Klumme i det kommende Frankly, december 2007
Ind imellem overrasker avislæsningen mig oprigtigt. For eksempel forleden, da jeg i Information faldt over en klumme af forfatteren Jan Sonnergaard, der først udråbte mig til ’karrierelebbe’ og derpå konstaterede, at jeg ikke kunne sige to ord uden at understrege ’min lesbianisme’, som han kaldte det. Han lagde til: ”og vi er ligeglade, Leonora! I dag er det omtrent ligeså kontroversielt at være lesbisk som at have en tatovering.”
Nu ved jeg ikke, hvor Jan Sonnergaard har sine informationer fra. Chancerne for at han er blevet mødt med bemærkninger som ’hvor er det synd, at du går til spilde’ og ’hvad er der egentlig gået galt siden sådan en flot kvinde som dig er blevet lesbisk?’ er velsagtens ret små. Jeg går heller ikke ud fra, at han har levet syv år uden at se sin familie, fordi familien ikke kunne acceptere hans seksuelle orientering, og karrierelebbe kan man altså kun tale om i mit tilfælde, hvis man ikke har set min bankkonto.Men lad det nu ligge. Uanset hvad Jan Sonnergaard og hans udefinerede ’vi’ måtte mene, kommer man næppe udenom, at der stadigvæk er vanskeligheder forbundet med at være homo-, bi- og transseksuel og alt derimellem. Man kommer heller ikke udenom, at der er et helt sæt særlige vanskeligheder forbundet med at være feminin lesbisk. Både i heteroseksuelle og homoseksuelle kredse, og herfra skal det handle om det sidste.
For er der én ting, der virkelig undrer mig, er det, at dét at være feminin lesbisk kan blive ved at være så stigmatiseret i det lesbiske miljø. Før, folk kendte mit ansigt fra diverse medier, var jeg det mest usynlige menneske på jord, når jeg trådte ind på homoseksuelle barer eller gik til lesbiske fester. Eller også var jeg synlig på den triste måde, hvor folk stirrede misbilligende på mine høje hæle og fine kjoler, til jeg tog benene på nakken og forsvandt. Jeg følte mig altid forkert, udenfor og anderledes, og sådan har det i grunden stadig, selv om jeg da heldigvis er blevet bedre til at tackle det, som årene er gået. Elleve år, helt præcist, og i den tid har ingen formået at svare mig fyldestgørende på, hvad i alverden der er galt med at dresse sig op i det store skrud. Det eneste konkrete svar, jeg har fået, er, at jeg som feminin lesbisk ligger under for et heteroseksuelt ideal, men for mig at se forudsætter det ideal ligesom, at man klæder mig feminint for at tilfredsstille et mandligt blik. Og det gør jeg ikke. Jeg er fuldkommen ligeglad med, om mænd finder mig attraktiv eller ej. Til gengæld sætter jeg stor pris på, at mit ydre afspejler mit indre, og mit indre kan altså virkelig godt lide glimmer og glamour.
På den måde føler jeg mig faktisk ofte langt mere forbundet med de transvestitter og transseksuelle, der holder af en god paryk, et par gode hæle og den rødeste læbeskift i skuffen. Vi er i samme båd, tænker jeg. En minoritet i minoriteten, der valoriserer en feminin selvfremførelse positivt. Samtidig ville jeg bare sådan ønske, at flere lesbiske ville se det politiske statement i en feminin selvfremførelse frem for alle tegnene på, at man er fanget i heteroland. Personligt er jeg i hvert fald temmelig overbevist om, at der potentielt er lige så meget power i høje hæle som i sneakers, og uden overdrivelse oplever jeg nærmest dagligt at destabilisere hetero-Danmarks verdensbillede ved at se ud, som jeg gør, men stå for noget andet, end folk forventer. Det er der, det politiske kommer ind i billedet for mig; lysten til at udfordre den såkaldte heteronormativitet og vise Danmark, at man sagtens kan leve på andre måder, end normen foreskriver.
Jeg anerkender til fulde, at man kan udfordre normen ved at iføre sig herretøj og overskæg. Jeg er også vældig glad for, at den amerikanske queer-bevægelse er kommet til Danmark, om end med femten års forsinkelse. Men jeg kan ikke se en eneste god grund til, at dét at drag’e som lesbisk skal være ensbetydende med at klæde sig ud som mand. Hvorfor kan man f.eks. ikke klæde sig ud som kvinde? Og afholde dragshows, hvor begge dele er lige acceptabelt?
Jeg anerkender, at lesbiske kvinder kan have vældig gode grunde til at downdresse. Mest oplagt, velsagtens, at slippe for blikke og henvendelser fra mænd, men spørgsmålet er bare, om ikke strategien er blevet til en uudtalt form for homonormativitet. Følg koderne eller lev et liv som usynlig. I am afraid so, og jeg synes sgu ikke, at det er okay. De fleste homoseksuelle har sandsynligvis prøvet at blive marginaliseret på den ene eller den anden måde, og mit gæt er, at ingen ønsker det for deres værste fjende. Derfor undrer det mig virkelig, at netop homomiljøet marginaliserer de feminine lesbiske på præcis samme måde, som heteronormativiteten marginaliserer seksuelle minoriteter. Hvis ikke værre. Personligt vil jeg i hvert fald langt hellere være synlig end usynlig eller suspekt, når jeg træder ind i et lokale.
Men er det ikke heteronormativiteten og dens intolerance, vi sammen skal bekæmpe? kan man med rette spørge, og vel er det så. Jeg har bare virkelig svært ved at se, at man kan bekæmpe noget som helst, så længe man ikke er et hak bedre selv. Jeg taler ikke for, at alle lesbiske skal være feminine, eller at det altid er frigørende at klæde sig i kjole og høje hæle. Men jeg tror virkelig, at vi med fordel kan gå vores egen rummelighed, tolerance og respekt efter i sømmene, når nu vi er i gang med at kræve det af verden. Der er ingen grund til, at kravet om ligebehandling skal lyde som et hult postulat.
Foto: S-a-m "Halves"
