Klumme bragt i Weekendavisen den 25.4.08
Den seneste uges tid har stoltheden over en særlig dansk rekord bredt sig i mediebilledet. Det viser sig nemlig, at Danmark har verdens nok laveste forekomst af nyfødte med downs syndrom. Hvor der for ti år siden blev født omkring 80 børn om året herhjemme, blev der i 2005 født 30 børn, foreløbige tal tyder på 24 børn i 2007, og grunden er ikke vores højt berømmede vikingegener, vandkvaliteten eller andre mirakler. Grunden er, at alle gravide siden september 2004 er blevet tilbudt en dobbelt whammy af blodprøver og nakkefoldsskanning, den afslører cirka 90 pct. af alle fostre med downs syndrom. Og dem aborterer danske kvinder i stor stil. I 2005 gjaldt det 129 ud af de 130 afslørede downs-fostre, og skal man tro professor ved Rigshospitalet, Ann Tabor, er det minsandten en glædelig udvikling. ”Danmark har gjort det fantastisk, og der er ingen andre lande, der har et så ensartet og finmasket screeningstilbud. Hvis screeningen kører optimalt, vil vi komme ned på 15 eller 16,” udtaler hun til Kristeligt Dagblad, og det kan godt være, at det er mig, der er stæreblind. Men jeg kan simpelthen ikke se, hvori det fantastiske består.
Lad mig straks tage alle forbehold. Jeg er hverken i berøring med familier, der er blevet stærkt beriget eller det modsatte af et barn med downs syndrom, jeg er ikke arg abortmodstander, fundamentalistisk kristen eller uvidende om, hvilken indsats det kræver at have et barn med særlige behov. Men jeg synes ikke desto mindre, at det er stærkt beskæmmende at leve i et land, der glæder sig over at slippe af med de børn, som ikke ligner og opfører sig som Søren og Mette ovre i børnehaven. Især når vi rent faktisk burde have både økonomisk og mentalt overskud til at sætte handling bag ord som pluralisme og diversitet.
Region Hovedstadens materiale til kommende forældre kan i hvert fald ikke beskyldes for nogen af delene: ”Hvis risikoen for Downs syndrom er høj, får du tilbudt en moderkageprøve eller fostervandsprøve for at afklare om fostret er raskt. Langt de fleste, som får foretaget moderkageprøve eller fostervandsprøve, vil få et normalt svar,” hedder det, som er man automatisk syg og unormal, hvis man har downs syndrom. Går vi rundt og finder det forfærdeligt, at kinesiske kvinder aborterer pigefostre i stor stil, kan vi i hvert fald uden problemer kigge lidt på vores egen dobbeltmoral. I Kina er pigebørn præcis det samme værd, som psykisk udviklingshæmmede er i Danmark. Nemlig ingenting. Det er, hvad vi signalerer, når vi langt hellere tilbyder sygeliggørelse og abort end lettilgængelige aflastningstilbud og positive fremstillinger af mennesker med handicaps.
Ud over den jubeloptimistiske tone undrer jeg mig såre over kritikken, der hver gang tager forældrenes parti. ”De, der får et uklart svar på fosterdiagnostikken, risikerer at få ødelagt deres graviditet og begyndelsen af barnets opvækst,” udtaler næstformand i Det Etiske Råd, Lotte Hvas. Og Helses chefredaktør supplerer: ”Med rette kan man spørge, om det er rimeligt at ”tilbyde” en gravid en måske unødvendig bekymring?” Bevares. Jeg forstår da udmærket, at forældre håber på et sundt og raskt barn og helst vil bekymre sig mindst muligt. Men takker vi nej til blodprøver og nakkefoldsscanning, er vi jo i hvert fald den bekymring fattigere. Når alt kommer til alt, kunne charmen ved at blive gravid jo også være, at vi tager åbent imod de børn, vi får. Mener vi lige modsat, at vi har krav på såkaldte normale børn, kan vi sandsynligvis imødese et øget antal aborter efterhånden, som lægerne bliver dygtige til at spotte fejl og mangler. Spørgsmålet er vel bare, om det er sådan et samfund, vi ønsker os.
Illustration: Lun
