Jeg havde næppe overlevet 1997 uden Tori Amos. Den amerikanske singer/songwriter og præstedatteren fra North Carolina, der har solgt over tolv millioner plader på verdensplan siden debuten i 1992. Jeg var 21 år i 1997, og hendes frenetiske klaverspil, associative tekster og egensindige vokal dannede lange, indre lydspor, ofte i brudstykker, der dukkede op mange gange i løbet af en dag. “If I'm hanging on to your shade I guess I'm way beyond the pale.” ”You say you packed my things and divided what was mine.” “We'll see how brave you are. We'll see how fast you'll be running..”

Åh, kendte jeg det ikke! Året før var min tætteste veninde faldet død om, og jeg syntes hele tiden, at jeg så hende på gaden. Men det var altid en anden, når hun vendte sig om. We’ll see how brave you are, men jeg følte mig ikke spor modig dengang. Jeg havde kun lyst til at løbe min vej, men jeg lyttede nonstop til mine Tori-plader i stedet; Little Earthquakes (1992), Under the Pink (1994), Boys for Pele (1996) og en masse b-sider. Tori Amos er om nogen kendt for at levere b-sider, der er fuldt på højde med den øvrige diskografi.
På Little Earthquakes synger hun om at blive voldtaget, om tidlige seksuelle eksperimenter og om glæden ved at iføre sig læder. På Under the Pink hører vi om masturbation, lysten til at dræbe, og den kristne kirkes dobbeltmoral, og herefter gik Toris liv i sort. Hun brød med kæresten og produceren Eric Rosse og udsendte Boys for Pele. Et fuldt orkestrerede og sønderrivende skrig fra dybet, der kulminerer med skivens syttende nummer, Putting the Damage On. Til sidst hørte jeg kun dét og tænkte, at når hun kunne overleve det helvede, hun havde gang i, så kunne jeg vel også.

Skadede Afroditer
Ti år senere træder jeg ind i hendes påklædningsværelse, der er et stort kaos af mennesker og tøjstativer, og videre ind i hendes sminkerum. Der er helt stille, da døren falder i, og hun vender sig og rækker mig hånden.
- Dejligt at møde dig.
Hendes hånd er langt mere spinkel end hendes musik.
- Ja i lige måde. Endelig for mit vedkommende!
Hun er udklædt som ’Tori.’ Den ene af de fem Tori Amos-personificeringer ’Tori’, ’Pip’, ’Clyde,’ ’Isabel’ og ’Santa’ med hver sin paryk og udknaldede garderobe, der optræder på hendes tiende og just udkomne udspil American Doll Posse. ’Toris’ outfit er af guldlamé, og parykken er lang, glat og hennarød med skarpskåret pandehår, der næsten får hendes påfaldende ubevægelige ansigt til helt at forsvinde. I sine tidlige videoer udtrykte hun sig lige så meget med sin mimik som med sin sang. I denne situation har øjnene overtaget det meste. Det ryger bag hende.
- Jeg slår lige den der irriterende elkedel fra, ikke?
Hun rejser sig i tårnhøje stiletter, men hun er stadig langt mindre end mig og tynd, nærmest mager. Jeg har lyst til at fortælle hende, at der står de første halvtreds fans udenfor hendes hotel og venter på en glimt af hende, men hun er utvivlsomt vant til det. Hendes fans, bedre kendt som ToriPhiles og Ears with feat, dyrker hende stadig lige hæmningsløst og noterer sig hvad som helst om hende på diverse hjemmesider.
- Du har engang sagt, at der løber en strøm igennem hvert eneste af dine plader. Hvad er strømmen denne gang?
Hun sætter sig overfor mig og tager sig god tid. Det mærkes tydeligt, da hun svarer. Hun taler velovervejet og konsekvent i hele sætninger. Stemmeføringen er lav. Hendes krop helt i ro.
- Strømmen denne gang må være alle vejene, der fører til Moderguderne i modsætning til Faderguderne.
Tori begyndte for alvor at dyrke naturreligioner omkring Boys for Pele, der har taget navn efter Hawaiis vulkangud Pele. Nu nikker hun.
- Jeg ser moderguderne som en del af vores arv, men mange af os får ikke lov at lade os gennemtrænge af dem og deres historier, når vi vokser op. Vi bærer ikke Athene eller Artemis eller Afrodite i os, ikke på den måde. Jeg ser en masse skadede Afroditer derude.
- Vil du kalde dit projekt feministisk?
- Ja, jo, men..
Hun bemærker straks mine rynkede bryn.
- Ja, selvfølgelig vil jeg kalde det feministisk! Og samtidig er det også bare mig, der fremviser, hvordan man kan forandre sig og finde ind til de her karaktertyper. Nogle gange vælger vi at være de mennesker, vores venner eller elskede eller forældre ønsker, at vi skal være, og nogle gange tænker jeg da selv ’ved du hvad, jeg er altså overhovedet ikke sådan!’
Hendes latter er cirka dobbelt så høj som hendes talestrøm. Hun fortsætter roligt.
- Mange tror, de ved præcis, hvordan jeg vil reagere på det ene og det andet, men der er altså virkelig mange facetter, som jeg aldrig har ladet komme frem før nu. Så den her plade handler meget om at bryde med ethvert stereotypt billede.


At skyde på pianisten
Det tror jeg på. American Doll Posse er en glamrocket affære med en melodiside, der rutscher fra det afdæmpede og inderlige til det vrængende. Det er længe siden, vi har oplevet en Tori skifte ham på den måde. Faktisk skal vi helt tilbage til de højeksperimentelle, elektroniske plader From the Choirgirl Hotel (1998) og To Venus and Back (1999) for at finde noget lignende. Dengang gennemlevede hun tre aborter og overgik sig selv, mente mange kritikere, der sammenlignede pladerne med Kate Bush’ sene mesterværk Hounds of Love. Siden har roserne været mere spredte. Først blev Tori gift med sin lydmand Mark Hawley, dernæst udsendte hun coveralbummet Strange Little Girls, brød med pladeselskabet Atlantic, flyttede til Cornwall, fødte datteren Natashya og udsendte konceptpoppladerne Scarlet’s Walk (2002) og The Beekeeper (2005). Jeg spørger hende, hvordan det i grunden føles at dele sig selv og sine dybeste hemmeligheder med verden.
- Er det ikke vildt intimiderende, mener jeg?
Hun ser ud til at overveje sagen.
- Når man taler om de her ting, så vækker man følelser i folk, og sommetider får man reaktioner, som ikke har noget med én at gøre. Bitterhed, rå bitterhed. Den kan komme fra både kvinder og mænd, kønnet er helt underordnet. Det vigtige er, at man vækker noget, som folk ikke har kigget på, og som reaktion vil de som regel slå budbringerne ihjel. Sådan er det bare! Nogle gange tænker man unægteligt, åh nej, lad dog være med at skyd på pianisten, helt ærligt! Jeg prøver virkelig at finde måder at sige de her ting på, så jeg undgår..
Hun skifter spor.
- Ikke engang min omgangskreds ved, hvilke sange, der handler om dem. Ikke engang i de tilfælde, hvor de i den grad handler om dem. Det er ligesom præmissen for at være sangskriver. De fleste af mine venner har vel en anelse om, at de nok er endt i en sang på et eller andet tidspunkt, men de har ikke nødvendigvis lyst til at vide det.
- Nej okay. Ellers må det vel også være lidt specielt at være venner med dig.
- Lige præcis. Det ville ikke være ret tricky.


Besøg fra fjerne galakser
Hun ser direkte på mig, da jeg fortæller hende, at jeg har det med Putting the Damage On som med en kær gammel ven, der har reddet mig fra lidt af hvert. Hendes tænder er en lille smule skæve, når hun smiler. Især bredt som nu.
- Er det sandt?
Hun lyder oprigtigt glad, og det overrasker mig i betragtning af, hvor ofte hun må have hørt den historie. Jeg spørger hende, hvordan hun har det med, at folk udvikler så nære forhold til hendes sange, og hun bliver alvorlig igen.
- Altså, sangene søger intime forbindelser. Det gør de virkelig. Og her må jeg blande mig helt udenom. De er levende, og jeg er bare medskaber, forstår du det? Jeg kunne sagtens sætte mig ned og spille musik og skrive tekster hver dag, hvis det var nødvendigt, men det er ikke det, jeg mener. Når de bevæger sig gennem rummet, dem, der kommer fra den anden side, så genkender jeg dem som anderledes skabninger. Det var i høj grad tilfældet med Putting the Damage On. Da hun gik gennem rummet, kunne hun lige så godt have været dig. Hun var lige så virkelig, selv om hun ikke havde en fysisk form, men en lydlig, og manifesterede sig som lys og skygge.
- Hun?
- Ja, hun. Sange som hende kommer sjældent som andet end et par strofer, og så lader jeg hende overtage min krop for en tid. Som regel kan jeg stykke sammen, hvem hun er på baggrund af det. Det gælder så om at finde frem til de af mine egne erfaringer, der bedst muligt reflekterer hendes, og så kan jeg rumme hende. Jeg er kun i stand til at færdiggøre en sang, hvis den giver genklang i mig.
- Kunne det ikke være en han?
- Nej, fordi .. nej, altså, skabningerne taler virkelig meget om hanner, ikke? Men hvis jeg skal kunne rumme dem i min krop, bliver det nødt til at være hunner, så jeg tror næsten, at det handler om ... ja, organer.
Hun kærtegner sin mave.
- Ja, ja, jeg kan godt selv høre, hvordan det lyder!
- Hvordan lyder det?
Hun løfter brynene.
- Og så forlader de dig og går ud i verden?
- Netop. Og man må bare lade dem gå så hurtigt, man kan, selv om det sommetider er svært. Der er noget næsten helligt over at kende dem, før de bliver bedømt i forhold til hinanden; er hun lige så god som hende og hende?
Tori er for længst holdt op med at tale langsomt.
- Sange har sagt til mig; du har haft din tid med os, og vi vil altid have et særligt forhold til hinanden, men alle mulige andre har altså også særlige forhold til os, og det rager ikke dig, Tori! Lad vær at bekymre dig om det! Jeg forstår mere og mere, at der findes en uforklarlig, kreativ kraft langt fra fornuften og de herskende, begrænsende religioner. Så når sangene kommer, ved jeg bare, at de kommer fra fjerne galakser og universer. Det er sådan en ren form for kreativitet, og jeg er sikker på, at det er den, der får mig til at blive ved.

Udklædningsleg
Døren bliver åbnet på klem, og tourmanageren markerer med fem fingre, hvor mange minutter, der er tilbage af interviewet. Det ser ikke ud til at påvirke Tori Amos det fjerneste.
- Ofte ser sangene bare på mig og siger ’det er jo det her, universet handler om! Hvorfor kan I ikke se det? Kreativiteten er derude for alle.
- Så hvordan er det at synge sangene, når de én gang er forsvundet ud i verden?
Hun smiler lidt.
- Hver eneste aften leger de udklædningsleg, ikke? Det er faktisk derfor, jeg elsker at spille live. De gider ikke gå rundt i det samme tøj hele tiden. Så afhængig af, hvordan jeg arrangerer dem, og hvor i koncerten jeg placerer dem, ændrer de sig. Hver eneste aften oplever jeg faktisk noget nyt ved en af de sange, jeg har spillet hundredvis af gange. Det er derfor, jeg bliver ved at spille dem.
- Ellers ville det vel også være ret kedeligt, ikke?
- Helt vildt! Sangene foretrækker at lade sig se som farver. Ikke færdige billeder. Så jeg bruger hver eneste aften på at male et nyt billede.
Døren bliver åbnet, og Tori ser længe på mig.
- Kommer du i aften? spørger hun, og selvfølgelig gør jeg det.
- Så ses vi.

Hun breder armene ud og omfavner mig, og jeg ville gerne have sagt noget mere formfuldendt end tak for nu, men jeg er allerede ude af sminkerummet og ude på gaden. Senere sidder jeg i Falconersalen, allerbagerst, og det går slet ikke op for mig, at det er Putting the Damage On, der går gennem salen, før vi når til omkvædet. Tori Amos er så langt væk, at jeg ikke kan se hendes ansigt, men jeg vælger at tro, at hun smiler til mig oppe fra sit flygel. ”Sister of colour and light”, skrev hun bagpå min udgave af Little Earthquakes, inden jeg gik. Det med lyset er først kommet de sidste par år. Jeg har lyst til at rejse mig op og vinke.


Hvis du kan lide Tori Amos, skal du også høre:

Inspirationskilder & samtidige: Joni Mitchell, Kate Bush, Fiona Apple, Aimee Mann, Rickie Lee Jones, Rufus Wainwright, Natalie Merchant, PJ Harvey, Laura Nyro, Jeff Buckley, Happy Rhodes, Beth Orton, Veda Hille, Suzanne Vega, Janis Ian, Ani diFranco, Alanis Morissette, Björk, Sarah McLachlan, Peter Gabriel, Noe Venable, Jane Siberry, Poe, Lisa Germano, Kristin Hersh, Heather Nova, Nine Inch Nails, Jewel, The Smashing Pumpkins & Chantal Kreviazuk

Efterfølgere: Regina Spektor, Terami Hirsch, An Pierlé, Feist, Frida Hyvönen, Lauren Hoffman, Jennifer Terran, Rosie Thomas, Charlotte Martin, Vienna Teng, Reba Hasko, Molly Zenobia, Rachel Smith, Amy Seeley, Camille, Tina Dickow, Sol Seppy, Milla Jovovich, Joanna Newsom, Imogen Heap, Venus Hum, Leona Naess, Cat Power, Lily Holbrook, Nina Nastasia, Emily Bezar, Sarah Slean & Ursa Minor