Han indledte: ”Personernes navne i Leonora Christina Skovs kriminelt overgearede romandebut Rygsvømmeren er en forbrydelse i sig selv /../ Og glem alt om parodisk hensigt, Skov er en alvorlig ung dame, alvorligt litterær og alvorligt passioneret, som kokser alvorligt deruda' med alvorlig massivitet.” Han fortsatte: ”Nede i den insisterende og tungt fremadstrømmende ecriture spænder forfatteren/fortælleren uafladeligt ben med sine fortolkende, overmodne bananskræller.” Og afsluttede: ”Et par steder forsøger L.C. Skov sig med en vis grotesk og blodig fabuleren, men hurtigt støver oprigtighedens rouge alt og alle til på ny./../ Læseren kløjes effektivt i det sidste, sminkede skrig.”
Jeg læste anmeldelsen med nogenlunde samme distance, som jeg mindes at have lagt for dagen som lille pige, da jeg tilfældigt blev vidne til, at slagteren parterede svin på mine bedsteforældres gård. Dengang stod jeg naglet til gårdspladsen. Nu lagde jeg avisen fra mig og ringede til min redaktør, Charlotte, der ikke behøvede at sige stort andet end sit navn, før alting var meget bedre. Jeg vidste jo, at hun troede på min roman, og det gjorde jeg også, så fuck Lars Bukdahl og hans sminkede skrig.

Eller næsten fuck. For som månederne gik, begyndte hans anmeldelser at genere mig i en sådan grad, at jeg endte med at opsige mit abonnement og skælde den stakkels abonnementssælger hæder og ære fra. Som kunne han gøre for, at jeg ikke gad betale en mikroskopisk del af Lars Bukdahls løn. Til gengæld gad jeg godt skyde til måls efter hans hoved, konstaterede jeg en eftermiddag, da jeg løftede blikket fra Irmas køledisk og fik øje på en intetanende Lars Bukdahl ovre ved mælken. Der stod han og så ganske fredsommelig ud, og jeg så det for mig: Lars Bukdahl som Tippi Hedren i Fuglene. Nu angrebet af dybfrosne lørdagskyllinger. ”Synes du ikke, at du er en lille smule irrationel lige nu?” spurgte min bedste veninde mig senere på dagen, da jeg udpenslede scenariet for hende, og det spørgsmål gentog hun et par år senere, da jeg blev tilbudt at skrive her i spalterne. ”Overvejer du helt seriøst at takke nej, fordi du ikke vil optræde i samme tillæg som ham?” spurgte hun og kneb sine smukke, skrå øjne sammen, og ja, det overvejede jeg. En rationel overvejelse kan man ikke kalde det - det stod klart, selv for mig – så jeg besluttede at takke ja og overvinde min Lars Bukdahl-psykose, genoptog mit abonnement og kaldte det skæbnens ironi. Siden har jeg snarere kaldt det mit store held.

Oplevelsen faldt mig ind, da jeg læste litteraturredaktør Jens Andersens klumme i Berlingske lørdag. Han reagerede på en af mine udtalelser i Politiken, der gik ud på, at jeg ikke ville kunne leve med at være blid ved debutanter, bare fordi de var debutanter. Jeg ville hellere hamre dem tilbage til start med det samme, udtalte jeg, og det syntes Jens Andersen nok, at jeg burde genoverveje, min egen historie taget i betragtning. ”Leonora Christina Skov, der også er forfatter med to romaner bag sig, burde vide bedre. Meget bedre. Et hurtigt kig i anmeldelserne af hendes debutroman fra 2003, »Rygsvømmeren«, viser, at en noget nær samlet anmelderstand (med undtagelse af Lars Bukdahl) ikke »hamrede« debutanten tilbage, men i stedet lod tvivlen om talentets bæreevne på længere sigt komme talentet til gode,” skriver han, og i grunden giver jeg ham fuldstændig ret. Udtalelsen havde, må man give den, et vist hårdtslående potentiale, men i realiteten har den lige så lidt at gøre med min faktiske kritikerpraksis, som den har at gøre med Jens Andersens. Jeg ved jo udmærket, hvor fandens sårbar, man er, når man åbner avisen og ser sit navn i spalterne for første gang, og jeg opfatter egentlig debutromaner som en hel genre med særlige karakteristika. Bøger, der flyder over af alt det, man har villet sige verden i så mange år. Blid er nok ikke det ord, jeg vil bruge om hverken mig selv eller min anmelderstil. Men jeg tilstræber at være fair.

Når jeg udtalte mig så kategorisk, havde jeg dog mine grunde. Eller, måske mere korrekt, en løbende diskussion med mig selv om, hvad god kritik er, og hvad dens sigte bør være. For eksempel synes jeg ikke nødvendigvis, at en anmeldelse bør være upartisk, så længe læseren er helt på det rene med, hvor anmelderen står. Det er blandt andet derfor, jeg igen bladrer frem til Lars Bukdahls anmeldelser som de første. Sminkede skrig eller ej er man aldrig i tvivl om, at manden bærer sine idiosynkrasier med stolthed. Jeg kan heller ikke se, at det er et problem at skrive ’jeg’ i sine anmeldelser, med mindre man da forfalder til at anmelde sig selv og sit eget humør i stedet for værket på dets egne præmisser. Til gengæld har jeg personligt et problem med at være dus med de forfattere, hvis bøger jeg skal anmelde, så jeg undgår i stor stil receptioner og andre forfattersammenkomster og omgås kun ganske få medforfattere, som jeg til gengæld ikke anmelder. Ensomt? Ja!! Men hellere dét end at blive indfedtet i relationer, der gør det svært at være ærlig. For netop ærligheden synes jeg faktisk er alfa og omega.
Hvis jeg ikke kan være ærlig i den her business, så kan læserne lige så godt få en spand at hoppe i frem for en anmeldelse af mig. Anmeldelserne skal, som jeg ser det, bibringe læseren en klar idé om, hvad bøgerne handler om, og en klar fornemmelse af, om der er grund til at kaste 249 kroner efter dem eller ej - og det gælder altså også for debutromaner. Jeg ville da underminere min troværdighed totalt, hvis jeg begyndte at anbefale bøger, jeg dybest set fandt hamrende problematiske. Til gengæld er der jo mange måder at servere det budskab på, hvis der overhovedet er grund til at servere det. Selv undlader jeg for eksempel ind imellem at anmelde bøger, jeg finder talentløse, fordi det virker mildt formålsløst at lade dem optage spalteplads, med mindre de da er talentløse på en virkelig interessant måde.

Ville jeg ønske, at Lars Bukdahl havde forbigået Rygsvømmeren i tavshed dengang? Tja. På en måde kom det ud på det samme i lige præcis mit tilfælde, for jeg havde for længst gjort op med mig selv, at jeg ville skrive bøger, uanset hvad verden måtte mene om dem. Desuden var jeg nok mere vant til at tackle modvind end flertallet. Men ind imellem tænker jeg da på, hvad anmeldelsen ville have gjort ved en 27-årig, der ikke havde lært at slå fra sig, og tanken bekymrer mig. Som kritiker, især da af den mere sværdsvingende slags, er det allervigtigste vel i grunden at huske menneskeligheden midt i det hele. Både sin egen, læserens og ikke mindst forfatterens.

Illustrationer: CK "Greta" og Jersey Yen "With Your Pleasure"