Drømmefangeren

I september var illustratoren Martine Noring og jeg tre uger i Damaskus for at arbejde på Drømmefangeren - vores fælles eventyrbog, der gerne skal udkomme efteråret 2008. Du kan læse en smagsprøve nedenfor :-)

Synopsis

Drømmefangeren handle om 9-årige Tianna, der mister sine forældre og bor hos sin fraværende tante. Hun savner sin eneste veninde Johanna og dagdrømmer de lange eftermiddage væk i tantens hus. Men en dag går det op for hende, at hun ikke kan komme ud af én af sine prinsessedrømme igen. Det viser sig at være drømmefangeren, der har taget hende til fange i et kæmpestort orientalsk slot i en kæmpestor orientalsk by. Han vil kun lade hende slippe ud af drømmen, hvis hun giver ham to perfekte tegninger; en af Tiannas mor og en af hendes far. Men Tianna kan ikke tegne. Hun kan heller ikke huske, hvordan forældrene så ud, da de var i live. Så hun må alliere sig med Drømmefangerens børn Saladin og Samiah, der smugler hende med ud i byen om natten for at finde den magiske Mahmoud, der ved alt og ser alt. Det bliver en lang og farefuld tur, der lærer Tianna meget om at turde savne og huske..


Stigen. Kapitel 1

Det hele begyndte med et forvarsel. For sådan tror jeg nok, man kalder det, når man pludselig får en fornemmelse af, at absolut intet bliver, som man går og håber. Det var midt i januar, og Johanna og jeg lå i den store hængekøje, som min far havde spændt ud i karnappen, så vi rigtig kunne nyde udsigten. Vi boede på fjerde sal, og nedenfor vinduet var en lille plads med et kridhvidt træ i midten. Sneen føg mod ruderne og lagde sig i zikzak-mønstre langs vindueskanterne, og vi spillede hjerterfri. Vi havde lige lært det, men Johanna virkede underligt fraværende, og hver gang, hun tabte, trak hun bare på skuldrene og blandede kort i en uendelighed. Det lignede hende bestemt ikke.
- Johanna?
Jeg betragtede hende, imens hun delte kortene i to bunker og blandede dem med et rutineret vrid.
- Johanna, sig nu hvad der er i vejen! Når man er bedste veninder, er det ligesom meningen, at man skal kunne fortælle hinanden alt ...
Jeg tog modvilligt de kort, hun delte ud og drejede dem, så hun ikke kunne se dem. Ikke at der var det store at se. Kun en enkelt hjerter to og en masse klør.
- Jamen, det er bare ... altså ... jeg tænker bare på ...
Jeg opdagede pludselig, at hun så helt forkert ud i hovedet. Johanna så ellers kun helt forkert ud i hovedet, når hun faldt ned fra høje træer og den slags.
- Johanna??
Hun sank et par gange og lagde kortene fra sig.
- Jeg tænker bare på, om vi altid vil være bedste veninder, Tianna. Det er bare det.
- Du tænker på hvad??
Det var aldrig faldet mig ind, at vi kunne være andet. Vores forældre flyttede ind ved siden af hinanden i den her ejendom, da mor og far lige havde hentet mig på et børnehjem i Kina. De vidste ikke helt, hvor gammel jeg var, men de mente, at jeg var omkring seks måneder, og det var Johanna også. Vi blev veninder fra begyndelsen, og heldigvis kom vi også i samme klasse. Når vi ikke fik lov at sidde sammen, skrev vi lange beskeder til hinanden i timerne, så lærerne blev sure og sendte os udenfor døren eller op til inspektøren.
Johanna trak vejret dybt.
- Jeg drømte det i nat, det er bare derfor.
- Du drømte hvad??
Hun vendte øjne af mig.
- Ja, drømte at du forsvandt, selvfølgelig. Tianna, hør nu efter, ikke? Vi skulle selvfølgelig følges i skole, og jeg stod udenfor jeres dør. Vi var sent på den. Ti minutter i ringetid. Vi skulle have dansk, så vi kunne ikke så godt komme for sent ...
- Og hvad så?
Hun vendte øjne af mig igen.
- Hvor er du dog utålmodig!
Hun så stadig helt forkert ud, og jeg ville bare have, at hun skulle se rigtig ud igen.
- Og hvad så, Johanna?
Hendes hånd var helt kold. Den strejfede min, da hun samlede vores kort sammen og lod dem dumpe ned på gulvet.
- Jamen, jeg ringede på jeres dør mindst tyve gange, men du åbnede ikke, så til sidst prøvede jeg at dreje håndtaget ned. I plejer jo ellers altid at låse døren, men den gik op, og lejligheden var ... helt tom.
Der løb et langt, isnende gys igennem mig, og Johanna lå længe uden at sige noget.
- Der stod kun et par gamle klapstole langs væggen derovre, sagde hun til sidst og nikkede mod døren ud til køkkenet. - Plus et par afskallede urtepotter og jeres grimme, røde tæppe, der var rullet sammen og stillet på højkant.
- Mormors tæppe, mener du?
Hun lagde hovedet mod min skulder.
- Jeg løb fra det ene værelse til det andet, men jeg fik bare dit navn tilbage i hovedet, når jeg kaldte på dig. Men det værste var ... at ... at ... stigen til dit værelse var væk, og lemmen var lukket, så man næsten skulle tro, at du aldrig havde boet deroppe.
- Og hvad gjorde du så?
Hun var stille så længe, at jeg var lige ved at gentage mit spørgsmål, men så rømmede hun sig.
- Jeg vågnede og kaldte på dig, svarede hun lavt og satte sig op, så hængekøjen gyngede svagt, og i det øjeblik mærkede jeg mit hjerte. Et stort, koldt dunk i mit bryst, der bankede af sted, som frygtede det for sit liv.

Nogle timer senere hørte vi mor for foden af stigen.
- Tianna og Johanna, er I deroppe?
Trinnene knagede.
- Tianna og Johanna, er I der?
Hendes kæmpestore, krøllede guldhår kom til syne og derpå hendes ansigt. Hun lignede en strålende sol her til aften, så smuk var hun, og på øjnene havde hun lyseblå skygger med glimmer. Johanna sagde tit, at hun ville ønske, hendes mor var lige så smuk, men det var der ingen mødre, der var. Min hed Iben og var sangerinde i det band, hvor min far spillede trommer, og sommetider tog de Johanna og mig med, når de skulle ud at spille. Så stod vi allerforrest og klappede med hænderne over hovedet efter hvert nummer, og Johanna piftede. Jeg var så stolt af at have en mor og en far, som folk klappede og piftede af.
Men i aften var vejret simpelthen for dårligt, sagde mor, da vi begyndte at plage om at komme med.
- Vi bliver nok nødt til at overnatte på et hotel, hvis det fortsætter med at sne på den måde.
Hun lagde nakken tilbage, så hun kunne se mine tagvinduer. Det var helt mørkt udenfor, selv om klokken kun var fem.
- I kan sove inde hos dig, Hanna, kan I ikke?
Mor var den eneste, der fik lov at kalde Johanna sådan, og nu fingerkyssede hun os med sine pink læber.
- Der står slikskåle til jer på bordet, og hvis I ikke roder for meget, må I gerne gå amok i mit klædeskab, okay?
- Okay!!
Vi råbte det nærmest i kor og kom til at grine, fordi det var lidt pinligt at råbe sådan. Men mor havde altså de vildeste kjoler og tårnhøje sandaler og mærkelige toppe med pailletter, og vi kunne klæde os ud i timevis. Mor kastede et hurtigt blik på sit ur. Hun så bekymret ud, så de var sikkert sent på den, som de plejede.
- Jeg skal nok ringe til jer og sige godnat så snart, vi er færdige med at spille, ikke?
- Ja, ja!
Johanna stod allerede og trippede.
- Og I har alt, hvad I skal bruge?
Vi vendte øjne på samme tid. Mor opførte sig nogle gange, som om vi var pattebørn, der aldrig havde været alene hjemme før, og Johanna gjorde tegn til mig med den ene hånd foran munden som en mikrofon. Det var hendes yndlingsleg for tiden; rockband. Hun elskede at være forsanger og kunne synge enormt højt.
- Iben? min fars stemme lød lidt som den stortromme, han spillede på med en fodpedal i bandet. - Kommer du, skat?
Hans sorte hår tittede op ad lemmen ved siden af mors guldhår og derpå hele hans ansigt. Han havde verdens skøreste briller, som han havde fundet i en genbrugsbutik til en 20er, men de klædte ham faktisk, når nu man havde vænnet sig til dem.
- Vi kommer altså for sent, hvis vi ikke kommer af sted nu.
Han så fra den ene til den anden, og brillerne fik hans øjne til at se meget større ud, end de egentlig var. Johanna begyndte at grine.
- Jamen, så skynd jer dog! Vi er helt okay, ikke Tianna?
De voksne så på hinanden, og mor rystede på hovedet af sig selv.
- Ja, ja, jeg ved godt, at jeg bare er pylret, men sådan er det altså at være mor, I to. Så er man bange for, at der skal ske alt muligt med ens børn hele tiden, og så er der jo det dér med vejret ...
Far tog hende kærligt om skulderen.
- Hold nu op, Iben. Så er det jo heller ikke værre!
Det var hans standardreplik, når min mor bekymrede sig uden grund.
- Det er jo bare lidt sne, og vi har brug for pengene, ikke? Det giver godt i aften, og der er længe til den første.
Der var altid længe til den første, når min mor og far talte om penge, for de havde aldrig nogen. Til gengæld havde de masser af tid. Modsat Johannas forældre. De havde en hulens masse penge, men næsten aldrig tid til andet end at arbejde, så hverken Johanna eller jeg kendte dem særlig godt. Hendes far var pilot og fløj mennesker til Hawaii og sådan nogle steder, og hendes mor var frisør og satte hår på dronningen og et par prinsesser. Hun satte også nogle gange Johannas og mit, men hun havde tit for travlt, fordi dronningen og prinsesserne og alle deres hofdamer skulle bruge rigtig mange forskellige frisurer. Jeg ved ikke til hvad.

Mor og far var allerede på vej ned ad stigen nu. De grinede og pjattede, og mor sang et par skalaer, som hun altid gjorde, inden hun skulle optræde. Hun kunne ikke synge ordentligt, hvis ikke hun havde varmet stemmen op.
- Kys kys, Tianna! Kys kys Hanna! sang hun ovre fra hoveddøren, inden den smækkede, og Johanna samlede sine slangekrøller i nakken med en af mine elastikker. Hun syntes selv, at det fik hende til at se næsten voksen ud.
- Vi sover bare her, ikke?
- Selvfølgelig.
- Og leger band??
Hun havde allerede sparket skoene af, og lidt efter fulgte hendes bukser og trøje. Om lidt ville hun storme ind i min mors og fars soveværelse og åbne klædeskabet på vid gab. Eller klædeskabene. Min mor havde faktisk fire, og i overskabene gemte hun sære hatte og mærkelige parykker, som hun brugte, når hun optrådte. Johanna var særligt vild med en sorthåret én, der fik hende til at ligne mig en lille smule.
- Jeg vil være Dee-Dee i dag!
Dee-Dee var hendes yndlingsnavn, og vi plejede at lege, at hun var forsanger i et band, der hed Zapp Zapp, og at jeg var hendes personlige koreograf. Som regel hed jeg Vanessa, men i dag ville jeg hellere hedde Valerie. Eller Val. Det hed én eller anden i en tv-serie, mor fulgte med i.
- Val? Det lyder altså ikke særlig pænt!
Johanna ville helst bestemme, hvad vi skulle hedde, og hvad vi skulle have på, men jeg holdt fast i Val og fik Johanna til at love, at vi skulle lege prinsesser, når vi var færdige med at lege band. Ellers kom vi aldrig til det sjoveste, der var at sminke hinanden med mors sminke. Det var sådan noget, prinsesserne gjorde, når de sad på slottet og kedede sig, og desværre kedede det også Johanna ret meget. Det var sikkert fordi, jeg var meget bedre til det end hende.

Jeg kan ikke huske så meget af det, der skete senere på aftenen. Eller jo, jeg kan huske, at Johanna og jeg lå i mørket på mit værelse, og at hun spurgte, om jeg sov.
- Det er ikke fordi, det er vigtigt eller noget ...
Jeg kunne se vores neonfarvede venindearmbånd i mørket. Et om hendes håndled og et om mit. Hun havde hænderne under den ene kind, som hun altid havde, når hun sov eller lige var vågnet.
- Det er bare ... ville du ikke også ønske, at Iben og Torben var mine forældre?
- Vores begge tos, mener du?
Hun nikkede, kunne jeg se på armbåndet, der vippede svagt.
- Men det er de jo næsten også, ikke?
Jeg var faktisk helt sikker på, at mine forældre ville lade hende bo her altid, hvis hendes forældre fik endnu mere travlt, end de allerede havde. Efterhånden hændte det også tit, at hun kom til at kalde dem mor og far, og de rettede hende aldrig. Smilede bare og sagde ja, Johanna? eller ja, Hanna? afhængig af, om det var far eller mor, der talte.
- Iben burde have ringet til os nu, har du tænkt på det?
Johanna rullede om på maven og tjekkede viserne på mit vækkeur, der sagde kvart over et. Jeg vidste det, for jeg havde ligget vågen den sidste time og tjekket tiden hvert kvarter.
- Hun burde faktisk have ringet til os for længst! Hører du efter, Tianna?
Johanna var hæs af alle de sange, hun havde sunget. Men mest af alt var hun skinger.
- Ja, jeg ligger jo her og venter. Jeg ved det godt.
- Du tror vel ikke, at ...
Vores åndedræt lød pludselig alt for højt. Som om vi hev en lille smule efter vejret begge to, og Johannas hånd var helt kold og fugtig.
- Du tror vel ikke, at der er sket dem noget, vel?
Jeg ville svare hende et eller andet, men jeg var næsten sikker på, at jeg hørte en raslen ude på trappen, så jeg spidsede ører i stedet.
- Kan du også høre det, Johanna?
- Høre hvad? Hun satte sig op. - Hvad kan jeg høre??

Vi for begge to sammen. Der var helt sikkert nogen ved hoveddøren nu. En nøgle, der blev drejet to omgange. Lys, der blev tændt, først i den ene stue og så i den anden. Og trin. Flere mennesker, mere end to, og i sko med hårde hæle.
- Tianna? Johanna? Er I der?
Det var Johannas forældre. Dem begge to, men de lød ikke, som de plejede, og der var også andre stemmer. En mandestemme, der spurgte, om vi sov alene, mens mor og far var væk, og en kvindestemme, der spurgte, om stigen førte op til mit værelse. Johannas mor sagde, at hun vistnok troede det. Hun kaldte igen, denne gang højere, og Johanna måtte have tændt min sengelampe, for jeg kunne se hende tydeligt. Hendes ansigt var lige så hvidt som væggen bag hende, og stigen knagede og knagede lidt mere. Jeg nåede ikke engang at vende mig, før den fremmede dame havde sat sig på sengen mellem os. Hun var i politiuniform, og hendes rosenparfume kendte jeg fra mor.
- Tianna, nu skal du høre, det drejer sig om dine forældre, sagde hun, og hendes hånd føltes tung på min skulder. - Det gør mig frygteligt ondt at måtte fortælle dig det her, men ...
Det var helt umuligt for mig at tænke på andet end rosenparfumen. Navnet på den, som jeg ikke kunne huske, men som vistnok var et engelsk pigenavn. Mine forældre havde overvejet at kalde min lillesøster det, hvis de altså fik lov at adoptere en pige mere i Kina.
- Tianna? Jeg tror, at du bliver nødt til at høre efter ...
Det var den fremmede stemme med den tunge hånd igen.
- Tianna?
Parfumen hed Stella. Tianna og Stella. Tianna og Johanna. Og Johanna, der slog løs på damen med uniformen, som om hun var rasende over et eller andet.
- Tianna? Jeg kunne godt høre, hvad damen sagde nu, men det havde ligesom ikke noget med mig at gøre.
- Dine forældre er kørt galt her til aften. De kørte direkte ind i en lastbil og døde på stedet begge to. Kan du høre mig? Det gjorde ikke ondt på dem, for lastbilen kom i meget høj fart, og ... Hører du mig? De er her ikke længere, Tianna. Jeg er sikker på, at de ikke ønskede det sådan.
Hvis bare Johanna ville blive ved at slå løs på damen i uniformen, til hun helt forsvandt, og alt i virkeligheden var som før. Men hun sad bare ret op og ned.
- Lejligheden var helt tom, og stigen var væk, sagde hun, og jeg ville tørre alle hendes tårer bort, men der var alt for mange over det hele.


Illustrationer: Martine Noring