Too marvelous for words
”Hvad kæmper du egentlig for som feminist?” bliver jeg ofte spurgt. Som regel af kvinder med korslagte arme, der synes, at livet ville være klædt i sækkelærred og batiktryk uden den lille forskel. Meningen er, at jeg skal opføre mig som en misforstået politiker på et valgmøde ved disse lejligheder. Slå fast at vi stadig ikke har reel ligestilling i Danmark og opliste, hvad jeg og landets øvrige feminister har tænkt os at gøre ved det. ”Stem på mig!” kunne dette optrin hedde, men nu er jeg ikke politiker. Jeg er debattør, og frem for at holde omvendelsestaler vil jeg langt hellere give en udvalgt skare af kvinder et gigantisk los i røven.
”Hvad kæmper du egentlig for som feminist?” bliver jeg ofte spurgt. Som regel af kvinder med korslagte arme, der synes, at livet ville være klædt i sækkelærred og batiktryk uden den lille forskel. Meningen er, at jeg skal opføre mig som en misforstået politiker på et valgmøde ved disse lejligheder. Slå fast at vi stadig ikke har reel ligestilling i Danmark og opliste, hvad jeg og landets øvrige feminister har tænkt os at gøre ved det. ”Stem på mig!” kunne dette optrin hedde, men nu er jeg ikke politiker. Jeg er debattør, og frem for at holde omvendelsestaler vil jeg langt hellere give en udvalgt skare af kvinder et gigantisk los i røven.
I dag, helt specifikt, de kvinder der modstandsløst holder mikrofonen eller smider sig på maven og tilbeder mandlige koryfæer, der lufter deres selvfedme i medierne, som andre lufter deres Grand Danois. Og ikke mindst de kvinder – ofte de samme - der har så svært ved at se i øjnene, at manglen på ligestilling også er deres problem, at de hellere vil stemple enhver kritisk røst som nypuritansk, mandehadende og aggressiv end at forholde sig til, at de i dette øjeblik med al statistisk sandsynlighed inkasserer 20% mindre for deres arbejde end mænd i præcis samme stilling. Eller at de vitterligt er færdige med fyrre, især da i mediebranchen, mens mænd kun bliver mere attraktive med årene - skal man tro Jens Christian Grøndahl og Jørgen Leth.Hvorvidt man skal det, kan så diskuteres i lige præcis d’herres tilfælde. Til gengæld er det helt udenfor diskussion, at Monsieur Jørgen absolut ikke behøver opbudet af velmenende medvindsanmeldelser, ditto mikrofonholderinterviews og kedsommelig regndans om sit faldne lem. Han og viagraen klarer så glimrende selvfejringen og genrejsningen på egen hånd at dømme efter P1 Morgen den 19.november. Her fik han lov at udtale følgende uden et eneste modspørgsmål:
”Det kommer sommetider bag på mig, det kommer bag på mig, at jeg kan beskrive noget, som jeg lige har oplevet, og oven i købet ret følsomt. Som et kærlighedsforhold, jeg oplevede, altså for ikke så længe siden, og at jeg umiddelbart kan omsætte det. Det kom bag på mig, og det tror jeg, at det er fordi, det er en blanding af vemod, der er over det, over tidens gang, over ens alder, altså at tiden går og går og så samtidig en sanselighed, som.., som gjorde indtryk på mig. Så der følte jeg, at det var et stof, der med det samme kunne omsættes, og der begynder jeg så at spørge: Kan man det? Jeg lever mit liv og samtidig beskriver jeg det. Eller jeg beskriver det, mens jeg lever det. Og det er jo klart, at det er et interessant spørgsmål at stille sig selv som forfatter, fordi det må jeg jo sige ja til. Det er lige præcis noget, der.., mens jeg altså lever, så kan jeg altså se mig selv i situationen, og jeg er også i stand til at beskrive det med den, hvad skal man sige, med den distance, som nu skal være i en beskrivelse. Og samtidig er det jo uhyre følsomt. Jeg beskriver med en følsomhed, som er meget, meget tæt på. Så ja, altså, ens liv, mit liv, som jeg ser det, er et, jeg tør næsten sige, uudtømmeligt stof. Det er jo ikke fordi, mit liv er vanvittigt meget mere dramatisk end andres, med det er simpelthen fordi, jeg er i stand til at forvandle det, at se mig selv i mange situationer og beskrive dem.”
Leth og hans repetitive forundring over omfanget af sit eget talent bliver mindeværdigt understøttet af Berlingskes Ann Lind Andersen. I sin anmeldelse af Leths seneste epos ser hun sig således kaldet til at fordreje hin ophedede diskussion, der mig bekendt gik på, at Leth kneppede purunge pige i Danmarks navn - og ikke på, at manden kneppede, sådan generelt: ”Der [er] intet at komme efter for grisebasser, liderbukse og aggressive kvinder, som er ude efter et skænderi /../ Det betyder ikke, at Jørgen Leth er faldet til patten som et føjeligt forfatter-lam, der vil tækkes puritanerne og som ikke længere tør provokere. Allerede i første del tager han tyren ved hornene og lægger ud med det, der åbenbart kan få nogle til at løfte øjenbryn. Hans begær efter kvinder.”
Kald Jørgen Leths projekt kunst, og der venter verden utrolig mange bevidsthedsudvidende oplevelser i Hawaii Bio. Der venter også verden et styk feminist-dæmoniserende Ann Lind Andersen i flyvende fart ud hvor peberet gror, og hun kan uden problemer tage Pernille Aalund med sig. Sidstnævnte dæmoniserer ganske vist ingen i sit forord til Carl-Mar Møllers nye bog, Kvinder. Til gengæld synger hun en ny, spændende udgave af “you're just too marvelous, too marvelous for words” for en mand, der helt klart ikke behøver nogen til at fortælle ham den slags. I et interview med Berlingskes mikrofonholder over dem alle, Mikael Jalving, udtaler Carl-Mar f.eks. ”jeg elsker kvinder. De er omsorgsfulde, indfølende, dejlige og giver en anden dimension på livet. Jeg har boet sammen med dem hele mit liv, min mor, mine søstre og mine kærester. Med udskiftning, naturligvis, ca. hvert syvende år, for jeg udvikler mig simpelthen så hurtigt, at kvinder ikke kan følge med.”
”Det kommer sommetider bag på mig, det kommer bag på mig, at jeg kan beskrive noget, som jeg lige har oplevet, og oven i købet ret følsomt. Som et kærlighedsforhold, jeg oplevede, altså for ikke så længe siden, og at jeg umiddelbart kan omsætte det. Det kom bag på mig, og det tror jeg, at det er fordi, det er en blanding af vemod, der er over det, over tidens gang, over ens alder, altså at tiden går og går og så samtidig en sanselighed, som.., som gjorde indtryk på mig. Så der følte jeg, at det var et stof, der med det samme kunne omsættes, og der begynder jeg så at spørge: Kan man det? Jeg lever mit liv og samtidig beskriver jeg det. Eller jeg beskriver det, mens jeg lever det. Og det er jo klart, at det er et interessant spørgsmål at stille sig selv som forfatter, fordi det må jeg jo sige ja til. Det er lige præcis noget, der.., mens jeg altså lever, så kan jeg altså se mig selv i situationen, og jeg er også i stand til at beskrive det med den, hvad skal man sige, med den distance, som nu skal være i en beskrivelse. Og samtidig er det jo uhyre følsomt. Jeg beskriver med en følsomhed, som er meget, meget tæt på. Så ja, altså, ens liv, mit liv, som jeg ser det, er et, jeg tør næsten sige, uudtømmeligt stof. Det er jo ikke fordi, mit liv er vanvittigt meget mere dramatisk end andres, med det er simpelthen fordi, jeg er i stand til at forvandle det, at se mig selv i mange situationer og beskrive dem.”
Leth og hans repetitive forundring over omfanget af sit eget talent bliver mindeværdigt understøttet af Berlingskes Ann Lind Andersen. I sin anmeldelse af Leths seneste epos ser hun sig således kaldet til at fordreje hin ophedede diskussion, der mig bekendt gik på, at Leth kneppede purunge pige i Danmarks navn - og ikke på, at manden kneppede, sådan generelt: ”Der [er] intet at komme efter for grisebasser, liderbukse og aggressive kvinder, som er ude efter et skænderi /../ Det betyder ikke, at Jørgen Leth er faldet til patten som et føjeligt forfatter-lam, der vil tækkes puritanerne og som ikke længere tør provokere. Allerede i første del tager han tyren ved hornene og lægger ud med det, der åbenbart kan få nogle til at løfte øjenbryn. Hans begær efter kvinder.”
Kald Jørgen Leths projekt kunst, og der venter verden utrolig mange bevidsthedsudvidende oplevelser i Hawaii Bio. Der venter også verden et styk feminist-dæmoniserende Ann Lind Andersen i flyvende fart ud hvor peberet gror, og hun kan uden problemer tage Pernille Aalund med sig. Sidstnævnte dæmoniserer ganske vist ingen i sit forord til Carl-Mar Møllers nye bog, Kvinder. Til gengæld synger hun en ny, spændende udgave af “you're just too marvelous, too marvelous for words” for en mand, der helt klart ikke behøver nogen til at fortælle ham den slags. I et interview med Berlingskes mikrofonholder over dem alle, Mikael Jalving, udtaler Carl-Mar f.eks. ”jeg elsker kvinder. De er omsorgsfulde, indfølende, dejlige og giver en anden dimension på livet. Jeg har boet sammen med dem hele mit liv, min mor, mine søstre og mine kærester. Med udskiftning, naturligvis, ca. hvert syvende år, for jeg udvikler mig simpelthen så hurtigt, at kvinder ikke kan følge med.”
Når det kommer til det store spørgsmål om mænd og kvinder, er den danske presse mærkværdigvis befolket med kålhoveddukker, der enten holder deres kæft, hvor de burde spørge ind, eller fremsætter en kritik, der i bedste fald må kaldes forudsætningsløs. Sidste skud på stammen er Helle Broberg Nielsen, der i sidste uges Weekendavis gik i rette med queer-lektoren Rikke Andreassens nye bog om mediernes fremstilling af etniske minoriteter. Hvad bogen mere præcist går ud på, fremgår desværre ikke af anmeldelsen. Broberg Nielsen har nemlig ikke kunnet se indholdet for bar betonfeminist. ”Selv om hun [Rikke Andreassen] i sit materiale refererer meget minutiøst til flere af de dramatiske kriminalsager, der har optaget pressen, forholder hun sig ikke mange øjeblikke til, at fænomener som tvangsægteskaber, æresdrab, påtvungne tørklæder og gruppevoldtægter beviseligt finder sted i visse indvandrermiljøer. Den slags synes ikke at bekymre feministen, der langt hellere vil vende artilleriet mod hvide, kulturkristne, midaldrende, mandlige mediemagthavere. Og det gør hun med flere navnes nævnelse og slet skjult væmmelse.”Godt, at vi får den slet skjulte væmmelse med. For så kender man feministen igen, ikke sandt? Den vrede, mandehadende, skrigende usexede kvinde, som vi alle ved, at vi ikke bør tage alvorligt. Et er, at visse egotrippende mænd kan forfalde til den slags analyser. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det trods alt stadig mænd, der nyder godt af den største reelle magt og de fleste privilegier i et samfund som vores. Men at kvinder hamrer kvinder, der forsøger at ændre et kønsrollemønster taget ud af Far til fire, er ikke bare utilgiveligt, men dumhed i tiende potens. Hvad i alverden skal vi med den slags i vores spalter?
Foto: Balbinaa "Spring" & Lucca Donnini "In My Craft"
