, øjnene halvvejs lukket i. Jeg sætter tænderne i et stykke papaya fra den obligatoriske skål med udskåret frugt, men det smager melet. Overmodent. Ville han mon stadig elske mig, hvis han vidste, hvad jeg havde gjort?
- Excuse me, madam, are you ready to order?
Sujatmi har skænket te for mig og serveret colaen med tre hvide sugerør. Hun smiler med munden alene, og jeg smiler tilbage. Utroligt, hvad man kan lære af en pige på atten-nitten år.
- Do you have champagne?
Hun noterer på sin blok med små, hårde streger.
- And two glasses.
- Of course, madam. Anything else?
- Yes.
De ser begge to spørgende på mig, og jeg er lige ved at prøve at få dem til at forstå, at det er en dødsdag, vi fejrer. Tresårsdagen for mit mord på to mennesker, der ved gud fortjente det, men jeg bestiller to continental breakfasts med ekstra pandekager i stedet.
- I am just so very happy, that’s all, siger jeg, og Sujatmi oversætter for Wayan, der beder hende svare, at han har det på samme måde. Han har sådan nogle helt fantastisk lange øjenvipper, når han slår blikket ned, og mine hænder knuger hinanden.
- Jeg har aldrig elsket nogen så meget, som jeg elsker dig, siger jeg, og Wayan vinker til en af sine venner, der kommer gående med et surfbræt under armen. Havet har fået hvide skumtoppe nu. Det er ved at blive højvande.
