>> La Vita Dita udforsker grænselandet mellem burlesk og fetish på forrygende vis19-årige Dita mærkede det tydeligt. Den ulasteligt klædte herre, der havde betalt hende for at strippe for sig i klubben denne aften, var fuldkommen uinteresseret i strip. Han så dårligt på hendes krop, nu halvvejs afklædt. Han så kun på hendes fødder i sandalerne med de femten centimeter høje, krystalbesatte hæle.
”Dita?” sagde han helt forlegent. ”Har du noget imod at sætte dig ved siden af mig, så jeg kan se dine fødder?” og selvfølgelig havde hun ikke det. Hun havde strippet hele aftenen, og desuden var hun smigret. Han var den første, der havde bemærket hendes fødder nogensinde. Så hun slog sig langsomt ned på en stol, løftede venstre fod op i hans hånd, der lukkede sig som en pude om en diamant, og lod ham betragte så meget, han vil. Der gik lang tid. ”Indgående undersøgelse?” lo hun, men han rystede bare på hovedet. ”Nej, påskønnelse.” Forsigtigt løsnede han den ene rem, derpå den anden, og Dita havde egentlig aldrig set sig selv som fodfetishist, men det tændte hende, det her. Han begyndte forsigtigt at massere hendes fødder, blev ved og ved, og efter en time betalte han og gik. Tøvede på vej ud. ”Ved du hvad,” sagde han, ”min kone ville blive langt mindre ude af sig selv, hvis jeg bare havde haft sex med dig.” Det var her, Dita for alvor forstod, hvor kraftfuld fetishisme kan være i hænderne på den rigtige.
Syv år senere optrådte den håbefulde stripper by night (og makeup-artist by day) i Playboy og blev i den anledning verdenskendt som burlesk-ikonet Dita Von Teese (f. 1972) En skinnende sorthåret og mystisk bleg 30’er-40’er-50’er-diva ”of the created kind” med knaldrøde læber og flydende eyeliner på rette sted. Hendes signatur består den dag i dag i at smide tøjet i et kæmpe, fyldt martiniglas og i det hele taget lade sig forevige i æggende fetishprægede scenarier. I alverdens modeblade. I fetishmagasiner. Og såmænd også i reklamekampagner for f.eks. M.A.C.s Viva Glam-serie. Stripteuse, kalder nogen hende. Fascinatrix er nok nærmere sandheden. For Dita har i den grad formået at gøre sin mangeårige fascination af forgangen glamour og over the top kostumer - for ikke at tale om sine storslåede, ekshibitionistiske tilbøjeligheder! - til sin levevej. Ikke mindst, mistænker man, fordi hun samtidig har råageret skønheden og udyret med sin kæreste gennem syv år, glam-rocker Marilyn Manson.
”Tak til min Grand Amour, Marilyn Manson, for at være den bedste grund, jeg kan komme på, til at tage mit tøj af,” skriver hun i dedikationen til sin nys udkomne, super indbydende coffee table-bog, og jeg kan umiddelbart slet ikke se det for mig. Det kan Dita så åbenbart heller ikke længere, for hun har netop indgivet skilsmisseerklæring. Men grunde til at tage tøjet af ser hun nu ikke ud til at mangle i denne bog, og det kan jeg kun glæde sig over. For er man på nogen måde til La Vita Dita med hele pin-up repertoiret af stilfulde korsetter, silkestrømper med søm, hofteholdere, stilletter, netstrømper og den ene make up to die for efter den anden, er denne bog inspiration for sjælen og et mekka for øjnene. Eller to mekka’er, for bogen er kløvet på midten.
I Burlesque and the Art of the Teese optræder Dita i sine overdådige kostumer, ofte på vej af og akkompagneret af en længere, sniksnakkende tekst om burleskens kulturhistorie i USA og Frankrig. Dita deler også løseligt ud af sin trygge opvækst i Michigan, sine forbilleder (Gypsy Rose Lee, Lili St. Cyr og Bettie Page) samt sine bedste scoretricks. F.eks. betaler det sig, skal man tro Dita, at tage læbestift på i fuld offentlighed og rette på strømpebåndene, som forsøger man at gøre det i al diskretion. Der er også potentiale i at røre blidt ved sig selv, hvor man gerne ser, at den udvalgte rører en - ”nej, ikke der!” skriver Dita koket i parentes.
Fetish and the Art of the Teese møder en, så snart man vender bogen på hovedet, og her ægger Dita ikke længere sit publikum med det tøj, hun tager af, men med det, hun beholder på. Stilen er hårdere, sortere og mere goth med mange bondagescenarier og en enkelt pisk, men i princippet er der ikke langt fra burlesk til fetish, som Dita skriver. ”Jeg vil have publikum til at tænke på sex – og jeg vil have dem til at tænke, at jeg også tænker på det.” Gennemgående er jeg dog ikke specielt overbevist i denne del. Dita er helt suveræn, så længe hun ser nydende og lækker ud på den virkelig dyre måde. Men hun er decideret utroværdig som en rædselsslagen Tippi Hedren i Fuglene eller en farlig Charlotte Rampling i Natportieren. Hun ser simpelthen hverken særlig bange eller særlig farlig ud. Snarere mildt undrende.
Tekstsiden fortsætter i samme spor, nu med en masse gentagelser, og nej, en stor intellektuel oplevelse kan man ikke kalde den. Man må også læse henover adskillige problematiske statements som f.eks. ”folk spørger mig ofte, om der er feministiske elementer i min burleske performance. Ja, hvis du definerer feminisme, som jeg gør: at være så feminin som muligt” og ”feminin underkastelse er en stereotyp, der bør frisættes.” Meget ville have været vundet på tekstsiden, hvis Dita havde ødslet lige så meget med sine oplevelser fra burlesk/fetish-verdenen, som hun ødsler med sin påklædning, for når hun en sjælden gang trækker på egne erfaringer, vedkommer teksten for alvor nogen. Som når hun beretter om sit første møde med pinup-maleren Olivia DeBerardinis.
Dita var enogtyve og betaget af pinupdronningen Bettie Page (f. 1923) med den blege hud og det tunge, sorte pandehår. Hun var også betaget af Olivias malerier, og når fansene gjorde hende opmærksom på, at hun lignede en Olivia-pinup, så hun det for sig: Sig selv, foreviget af den dekadente kunstner. ”Hvis du nogensinde mangler en model, vil det være mig en stor ære,” sagde hun, da hun mødte Olivia til et showgirltræf, og Olivia mønstrede hende op og ned. ”Jeg har allerede malet dig,” sagde hun endelig. ”Jeg malede dig, da jeg malede Bettie.” Det var her, Dita forstod, at hun måtte finde sin egen, originale stil, hvis hun ville frem i verden. Denne bog er endnu et bevis på, at det til overmål er lykkedes hende.
