Klumme bragt i Weekendavisen 8. juni 2007
I første omgang er der pronto jackpot, når mennesker spørger, hvad jeg laver, og jeg svarer, at jeg er forfatter. De spærrer øjnene op og udbryder ”er du forfatter? Er det rigtigt? Nej, hvor spændende! Det må jeg nok sige!” Men skal jeg være ærlig, sidder jeg allerede uroligt på stolen, for uden at være i besiddelse af nævneværdige clairvoyante evner ved jeg ligesom, hvilket spørgsmål, der er på vej. Om fem sekunder. Muligvis om ti, hvis spørgeren lige skal nå at rynke brynene inden.
”Det kan du vel ikke leve af?” lyder det, og lige præcis her møder ethvert skrivende menneske sit Waterloo. Det skæbnesvangre øjeblik, hvor det tågede vil blive klart, og enhver vil kunne se, om vi har at gøre med en Kunstner med stort K eller en faux-forfatter med stort F. En fusentast, der ikke mener det en skid.
Det gik så først op for mig ret sent, da jeg for længst havde præsenteret verden for samtlige faux pas’er, så lad mig straks røbe, at det eneste gyldige svar er ”nej, men jeg overlever af pasta med ketchup og instant noodles, og så bor på et koldt loftsværelse med petroleumsovn for at få mit arbejdslegat på 50.000 til at strække.” Måske efterfulgt af lidt tredjeverdenstiggeri i stil med ”du har vel ikke lyst til at invitere mig på et varmt måltid mad?” eller ”du har vel ikke noget aflagt tøj, jeg må få?”
Nu ligner jeg ikke ligefrem en anæmisk forfatterskoleelev, der henslæber de lange aftener i LiteraturHaus. Mit tøj er for dyrt, min klipning for god og mine sko for shiny shiny. Jeg bruger også dyr makeup og dyr parfume, og så bor jeg fantastisk, men billigt. Heldigvis. For selv om det utvivlsomt er endnu et faux pas, vil jeg gerne røbe i dette lukkede forum, at jeg rent faktisk aldrig har tjent mere end 15.000 kr. om måneden før skat. Aldrig. Og jeg kan heller ikke sige, at de danske fonde har overøst mig med midler. 75.000 kr. før skat de sidste fem år er det blevet til. Til gengæld laver jeg det, jeg elsker allermest, nemlig at skrive bøger, anmelde litteratur og debattere, og så mærkes manglen på kongens mønt ikke på samme måde. Det sker også relativt sjældent, at jeg har tid til at køre kortet igennem. Når man både vil skrive bøger, anmeldelse litteratur, debattere plus det løse, har man ikke tid til at powershoppe hver weekend.
Fra begyndelsen har jeg meldt rent ud: Er du sindssyg, mand! Jeg ville få en depression, hvis jeg skulle skrive romaner hele tiden! Om jeg så havde et stort, fedt legat på hånden eller en rig kæreste, der tændte på at forsørge mig, ville jeg aldrig i livet holde op med at anmelde og debattere. Jeg har også fortalt vidt og bredt, at jeg hver eneste morgen, inden jeg åbnede computeren og påbegyndte dagens arbejde med Champagnepigen, min nye roman, visualiserede kæmpe farveplakater med bogen og mig selv i Singapore Lufthavns megaboghandel. Oversat til mindst tyve sprog, deriblandt selvfølgelig engelsk og kinesisk, og påskrevet THE RUNWAY BESTSELLER og WINNER OF diverse priser i øverste højre hjørne. Endelig ser nul pointe i at skrive bøger for 600 mennesker, når jeg lige så godt kan skrive for 600.000. Det har jeg heller ikke just holdt for mig selv, og i øvrigt har jeg som erklæret mål at underholde på pageturner-måden. Is that a crime? Også i den grad og ikke kun i Danmark.
I England udløste det for eksempel et veritabelt ramaskrig, da den engelsk/amerikanske forfatterinde Lionel Shriver vandt den prestigiøse Orange Prize for Fiction for We Need to Talk About Kevin. Problemet var ikke romanen. Der var bred enighed om, at historien om high school-massemorderen Kevin set gennem øjnene på hans mor var bragende godt skruet sammen. Næh, problemet var forfatterindens udtalelser i forbindelse med prisoverrækkelsen. For her afslørede den relativt ukendte Shriver uden at blinke, at hun hardcore var gået efter et emne med kioskbaskerpotentiale, fordi hun egentlig gerne ville sælge igennem, og direkte adspurgt, om hun ikke var overrasket over at vinde prisen, svarede hun nej. Hun havde jo skrevet en god roman, så hvorfor skulle hun være overrasket? I The Guardian uddybede hun: ”Mænd, der vinder store litterære priser, bliver aldrig spurgt, om de er overraskede, endnu mindre forventes det, at de er det. På TV så jeg Alan Hollinghurst vinde Bookerprisen for The Line of Beauty sidste efterår, og hans lange takketale var helt klart forberedt. Jeg tvivler på, at en eneste journalist spurgte ham efterfølgende, om han var overrasket. Han forventedes at have tillid til sit arbejde og at være beæret og tilfreds, ikke pinligt berørt eller chokeret.”
Nu flyder lille Danmark jo ikke ligefrem over af mandlige forfattere i Alan Hollinghurst-klassen, så jeg vil undlade at tage endelig stilling til, om de særlige regler også er en realitet herhjemme. Sandsynligheden er dog til stede, lad mig sige det sådan. Men for alle andre, uanset køn, er det i hvert fald et faux pas af dimensioner at erklære, at man er gået efter et emne med salgspotentiale, og at man i øvrigt er stærkt tilfreds med resultatet. I stedet skal man hakke og stamme ned i sin Fjällræv og som minimum slå fast, at inspirationen er kommet fra oven, og at man ville kompromittere sin kunst totalt, hvis man samtidig skulle tænke i salgstal og selvpromovering.
Forstå mig ret, der er selvsagt intet i vejen med at gå på Forfatterskolen, leve af pasta og stamme ned i sin Fjällræv endsige vige tilbage for salgstal og selvpromovering. Jeg er bare uendelig træt af, at man kun bliver opfattet som Kunstner med stort K, hvis man holder sig på loftværelset og varmer sine stivfrosne fingre over de rygende nudler. Personligt har jeg svært ved at se, at man er mere dedikeret, fordi man fornægter alt, hvad der giver livet kulør. Det kan da næppe smitte positivt af på ens tekster.
Dermed ikke sagt, at jeg vil tilslutte mig direktøren i CEPOS, Martin Ågerup, der forleden udtalte til Børsen, at staten bør droppe alle legater og lade forfatterne klare sig på markedsvilkår. Kan de ikke det, kan de skrive som hobby, og jeg mener, seriously Martin Ågerup, når en kvinde som mig, der skriver og publicerer og mener noget alle vegne, dårligt kan klare mig på markedsvilkår, hvad fanden tror du så om resten af forsamlingen? Nej, tiden er snarere inde til en seriøs holdningsændring, når det kommer til Kunsten og Kunstneren med stort K. For eksempel kunne man med stort held udskifte den tragiske skikkelse i tårnværelset med en mere overskudsagtig karakter. Hvordan skulle man ret beset kunne skrive overbevisende om verden, hvis man dårligt befinder sig i den?
Fotos: Sex:Female og Cherry Yoko på Flickr
