”Du ønsker at melde dig ud af A-kassen?” ”Ja, og af fagforeningen. Det hele. Helst med øjeblikkelig virkning.” Hans løftede bryn lignede en forfjamsket måge, og jeg kom næsten til at grine. En forfjamsket måge midt i et trøstesløst 70er-byggeri med okseblodsfarvede karme og rækker af tændte computere langs væggene. ”Nu har vi ikke lige ... jeg mener ...” han rakte mig en linieret blok. ”Vi har ikke nogen deciderede udmeldelsesblanketter, men du kan skrive din udmeldelse her.”
Jeg var skuffet. Havde faktisk glædet mig til at sætte et stort, fedt kryds ud for ’jeg ønsker at melde mig ud af Magistrenes A-kasse med øjeblikkelig virkning,’ men nu måtte jeg skrive det hele i hånden i stedet. Og imens overvejede jeg, om jeg virkelig kunne være den første, der fyrede dagpengesystemet på gråt papir, fordi de få tusind kroners supplerende dagpenge absolut ikke var al besværet værd.
”Er du opmærksom på, at du ikke uden videre kan blive dagpengeberettiget igen?” spurgte sagsbehandleren og stemplede, så man kun kunne høre halvdelen af mit ”det er vel sådan set hele pointen med at melde sig ud af systemet, eller hvad?” ”Du får mere information i det brev, vi sender dig,” sagde han og arkiverede i bunken bag sig. ”Læs brevet grundigt. Det giver dig fjorten dages betænkningstid, så du kan nå at annullere udmeldelsen, hvis det er.”

Miss World og en gnu
Jeg ville hellere tilslutte mig Fremmedlegionen end at annullere udmeldelsen, men jeg smilede mildt i stedet. ”Det vil jeg se frem til,” sagde jeg og følte mig som en mellemting mellem vinderen af Miss World og en gnu, der var kommet bort fra sin flok. Desværre mest det sidste. Danmark er et fantastisk land, hvis man er til fast lønarbejde, stor indtægt, udbygget sikkerhedsnet på grænsen til livrem og seler, børn, villa, realkreditlån, sommerhus og 15% tilsidesættelse til pensionen hver måned. Men hvis man kun vil have sikkerhedsnettet og ikke hele lønarbejderfamiliepakken, er man desværre totalt ugenkendelig for den almindelige dansker og en åben invitation til alverdens bekymrede spørgsmål. ”Hvordan vil du overleve?” ”Hvad hvis du bliver syg?” og ”hvad hvis du fortryder og ikke kan komme ind igen?” er mit livs FAQ, så ingen kan være i tvivl om, at min udmeldelse af a-kassen er et uigenkaldeligt Sesam luk dig i til alt, hvad der giver livet kulør.
”Hvordan med pensionen? Du har vel ikke lyst til at ende som en fattig pensionist?” hører jeg lige så ofte, som reciterer hele landet den seneste folder fra Jyske Bank. Men udsigten til at ende som posedame har nu aldrig spoleret min nattesøvn. Sandsynligvis fordi jeg har endnu mindre lyst til at ende som en desillusioneret pensionist, der ikke har turdet satse på det, jeg så åbenlyst er bedst til. Nemlig at skrive bøger, anmelde bøger, kommentere og debattere.

Desillusionerede mennesker er der sådan set også rigeligt af i Danmark, som det er. Jeg ved det, fordi de ofte åbner sig for mig og beretter om deres uindfriede skrive- og rejsedrømme, når de hører om mine prioriteringer. A-kassen, jeg skoddede, da det pludselig stod bøjet i neon, at jeg måtte opgive alle skriveopgaver, hvis jeg ville gøre mig håb om at modtage dagpenge igen. De faste udgifter, som min kæreste og jeg er gået benhårdt efter i sømmene, så de nu befinder sig på et absolut minimum. De mange arbejdstimer foran skærmen, der heldigvis sjældent føles så horribelt ringe betalt, som de reelt ofte er. Den enorme frihed, der pludselig åbner sig, når man ikke har børn, men et arbejde, man kan tage med sig rundt i verden. Ingen at stå til regnskab overfor og lade sig censurere af undtagen sig selv og sin egen samvittighed. Det er de gode nyheder, men alt for få danskere har hørt dem.

For den største fiktion i Danmark er fortsat, at alle andre liv end lønarbejderlivet er behæftet med gabende afsavn, og at der er no turning back, hvis man én gang har fraveget den slagne vej. Jeg ser mig omkring og forstår ikke et suk. Danmark er afhængig af kreative ideer og skæve vinkler på tingene, hvis vi skal klare os i den internationale konkurrence, og ingen tror vel helt seriøst, at de opstår midt i ni til fire-livets glæder. Eller at de sprudler frem, hvis man gør det himmelråbende inattraktivt for befolkningen at realisere andre drømme end 36.000 kroner om måneden og fri bil.

Farvel Franz
Franz Kafka skrev om natten. Så kan alle andre vel også bedrive kunstnerisk virksomhed i deres fritid, argumenterede direktøren for den borgerlige tænketank, CEPOS, Martin Ågerup, da jeg mødte ham i en radioduel for nyligt. Men Franz Kafka levede fra 1883 til 1924. I Prag. Og ærlig talt synes jeg nok, at Danmark burde stile lidt højere end Østeuropa før Anden Verdenskrig, når det drejer sig om at skabe vækstbetingelser for kunstnere og alle andre med ideer, historier og skæve vinkler på tingene.

Jeg skal bestemt ikke udelukke, at en enlig, hårdfør Franz Kafka i dansk aftapning vil stå det hele igennem på kold pasta og mirakuløst levere en sublim roman. Til gengæld er jeg overbevist om, at Danmark går glip af rigtig mange Franz Kafka’er indenfor rigtig mange områder ved at mase enhver nyuddannet ned i den samme firkantede skabelon.
Få det bedste ud af omstændighederne, lyder den indirekte besked. Bliv informationsmedarbejder, selv om du drømmer om at blive forfatter – det smager da lidt af det samme – og forbrug ellers derudaf for at dulme følelsen af at spilde dit liv. 2500 kroner for en nederdel er jo i virkeligheden ingenting, når den både kan bruges til hverdag og fest og mikses på kryds og tværs med alt det andet i din garderobe. Det budskab kan man dårligt være i tvivl om, så ofte som damebladene gentager det, og sæt dig ellers så dyrt, at du dårligt kan rokke med ørene og slet ikke tænke på at sige op de næste tredive år. Bliver du utålmodig inden da, kan du altid slå op i en hvilket som helst søndagsavis og læse om de freaks, der har valgt anderledes.

Mig for eksempel, og i begyndelsen holdt jeg godt nok vejret. Konstant bange for at min økonomi skulle ramle sammen og jeg selv ende på bistanden med et brag. Men rent faktisk er det gået langt bedre det sidste år end året før, hvor jeg var på supplerende dagpenge. Ikke mindst, I suspect, fordi jeg nu kan fokusere hundrede procent på at skrive frem for halvtreds procent på at skrive og halvtreds procent på at løbe stakåndet forhindringsløb gennem et system, der suger al energi til sig og giver bare ét overordnet budskab igen. Så længe, du ikke bestrider et fuldtidslønarbejde, er du årets fiasko, og det bliver kun værre, hvis du ikke skriver daglige ansøgninger til gud og hver mand og jubler over en ulønnet virksomhedspraktik i Lejre Boldklub.

Udsigt fra Mount Everest
Til et aktiveringsmøde på Arbejdsformidlingen sad vi der alle sammen. Humanisterne med de skæve fagkombinationer, de tidligere mønsterstuderende der stadig troede, at de skulle række hånden op og smile til læreren, nogle kunstnere med weltschmerz-draget om munden, en masse 55-årige med tomme øjne, et par stykker, der så ud til at høre hjemme i distriktspsykiatrien og en AF-konsulent i skovmandsskjorte á la specialarbejder. ”Jeg råber jer lige op,” sagde han friskt, mens alle krympede sig. Især de kendte skuespillere og stand-up’ere imellem. ”Og nu kommer det sjove!” Han så ud over forsamlingen, der talte hen ved halvtreds mennesker. ”Jeg vil gerne have, at I en efter en rejser jer op og fortæller mig, hvilke planer I har for at komme i fuldtidsarbejde!”
Hvilke planer har du selv for at få dig et liv? havde jeg lyst til at spørge, men jeg gjorde det ikke. Jeg rejste mig op og sagde, at jeg havde planer om at blive kommunikationsrådgiver. For dig, din idiot, vrissede jeg indvendig men vidste jo samtidig, at han bare administrerede et system uden blik for den enkelte klients menneskelighed og potentiale.
Efter lang tid i systemet lød folk ærlig talt også som om, de selv havde glemt, hvad de engang må have stået for. ”Jeg er faktisk kun god til at spille rollespil,” sagde en mand med en kandidatgrad i biologi. ”Jeg er villig til at arbejde gratis de første par år. Det er kun rimeligt,” sagde en kvinde med en kandidatgrad i kunsthistorie, og da jeg spurgte hende hvorfor, tyssede skovmandsskjorten på mig og nikkede. ”Det er en fornuftig indstilling,” sagde han og gennemgik forløbet for Anden Ledighedsperiode, mens kunsthistorikeren skrev noter med røde pletter ned ad halsen.

”Selvfølgelig kan man leve af at skrive! Jeg klarer mig fint!” har jeg svaret lige siden aktiveringsmødet, der fik mig til at melde mig i fuldtidsarbejde, selv om jeg reelt ikke havde i nærheden af en fuldtidsløn. Faktisk er det først nu, hvor min anden roman, Champagnepigen, er havnet på bestsellerlisterne, at det er lykkedes mig at tjene mere end 15.000 kroner om måneden før skat, og det føles stort. Som at have besteget Mount Everest med samtlige mareridt i hælene.

Vilde duracellkaniner
Den næststørste fiktion i Danmark er, at det er svært for ikke at sige umuligt at nedskalere sit forbrug. Det var min kærestes frygt numero uno, da hun sagde sit fuldtidsjob op for at gå freelance, og det tror da pokker så ofte, som det var folks første reaktion. ”Det er jo meget lettere at sætte forbruget op end ned,” udtrykte de skiftevis medfølende og hovedrystende, fordi min kæreste er 53 år og derfor, i Danmarks øjne, så gammel, at hun burde holde fast i sit job med det yderste af neglene. At hun i stedet meldte sig ud af a-kassen sammen med mig og satsede på, at hun nok skulle klare sig, krævede en indlevelse, som forbløffende få besad. ”Hvordan tør du?” lød det hundrede gange oftere end ”hvor er det flot klaret. Jeg ville virkelig ønske, at jeg turde det samme,” selv om det utvivlsomt var, hvad det store flertal tænkte.
Længe afventede vi, at min kærestes legendariske forbrugskrise skulle indfinde sig. Vi gik i butikker, men intet skete. Vi spiste på diverse restauranter, men intet skete. Vi rejste til Indien, Paris og Kenya, men der er stadig intet sket. ”Jeg købte jo for at kompensere,” som hun siger, når vi taler om det i dag, og skal jeg være ærlig, frygter jeg, at det er ganske mange danskeres forbrugsmønster. Og så undrer jeg mig. For mens de fleste danskere synes at være enige om, at tid er penge, medtænker ganske få tilsyneladende, at lighedstegnet også gælder den anden vej: At penge er tid, og at tid er liv. Når man ligger på sit dødsleje, vil man næppe tænke ”damn! Hvis bare jeg havde givet et halvt år af mit liv i bytte for et nyt samtalekøkken. Eller en uge i bytte for en ny kjole.

På opslagstavlen i min mormors køkken, inde bag alle postkortene, hænger en seddel med hendes håndskrift. Tro ikke alt hvad du hører. Gør ikke alt hvad du vil. Sig ikke alt hvad du ved. Brug ikke alt hvad du har, står der, og om noget er det Danmark i en nøddeskal. Man skal da endelig ikke gå hundrede procent ind for noget og satse det hele uden at have mindst tredive forsikringer mod hvad som helst i baghånden. Min mormor ler, da jeg ringer hende op for at få den præcise ordlyd. ”Det ville nu også undre mig, hvis du var enig i den livsfilosofi,” siger hun, men hun skulle nødigt tale. Min mormor har aldrig levet på det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå og i det mindste været glad for, at huset er steget to millioner, og efterlønnen kun er ti år borte.
I mange tilfælde forstår jeg dog godt attraktionen i sidstnævnte. For hold da op, hvor er man hurtigt gammel og ubrugelig i Danmark – især hvis man er kvinde. Overalt i det offentlige rum, hvor der bliver talt og skrevet om alder, er indtrykket det samme. Nemlig, at kvinder over 50 er omvandrende hennahår, Tenabind og hedeture, og at al information til denne gruppe må tekstes for tumper, som mister man en milliard hjerneceller om dagen fra sit femogtyvende år. Ikke så sært, at efterlønnen er populær her til lands. Bliver man dagligt bombarderet med, at man hører til i De Gamles By, begynder man vel efterhånden at identificere sig med gangstativer og forlorne tænder. Ligesom man lynsnart vil indstille sig på lønarbejderlivets glæder, hvis man dagligt får at vide, at alt andet er intravenøst forbundet med De Syv Plager.

Jeg er dødtræt af, at dansk kultur mest af alt er en monokultur, hvor alle skal stræbe efter præcis samme livsforløb for at være en del af det store, forkromede ’vi’. Og jeg kan ikke se en eneste god grund til, at ethvert menneske, der måtte ønske at slå ind på en anden vej, bliver præsenteret for en total mangel på sikkerhedsnet, lange rækker af løftede bryn og alverdens skrækforestillinger om big time failure.
Der er utvivlsomt brug for en vis procentdel duracellkaniner, der løber i takt og trommer det bedste, de har lært, og en vis procentdel duracellkaniner, der trommer hurtigere og hurtigere. Men der er altså lige så meget brug for duracellkaniner, der hverken går eller trommer i takt. Det siger trods alt ganske meget om et samfunds potentiale for vækst og nytænkning, hvilke betingelser vi giver de mennesker, der skiller sig ud. Og de mennesker, der potentielt kunne komme til det.

Billeder: Catherine Nicola "Windy Day" & Jacqueline Vanek "The Picture Brought to You by a Falling Bomb"