Hvilket homoblad, disse svar blev trykt i, har jeg svedt totalt ud. Men jeg besvarede dem i hvert fald i 2002 - og kan ikke sige, at mit biologiske ur er begyndt at tikke i de fem år, der er gået.

Hvordan kan det være at man ikke vil ha' børn?
Nu kan jeg jo dårligt svare generelt, men for mit eget vedkommende skyldes det en kombination af flere ting. For det første har jeg den her craving efter at skrive kombineret med høje faglige ambitioner og et temmelig stort netværk, og jeg kan ikke se, at min tid på nogen måde rækker til andre prioriteringer – det er alt rigeligt svært for mig at få et parforhold til at fungere og prioritere mine venner nok, synes jeg. Desuden er min lyst til at skrive hundrede gange større end min lyst til at få børn, og når jeg tænker på at udødeliggøre mig selv, så er det først og fremmest dér, jeg tror, jeg kan gøre en forskel. Og det vil jeg gerne – gøre en forskel der, hvor jeg tror, det vil rykke mest for mig, og det er bare ikke som mor.

Bliver man et bedre menneske af at få børn - tror du?
Jeg er ganske overbevist om, at det er meget berigende at få børn, men det er også meget berigende at udleve alle mulige andre drømme, og som jeg ser det, er moderskabet kraftigt romantiseret. ’Få et barn og se verden begynde’ har fantastiske vækstbetingelser herhjemme, men det er først og fremmest en ekskluderende praksis, der deler verden i ’os’ mødre /kvinder og ’de andre’ egoistiske, uoplyste, ikke-kvinder, der ikke er lige så gode. Jeg er temmelig træt af den stereotype opfattelse af moderskabet, og det er da også derfor, jeg går ud og taler imod, som jeg gør.

Bliver man nogen gange fejet af banen hvis man ikke har børn?
Tit. I alle mulige andre sammenhænge er det ikke noget krav, at man skal have personlig erfaring med det, man udtaler sig om. Men når det gælder moderskabet, kan jeg på ingen måde tillade mig at udtale mig, eftersom jeg ikke selv er mor og har gennemgået Indvielsesritualet Fødslen. Det er naturligvis en effektiv måde at neutralisere mine argumenter på. Ligesom ’om fem år begynder dit biologiske ur nok også at tikke.’ Det minder mig om, hvad jeg hele tiden har tænkt, nemlig at vi i udgangspunkt formoder, at kvinder er disponerede for at få børn, og derfor hedder det sig, at man fravælger dem. Men i mit tilfælde giver det lige så lidt mening som at hævde, at jeg har fravalgt husdyr eller fravalgt at adoptere. Det er cirka så langt ude i min prioriteringsrække, børn befinder sig, og i ovennævnte tilfælde ville man jo netop tale om ’tilvalg’. Det burde man også gøre med børn – jeg har valgt at få børn.

Ser omverdenen på én med andre øjne, hvis man bevidst fravælger børn?
Ja. Nu er jeg, som det nok fremgår, ikke særlig vild med terminologien ’bevidst fravælger’, eftersom den efter min mening dækker over et pseudovalg i udgangspunktet. Men når man ikke bekræfter stereotyperne om, hvad en kvinde på min alder skal ønske sig af sit liv (=mand og børn), og når man ikke affirmerer roterende æggestokke, skrukke høner og deslige, så bliver man ikke opfattet som en rigtig kvinde. Enten er der noget grundlæggende galt med ens biologiske processer, eller også lider man af akut fornægtelse og fortrængning, Begge dele er nærmest behandlingskrævende.

Når du nu ikke vil ha' børn, retter du så din omsorg (hvis man kan tale om det) mod andre/andet?
Dette spørgsmål bliver ofte brugt som led i dæmoniseringen af ’de andre’ egoistiske, uoplyste, ikke-kvinder, som man enten formoder lever det vilde egoliv, eller, alternativt, formoder brænder inde med en masse kærlighed og omsorg. Selv bruger jeg meget tid sammen med min kæreste og mine venner, giver meget til de projekter, jeg involverer mig i, og føler mig hverken egoagtig, underskudsagtig eller indebrændt. Det er vel på sin vis sandt, at jeg kanaliserer mit overskud derhen, hvor det kan gøre fyldest, men det er vel lige så sandt for mennesker, der vælger at få børn og bruge ressourcerne der. Der er bare en tendens til at devaluere andre måder at sprede energi på end i intimsfæren – i hvert fald når man er kvinde - og når man, som jeg, vælger at gå ud i det offentlige rum og gøre det, lurer beskyldningerne om egoisme lige om hjørnet.

Foto: Linus Lohoff "Angel"