søndag, oktober 28, 2007
posted by Leonora Christina Skov at 10:08 PM

Utroligt, hvad man falder over, når man forsøger at finde noget helt andet på sin harddisk. F.eks. disse svar på seks hyppigt stillede spørgsmål om feminisme, bragt i Dannerhusets blad i 2005. Læs dem som fuld support til Kvindeligt Selskab, der pr. 1. oktober har skiftet navnet til Selskab for ligestilling.


6 skarpe om feminisme
>>Hvad er feminismens mål?
Ser man ud over det feministiske landskab, giver det næppe mening at tale om én samlet feminisme. Nogle feminister er skolede i de freudianske/marxistiske 70’ere, andre i de jungianske/powerfeministiske 80’ere og atter andre i poststrukturalisme og queer i 90’erene og frem. Jeg tilhører selv den sidste gruppe. Overordnet er alle feminister vel enige om at have ligestilling mellem kvinder og mænd som mål, men jeg mener så desuden, at seksuel, etnisk, klasse- og aldersmæssig ligestilling er lige så væsentlig. Som jeg ser det, må vi både arbejde for at forbedre lovgivningen og for at opbløde de stereotype forestillinger og fremstillinger af køn, seksualitet, etnicitet, klasse og alder, der dikterer, hvordan vi skal være rigtige kvinder og mænd.

>>Ser du alle os kvinder som en gruppe – der skal forsøge at få opfyldt disse mål?
Jeg ville ønske, at vi var en stor, samlet gruppe af både kvinder og mænd, der kæmpede for kønsmæssig, seksuel, etnisk, klasse- og aldersmæssig ligestilling. Men billedet er jo som nævnt mere broget, og det er meget lidt cool at etablere vi’er i en individualiseret kultur som vores. Det hindrer mig dog ikke i at gøre det, men hvor mange, de reelt føler sig inkluderede i mit ’vi,’ skal jeg ikke kunne sige.

>>Er positiv særbehandling et middel der skal anvendes for at opnå en mere reel ligestilling og ikke blot en formel ligestilling mellem kønnene og i så fald på hvilke områder?
Jeg kan bedre lide ordet ’kvoter’ end ordet ’positiv særbehandling.’ Sidstnævnte bøjer jo i neon, at kvinder må særbehandles for at nå nogen vegne på arbejdsmarkedet, og i virkeligheden synes jeg, det er langt mere interessant, at mænd er blevet særbehandlet til den store guldmedalje i årevis. Især i alle de sammenhænge, hvor der er magt – på topposter i erhvervslivet, i bestyrelser, på universiteterne, i medierne. Det er vel næppe videre sandsynligt, at kvoter bliver indført i morgen, men i hypotetisk tilfælde synes jeg da, at man skulle indføre dem alle disse steder. Eller true med at gøre det. Det havde stor effekt i Norge, så hvorfor ikke her?

>>Skal den ligestilling, vi kvinder opnår, blot bruges til at glide ind i hierarkiet på mændenes præmisser, eller er der et alternativt kvindeideal, som ikke har manden som norm?
Nu mener jeg ikke, at kvinder og mænd har noget specifikt, kønsbestemt at byde ind med qua deres køn alene. Jeg kan altså ikke tilslutte mig udsagn som f.eks., at vi kvinder skal være ledere, fordi vores særlige, kvindelige egenskaber kan tilføre lederrollen nye dimensioner. Jeg tror bestemt, at vi har fantastiske egenskaber alle sammen, mænd som kvinder, men jeg tror ikke, at de er kønsbestemte. Derfor tror jeg heller ikke, at vi glider ind i hierarkiet på specifikt ’mandlige’ præmisser, men det er da klart, at der hersker en arbejdskultur, der understøtter det traditionelle kønsrollemønster. Det må vi udfordre og om muligt nedbryde, så vi alle – både mænd og kvinder - kan få et arbejds- og familieliv til at hænge forsvarligt sammen.

>>Hvad kan mændene bidrage med til det feministiske projekt?
Der er lige så meget brug for mænd, som der er brug for kvinder i et feministisk projekt, og mænd kan bidrage med præcis det samme som kvinder: Viljen til at ændre de samfundsmæssige strukturer, der begrænser os alle.

>>Klinger feminisme så dårligt i manges øren, at det vil være bedre med en ny betegnelse, hvor folk kan fokusere mere på målet i stedet for de negative medbetydninger, som mange tillægger feminismen?
Når jeg er ude at holde foredrag, er den almindelige opfattelse fortsat, at feminisme er et overvintret lebbeprojekt, der går ud på at cementere, at mænd er nogle forbandede svin og kvinder tættere på urkraften og Moder Jord. På et eller andet tidspunkt går det så op for forsamlingen, at feminisme også kan være et diversitetsprojekt og at det f.eks. er tilfældet for mit, og hér kommer spørgsmålet om nye betegnelser i reglen op. Yngre mænd ytrer gerne, at de fint kan tilslutte sig min dagsorden, men aldrig kunne forestille sig at kalde sig ’feminister’, ligesom mange problematiserer, at ’feminisme’ lyder som et rent kvinde- og kønsprojekt, selv om det ikke nødvendigvis er det. Personligt er jeg stolt af at føre en så storslået tradition videre som feminisme, og det er derfor, jeg selv kalder mig feminist. Jeg er ikke nødvendigvis feminist, som man var feminister for 40, 30, 20 eller 10 år siden, men jeg bygger jo videre på det fundament, som alle feministerne har været med til at skabe. Det har jeg bestemt intet ønske om at maskere!

Foto: Arielynn "Expose"