Ikke fordi jeg var vild med ham overhovedet, men fordi jeg umuligt kunne fortælle hende sandheden, der var, at jeg simpelthen ikke anede, hvad hun snakkede om. Jeg havde aldrig prøvet at være vild med en dreng, og de eneste mennesker, der virkelig interesserede mig, var mine kvindelige lærere. Men jo ikke på den måde, prøvede jeg at overbevise mig selv om, fordi jeg vidste, at det var forkert at føle sådan. Jeg ville bare være nær dem og allerhelst vide alt om dem, og måske ville jeg faktisk få det lige sådan med Nikolaj med tiden, bare bedre? Jeg krydsede fingre og håbede det bedste.

Men med tiden blev alting kun mere besværligt. For godt nok blev jeg væsentligt kønnere, som årene gik, og det gjorde mig om ikke populær, så dog mere accepteret, men samtidig fik det mine nye gymnasieveninder til at undre sig såre. ”Hvorfor har du ikke en kæreste, Christina?” spurgte Maria og Katja og Maja og Irene og tog mig med i byen, alle de smarte steder, hvor jeg da også pligtskyldigt scorede de fyre, jeg vurderede så bedst ud. Jeg kan på ingen måde huske, hvad de hed, og det kunne jeg heller ikke dengang, hvor jeg konstant blandede navnene sammen. Men alligevel blev jeg kortvarigt kæreste med en del af dem, og mine grunde var ikke de bedste. Én inviterede mig for eksempel konstant i biografen i København, én var så flot, at de andre var tilpas imponerede til gymnasiefesterne, én kørte rundt i sin fars Mercedes, én boede på Nørrebro, der for en provinspige som mig var topmålet af eksotisk og én faldt i særlig god jord hos mine forældre.
Jesper, hed han, og en aften bankede han på døren til mit kollegieværelse og sagde, at han havde noget til mig. ”Hvad?” Jeg sad og skrev psykologirapport, og han kyssede mig i nakken. ”Jeg ringede til Landsforeningen for bøsser og lesbiske her til aften,” sagde han og lagde en seddel på mit skrivebord. ”Babooshka,” stod der og så en adresse. ”Bare hvis det er, på et eller andet tidspunkt. Jeg tror måske, at en lesbisk bar er mere dig, ikke?” Han smilede ovre fra døren, og jeg lærte adressen udenad.

Et halvt år senere var der alt for fyldt på Café Sommersko, og Shirley var lige faldet død om på en trappe i Spanien. Jeg syntes pludselig, at mit liv var for kort til at gå tidligt hjem fra byen, og Maria nikkede undrende, da jeg foreslog et virkelig langt ude sted, jeg havde hørt om. ”Det er for resten kun for kvinder,” nåede jeg at sige på vej derind, og en time senere dansede jeg rundt med den smukkeste af dem. Hun var 30, og jeg var 20, og sent samme nat tog Maria en taxa fra kvindens lejlighed på Frederiksberg, mens jeg blev der. Den smukke kvinde blev min første rigtige kæreste og min allerbedste grund til endelig, endelig at springe ud af skabet.

”Jeg vil godt starte med at sige, at jeg synes, du er pervers,” sagde min mor, idet hun trådte ind i min nye lejlighed, og min far supplerede: ”Kan du fortælle mig, hvad vi har gjort galt, siden det er endt sådan med dig? For du har jo altid været ekstrem, er det ikke rigtigt? Har jeg ikke ret?” Han pegede på alle bøgerne i min reol. ”Nogle gange kan man læse så meget om noget, at man tror, det er én selv, man læser om. Man kan ikke længere adskille tingene, forstår du det? Mor og jeg er enige om, at det er det, der er sket for dig.” De nikkede samstemmende, og imens jeg sad med bøjet hoved og lod dem tale mit liv derhen, hvor det var bedst for alle parter at jeg enten levede alene eller undlod at nævne hende, jeg var kæreste med, mærkede jeg, at det, der skete, ikke var i orden. Et gigantisk nej, der hamrede gennem mine vener, da jeg svarede, at der ikke kunne blive tale om fortielse. Ikke et øjeblik eller for nogen. Uanset hvad konsekvenserne måtte blive. Uanset hvad.

Den umiddelbare konsekvens blev, at jeg gik rundt med permanent skyldfølelse det meste af tiden. Først og fremmest over at skuffe de mennesker, der havde haft så store, om end helt bestemte forventninger til mig og mit liv. Et liv med mand, børn, uddannelse og job, men også et liv, indså jeg nu, hvor det var fuldkommen ligegyldigt, om jeg var lykkelig eller ej. Det var det ideal, jeg forventedes at stræbe imod, selv om det forekom mig mere og mere som et tyranni af dimensioner, ingen talte om.

Et par år var jeg ganske lammet. ”Hvordan fanden skal det nogensinde lykkes mig at få det godt? Skrive mine opgaver? Få en tålelig tilværelse?” skrev jeg i min dagbogsfil, der blev længere og længere og snart fyldte adskillige filer. ”Jeg har mine venner, der er ting, jeg kan. Men jeg er så alene! ALENE! om det hele, og jeg er hele tiden så bange for, at der ingen er. For at stå dér uden nogen. Jeg ved godt, at det lidt er et grundvilkår for mig. Det er bare så svært,” fortsatte jeg, men sådan blev det ikke ved. På et tidspunkt ændrede tonen i dagbogen sig: ”De kan smide alle mine ting ud, de kan ringeagte mig, de kan kaste skyld på mig, men de kan ikke ødelægge mig mere. Jeg er her, jeg er alene, men jeg har dog mig selv i behold. Det er på tide at skrive igen,” står der en tilfældig juni-dag, og sådan blev det. Mine forældre så jeg ikke i syv år, men da jeg var 23, fik jeg publiceret min første kronik, og da jeg var 26, udkom min første roman.

Billeder: Lienosaurus