Smertensbarnet
Drengen på stigen forløser til fulde Synnøve Søe som forfatter
Synnøve Søe: Drengen på stigen (Lindhardt og Ringhof, 159 sider, 199 kroner) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 14. september 2007På min lange og trange vej gennem det enorme papirbjerg, der vanen tro udgør Jyllands-Posten, stødte jeg forleden på den ellers konsistent cool litteraturanmelder Henriette Bacher Linds anmeldelse af Synnøve Søes nye roman. ”Jeg vover pelsen og påstår, at ”Drengen på stigen” bliver Synnøve Søes folkelige gennembrud,” skrev hun, og al ære og respekt for Henriette Bacher Lind og hendes pels. Men Synnøve Søe fik da sit folkelige gennembrud for hundrede år siden. Helt tilbage i 1989 udsendte hun for eksempel min generation af kvinders selvbiografiske smerteskrift nummer et, Fars, og siden fulgte romaner som No Credit, Orm & Ar (med den guddommelige titel!) og Når den blå hane galer fra sidste år plus en masse stærkt folkelige tv-programmer og medieoptrædener og Se & Hør-lir. Så i grunden tror jeg, at det eneste, Synnøve Søe ikke har fået for længst, er sit helt store kunstneriske gennembrud som seriøs forfatter snarere end som over the top mediepersona med et fast greb i hovedstolen. Og af et ærligt hjerte: hvis ikke hun får det nu med det samme, er der simpelthen ingen retfærdighed til. For Drengen på stigen er ud fra enhver rimelig betragtning en ualmindeligt vellykket roman, der med den største selvfølgelighed formår at være både storøjet uskyldig, afsindig langt ude på kanten og rådden, så maddikerne snor sig.
Det springende punkt er kompositionen, og her skal læseren helt klart vindes over, før bevægelsen i teksten bliver meditativ snarere end konstrueret. Synsvinklen ligger hos den stærkt omsorgssvigtede Peter, og i krydsklip følger vi ham skiftevis som 6-årig og som 35-årig. I begge tilfælde er hans skæbne krank. Drengen Peter bor hos sin småsindssyge, pillemisbrugende mor, der stener tv-serier på sofaen og æder makrelmader dagen lang, imens hun hunser rundt med sin søn. Alkoholiker-faren ser han sørgeligt lidt til, men til gengæld ser han alt til familien ovenpå. I hvert fald på afstand som en anden Pigen med svovlstikkerne. For hver eneste aften kravler han op på stigen langs muren og betragter deres familieliv gennem ruden, og det er her, han så småt tilegner sig koderne for almindeligt menneskeligt samvær.
Den 35-årige Peter, derimod, har en tv-karriere og et parforhold bag sig og – fornemmer man – et sammenbrud i lys luge omkring sig, og i lange, afsindige passager hører vi om hans endelige opgør med forældrene. Det sker i form af et middagsselskab med udvalgte tilskuere til hans barndom i den tomme stol for enden af bordet. Faren knapper guldøl op for et godt ord, moren føler sig konstant angrebet og fatter ikke en bregne, og Peter serverer den ene festret efter den anden, der snarere tager sig ud som ækle vanitasbilleder. Især når man medtænker de korte afsnit, der omhandler tiden fjorten dage efter middagen. Eller middagen er der sådan set stadig, den er bare omdannet til et levende kaos af maddiker, mug og bananfluer, som Peter betragter fra sin plads ved bordet. Ind imellem forsøger han at få maddikerne til at åle om kap henover dugen, hvis han da ikke knækker hovederne af dem. I alle tilfælde tænker man på Naja Marie Aids novelle En kærlighedshistorie, nu med en voksen mand, der går i hundene, i stedet for en ung kvinde.
Hvorvidt middagen reelt foregår andre steder end i Peters hoved, er svært at sige. I hvert fald foregår den næppe i den form, og tvetydigheden klæder teksten. Det samme gør Synnøve Søes helt enkle sprog, der ellers tidligere har været denne anmelders største anke, fordi det efter mine begreber har manglet det sidste nøk musikalitet. Men her giver lige præcis sproget både den storøjede 6-årige og den 35-årige sindssyge den helt rette gennemskinnelighed og troværdighed.
Dette er kort sagt en historie, der får det bedste frem i forfatteren Synnøve Søe, også når det kommer til at omsætte det private stof til litteratur. For godt nok er man ikke afgørende i tvivl om, at man ramler ind i adskillige hovedstole undervejs. Det er blandt andet det, der gør teksten direkte smertelig sine steder. Men til forskel fra tidligere fungerer det private stof snarere som afsæt for historien, som Søe igen og igen formår at løfte op over det socialrealistiske og ind i det mytologiske. Der, hvor en stige ikke bare er en stige, og et middagsselskab får én til at tænke på Fanny & Alexander.
Undervejs i forældremiddagen afslører Synnøve Søe desuden et oplagt talent for at gengive morbid dialog og goddag mand økseskaft-småborgerlighed, så man klukker af grin. Jeg krydser fingre for meget mere af den slags i næste roman, og så håber jeg naturligvis på lige så stort et mod til at gå planken ud. Det må have været en kraftanstrengelse at skrive Drengen på stigen, men det er ingen kraftanstrengelse at læse den. Tværtimod sluger man den begærligt. Og bøjer hovedet i respekt.
Maleri: Quint Buchholz "Giacomond"
