Anmeldelse af Mads Holger: Alle går rundt og forelsker sig. En idéhistorie (Forlaget Bindslev, 255 sider, 249 kr.) og Paula Larrain & Mads Holger: Uden for citat (Rosinante, 207 sider, 249 kr.) Bragt i Weekendavisen 25.04.08
Jeg kan kun komme på én falleret mesalliance på Se&Hør-niveau, der har lige så stor underholdningsværdi som IT-milliardæren Erik Damgaards stormfulde forhold til brystbomben Anni Fønsby. Det er Paula Larrains særdeles kortvarige ægteskab med den weltschmertzplagede teologistuderende Mads Holger, der desværre er stærkt ufotogen og verbalt udfordret, men ikke desto mindre har udviklet en vidtgående afhængighed af at tale ud i de kulørte medier. Først var det om jalousidramaet i Vild Med Dans, hvor han truede Paula Larrains angiveligt nærgående dansepartner med tæsk. ”Paula var meget, meget ked af det og brød sig ikke om det. Paula gik i bad. Hun havde siddet og grædt. Så gik jeg ned og fandt hans telefonnummer og ringede til ham. Og jeg tilstår blankt, jeg snakkede med meget store bogstaver. Jeg var vred. Jeg var rigtig vred,” udtalte han.
Jeg kan kun komme på én falleret mesalliance på Se&Hør-niveau, der har lige så stor underholdningsværdi som IT-milliardæren Erik Damgaards stormfulde forhold til brystbomben Anni Fønsby. Det er Paula Larrains særdeles kortvarige ægteskab med den weltschmertzplagede teologistuderende Mads Holger, der desværre er stærkt ufotogen og verbalt udfordret, men ikke desto mindre har udviklet en vidtgående afhængighed af at tale ud i de kulørte medier. Først var det om jalousidramaet i Vild Med Dans, hvor han truede Paula Larrains angiveligt nærgående dansepartner med tæsk. ”Paula var meget, meget ked af det og brød sig ikke om det. Paula gik i bad. Hun havde siddet og grædt. Så gik jeg ned og fandt hans telefonnummer og ringede til ham. Og jeg tilstår blankt, jeg snakkede med meget store bogstaver. Jeg var vred. Jeg var rigtig vred,” udtalte han.
Kort efter smed Paula sin nu politianmeldte frelser ud, så han måtte bo i et sommerhus. Det talte han også ud om, og nu forsøger han så at promovere sit selvbiografiske meisterwerk Alle går rundt og forelsker sig. En idéhistorie. Blandt andet ved at tale ud om faren, der begik selvmord efter at være dømt som sexforbryder, og om sin traumatiske ungdom, der gik op i druk og hor. ”Den ene forelskelse erstattede den anden. Det blev banalt og trist. Jeg levede med mig selv for øje, og det er en kedelig erkendelse pludselig at gøre sig,” bekendte han i Ekstrabladet forleden. Desværre har erkendelsen af egen historiske banalhed ikke haft en afsmittende effekt på hans værk. Eller værker, hvis ret skal være ret. For samtidig udkommer den satiriske roman om politisk spin, Uden for citat, der godt nok bærer Paula Larrains navn alene, men har begges navne i kolofonen.
Hvis jeg var Mads Holger, er jeg ret sikker på, at jeg ville have spillet på spinhesten i stedet for på idéhistorien. Ikke sådan at forstå at Uden for citat er en fremragende roman, som jeg med glæde ville have lagt navn til, men sammenlignet med Alle går rundt og forelsker sig, er den ren verdenslitteratur. Her er trods alt både et vist mål handling og et sprog, der lader sig læse. Idéhistorien, derimod, mangler sjovt nok både en idé og en historie. Faktisk består den af en række stærkt uprægnante tilbageblik på gymnasietiden i 90erne og årene derefter, hvor Mads Holger i følgeskab med sine venner drak sig i hegnet og scorede den ene pige efter den anden. Flere gange overvejer man, om det er den samme historie, man læser igen og igen, men allerværst er dog, at bogen er skrevet på et forceret højstemt dansk, som tror Mads Holger i ramme alvor, at han er Den Unge Werther. Desværre virker resultatet dog snarere faux-gammeldags på en dilettantisk måde, især fordi Mads Holder hverken har ordene eller rytmen i sin magt. Her er et af utrolig mange eksempler: ”Jeg rakte buketten mod hende, men hun knejsede blot koket og viste mig det forfærdelige syn af sin ryg, hvorved lysene i mine øjne slukkedes, så tusind stjerner yderligere blev synlige på himlen idet hun forsvandt ind i sit hus, og dog lod døren stå åben bag sig, hvorfor vi naturligvis fulgte efter.”
Dette ’vi’ inkluderer ikke læseren, lad mig sige det sådan, men til gengæld må man give Mads Holger, at erindringerne byder på en vis underholdningsværdi. Ufrivilligt, gætter jeg på. Bedst er konstateringen ”min veltalenhed havde skænket mig et ornamenteret levned,” men også titlen har potentiale. Mads Holger behøver i hvert fald ikke at frygte, at alle går rundt og forelsker sig i hans skriverier, og faktisk tror jeg heller ikke ubetinget, at de forelsker sig i Uden for citat.
Jeg ved ikke med Dem, kære læser, men personligt har jeg umådeligt svært ved at se dette power couple som indbegrebet af god spin. En voldsmand in spe med patetiske Wertherdrømme og en tidligere studievært, hvis politiske vision aldrig blev større end den famøse genindførelse af morgensang i folkeskolen. Samtidig skal det siges, at formår man at sætte sig ud over forfatternes manglende spinkompetencer in real life, er dette langt fra den ringeste bog, jeg har læst om magtspillene på Christiansborg. Her er masser af buzzwords og insidertermer, namedropping af alle de rigtige cafeer i Indre By og en rimelig fornemmelse af at være i kyndige hænder, når det kommer til magtspillenes anatomi.
Som Idéhistorien lider Uden for citat dog under en meget, meget tynd, repetitiv hovedhistorie, der faktisk får én til at ærgre sig over, at Paula Larrain tabte til Helle Sjelle. Der er ingen tvivl om, at Paula Larrain ville fungere optimalt i politik, så behændigt, som hun gentager sig selv. Vi følger den beregnende spindoktor Mikkelsen og de mange wheelings og dealings, han må igennem, når hans minister dummer sig eller er ved at blive afsløret i smudsige personhistorier. Og hver gang er skabelonen den samme: Mikkelsen må stikke journalisterne en bedre historie for at afværge katastrofen. Helst skal den omhandle nye, spektakulære lovforslag, som han drømmer op på stedet og siden sætter maskineriet til at udarbejde. På den måde er det reelt spindoktorerne, der styrer landet, og retningen afhænger af tilfældigheder, populistiske indfald og evnen til at udradere de mennesker, man ikke længere kan bruge.
Mit gæt er så, at bogen ville have vundet ved en større historie, der drev læsningen frem. Drivkraften er i hvert fald temmelig fraværende i store dele af bogen, sidehistorierne breder sig, og bedre bliver det ikke af, at sproget virker ualmindeligt køligt, distant og refererende. Sandsynligheden for, at der er udgydt en eneste dråbe hjerteblod under skrivningen, er lig nul, og i lange passager får man decideret mistanke om, at forfatterne har forsøgt at imitere Politikens lørdagsklumme, hvor en kendt beretter om sin hektiske uge. ”De to kolleger sludrede lidt, og da Lund spurgte, om Mikkelsen kom til transportministerens reception senere på dagen, svarede Mikkelsen, at naturligvis gjorde han det, uden at tænke over, hvordan han skulle sno sig ud af en aftale, han og kæresten havde med Stoffer og dennes nye flamme. Sådan var vilkårene i moderne politik. Man måtte være på stikkerne hele tiden. Til gengæld lavede han morgenmad på sengen til kæresten og satte sig ind for at spise med hende. Herpå havde de samleje.”
Kæresten er blot én af mange sært endimensionale bipersoner, der aldrig bliver til andet end karikaturer på papiret. Faktisk er selv Mikkelsen en karikatur, og tilbage sidder man med fornemmelsen af, at det ikke ligefrem var nødvendigheden, der drev forfatterne til tasterne. Hvad det så var, kan man kun gisne om, men resultatet er i hvert fald sært tomt og hult. Vist er det satire, og vist er emnet spin, men det kradser aldrig for alvor, når man kun når to centimeter ind. Det rimede lige så flot, som hjerte rimer på smerte, og i grunden tror jeg, at både Mads Holger og Paula Larrain med fordel kunne få fat om begge dele. I hvert fald hvis det er bøger, de vil skrive.
Hvis jeg var Mads Holger, er jeg ret sikker på, at jeg ville have spillet på spinhesten i stedet for på idéhistorien. Ikke sådan at forstå at Uden for citat er en fremragende roman, som jeg med glæde ville have lagt navn til, men sammenlignet med Alle går rundt og forelsker sig, er den ren verdenslitteratur. Her er trods alt både et vist mål handling og et sprog, der lader sig læse. Idéhistorien, derimod, mangler sjovt nok både en idé og en historie. Faktisk består den af en række stærkt uprægnante tilbageblik på gymnasietiden i 90erne og årene derefter, hvor Mads Holger i følgeskab med sine venner drak sig i hegnet og scorede den ene pige efter den anden. Flere gange overvejer man, om det er den samme historie, man læser igen og igen, men allerværst er dog, at bogen er skrevet på et forceret højstemt dansk, som tror Mads Holger i ramme alvor, at han er Den Unge Werther. Desværre virker resultatet dog snarere faux-gammeldags på en dilettantisk måde, især fordi Mads Holder hverken har ordene eller rytmen i sin magt. Her er et af utrolig mange eksempler: ”Jeg rakte buketten mod hende, men hun knejsede blot koket og viste mig det forfærdelige syn af sin ryg, hvorved lysene i mine øjne slukkedes, så tusind stjerner yderligere blev synlige på himlen idet hun forsvandt ind i sit hus, og dog lod døren stå åben bag sig, hvorfor vi naturligvis fulgte efter.”
Dette ’vi’ inkluderer ikke læseren, lad mig sige det sådan, men til gengæld må man give Mads Holger, at erindringerne byder på en vis underholdningsværdi. Ufrivilligt, gætter jeg på. Bedst er konstateringen ”min veltalenhed havde skænket mig et ornamenteret levned,” men også titlen har potentiale. Mads Holger behøver i hvert fald ikke at frygte, at alle går rundt og forelsker sig i hans skriverier, og faktisk tror jeg heller ikke ubetinget, at de forelsker sig i Uden for citat.
Jeg ved ikke med Dem, kære læser, men personligt har jeg umådeligt svært ved at se dette power couple som indbegrebet af god spin. En voldsmand in spe med patetiske Wertherdrømme og en tidligere studievært, hvis politiske vision aldrig blev større end den famøse genindførelse af morgensang i folkeskolen. Samtidig skal det siges, at formår man at sætte sig ud over forfatternes manglende spinkompetencer in real life, er dette langt fra den ringeste bog, jeg har læst om magtspillene på Christiansborg. Her er masser af buzzwords og insidertermer, namedropping af alle de rigtige cafeer i Indre By og en rimelig fornemmelse af at være i kyndige hænder, når det kommer til magtspillenes anatomi.
Som Idéhistorien lider Uden for citat dog under en meget, meget tynd, repetitiv hovedhistorie, der faktisk får én til at ærgre sig over, at Paula Larrain tabte til Helle Sjelle. Der er ingen tvivl om, at Paula Larrain ville fungere optimalt i politik, så behændigt, som hun gentager sig selv. Vi følger den beregnende spindoktor Mikkelsen og de mange wheelings og dealings, han må igennem, når hans minister dummer sig eller er ved at blive afsløret i smudsige personhistorier. Og hver gang er skabelonen den samme: Mikkelsen må stikke journalisterne en bedre historie for at afværge katastrofen. Helst skal den omhandle nye, spektakulære lovforslag, som han drømmer op på stedet og siden sætter maskineriet til at udarbejde. På den måde er det reelt spindoktorerne, der styrer landet, og retningen afhænger af tilfældigheder, populistiske indfald og evnen til at udradere de mennesker, man ikke længere kan bruge.
Mit gæt er så, at bogen ville have vundet ved en større historie, der drev læsningen frem. Drivkraften er i hvert fald temmelig fraværende i store dele af bogen, sidehistorierne breder sig, og bedre bliver det ikke af, at sproget virker ualmindeligt køligt, distant og refererende. Sandsynligheden for, at der er udgydt en eneste dråbe hjerteblod under skrivningen, er lig nul, og i lange passager får man decideret mistanke om, at forfatterne har forsøgt at imitere Politikens lørdagsklumme, hvor en kendt beretter om sin hektiske uge. ”De to kolleger sludrede lidt, og da Lund spurgte, om Mikkelsen kom til transportministerens reception senere på dagen, svarede Mikkelsen, at naturligvis gjorde han det, uden at tænke over, hvordan han skulle sno sig ud af en aftale, han og kæresten havde med Stoffer og dennes nye flamme. Sådan var vilkårene i moderne politik. Man måtte være på stikkerne hele tiden. Til gengæld lavede han morgenmad på sengen til kæresten og satte sig ind for at spise med hende. Herpå havde de samleje.”
Kæresten er blot én af mange sært endimensionale bipersoner, der aldrig bliver til andet end karikaturer på papiret. Faktisk er selv Mikkelsen en karikatur, og tilbage sidder man med fornemmelsen af, at det ikke ligefrem var nødvendigheden, der drev forfatterne til tasterne. Hvad det så var, kan man kun gisne om, men resultatet er i hvert fald sært tomt og hult. Vist er det satire, og vist er emnet spin, men det kradser aldrig for alvor, når man kun når to centimeter ind. Det rimede lige så flot, som hjerte rimer på smerte, og i grunden tror jeg, at både Mads Holger og Paula Larrain med fordel kunne få fat om begge dele. I hvert fald hvis det er bøger, de vil skrive.
Illustration: Art and Ghosts
