Skyggen af MarieIndledning til mit bidrag i Min bedstemors historie (red. Liv Thomsen, Kroghs Forlag, 2007)
Jeg sad tit med benene helt oppe under mig og den lyserøde natkjole ud over dem. Lænet ind til min mormor, der sad i dobbeltsengen og læste højt for mig med sin karakteristiske, ru stemme. Som gled alle hendes ord over det fineste sandpapir og videre ud i rummet, hvor de blev til lange rækker af kornede billeder. Af mænd og kvinder med smukke navne som Isak, Rakel og Rebekka, der fik sønner og døtre, som jeg forestillede mig ville ligne hinanden på øjnene eller næsen eller måden, de talte eller opførte sig på. Ligesom min mormor sagde, at jeg lignede min mor. På smilet. Hun sagde aldrig, at jeg lignede hende selv, men jeg håbede i mit stille sind, at jeg ville komme til det, imens jeg sad der og lyttede til hendes syngende jyske, der fik ’gud’ til at lyde som ’guj’.
Så langt tilbage, jeg kan huske, har jeg søgt efter nogen at ligne. Nogen at se op til. Sådan er det vel at være enebarn og opvokset i en traditionel provinsfamilie - især når man har andre planer med sin tilværelse end rollen som bagland for en mand.
Min mormors hænder fumlede med siderne. Skilte dem. Vendte dem med besvær, fordi papiret med tiden havde løsnet sig fra ryggen og nu levede i gulnede bunker af tekst og billeder. Det bemærkede hun altid med klukkende stolthed i stemmen. ”Christine!” sagde hun. ’Christina’ blev altid til ’Christine’ i hendes mund. ”Nu har jeg aldrig kendt mage! Jeg tror snart, at vi har slidt Bibelen op!” og så lukkede hun den rustrøde bog i og forsøgte at få orden på de genstridige løsblade, klæbet sammen af min morfars tape, hvor siderne var revet i stykker. Det var, når mine yngre kusiner fik fat i bogen, at den slags havari skete. Men min mormors krogede hænder tvang altid siderne tilbage på plads, så nettet af blåviolette årer blev tydeligt under hendes hud. ”Ja, jeg er jo ikke helt ung længere,” sagde hun lidt forundret og drejede hænderne i lyset. Så ned på mine utålmodige, hvide hænder, der viftede hendes egne bort. Skilte siderne lynhurtigt. Vendte dem.
”Du skal læse mere, mormor. Den om Jonas og hvalen, den er ikke ret lang,” bad jeg og satte mig bedre til rette med fornemmelsen af, at hele værelset åndede langsomt ud og lyttede. Jeg lod blikket følge kanten på glasskrinet ved min mormors seng, der indeholdt små kort med udvalgte bibelsteder. Lod blikket hoppe videre til det store smykkeskrin, der husede halskæder af turkis, koral og ametyst. De gav sådan en sprød lyd fra sig, når jeg lod dem falde mod brocherne og korsene i bunden, og det gjorde jeg ofte. Jeg elskede at ordne min mormors smykkeskrin, imens jeg lyttede til hendes stemme.
Men ind imellem kom jeg alligevel til at løfte blikket mod knasterne i loftet, der var spøgelser med store, forvredne munde som dem derhjemme på værelset om natten. Jeg krøb tæt ind til min mormor og lukkede øjnene fast i. Da jeg var syv år, var hun det tryggeste menneske i verden og ferierne hos hende og min morfar indbegrebet af, hvad det ville sige at have sommerferie eller vinterferie eller efterårsferie. Når nogen siger ’sommerferie’ i dag, ser jeg stadig huset og haven for mig. Min morfar og mig hånd i hånd på vej ned til døgnkiosken efter slik for en 5’er. Min mormor, der står derhjemme med middagsmaden og skælder ud, hvis vi har lagt vejen forbi pølsevognen. Hukommelsen er en mærkelig, selektiv størrelse: I mit hoved er sommerferierne i Jylland blevet til de fineste, mangefarvede glansbilleder, jeg gerne tager op og bladrer i.
Skyggen af Marie
”Jeg beder for dig hver dag, det ved du,” sagde min mormor fjorten år senere. ”Jeg kan jo ikke gøre andet herovre fra.” Hun rømmede sig i den anden ende af røret, imens en lille pige gled hujende ned ad rutschebanen ude i min gård. Med tøjsnore spændt ud i et ribbet mønster mellem jorden og himlen og pigens skingre råb, der kastede sig fra mur til mur. Fra mig ved vinduet til naboens vindue og tilbage til mig, der fulgte pigens færd opad rutschebanens trapper på ny.
”Er du der, Christine?” Pigens kjole var skrigende rød. Skrig i halsen. Ud over hele gården, der lå der og lod som om, det var en sommermorgen i juli. ”Ja, jeg er her.” Hele min eksistens modsagde mine ord og havde gjort det længe. Siden forholdet til mine forældre eksploderede, fordi min kæreste var en kvinde. Siden min bedste veninde døde. ”Du bliver nødt til at klare dig, det ved du godt. Du bliver nødt til at stå det her igennem,” sagde min mormor, og hendes ord var overtrukket med bly nu, ranke ord på rad og række, der marcherede fremefter, som jeg vidste, at hun altid havde marcheret.
Edith Fallesen, min mormor, blev født i 1914. Året før danske kvinder fik valgret. Hun var ældste datter af den svagelige Marie Cathrine Fallesen født Lamp og Peter Fallesen, der ejede og drev en gård udenfor Seest ved Kolding. ”Hvordan var hende Marie, mormor?” har jeg spurgt igen og igen, og jeg spørger for så vidt stadig. For min mormor, Edith gift Schmidt i 1943, lever i bedste velgående på 92. år, og hendes mørkøjede mor med det sammenbidte udtryk og guldkorset på rette sted har altid fascineret mig. Det har hendes to mørkøjede søstre også. Frederikke fordi hun ligner min mor af udseende, og Christine fordi hun var diakonisse og om muligt endnu mere stramtandet at se til end Marie. ”Jamen, mor var jo syg, Christine, det ved du da godt.” ”Men hvordan var hun?” ”Åh, det ved jeg såmænd ikke. Hun blev jo syg, da jeg var ti år, så hun lå i sengen det meste af tiden.”
Marie havde nyrekræft og døde, da min mormor var atten år, og i de mellemliggende år nåede den velbegavede Edith både at springe et par klasser over, komme i huset, tage på højskole og ”blive husbestyrerinde hos far,” som hun formulerer det. ”Men ville du ikke gerne have læst videre?” har jeg så ofte spurgt, og hver gang har hun set blankt på mig. ”Det ville lærerne gerne have haft, men far havde jo brug for mig derhjemme.” ”Og hvad så?” Jeg kender godt svaret: De fleste forventede vel, at hendes yngre bror skulle arve slægtsgården, eftersom det var, hvad drenge gjorde på de kanter på den tid. Men Peter Fallesen ville det anderledes. ”Jeg ved, at du kan drive Vesterkjær videre, Edith,” sagde han til hende en aften over middagsbordet, og så var der ikke mere snak om det. Min oldefar rakte hende al sin tillid, og jeg kan kun gisne om, hvor tung, den må have været at bære.
”Tvivler du aldrig, mormor?” spurgte jeg, da jeg stod der i vinduet og så ud på sommermorgenen, og hun blev stille i røret et øjeblik. ”Jeg har min tro, Christine. Jeg håber og beder til, at det skal gå dig godt.”
De ord tænkte jeg på i årene, der fulgte, når jeg gik rundt i København. Blandt mennesker, men alene. For selv om det ikke var mine ord, men hendes, følte jeg alligevel, at jeg kunne læne mig imod dem. Mod hende, der lo med hjertet, så alting hoppede, til hun kom til at hoste. Hun undlod altid at skralde sine æbler, selv om hun absolut ikke kunne tåle skralden, og jeg så hende for mig. Spruttende og harkende, til jeg kom til at smile over at kende hende og høre til et sted. I de historier, vi delte. I den historie, hun lo ad, hvor jeg snarere stavrede end skred henover stuegulvet i hendes alt for store kjoler med brune 1970’er-blomster og alt for store, højhælede sko. Med halskæderne af turkis, koral og ametyst om halsen, der snoede sig ind i hinanden med dumpe, klirrende lyde. ”Ligner jeg dig, mormor? Gør jeg? Ligner jeg dig nu?” fremturede jeg, og hun lo lidt mere. ”Du er en pjatstøvle, Christine,” sagde hun. ”En pjatstøvle, det er, hvad du er.”
Men jeg kunne se, at hun overvejede sagen, og det fik mig til at ranke mig. Min mormor var den første kvinde i miles omkreds, der fik kørekort som 18-årig. En af de første kvinder, der red sin store hest som en mand. Hun holdt en kæmpe omgangskreds ved lige og gør det stadig, fik tre børn, engagerede sig i lokalpolitik, strikkede, hæklede, kniplede og frembragte festsange på vers. Og ikke mindst drev hun i vid udstrækning gården, eftersom min skrantende morfar var bedre til selskabelighed end til at hakke roer. Åh, hvor ville jeg gerne være lige så sej som hende!
Jeg vil tro, at mytologier stortrives i de fleste familier; historier om enkelte familiemedlemmer, der bliver gentaget og gentaget, pudset og poleret. ”Da du var lille, skreg du, så mor ikke kunne være nogen steder,” kunne være én af dem. Det er den i mit tilfælde, mens mytologien om min mormor er anderledes positiv: ”En tidlig morgen i 1971 faldt din mormor ned fra loftstrappen på gården og smadrede sin hofte i så mange stykker, at lægerne måtte lime den sammen stykke for stykke og krydse fingre for, at puslespillet holdt. De fortalte hende, at hun aldrig ville komme til at gå igen, men hun ville gå, og du kender jo din mormor og hendes viljestyrke. Da vi blev gift næste forår, gik hun. Hun dansede også. Ingen skulle komme og sige, at hun skulle tilbringe resten af livet i en kørestol.”
”Hun ser godt nok skrap ud på bryllupsbillederne,” kan jeg høre mig selv sige, imens jeg betragter den alvorlige, sorthårede kvinde, der skal forestille at være min mormor. Hun farvede sit hår til kort før, jeg blev født, og min mor ser væk. ”Hun er blevet meget mildere med årene, Christina, det er der ingen tvivl om.” ”Mildere?” ”Ja, da jeg var lille, fik jeg jo altid at vide, at min vilje sad i hendes lomme. ’Flyt dig!’ sagde hun, når telefonen ringede. ’Lad mig komme til!’
Jeg kender ikke min mormor fra den skrappe side. Kun den ultrastædige side, den rugende og bekymrede side, men jeg er jo heller ikke hendes datter, og det gør utvivlsomt en kæmpe forskel. På mange måder er alting meget lettere, når overføringerne og minefelterne har fået lov at ligge nogle generationer, har jeg ofte tænkt. Man behøver ikke at anstrenge sig for at være mor eller datter, men kan i stedet være til glæde og støtte for hinanden i rollerne som mormor eller barnebarn.
Uden hendes opbakning ved jeg i hvert fald ikke altid, hvordan jeg skulle have klaret mig. Hvordan det ville være gået for mig. Ansvaret for alt det gode, der er hændt mig de seneste år, bærer jeg naturligvis selv, men æren vil jeg til hver en tid dele med hende...
Billeder: 1) Edith Fallesen ca. 1930 2) Edith Schmidt og LCS vinteren 1985
