Forfatter. Mag.art. Kritiker. Debattør
Det faktuelle:
Jeg er forfatter til den anmelderroste erotiske thriller Champagnepigen (2007) og kendt som litteraturkritiker og klummeskribent ved Weekendavisen og hårdtslående samfundsdebattør i alle typer medier, særligt DR2s Smagsdommerne.
Af uddannelse er jeg mag.art. i litteraturvidenskab, og i 2002 var jeg redaktør af den stærkt omtalte feminismeantologi De røde sko. Siden har jeg udsendt romanen Rygsvømmeren (2003), en gendigtning af Alice i Eventyrland (2006) og en kritisk introduktion til ny kønsteori samt forfattet et større antal klummer og essays.
For tiden arbejder jeg på eventyrbogen Drømmefangeren og turnerer landet tyndt som foredragsholder indenfor felterne cutting edge kulturformidling, litterære tendenser og den gode roman, eget forfatterskab, medier med kønsbriller og feminisme, der rykker
Jeg kan bookes som skribent, ordstyrer, paneldeltager, inspirator og konferencier.
I plus
> Jeg tænder på mod og indre nødvendighed. Er det hér værk bare skabt, fordi kunstneren lige så godt kunne flikke et eller andet sammen frem for at sælge tv-stik i Fona, eller er der noget på spil hér? Vil værket os noget? Det er fandeme for sjældent, det er tilfældet. Der findes så meget tyggegummikunst, der dårligt kan slå en ærlig boble.
>> Jeg har respekt for kunstnere, der tør agere som meningsdannere, og meningsdannere, der tør sætte deres egen dagsorden frem for at halse af sted efter den første den bedste flok får. Kunst er i udgangspunktet en politisk manifestation, uanset hvor meget man vægrer sig, så man kan lige så godt stå ved det og udfylde sin rolle.
>>> Jeg vil til hver en tid forsvare pop- og trashkunst, hvis den er udført med elegance og humor. Langt hellere Banana Yoshimoto og Roy Lichtenstein end kunst, der puster sig op til at være Mona Lisa, men falder ned i Bubbers Badekar med et drøn.
Jeg kan desuden godt lide.. salmesang, Shanghai og Chanel, Siri Hustvedts romaner, Julie Nords tegninger, Carsten Jensens mod som klummeskribent, snapshotæstetik, lækre bogomslag, venskaber og champagne, ordentlige sko, singer/songwriting og elektronika, Gender Trouble, Go Fug Yourself og Alfred Hitchcocks Fuglene.
I minus
> Jeg er opvokset i provinsen, og om jeg så havde valget mellem provinsen og Kabul efter bomberne, ville jeg vælge Kabul. Jeg er så færdig med skiveskåret parcel- og ligusterlykke, hjernelam smalltalk, fremmedangst og kønsrollemønstre á la Far til fire, som jeg kan blive.
>> Jeg får akut krise over selvhøjtidelige kunstnere, der står og bræger løs om kunsten og kunstnerrollen i éntal, som er der kun én rigtig kunst og én rigtig måde at bedrive den på. Jeg går også helt kold over forfattere, der kammer over i selvsmagning, når de læser op. Hav dog lidt distance, helt ærligt, det er jo bare ord!
>>> Sidst, jeg seriøst overvejede at udvandre fra biografen, var da jeg så Pingvinmarchen, fordi voice-overen var så klæg, heterolykkelig og bundnaiv. Det er det suspekte ved voice-overe til dyrefilm: De foregiver at udlede noget alment om kvinder, mænd og den lille forskel med den store betydning, men tolker i virkeligheden dyrenes adfærd på livet løs.
>>>>Fiktionen om Manden og Kvinden er mit hadeobjekt numero uno. Som Zsa Zsa Gabor så rigtigt har udtalt: Macho doesn’t prove mucho!
Desuden gider jeg simpelthen ikke.. smartass-incrowds, Jens Christian Grøndahl-dyrkelse, science fiction-film, kanon uden kvinder, malerier der matcher sofapuderne, Tom Cruise i War of the Worlds, dilettanteri, drengerøve og Yo! Mother Fucker-rap.
Foto: Ulla Munch-Petersen
