Hvad er den politiske baggrund (eller de politiske perspektiver) for, at vi skal have en registreret kulturarv lige nu?
Den nuværende regering flankeret af Dansk Folkeparti har længe stået og manglet en trumf til sin smagløst iscenesatte kulturkamp mellem ’dem’ og ’os’. For ganske vist har en majoritet af vælgerne taget til sig, at ’de andre’ er undertrykte og uoplyste, mens ’vi danskere’ er frie og lige. Men hvad svarer man de kritiske røster, der gerne ville vide, hvad ’vi danskeres’ fortræffelige ’danskhed’ i grunden er for en størrelse? Er det Stryhns leverpostej, der gør os særligt ’danske’? Dannebrog? Den danske sang er en ung blond pige? Med den registrerede kulturarv har man altid svar på rede hånd: ’Vores danskhed’ er den særlige kvalitet, der ligger dybt indlejret i de kanoniseringsværdige værker. Så fra nu af kan vi alle løbe listen igennem, hvis vi bliver i tvivl om, hvad vi kommer af, og hvorfor vi er så meget bedre end alle andre. Eller også kan vi undre os såre over, at eksperter har indvilliget i at medvirke til politisk propaganda, tænkt til at genrejse en ynkeligt ekskluderende danskhed.

Hvilken betydning har kanonprojektet for repræsentationen af køn, etnicitet og seksualitet?
Med sin markante overrepræsentation af hvide mænds værker indenfor alle kunstarter er kanonprojektet et ærgerligt bevis på, at patriarkalske forestillinger om kunst og kvalitet stadig har kronede dage. For projektet affirmerer jo forestillingen om, at mænd alene formår at skabe kunstværker af blivende værdi, og det har ganske mange, overvejende kvinder, jo også påpeget, siden litteraturkanonen blev offentliggjort i 2004. Skal man se positivt på det, må man håbe, at den ophedede debat vil synliggøre en omfattende diskrimination på baggrund af køn, seksualitet og etnicitet, der rækker langt ud over de enkelte kanonlister. Desuden kan man sætte sin lid til, at denne synliggørelse med tiden vil skabe en bevidsthed om, hvilket menneskesyn vi reelt videregiver til vores børn. For eksempel hos de næste, der engang får til opgave at sammensætte en kanon.

Hvilke fordele og ulemper er der ved en fælles kulturkanon - og hvordan er forholdet mellem det kanoniserede materiale og resten af den danske kulturarv?
E fælles kulturkanon kunne absolut være en berigelse, forudsat at den berigede os med andet og mere end Manden er Stor. For eksempel marginaliserede værker. Skæve værker. Værker, der var langt forud for deres tid. Og ja, kvinders værker. Havde kanonudvalget haft et bevidst forhold til sine kvalitetskriterier, kunne deres liste ganske kærkomment have nuanceret den offentlige debat og opinion. I sin nuværende form er den snarere en hån mod alle, der optræder på den. Både de inkluderede og de ikke-inkluderede.