Bogtillæggets ærede redaktør så decideret jaget ud i blikket, da jeg foreslog ”Kan De skide, mens De knepper?” som overskrift til denne anmeldelse. ”Læserne vil protestere! Det går jo simpelthen ikke!!” fastslog han. Men så skulle han og I, kære læsere, bare stifte bekendtskab med det udvalg af Donatien Alphonse-François de Sade (1740-1814) aka Marquis de Sades skrifter, som netop er udsendt på dansk. For meget kan man sige om skrifterne, men at skide mens man knepper, er blot en fængslende forsmag på Marquis de Sades-trademark: sex-, volds- og nekrofiliorgier ad absurdum og lidt til. Godt går det ikke, deri har redaktøren en pointe. Faktisk går det i reglen så skidt, at alt og alle kreperer på de værst tænkelige måder og ofte må lide den tort at blive skændet på endnu værre måder efter deres død.

Men samtidig er Marquis de Sades pen dyppet i en smittende munter vellyst, der både gør det fuldt forståeligt, at lige præcis han har lagt navn til sadismen, og langt hen ad vejen gør de udspecificerede grusomheder ret underholdende, hvis man føler for den slags. Som Giovanni Boccaccios Dekameron gange tusind minus et par hundrede munke og nonner plus dybt depraverede libertinere af begge køn, liderlige fædre og perverterede skønjomfruer, bror/søster-incest og sodomi en masse, attrapper i alle huller, lange filosofiske enetaler og en generel stemning af ridderroman på vrangen og livet hinsiden moralen, loven og religionen. Svært visualiserbare tableauer som det her udfolder sig for eksempel på hver og hver anden side:

”Moldane ville have, at hans søn tog hans datter i kussen bagfra på en sofa, og samtidig skulle hans datter sutte hans pik. Med den ene hånd legede han med min pik og med den anden Victoires røv.” Victoire er så den præpubertære søn, og sådan fortsætter det i syv forskellige stillinger, til faren sprøjter blod og må bæres ud. Scenen optræder i den midterste fortælling, Jeromes historie, der utvivlsomt er et velvalgt uddrag af de Sades anonymt udsendte, 1000 sider lange roman La Nouvelle Justine (Den ny Justine, 1797). Jeg har ikke læst den, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg behøver det.

For skal man indvende noget mod de Sade og dermed også mod udvalget her, er det, at de mange og lange voldorgier med tiden virker accelererende monotone grænsende til swingerklub med for mange nøgne kroppe. Nu i forvredne stillinger. Det her er for eksempel også et genkomment tableau, taget fra samme historie: ”Da jeg ser, at hun adlyder mig med synlige tegn på ømhed, flår jeg torne af grenene og gnider dem mod de ømfindtligste steder på hendes krop, jeg stikker nogle op i hendes skede, jeg sønderriver hendes bryster. Jeg skærer derefter den unge mands lig op og flår hjertet ud for at tvære det ud i ansigtet på mit offer, jeg tvinger hende til at spise stykker af det. /../ Presset af behovet for at slippe min sperm på ny tvinger jeg offeret til at tage sin elskedes pik i munden, mens jeg samtidig knepper hende i røven. /../ Da var det, kære venner, at jeg mærkede, hvor skønt det er at skære halsen over på den, man knepper..”

Und so weiter, vil jeg tilføje, for den voldsorgiastiske libertiner, der fortæller historien, er kun lige begyndt at bedække alle med og uden puls. Som man måske aner, er historien cirka lige så rig på egentlig handling som en gennemsnitlig pornofilm på Kanal København, og det samme gælder udvalgets to øvrige fortællinger. Juliette i Venedig fra hovedværket om den kvindelige libertiner Histoire de Juliette (Juliettes historie, 1797) og Eugenie de Franval. En forholdsvis ærbar, tidlig fortælling publiceret under Marquis de Sades eget navn. Eller ærbar og ærbar. Historien handler om en pervers stodder af en far, der opdrager sin datter som sin elskerinde og siden forlyster sig med hende på alle tænkelige måder, men i det mindste inkluderer det da ikke nekrofili. Eller at skide hende i munden. Man bliver glad for lidt efter små 300 sider i markisens selskab, som De nok fornemmer, og allermest glad bliver man, når man læser Kim Witthoffs efterord. Det er også ham, der har foretaget oversættelsen og udvalget og fucket up i årstallene, så Marquis de Sade pludselig er født i 1840 frem for 1740. Men lad det nu ligge.

For af Witthoffs tekst fremgår det heldigvis, at Marquis de Sade ikke var tilnærmelsesvis så meget til fare for sine omgivelser som de libertinske lystmordere, han skrev så vellystigt om. Godt nok forlystede han sig seksuelt med et større antal prostituerede og ansatte af begge køn, og godt nok havde han en affære med sin kones søster, men så vidt vides kostede hans udskejelser ingen menneskeliv.

Til gengæld kostede de ham i lange perioder hans frihed. Ud over 10 år i Bastillen tilbragte han blandt andet 13 år på et sindssygehospital, og det var her, under sine næsten 32 års indespærring, at han skrev sine monstrøse værker. Et vidnesbyrd om den uforfalskede sublimerings kraft, må man tænke sig, og fred være med den. Ondskaben, volden og egoismen vil altid sejre over dyden og moralen, kunne være overskriften, og dog er det en mild underdrivelse at kalde dette udvalgs hovedpersoner for onde, voldelige og egoistiske. Jeg ved faktisk ikke, hvad man skal kalde dem, ud over i den ultimative perversions vold, og tager jeg ikke meget fejl, har Quentin Tarantino og Oliver Stone skelet overordentligt meget til dem, da de skrev manuskript til den voldssatiriske kultfilm Natural Born Killers. De behøver ikke at elske den film for at finde morskab i de Sades univers, men det er nok en fordel, at De kan holde den ud. For Marquis de Sades historier er meget, meget værre. Man forstår til fulde, hvorfor de er gået over i historien.

Foto: Paul Herbst "Spinning Carpet I"