Er det Shahrinaz fra Malaysia eller Jingan fra Kina, du skriver til? Eller Zaira fra Trinidad? Judy fra Fiji? Mariuxi fra Ecuador? Ennetti fra Zimbabwe? Eller ham den intimiderende Gonzalo fra Peru, der vil giftes med dig? Åh, jeg ser. På konvolutten skriver du Helena fra Sloveniens navn. I er fælles om at føle jer helt forkerte, men uden at ane, hvordan I skal blive rigtige. Tænk bare på situationen for to uger siden, da du skulle have taget skolebilledet her. Du så dig selv i spejlet på toiletterne og tænkte ”der er noget helt galt”, men det føltes så godt, at håret om ikke andet var under kontrol, og øreringene havde du jo fået af Jennifer fra Canada. Good luck earrings. Den slags er helt nødvendige, når nogen beder dig smile, så man kan se Snurre Snup-tænderne.

Men ved du hvad? Om to år får du overtalt tandlægen til at give dig et helt nyt plasticsmil. Om fem år opsøger du en psykolog. Om seks år får du din første rigtige kæreste – ja, selvfølgelig er det en kvinde. Og om syv år inviterer du otte veninder til fødselsdagsmiddag i din egen lejlighed.
Du har ikke mødt en eneste af dem endnu. Til gengæld har du mødt længslen efter dem, aften efter aften i dit lyserøde gavlværelse, og den helt håndgribelige længsel efter fællesskab bliver din redning. Dine forældre har den ikke, nærmest tværtimod, og du aner ikke, hvordan du skal komme fra A til B lige nu. Men rent faktisk er du væsentligt heldigere end de fleste andre, for du er jo helt klar over, hvor du vil hen, og for hvert brev, du skriver, kommer du nærmere målet.

Du smiler. Er du så ikke også enig i, at det kan være nødvendigt at øve sig rigtig meget i at være menneske? Især hvis man vil være et helt andet menneske end det, man er socialiseret til, med helt andre værdier, færdigheder og mål. Du har ikke tænkt på det på den måde? Det er måske også umuligt, så længe verden omkring dig er blottet for forbilleder.
Men om fem år vil du stå i et kollegiekøkken og uddele post til de andre på gangen. Deriblandt smukke, populære Katja der har fået kort fra sin veninde med PS’et ’jeg savner vores samtaler’. Du vil læse sætningen hundrede gange og ønske virkelig, virkelig stærkt, at nogen ville skrive sådan til dig. Det er sådan, du får, hvad du vil have; ved at se målet for dig og holde ud, til du når det – med tak til Tsering fra Tibet, Alicia fra Mexico, Natalija fra Australien, Chinelo fra Nigeria og alle de andre.

Kærligst, Leonora Christina