Klokkeblomst på krykkerOm kvindeidealet i TV2s Popstars
Facts: Popstars er et reality-tv koncept centreret om unge kvinder med stjernedrømme, der langsomt forvandles til popstjerner med alt, hvad dertil hører. Det er allerede sket med succes i England, Australien og Tyskland, og Danmark fulgte godt med i efteråret 2001, hvor 2600 kvinder gik til audition for at komme med i den danske version af serien, der blev sendt på TV2 hver tirsdag med godt 915.000 ugentlige seere. Her blev fire kvinder midtvejs og efter et hårdt udskilningsløb udvalgt til den endelige Popstars-gruppe EyeQ, hvis debutsingle ”I Want What She’s Got” solgte dobbelt platin, 20.000 eksemplarer, på bare to dage. I skrivende stund er gruppen på Danmarksturné.
En skueret serveres
”Den beslutning, I skal træffe mentalt inde i jeres hoveder, den er kæmpe stor”, siger en midaldrende mand alvorsfuldt og ser rundt på ti unge kvinder med store malede øjne, glossede læber og stylet hår, der har slået sig ned omkring ham på en trappe badet i rampelys. ”Den har enorm betydning for det næste lange stykke tid af jeres liv. Det er måske én af de største beslutninger, I nogensinde kommer til at træffe. Den, om jeg er klar til det her”.
Kvinderne sidder lidt uroligt på trappen, øjnene flakker, og kunststoffet klæber til den svedige, solariebrune hud, imens ordene hvirvler rundt i deres hoveder. ’Kæmpe stor’, ’enorm betydning’, ’én af de største beslutninger’ og så til slut: ’er jeg klar?’ Og selvfølgelig er de klar. Det er jo derfor, de sidder her på trappen og forsøger at holde sig i ro.
Spørgsmålet er bare til hvad, og hvis ikke man har fulgt med i Popstars, er det unægtelig også svært at regne ud, hvilket livsvalg med så enorm en betydning, der er tale om. Så lad mig bare afsløre, at der er tale om valget af et liv som popstjerne i et popband, der skal indspille plader, give koncerter, lave musikvideoer og opnå stjernestatus. Eller rettere: Valget er ikke, hvad det giver sig ud for, eftersom det er den midaldrende mand på trappen, der om kort tid skal vælge godt halvdelen af de unge kvinder til sin popgruppe. Så den store beslutning, kvinderne skal træffe, er derfor ikke, om de er klar til at vælge at være med, men derimod, om de er klar til at blive valgt.
Måske kan forskellen synes minimal. Kvinderne kan jo under alle omstændigheder vælge at sige nej til at være med, hvis de fortryder, at de stillede op. Det gør et par af dem faktisk også. Men programmet er fyldt med disse minimale forskelle på postulerede og faktiske realiteter, og én for én kan de nok forekomme ubetydelige, men til sammen tegner de et helt andet billede af det liv, som 2600 piger gik til audition for at gøre til deres eget, og 915.000 fulgte på tv uge efter uge. For ganske vist postulerer programmet at svinge sin tryllestav over unge talentfulde kvinder med personlighed og frie valg. Og ganske vist postulerer det, at stjernestøvet siden vil forvandle dem til lykkelige aktører i en verden af pop, plastic og hurtig berømmelse. Men TV2 er ikke lykkefeen Klokkeblomst, og det liv og det kvindeideal, Popstars tilbyder unge kvinder af i dag, er uendelig langt fra den postulerede lyksalighed. Faktisk er det så forkasteligt, at det aldrig burde have fundet vej til de danske tv-skærme.
Du’r ikke, væk!
Umiddelbart kan det ellers være svært at se, at Popstars adskiller sig fra de hundredvis af andre realityprogrammer med indbygget udskilningsløb, der breder sig på alle kanaler i disse år og lover vinderne rigdom og hurtig berømmelse. Denne gang er vi ganske vist ikke på en øde ø, som i Robinson Ekspeditionen, eller i et tv-overvåget hus på Sluseholmen, som i Big Brother, men i et popunivers med skiftende bagtæppe og aktører. Først og fremmest de fire unge kvinder Trine, Julie, Sofie og Louise på i snit tyve år, der udvælges til det endelige popband EyeQ, samt en allestedsnærværende mandlig speaker. Han informerer ofte og kort om, hvad der sker, og hvor vi er på vej hen - ”lige om lidt i Popstars Extra på TV2 Zulu. Vi går med pigerne i bad, og vi er med, når de første gang øver i et pladestudie”. Exit.
Men der er forskelle, der rækker ud over de fysiske rammer. De består dels i, at det i den danske udgave af Popstars (men ikke i f.eks. den engelske) udelukkende er unge kvinder, der kan deltage i udskilningsløbet og dermed, at det udelukkende er kvinder, der er til vurdering. Og dels i, at udvælgelseskriterierne er anderledes end tidligere, fordi målet ikke blot er berømmelse, men berømmelse på helt særlige præmisser. Nemlig, at man opfylder de krav, der stilles til en kvindelig popstjerne. En kvinde, der kan sælge plader ved at fungere som ideal for andre kvinder.
Med andre ord siger Popstars en del om, hvilke krav, der stilles til en idealkvinde i dag. Også mere, end programmet selv ønsker. For som det skal vise sig, opereres der både med krav, der siges højt og hele tiden, og krav, der fuldstændig drukner i larmen, selv om det i virkeligheden er dem og ikke de andre, kvinderne gang på gang bliver valgt ud fra. Det kræver blot en enkelt gennemlytning af EyeQs debutsingle ”I Want What She’s Got” at opdage:
”I’ve been trying to ignore / how he moves across the floor / But I can’t help myself / he drives me crazy / The fact that he belongs to her / only makes me want him more / Before the night is thru / he’ll be my baby / Got to believe me / I don’t do this everyday / But when I see the one I want / I won’t let nothing in my way / He’s looking so good / he’s looking so hot / I catch my breath and I say to myself / I want what she’s got”
Overfladisk set handler sangen om at score en anden kvindes mandlige kæreste, og den faldt øjeblikkeligt i de fire unge kvinders smag - og velsagtens i de 20.000 menneskers smag, der købte singlen på bare to dage. Som Trine forklarer: ”Det er fordi, jeg synes, at den er tekstmæssigt fed. Jeg kan godt lide det dér med, at vi er blevet valgt blandt så mange, og så kommer vi ud og siger, at vi gerne vil have, hvad de andre piger har”. Trine springer dog en lille detalje over, nemlig at tekstens ’jeg’ absolut ikke nøjes med at ville have en mand, for hun snupper ham faktisk også at dømme efter det profetiske ”before the night is thru he’ll be my baby”. Det ’tekstmæssigt fede’ ved sangen består derfor ikke i, at EyeQ-kvinderne – i lighed med mange andre kvinder – bærer på en hemmelig almagtsdrøm om at kunne score præcis dem, de vil have, men i, at de med sangen minder sig selv og hinanden om, at de faktisk kan gøre det. Det har de allerede bevist ved at feje 2596 kvindelige konkurrenter af banen, så de nu står tilbage som sejrskvinder. Sejren for denne vinder-idealkvinde består altså i at være attraktiv nok til at score hvem som helst. Eller måske snarere halvdelen af ’hvem som helst’, for det ideelle begær er tydeligvis udelukkende rettet mod en mand. Forsikringen ”got to believe me I don’t do this everyday” slår tillige fast, at den ideelle kvinde har sit begær efter en mand under fuld kontrol. Hun scorer ikke i flæng.
Fra begyndelsen får Popstars slået fast, at dette ideal er endog særdeles efterstræbelsesværdigt og Popstars en kæmpe chance for de, der kan opfylde det. Det er en smal sag og kræver blot et hurtigt panorerende blik ned over uendeligt lange køer af unge kvinder med små toppe, bare maver og fuld make-up, der har taget opstilling udenfor de bygninger i København, Århus og Odense, hvor Popstars holder audition for kvinder, der ønsker at komme med i serien. Disse kvinder har nemlig intet imod at rejse mange timer for at nå frem og efterfølgende vente ude i kulden i timevis, for langt om længe at få lov at synge og vride sig igennem 30 sekunder af Madonnas Like a Prayer eller Anastacias I’m Outta Love. De har heller intet imod, at nærbilleder af deres bryster i de stramme toppe klippes sammen til en lille kavalkade, der afslutter første afsnit af Popstars til tonerne af Britney Spears’ Baby, One More Time. Det er også helt i orden med dem, at hele Danmark får at høre, at de eventuelt ikke har en tone i livet og efterfølgende gøres bekendt med de tre dommeres nådeløse vurdering af deres sangtalent og udstråling. Det betyder ingenting, hvis blot de får chancen for at få drømmen om at blive popstjerne opfyldt.
Og denne chance for at blive valgt til popstjerne får de som bekendt, selv om de fleste naturligvis fravælges i en lind strøm, som seerne kan følge på tætteste hold. Man kunne forledes til at tro, at hjernerne bag Popstars fokuserer så meget på du’r-ikke-væk for at signalere kvalitet. At kun de absolut bedste kvinder er tilbage efter de mange udskillelsesrunder. Men i virkeligheden ser motivationen ud til at være en ganske anden, nemlig endnu engang at slå fast, at det er en kæmpe chance at få lov at opfylde Popstars-kvindeidealet. ”Bevismaterialet” ligger lige for, eftersom kvinderne bryder sammen på stribe, når deres chance er ødelagt. Dette bevis på Den Enestående Chance underspiller programmet selvsagt ikke: Gang på gang dvæles der ved fravalgte og grædefærdige unge kvinder, som for eksempel 20-årige Irene fra Ålborg. Hun modtager meddelelsen i sin stue med et kamera helt oppe i ansigtet: ”Der har været mange tanker i mit hoved. Nogen gange har jeg bare tænkt, om jeg kunne klare et afslag. Det er så ærgerligt, at jeg ikke kunne gennemføre det”, når hun at fortælle, inden en sørgemarch sætter i gang og på indiskret vis akkompagnerer en enlig tåre, som baner sig vej ned ad Irenes kind. Herpå fører hun i slowmotion en kleenex op til det ene make-uppede øje.
Programmet understreger hermed, at det er fuldt legitimt at blive så ked af det, at man faktisk ikke ved, om man kan leve videre, hvis man bliver valgt fra. Skulle man mod forventning tage fravalget med oprejst pande og nægte at bryde sammen for åben skærm, er der dog forstærkning at hente. Nemlig dommeren Louise Ellerbæks efterrationaliseringer, der virkelig kommer til deres ret i 25-årige Hannas tilfælde: ”Jeg tror, at Hanna blev måske nok lidt mere skuffet, end hun gav udtryk for, og det kan jeg godt forstå. De har ventet lang tid” Louise ser medfølende ud og kaster et blik skråt tilbage på Hannas forældres hus, hvor Hanna netop nu befinder dig. ”Men jeg tror nok, at lige nu er hun nok lidt mere trist, end vi så,” tilføjer hun.
At dommeren ’godt kan forstå’ Hannas skuffelse, selv om Hanna absolut ikke beder nogen forstå noget som helst, er ikke et enkeltstående tilfælde af postuleret empati. Tværtimod. Programmet er fyldt med dommerudtalelser, der slår fast, at de afviste kvinder nok skal komme videre, at de kan bruge afslaget positivt, at de har fået større selvtillid og at de har gennemgået en kolossal udvikling undervejs. Underlægningsmusikken er gang på gang Popstars’ slagsang, Sister Sledge hittet "We are Family", der i følge én af de mandlige dommere ”har så meget positiv energi og så meget søsterskab og fællesskab, at jeg synes, at den er en slags kendingsmelodi for hele projektet”. Ganske vist er det lidt svært at se ’søsterskabet’ og ’fællesskabet’ i en benhård konkurrence som Popstars, og ganske vist ligner Irene og de andre nedbrudte kvinder ikke umiddelbart nogle, der er gået styrkede ud af programmet. Men det afholder ikke Popstars fra at postulere, at de, der ikke opfylder idealet – det vil jo for eksempel sige hovedparten af programmets seere samt de 2596 frasorterede kvinder – ikke er alene om deres uformåenhed. De er tværtimod en del af et kæmpe søsterskab, der alle prøver at opfylde idealet, mislykkes og prøver igen. Hvordan dette skulle føre til selvudvikling og større selvtillid, ved kun Popstars’ producenter. Vi andre må nøjes med at konstatere, at legitimeringen af hele konceptet klinger uendelig hult.
Wow! Hun har virkelig noget
Ikke alle er dog indbefattet i dette ”vi andre”. For eksempel ikke kommentatoren Troels Mylenberg, der i Weekendavisen konstaterer at ”de fire tilbageværende piger /.../ fremstår både tiltalende, velovervejede og ganske talentfulde. /../ At det skulle være en smutvej til berømmelsen og livet som stjerne, synes programmerne ikke at dokumentere. Så dygtige til at forvalte et medfødt talent som de fire, bliver man ikke uden at have arbejdet hårdt for det.”
I følge Troels Mylenberg kræver det altså talent at blive popstjerne, og dette medfødte talent ser ud til at være udslagsgivende i udvælgelsesprocessen. Men hvad er det så for et talent, de unge kvinder har, der gør dem til ikke blot almindelige kvinder, men rollemodeller. Stjerner. Idealer?
Et kvalificeret gæt kunne være en god stemme eller med Popstarsord: en god vokal, og det signalerer Popstars da også med alle forhåndenværende midler. Eksempelvis ved at gengive Louise Ellerbæks udvælgelseskriterier på TV2s officielle Popstarshjemmeside: ”Hvis man skal koge det ned, kan man vel sige, at hovedkriterierne har været vokal, udstråling og personlighed”.
Hovedkriteriernes rækkefølge er ikke tilfældig, for netop vokalen er i centrum hver gang, kvinderne skal vælges til og fra, og den er ikke mindst i centrum hver gang, en særpræget rødhåret kvinde ved navn Maja indtager skærmen. Hun kan nemlig synge, og hver gang hun gør det, bryder hun programmets højtempoklipning, så man fornemmer, at tiden står stille, mens alle lytter. Med sin sang opretholder Maja forestillingen om, at det kræver et helt særligt talent at blive popstjerne-idealkvinde. Nemlig at man kan noget med sin stemme, som flertallet af danske kvinder ikke kan. Derfor udløser det også et sandt ramaskrig på hjemmesiden, da Maja slutteligt vælges fra. Men det burde det ikke. For som stemmetræneren Katrine Sadolin påpeger under en stemmeprøve: ”Mange gange så kan en stor stemme jo imponere, så man tænker wow! hun har virkelig noget. Men det gælder om at lytte igennem den og så sige, at det gælder jo ikke om, om folk har en stor stemme, for de skal jo synge i mikrofon”
Man må spørge sig selv, hvorfor Popstars bruger så megen tid på at dvæle ved vokalen, når det i virkeligheden gælder om at ’lytte igennem den’? Og siden det jo tydeligvis ikke er vokalen, der er pigernes primære ’medfødte talent’, hvad er det så – med Troels Mylenbergs ord – de sidste piger er ’så dygtige til at forvalte’?
Den mandlige dommer Simon Junker kommer sagen noget nærmere end Louise Ellerbæk, da han interviewes på hjemmesiden: ”Vi havde på forhånd aftalt at fokusere meget på vokalen. Vi ville have nogen, der kunne synge, men der var nogen, der gik videre også uden at have de største stemmer. De brugte så det andet, de havde. Deres evner som performere, og det er jo også en del af at være popstjerne. Efterhånden som vi kom længere hen i processen, blev vi nødt til at forholde os til andre kriterier end de håndværksmæssigt målbare. De kriterier er meget uhåndgribelige: Star quality, personlighed, den slags ting.”
Med andre ord: Vokalen er bare et af mange medfødte talenter, der gør en kvinde til stjerne og giver hende de privilegier, der følger med. Indledningsvis er det bare ret oplagt at fokusere på den, fordi den er ’håndværksmæssigt målbar’ i modsætning til ’mere uhåndgribelige’ medfødte talenter så som ’evner som performer’, ’star quality’, ’personlighed’ og ’udstråling’. Således lyder postulatet. Det skal dog snart vise sig, at denne ’uhåndgribelige’ ’talentfulde’ hokus-pokus dækker over den håndgribelige realitet, at ’talentet’ er langt lettere at definere, end Popstars ønsker.
Talentspejderen giver op
Femogtyve Popstars-kvinder står i en dansesal med store spejle og hopper lidt på stedet. Det er tidlig morgen, og de fryser med anstand i deres små toppe og bare arme. Lady Marmelade sætter i gang, og koreografen begynder med sit evindelige ’kom så!’ ’mere!’ imens kvinderne forsøger at kopiere hendes mindste vrid med hoften. Der klippes til en morgentræt Simon Junker, der er placeret strategisk, så han har kvinderne som smukt bagtæppe: ”Vores udgangspunkt for workshoppen er at få pigerne til at yde deres maksimale. Vi skal have alt ud af de her piger”, når han at sige, inden der klippes tilbage til kvinderne, som ligger svedige på gulvet og laver mavebøjninger. Imens konstaterer speakeren, at ”de femogtyve piger giver alt, hvad de har i sig. Men allerede i aften vil dommerne sige farvel til syv af dem”.
Lad mig straks bemærke to ting. Dels at Popstars aldrig taler om ’kvinder’, men om ’piger’ på trods af, at bemeldte ’piger’ er om ikke et godt stykke, så dog over de tolv. Dels at Popstars i denne scene åbenlyst spiller på indre talenter og personlige udtryk, som kvinderne giver fra sig. Det gør de endda i så ’maksimalt’ et omfang, at det giver mening at konstatere, at det er alt, hvad de har i sig. Men selvom Popstars postulerer det, giver kvinderne i virkeligheden ikke noget som helst af deres indre fra sig, imens de befinder sig dér i dansesalen og sveder. Det, de giver fra sig, er derimod en nøjagtig kopi af koreografens mindste bevægelse, og disse bevægelser er igen en kopi af de uendeligt mange danseserier, der kører i ring på MTV time efter time. Danseserier, der heller ikke er særlig originale, men snarere kopier af go-go dansens og pornografiens æggende stød med underlivet.
Kvinderne kopierer altså bare, hvad de ser, og det, de ser, er en kvinde, der på helt traditionel vis gør sig til - for dommerne, for de andre kvinder og for sig selv i det store spejl. Kvindernes ’evne som performere’ er derfor i virkeligheden ikke en evne, men en nødvendig tillært færdighed. Lærer de ikke at gøre sig til og ’performe’, har de heller ikke en chance for at overbevise hverken dommerne eller potentielle fans om, at de opfylder popstarkvindeidealet. Eller, som de fire udvalgte kvinder udtrykker det i en stille stund: ’skaber idealerne godt nok’. Idealkvinden er derfor ikke én, man er, men én man skaber, når man performer godt nok. Godt nok? Ja, præcis så godt, så man formår at udrangere en hvilken som helst kvinde og score what she’s got: en mand.
Det formår Louise, som Simon Junker understreger, da hun udvælges til gruppen: ”Du viste, at du kunne synge, og du viste, at du kunne danse. Men meget vigtigt viste du også, at du kunne lægge din personlighed ind i det.” Personlighed er tydeligvis alfa og omega og lige så vigtig som det ’medfødte’ og ’håndværksmæssigt målbare’ talent for at synge og det mere ’uhåndgribelige’ talent for at performancedanse. Det bliver for alvor understreget, da de sidste ti kvinder skal styles af stylisten Nicki og hendes Right Said Fred-lignende assistent Jazz. Én for én placeres kvinderne i et frisøragtigt setting med Nicki og de andre kvinder bag sig. ”What we are gonna talk about today is that we are gonna try and find an image for you that accentuates your personality” forklarer Nicki, der naturligvis er alt for smart til at tale dansk, med hænderne dybt begravet i Sofies lange lokker. ”You are gonna be part of a group, but you are gonna be an individual too /../ Today we are gonna find that individual look.” Nicki smiler opmuntrende til Sofie og de andre piger gennem spejlet. ”Believe me, you are gonna look like true popstars, really.” Sidst sætning gentages i traileren til programmet.
Først og fremmest må man igen hæfte sig ved, at Nicki absolut gør, hvad hun kan for at understrege, at kvinderne sandelig har en individuel ’true popstar’-personlighed, der blot skal peppes op med sæsonens farver. På den måde forsøger hun at give en ’true popstar’ et indhold, nemlig en personlighed, der gennemstråler den skabelonagtige form og gør hende til noget ganske særligt. Problemet er selvsagt, at denne personlighed åbenbart ikke var til at få øje på, da kvinderne satte sig i Nickis frisørstol, for så var der næppe grund til at lede så længe efter den. Der var næppe heller grund til at påføre de mange lag make-up, slangekrøller og guldglimmer for at trylle den frem.
Forvandlingen til popstjerne indtræffer godt nok alligevel, men det sker ikke, fordi kvindernes personlighed gør dem til stjerner, men fordi Nicki, koreografen og de uendeligt mange andre hjælpere maskerer dem, så de ligner stjerner og lærer dem at ’performe’ som stjerner. For en idealkvinde er tydeligvis ikke én, man bare er, men én, man må gøre en vedvarende indsats for at ligne, og hertil har man brug for kyndig assistance. Eller som produceren på EyeQs første musikvideo forklarer, alt imens han klikker rundt med sin mus på et still-billede af Sofies ansigt: ”Vi fixer pigernes hudtoner. Det, der er vigtigt her, det er, at Sofie ikke ser flad ud i ansigtet, men ser reklameagtig ud”. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Invitation til maskebal
Tydeligvis er intet, hvad det ser ud til at være i dette Popstarunivers. At være popstjerne og ideal for andre kvinder kræver for eksempel primært, at man formår at bære sit individuelle look som en maske. En ’true popstar’-maske, og den må absolut ikke være alt for individuel og indbefatte et fladt ansigt eller en ujævn hudtone, for så ser den ikke længere retoucheret ’reklameagtig’ ud, men netop individuel. Det går ikke, slet ikke hvis man faktisk kan se igennem masken, at mennesket bagved har en personlighed. For vil man ligne en popstjerne og være ideal for andre kvinder, må man både være individuel på den ’reklameagtige’ måde og en del af en gruppe, som man endelig ikke må overstråle eller dominere med sit eget personlige udtryk.
Det får den 18-årige Julia at høre, da Louise Ellerbæk begrunder hendes hjemsendelse: ”Vi har valgt, at du ikke skal med i gruppen, og det har vi gjort, fordi vi synes, at det er helt tydeligt, at du er solisttypen” Julia nikker i slowmotion til tonerne fra endnu en sørgemarch, og der klippes til hendes møde med de andre kvinder, der spændte venter på at høre, hvad dommerne har haft at sige. ”De sagde, at jeg var en solist-førertype”, forklarer Julia og cementerer samtidig, hvad idealet for en kvinde i hvert fald ikke er. Solisttyper og førertyper er afgjort ikke i høj kurs, selv om Popstars postulerer at lægge vægt på personlighed og individualitet, og selv om Louise Ellerbæk gentagne gange taler om at danne en ’power gruppe’. I høj kurs er heller ikke kvinder, der simpelthen er for særprægede til, at de kan retoucheres og se reklameagtige ud. For eksempel førnævnte Maja, om hvis hjemsendelse en anonym chatter på TV2s officielle hjemmeside kommenterer: ”Om Maja: de syntes vel, at hun var for grim? Længere er den vel ikke. Ingen tror jo alligevel på det pis med, at ’vi ser dig mere som en solist’. Misforstå mig ikke; personligt synes jeg, at hun er ultra-lækker, men jeg kan godt forstå, hvis nogle ikke bryder sig om hendes udseende. Hendes tænder er temmelig fremtrædende, og det korte røde hår falder vel ikke i alles smag. Trist, men sandt.”
Denne udspecificering af Majas tænders og hårs beskaffenhed er et af de mere lødige indlæg på hjemmesiden, hvor anonyme chattere excellerer i kvindernes bryster, stemmer, tøj, intelligens og urene hud. Der er faktisk ingen grænser for, hvad det nu offentligt er tilladt at vurdere og kommentere. Det er ikke så sært, for programmet legitimerer selv denne adfærd ved at gengive de tre dommeres grænseoverskridende vurderinger af kvinderne fra yderst til inderst. Én for én spiddes disse unge kvinder, som var de døde sommerfugle sat fast med nåle, og dog vil public service-kanalen TV2 ikke tage ansvaret for, at programmets seere tydeligvis lærer, at grænser er til for at blive overskredet, når det er unge kvinder, det gælder. For kanalen understreger: ”TV2 er ikke ansvarlig for udtalelser, meningstilkendegivelser eller udokumenterede rygter, som måtte fremkomme i dette debatforum” og det må unægteligt undre. For hvis ikke TV2 er ansvarlig for det kvindebillede, stationen selv har skabt og sendt ud, hvem er så?
Klokkeblomst, klokkeblomst – hvor er du?
Indledningsvis mødte vi ti kvinder på en trappe, der blev præsenteret for et livsvalg, de reelt ikke havde, nemlig om de ville være med i Popstargruppen eller ej. Livsvalget var i stedet, om de ville lade sig vælge, og det ville de gerne, selv om de ikke blev valgt på ’medfødte talenter’ som vokal og personlighed, sådan som programmet postulerede, lige indtil Maja og Julia blev sendt hjem. I stedet blev de valgt på ’mere uhåndgribelige’ talenter som villigheden til at lære at danse go-go dans og ”evnen” til at kunne gøres reklameagtig med den rette styling. Kort sagt evnen til at ligne ’true popstar’-kvindeidealet, og dette noget hule talent for at kopiere og lade sig maskere og iscenesætte besad altså fire kvinder.
Man må konstatere, at disse fire kvinder uden at blinke lader sig bruge som tomme tavler, hvorpå andre – stylister, producere, fans osv. - kan indskrive eget begær, egne drømme og egne visioner. Man må ligeledes konstatere, at kvinderne er passive, viljeløse og totalt afhængige af at blive betragtet, bekræftet, købt og solgt. Og endelig må man konstatere, at disse karakteristika ikke blot gælder for de fire kvinder i EyeQ, men for præcis det kvindeideal, de repræsenterer. Idealkvinden er hende, der giver sin krop i bytte for blikke og penge. Hun forlanger intet andet igen. Ikke engang at nogen forholder sig til, hvem hun er under masken.
Popstars prøver ellers ihærdigt at overbevise sine seere om, at dette kvindeideal er mere facetteret end som så. For eksempel ved at postulere, at idealkvinderne skal være gode veninder for hinanden. Siden hvornår? kunne man spørge, hvis man som jeg ikke har set skyggen af søsterskab i de foregående programmer. Men den tone, "We are Family" slog an for lidt siden, bryder igennem for fuld styrke, da dommernes endelige valg af kvinder skal begrundes. For eksempel valget af Trine – med Louise Ellerbæks ord: ”Jeg tror, at hun er en rigtig god pige at have med. Både fordi hun er så ambitiøs, men i høj grad også fordi jeg tror, at hun bliver rigtig sød at være sammen med for de andre” og af Julie: ”Det virker til at være en pige, der kan være en god veninde for de andre piger og have det sjovt med de andre piger.”
De unge kvinders største talent ser derfor med et ud til at være, at de kan udfylde pladserne i et søsterskab, hvor de bor sammen, arbejder sammen og tillige er ’gode veninder’ og ’rigtig søde’ overfor hinanden. Men idealkvinden har ikke selv valgt at indtræde i dette pæne søsterskab. Hun er tværtom blevet valgt, og det berømmede talent består derfor nærmere i at kunne affinde sig med at relatere så tæt til andre kvinder, uden at det på noget tidspunkt får seksuelle undertoner. For idealkvinden er i bund og grund ikke spor interesseret i andre kvinder. Faktisk er hun handlingslammet og seksuelt i dvale, lige indtil hendes redningsmand viser sig. Som hun synger: ”when I see the one I want I won’t let nothing in my way”. Først i mødet med ’the one’, der som nævnt er af hankøn, handler idealkvinden og bryder ud af det påtvungne søsterskabs cølibat, flår veninder til side, hvis de ellers står i vejen, og vælger selv.
Tydeligvis venter enhver idealkvinde med længsel på en mand, der kan forløse hende. Alt, hvad hun hidtil har været, og alle, hun hidtil har omgivet sig med, er kun dårlige erstatninger for hendes egentlige bestemmelse: At tilhøre en mand. Denne konklusion er desværre langt fra ny. Feministiske analyser har i årevis påpeget, hvordan forestillingen om den handlende prins, der redder den passive prinsesse, inficerer de massemedierede udlægninger af virkeligheden. Men det gør langt fra konklusionen mindre sand, at den ikke er ny. Tværtimod vidner Popstars om, at den er så sand som nogensinde.
Lad maskerne falde!
Fire Popstarkvinder sidder på en altan. Det er sommer, det er varmt, og de drikker limonade, imens de diskuterer navnet på deres kommende popband. Mouth Lick, Amber’s Delight, Sugar Babes, Delicious og Selective-et-eller-andet hvirvler rundt i luften, indtil det ideelle navn viser sig. EyeQ. Jo, det er lige i øjet. ”Det er meget fedt, at der er noget dybere betydning med navnet. Og jeg tænker også meget på, at det rent grafisk vil se godt ud” bifalder Julie. ”Jeg synes, det er fedt, at folk stopper op og så finder ud af, at det er en pigegruppe. Ok, det var ikke lige det, man havde forventet. Og det synes jeg absolut ikke gør noget”, lægger Trine til. Og den mandlige dommer, Poul Martin Møller, er tilsyneladende helt enig med begge: ”Jeg synes, det er frækt, at et pigepopband leger med den og så samtidig også, når man ser det, så har det også nogle andre betydninger.”
Som bekendt står IQ for ’intelligence quotient’, altså intelligens kvotient, og det er selvfølgelig den lydlige lighed med IQ, EyeQ-kvinderne ’leger med’. Kvinderne og den mandlige dommer tillægger det bare vidt forskellige betydninger, at ’I’ skrives ’Eye’, selv om Popstars får dem fremstillet ganske enige dér på altanen. Julie og Trine argumenterer for, at ’Eye’ åbner op for ’dybere betydninger’ end blot og bart intelligensens ’I’. Øjnene er jo sjælens spejl, som pigerne nævner senere, og så bliver det tillige en intelligens, der tager sig ’godt ud’. Det er naturligvis vigtigt, men vigtigst er det at slå fast, at intelligensen og sjælen er med hele vejen - pigerne er ikke bare dumme høns. Den mandlige dommer, derimod, taler ikke om ’dybere betydninger’ men om ’andre betydninger’, og det gør han, fordi betydningerne for ham ikke er dybere men blot og bart en ’leg’. En ’fræk’ leg oven i købet, når det er et ’pigepopband’, der tager den slags ordspil i deres besiddelse. Intelligensen og øjet slås altså ikke sammen i denne dommers hoved, for ’når man ser det’, viser det sig hurtigt, at ’I’ og intelligens er udskiftet med ’Eye’ i netop betydningen ’at se’. Eller måske er det snarere pigernes ’at blive set på & tage sig godt ud’-kvotient, der hentydes til?
Under alle omstændigheder bidrager kvinderne gentagne gange til at underbygge deres dommers tolkning af EyeQ frem for deres egen. Hvordan skal man for eksempel ellers tolke denne tilståelse fra Julie på TV2s hjemmeside: ”Jeg har ikke tænkt så meget over det dér med at formidle et budskab. Det er ikke sådan, at jeg har en masse, jeg bare skal have ud”. Man må næsten sige heldigvis, for de ’budskaber’, kvinderne skal ’formidle’ pr. sang, er allerede skrevet og udvalgt på forhånd. Som Poul Martin Møller understreger: ”De skal lave et album, som forhåbentlig har nogle kanter og nogle hjørner i det, som ikke er normalt, fordi vi jo altså faktisk har haft chancen for at forberede os rigtig godt på det her album. Vi har lyttet til umådeligt mange sange”. Lad mig for en god ordens skyld understrege, at ’vi’ ikke er kvinderne i EyeQ, men dommerne og producerne bag gruppen, der på bedste vis – og med Simon Junkers ord – ”ligesom klæder pigerne på til at blive popstjerner”
Ganske vist forsøger Popstars at dække over, at alle beslutninger tages ned over hovedet på kvinderne. Først og fremmest ved at følge Julies indspilning af en ny sang, der måske skal erstatte den, hun oprindeligt har indspillet, fordi den - i følge speakeren – ”efter Simons og Poul Martins vurdering /../ skiller sig for meget ud i forhold til de andre numre.” Men, understreges det, Julie er skam helt fri til at vælge den alt for særprægede og individuelle sang nummer et, hvis hun vil. For at understrege hendes frihed til at vælge bruger Popstars nu det meste af et afsnit på at følge hendes valg til dørs.
Og hvilken version skal vi gætte på, at Julie vælger til slut? Naturligvis den veltilpassede, reklameagtige version nummer to, for hun er jo blevet ’klædt på’ til at ligne (og ikke ’blive’, som Simon Junker forsøger at bilde os ind!) en idealkvinde. Er blevet indhyllet i en Popstars-forklædning påskrevet ’talent’, ’vokal’, ’performance’, ’star quality’, ’personlighed’ og ’udstråling’ i guld og glimmer. Men netop påskrevet. For en idealkvinde er først og fremmest en tom tavle, klar til en hvilken som helst indskrift. Hende, man kan købe, betragte, bruge og sælge som en ligegyldig dukke i en legetøjsforretning. Og hende, kvinderne nødvendigvis må forsøge at skabe og genskabe i én uendelighed, fordi hun ikke er, aldrig har været og aldrig bliver andet end et menneskeskabt kunstprodukt. Nylon, man ikke kan ånde igennem. Tomheden er rungende, men det er lige meget, så længe den ikke giver genlyd. For idealkvindens indre må endelig ikke hverken høres eller ses. Det vil nemlig fjerne opmærksomheden fra det, hun først og fremmest er. Nemlig et kropshylster, som andre kan gøre med, hvad de vil.
På skamløs vis dækker TV2 sig ind under at give fire kvinder en chance for at ’forvalte’ deres ’medfødte talenter’, imens stationen uge for uge scorer seere og kroner i kassen på at agere Klokkeblomst med tryllestaven. Men skidt nu med pengene og den uforfalskede udnyttelse, for langt værre er det, Popstars ukritisk videregiver og legitimerer dette kropshylster-kvindeideal. Et ideal så forkasteligt, at end ikke krykker burde kunne holde det oprejst. Må det falde til jorden og blive liggende!
Foto: Deeplydubbed "Serena"& Babsi B "Peepshow"
