Psykologen, operasangeren og forfatterenJeg følte mig lille i verden den første dag på psykologistudiet. 19 år og sat af ved KUA af min far, fordi jeg stadig boede hjemme. Kikset, ligesom min franske fletning. ”Er du model?” spurgte den lyshårede kvinde med det strålende, åbne ansigt, der havde slået sig ned ved siden af mig, mens tutorerne talte. Hun så meget voksen ud. Måske var det den sandfarvede blazerjakke eller cigaretterne, hun kæderøg. ”Jeg hedder Eva,” sagde hun, så alle kunne høre det, og i løbet af fem minutter vidste jeg, at hun var opvokset i Dalerne, lige var flyttet sammen med sin kæreste og slet ikke var lyshåret i virkeligheden. Jeg kunne bare se hendes kørekort, og jeg måtte undskylde hendes jyske accent. Hendes forældre var oprindeligt fra Jylland. Det lød skægt. Antikveret jysk med svensk accent.
Dorte var hendes modsætning. Mørk og observerende med minikjoler og hjemmepermanent. Jeg spottede hende på vej ind i auditoriet til vores første forelæsning og vinkede Eva over ved siden af os. ”Jeg hedder Christina.” Hun nikkede venligt. Hun havde rolige øjne og boede i sin egen lejlighed i Brøndbyøster med udsigt over motorvejen og Jungs samlede værker på reolen. Hun var tre år ældre end mig og to år ældre end Eva. Jeg drømte om at blive ligesådan. ”Jeg har altid villet læse psykologi,” sagde hun et par dage senere, og Eva bekendtgjorde straks, at hun hellere ville være operasanger. Det gjorde det lettere for mig at sige, at jeg helt sikkert hellere ville være forfatter, og sådan var det altid med os, sagde Dorte nogle år senere, da vi skændtes, så min lejlighed rystede. ”Så du synes ikke, at du kender mig, Eva? Jamen, hvad havde du tænkt dig? Jeg kan jo ikke få et ord indført, fordi I to altid sidder der og overgår hinanden i skrækhistorier! I taler jo om jer selv i et væk!”
Det var Eva og Dorte, der lærte mig, hvordan man bærer sig ad med at have veninder. Mine forældre havde ingen venner, og jeg var så meget på bar bund, at jeg serverede mindst to kager hver gang, Eva og Dorte skulle komme og krydsede fingre for at de ville komme igen. Eva lærte mig at udtrykke følelser i ord. Med tiden lærte Dorte mig at lytte. Vi endte i samme læsegruppe, om end vi langt oftere snakkede og drak os fulde end læste. En nat sang Eva Swing Low på en karaokebar i indre by, så der ikke var et øje tørt. Det var, da hun havde droppet psykologistudiet for at satse på operaen. En anden nat dansede vi rundt i Dortes lejlighed; Eva med en lampeskærm på hovedet og mig med rotten Carl Gustav på skulderen. Jeg var begyndt at læse litteraturvidenskab, og Eva havde aflyst sit slotsbryllup i sidste øjeblik. ”Jeg vil have mange børn,” sagde hun et år senere, da hun var blevet gift med en anden, og Dorte havde allerede fået sin første datter.
I lange tid troede jeg, at familielykken ville sætte en stopper for vores venskab. Eva flyttede til Falster, Dorte fik sin tredje datter og blev færdig som psykolog, og snart havde Eva også tre børn foruden en stedsøn, to plejebørn og et job som musiklærer. Men vores venskab lever i bedste velgående, og om noget har det konfronteret mig med, hvor fordomsfuldt jeg – den barnløse homo – så på moderskabet. Jeg forestillede mig helt seriøst, at alle kvinder blev til Moder Jord, når de fik børn, og at de ville fravælge mig til fordel for familieprojektet. Det var, hvordan min mor prioriterede i forhold til sine veninder, men det var ikke, hvordan Eva og Dorte prioriterede i forhold til mig. Tværtimod blev jeg gudmor for Evas ældste datter, og selv om jeg ville have forsvoret det, synes jeg, at det er toppen at følge deres børn. Eva og Dorte har om nogen åbnet mine øjne for andre måder at leve på. De har i sjælden grad beriget mit liv.
Foto: Violator 3 "The Usual Suspects"
