For tiden skriver jeg på en bog til Dansklærerforeningens MIN HISTORIE-serie. Den skal bruges i undervisningen og består af en række tilbageblik og masser af billeder fra jeg er nyfødt til 14 år gammel. Her er kapitel 8.
Den gule døre
Kære morfar gid jeg så / dig til parediset nå / tænk på mig! / jeg savner dig! / Og pluk så livets rose rød (digt fra min dagbog, 29.10.86 – en måned efter hans død)
Da jeg var otte år, fik jeg at vide, at min morfar var alvorligt syg. Min mor kom ind på mit værelse en aften og satte sig på en af de små træstole, han havde lavet til mig. ”Du ved godt, at morfar tit hoster, ikke?” sagde hun, og jeg nikkede. Min morfar hostede nogle gange så meget, at han slet ikke kunne få luft. ”Han har fået lungekræft. Lægerne vil fjerne hans ene lunge.” Hun begyndte at græde, og den tegning, jeg var ved at tegne, blev meget rød. Jeg prøvede at fokusere på den, men det var svært. Jeg havde aldrig hørt om lungekræft før.
Jeg forstod ikke, hvorfor min mor græd endnu mere, da det viste sig, at lægerne bare havde skåret min morfar op og syet ham sammen igen. Jeg syntes da, at det lød meget bedre med to lunger end med én. Men min mormor så efterhånden lige så sammenbidt ud som oldemor på de gamle billeder, og min morfar måtte hele tiden stoppe op for at få luft, når vi gik ned til Døgneren efter blandet slik for en 5’er. Vi digtede stadig fjollehistorier og vrøvlevers og grinede, som vi plejede, men han hostede helt klart mere, og på hans brystkasse var et kryds, der ikke havde været der før. ”Det er, så længerne kan se, hvor de skal give mig stråler, der kan slå kræften ned,” sagde han, og jeg syntes, at det lød som en fremtidsfilm i fjernsynet.
Men kort efter lå han i en hospitalsseng, der var så stor, at jeg næsten ikke kunne finde ham. Alting var alt for stille, så jeg fortalte ham om en bilferie til Østrig og Italien, og midt i det hele sagde min mor, at vi skulle gå. ”Christina, kom tilbage!” kaldte han flere gange, da hun havde lukket den gule hospitalsdør bag mig. Jeg kunne høre hende tale med høj, dirrende stemme derinde, men han blev bare ved med at kalde, og til sidst græd han. Jeg græd også, imens jeg stirrede ind i alt det gule
Fjorten dage senere var han død, og det gik ikke an at tale om ham, for så blev min mor bare endnu mere ked af det. Men jeg drømte tit, at jeg flåede hospitalsdøren op og løb tilbage til hans seng for at sige ordentligt farvel.
Da jeg var otte år, fik jeg at vide, at min morfar var alvorligt syg. Min mor kom ind på mit værelse en aften og satte sig på en af de små træstole, han havde lavet til mig. ”Du ved godt, at morfar tit hoster, ikke?” sagde hun, og jeg nikkede. Min morfar hostede nogle gange så meget, at han slet ikke kunne få luft. ”Han har fået lungekræft. Lægerne vil fjerne hans ene lunge.” Hun begyndte at græde, og den tegning, jeg var ved at tegne, blev meget rød. Jeg prøvede at fokusere på den, men det var svært. Jeg havde aldrig hørt om lungekræft før.
Jeg forstod ikke, hvorfor min mor græd endnu mere, da det viste sig, at lægerne bare havde skåret min morfar op og syet ham sammen igen. Jeg syntes da, at det lød meget bedre med to lunger end med én. Men min mormor så efterhånden lige så sammenbidt ud som oldemor på de gamle billeder, og min morfar måtte hele tiden stoppe op for at få luft, når vi gik ned til Døgneren efter blandet slik for en 5’er. Vi digtede stadig fjollehistorier og vrøvlevers og grinede, som vi plejede, men han hostede helt klart mere, og på hans brystkasse var et kryds, der ikke havde været der før. ”Det er, så længerne kan se, hvor de skal give mig stråler, der kan slå kræften ned,” sagde han, og jeg syntes, at det lød som en fremtidsfilm i fjernsynet.
Men kort efter lå han i en hospitalsseng, der var så stor, at jeg næsten ikke kunne finde ham. Alting var alt for stille, så jeg fortalte ham om en bilferie til Østrig og Italien, og midt i det hele sagde min mor, at vi skulle gå. ”Christina, kom tilbage!” kaldte han flere gange, da hun havde lukket den gule hospitalsdør bag mig. Jeg kunne høre hende tale med høj, dirrende stemme derinde, men han blev bare ved med at kalde, og til sidst græd han. Jeg græd også, imens jeg stirrede ind i alt det gule
Fjorten dage senere var han død, og det gik ikke an at tale om ham, for så blev min mor bare endnu mere ked af det. Men jeg drømte tit, at jeg flåede hospitalsdøren op og løb tilbage til hans seng for at sige ordentligt farvel.
