Vi skriver år 1945. Foran indgangen til Cinéma des Champs-Élysée bliver den 37-årige Simone de Beauvoir præsenteret for en jævnaldrende kvinde, der beder hende læse manuskriptet til det, der siden - og med Beauvoirs hjælp - bliver til debutromanen L'Asphyxie (Kvælning, 1946)

Det skulle vise sig at blive et spændende møde.

Den ukendte kvinde er Violette Leduc, og fra første færd er hun grænseløst lidenskabeligt fascineret af Simone de Beauvoir, der på ingen måde føler andet og mere end professionel interesse for Den Grimme Kvinde, som hun konsekvent kalder hende, når hun ikke er til stede.

Til sin elskede Nelson Algren skriver hun irriteret: 'Hun [Leduc] har givet mig sin dagbog, den er meget talentfuldt skrevet, hun taler om sin kærlighed til mig, det er meget ubehageligt', og vist er Violette Leduc langt fra en konventionel skønhed, men skrive - det kan hun. Og det selv om for få har ofret hendes tolv romaner megen opmærksomhed i de tredive år, der er gået, siden hun døde af kræft i 1972.

Ganske vist nøjes Beauvoirs biografier med at namedroppe Violette Leducs navn hist og pist (Francis & Gontier, Les Ecrits de Simone de Beauvoir, 1986 og Deirdre Bair, Simone de Beauvoir, 1990), når der er brug for lidt sødt&klistret til at holde blodsukkeret oppe. Og efter endt læsning kan man svært tro meget andet, end at hendes eneste relevans for eftertiden er, at hun begærede Beauvoir og gjorde et noget ynkværdigt, psykisk ustabilt og tryglende indtryk på denne.

Leduc reduceres ganske enkelt til kvinden, der gentagne gange formåede at forelske sig i dem, hun ikke kunne få, fordi de enten var bøsser eller heteroseksuelle kvinder - levende beskrevet i prosadigtet L'Affamée (Den begærlige, 1948), der er Leducs temmelig utilslørede kærlighedserklæring til Beauvoir.

Men først som sidst er hun kvinden, som Beauvoir hjalp frem uden at få nævneværdigt meget igen. Først ved at sørge for, at dele af hendes debutroman blev publiceret i det nystartede tidsskrift Les Temps Moderne og siden ved at skrive et forord til hendes eneste publikumssucces, La Bâtarde (Bastarden, 1964). Her trak hun endnu engang på selvbiografisk materiale i form af hovedpersonernes slående lighed med ægtemanden Jacques Mercier og ungdomskæresten, Leducs tidligere lærerinde Denise Hertgès.

Men Violette Leduc er andet og mere end sin livshistorie, der byder på ulykkelig kærlighed, selvmordsforsøg, elektrochok, sovekure, abort, erklæret moderbinding og frygt for mænd. F.eks. er hun en ganske fremragende forfatter.

Det kan man forvisse sig om ved at læse den ucensurerede texte intégral-version af den kontroversielle roman Thérèse et Isabelle, som forlaget Gallimard netop har udgivet med rundt regnet halvtreds års forsinkelse.

Egentlig er der tale om en bortcensureret indledning til Violette Leducs roman Ravages fra 1955. En roman, der led den tort at blive stemplet som skandaløs af forlaget Gallimard og derfor retoucheret til tandløs ukendelighed til forfatterindens frustration og forsøgsvise selvdestruktion (det er her, selvmord og indlæggelse kommer ind i billedet). Hun havde trods alt arbejdet på denne roman, der var tænkt som kvinden Thérèses psykologiske og seksuelle udviklingshistorie, i hen ved seks år, og som så ofte før og efter trak hun også denne gang på det selvoplevede, nemlig sine relationer til en ikke-identificeret skoleveninde, lærerinden og ægtemanden.

Den bortcensurerede del, som Gallimard altså fandt skandaløs, omhandlede den seksuelle relation til skoleveninden og dermed Thérèses teenageår og første seksuelle erfaringer. Disse år fik nu det hvide snit, og det er ikke vanskeligt at forestille sig, at udviklingshistorien i sin helhed tog skade og forekom både ufuldstændig og amputeret. 'Det er mord!', som Violette Leduc konkluderede i sin tredje selvbiografi La Chasse de l'amoura (Jagten på kærligheden, 1973) og uddybede; 'de ønskede ikke at se oprigtigheden i Thérèses forhold til Isabelle'.

Alle muligheder for at få manuskriptets bortcensurerede sider publiceret blev forsøgt, men uden held. På opfordring af Beauvoir besluttede hun sig i begyndelsen af 60'erne for at omarbejde de "skandaløse" sider og indflette dem i sit igangværende projekt, selvbiografien La Bâtarde. Thérèse skiftede navn til Violette, metaforer og dialoger blev kraftigt modificerede, og som sådan udkom da den purunge Thérèses/Violettes forhold til den jævnaldrende Isabelle i 1964 godt forklædt som tredje kapitel i La Bâtarde.

Men det blev heldigvis ikke enden på historien. La Bâtarde viste sig nemlig at blive en veritabel salgssucces, og det foranledigede Gallimard til at udgive Thérèses bortcensurerede ungdom i en lettere omarbejdet form som selvstændig roman i 1966 under titlen Thérèse et Isabelle. De første 37 sider skønnedes dog fortsat at være for uanstændige, og ville man alligevel læse dem, måtte det ske on the side. Gallimard lod dem simpelthen publicere for sig selv.

Det er disse forkætrede 37 sider af Thérèses ungdom, der nu endelig er vendt tilbage på rette plads, ligesom småændringerne i originalmanuskriptet er rettet tilbage og værket i sin helhed forsynet med noter og et oplysende efterskrift af Carlo Jansiti, som har skrevet en omfattende biografi om Leduc (Grassat, 1999).

Thérèse et Isabelle kan dermed endelig læses i sin helhed.

På dansk har man dog endnu ikke noget valg; vil man læse Thérèse et Isabelle, må man tage til takke med en oversættelse af 1966-versionen og gætte sig til de første 37 sider, for dem fandt Hans Reitzels Forlag angiveligt ingen grund til at medtage i oversættelsen fra 1967. Til gengæld fandt forlaget det på sin plads at forsyne romanen med en forklarende bagsidetekst, der fastslår, at 'ungdommens følelsesliv /../ ofte [er] ekstatisk og fyldt med mærkeligt beåndede og poetiske fantasier, som er aldeles hensynsløse over for alt andet end ungdommen selv'.

Den konstatering er temmelig misvisende og mest af alt en smule komisk. For det ville være synd at påstå, at Thérèse et Isabelle udspiller sig i et 'mærkeligt beåndet og poetisk' fantasiunivers, ligesom det svært lader sig gøre at skubbe historien langt ned i kategorien 'ungdommens følelsesliv'. Der er nemlig tale om noget så sjældent, i hvert fald for sin tid, som en fuldstændig utilsløret skildring af to kostskolepigers erotiske og altopslugende besættelse af hinanden. Tre dage og tre nætter i selskab med Thérèse og Isabelle, der ikke foretager sig stort andet end at udforske hinanden.

Ydre handling er det så som så med. Vi befinder os på en kostskole; på gangene, i sovesalene, på biblioteket, kort sagt alle de steder, hvor Thérèse og Isabelle har held til at mødes uden at blive set. Ekstatiske, metaforiske optrin afløser hinanden for pigerne, hvis eneste tanke er hinanden og mulighederne for snarligt gensyn, og tekstens fokus mimer til perfektion dette indsnævrede, eksalterede univers, hvor både fortid, fremtid og samtid har mistet enhver betydning. Alt, der tæller, er lige her og nu.

Violette Leducs erklærede mål var at oversætte følelser til ord så nøjagtigt og minutiøst, som det overhovedet lod sig gøre, men med tiden måtte hun sande, at det ikke var så ligetil og - efter eget udsagn - langt fra altid lykkedes optimalt i Thérèse et Isabelle. Hun gjorde sig ellers heroiske anstrengelser. I La Folie en tête (Den vanvittige, 1970) fortæller hun blandt andet, hvordan hun i sine bestræbelser på at tillempe ordene den private erotiske virkelighed efterprøvede deres virkning på sig selv, mens hun skrev dem:

'Hvordan skal man beskrive følelsen? Hvordan skal man stadfæste følelsen? /.../ Jeg elskede med mig selv, jeg elskede med mig selv med den største oprigtighed. Jeg var Thérèse, jeg var Isabelle. Jeg indlod mig med mit eget stilehæfte'

Det kunne der utvivlsomt være kommet megen ligegyldig B-litteratur ud af (der findes i alt fald adskillige eksempler på dette indenfor nyere lesbisk litteratur.) Men Thérèse et Isabelle er der tale om en fascinerende skildring af dynamikken mellem de to unge piger og ikke bare saftig godnatlæsning og erotiske optrin uden mål og med, blodfattige personskildringer, tåbelige floskler og almindelig spild af tid.

Det er i denne skildring, at romanen er særdeles interessant. Leduc benytter sig nemlig ikke af den heteroseksuelle skabelon, når rollerne skal fordeles, det vil sige den yndige/feminine/tilbageholdende femme/kvinde/lipstick lesbian overfor den mandhaftige/beskyttende/håndværkeragtig butch/tomboy/dyke. En model, man dels kender fra legendariske relationer som Gertrude Stein/Alice B. Toklas, Radclyffe Hall/Una Troubridge, og Mary Ann Willson/Miss Brundidge, dels ser fremskrevet til perfektion i Halls The Well of Loneliness (1928). Her bærer den kvindelige hovedperson sågar mandsnavnet Stephen, ligesom Hall i øvrigt livet igennem foretrak at blive kaldt John.

Man kan passende kaste alle tanker om skabeloner ud til højre, inden man går i kast med Thérèse et Isabelle, for ellers får man sit hyr med at holde rede i, hvem der egentlig spiller hvilken rolle. Så er det Isabelle, der dominerer Thérèse. Så er rollerne vendt om. Og med eet er hele opsatsen blæst bort og afløst af fuldkommen spejling og samhørighed:

'Vi gjorde det udenad som om vi havde kærtegnet hinanden fra før fødslen, som om vi føjede et led til en lænke. Isabelles hånd, som foruroligede mig nær hoften, var min egen, og min hånd på Isabelles side var hendes. Hun var et genskær af mig. Jeg var et genskær af hende. To spejle elskede hinanden.'