Selvsmageren
Anmeldelse af Trisse Gejl: Patriarken (Lindhardt & Ringhof, 412 sider, 299 kroner) bragt i Weekendavisen 8. september 2006

Forsiden gør, hvad den kan, for at skræmme enhver potentiel læser bort. Grå i grå med retrotitlen Patriarken i feset blå. Og Trisse Gejl? Kan man overhovedet hedde sådan?
Mine forventninger var ærlig talt til at overse, da jeg kastede mig over læsningen af denne hendes femte roman. Men kors, hvor blev jeg klogere. For Patriarken er en ambitiøst anlagt og rent ud fremragende udført samtidsroman lagt ud på tre stemmer, der får dansk til at lyde som verdens mest elegante og underspillede sprog. Her er tilbageholdt drama mellem linjerne fra side et. Her er personer, der fremstår såre håndgribelige læseren, og overalt jonglerer forfatteren ubesværet med livets store spørgsmål. Hvor meget lort, man kommer til at gentage, når man for alt i verden vil gøre alting anderledes end sit ophav. Hvor ondt, man ind i mellem kommer til at handle, når man ønsker at gøre godt. Og hvor svært, det er at efterleve sine høje idealer, når man lukker sin dør og kun har sine egne, raslende skeletter at danse med.

Historiens omdrejningspunkt er et far-datter forhold af den sønderrevne slags, der langsomt men sikkert æder de implicerede parter op. På den ene side har vi den store patriark og nationalpatriot Harald Hügler. Tidligere chefredaktør for en højborgerlig avis, og ved romanens begyndelse nyslået pensionist, der fordriver tiden med en flok bajere, fodboldkampe i fjerneren og sine vanlige, drabelige udfald mod indvandrer og andet rak.
Men tiden falder ham ikke desto mindre lang, for hans engel af en hustru er fløjet til de evige jagtmarker - der ville jeg også flyve hen, hvis jeg var hende - hans datter, Helle, vil ikke se ham, og af samme grund ser han heller ikke sin svigersøn og sit barnebarn. Sådan har det været, siden han skrev en sønderlemmende kritik af Helles erindringsroman, Selvsmageren, uden hverken at røbe at han var hendes far, eller at han var den portrætterede selvsmager.

Helle er, på sin side, opfyldt af et altfortærende raseri mod Harald og alt, hvad han står for af magtdemonstration, almindelig perfiditet og hensynsløs adfærd. Her mindes hun f.eks., da hun præsenterede Harald for sin kommende svigersøn:
”Er det det bedste, du kan skaffe?” var det første, Harald sagde, da hun tog Lars med hjem første gang. Hun var fuldstændig målløs, hun troede, han kunne styre sig, at han havde haft tid nok til at kapere det, at finde et minimum af ordentlig opførsel frem. Det var ikke planlagt og gennemtænkt perfidt, det Harald stod og sagde, det var bare perfidt, spontant perfidt som altid. ”Hvor har du fisket ham op henne?” fortsatte Harald, og hvis det havde været i dag, tror hun, hun måske havde stukket ham en, men ikke dengang. Hun stod bare naglet til stedet.”

For at få afløb for sit raseri publicerer Helle en storm af passionerede mod-debatindlæg, der forsvarer det multikulturelle samfund og landets svageste. Skrevet under pseudonym, så Harald må gætte sig frem til, at det er hende, han indirekte korresponderer med. Det er der gået fem år med, og krigsførelsen har efterhånden sat sine tydelige spor. Harald bliver alvorligt syg og må erkende, at han savner Helle, og Helle er langsomt, men sikkert på vej ind i et ingenmandsland af alkoholisme og galopperende paranoia, mens hendes ægteskab sejler og datteren vantrives gange hundrede.

Det opdager historiens tredje hovedperson, den Familien Danmark-ramte Birgitte, der er gift med Helles kuede lillebror. Hun er på barsel fra sit job i tandplejen, har al tid i verden og beslutter at gøre sit til en genforening mellem Harald og Helle. Men med temmelig katastrofale følger, der naturligvis ikke skal røbes her. Til gengæld røber jeg gerne, at jeg indtog de sidste par hundrede sider i åndeløs spænding, og at De sandsynligvis vil gøre det samme.

Man lever med, at Birgitte-karakteren fremstår en kende karikeret. Til en start et vrid mere naiv og på staveplader end politiet tillader og afslutningsvis et vrid mere actionwoman, end troværdigt er. Man lever også med, at Trisse Gejl et par enkelte steder forfalder til at forklare, hvad hun allerede så tydeligt har vist mellem linjerne. For intet kan egentlig rokke ved, at Patriarken er en gennemført frydefuld læseoplevelse. Klog, morsom og tankevækkende længe efter, at sidste side er vendt, uanset om man kan relatere til hovedproblematikken eller ej. Det er en basalt god historie.

Trisse Gejl fik Kunstfondens 3-årige arbejdslegat i 2002 og må formodes at have skrevet denne bog for pengene. Hvis jeg var Kunstfondens litterære udvalg, ville jeg ikke kunne få armene ned over den prioritering. Patriarken er så åbenlyst et højdepunkt i årets boghøst.

Foto: Jared Boger "Christina"