Ny Bette Davis-biografi går tæt på filmlegenden i flyvende patchworkstil
Anmeldelse af Charlotte Chandler: Bette Davis. The Girl Who Walked Home Alone (Simon & Schuster, 2007) trykt i Weekendavisen d. 20.06.08
Det er præcis hundrede år siden, Ruth Elisabeth ”Bette” Davis kom til verden i Lowell, Massachusetts. 77 år siden, hun debuterede som filmskuespiller i The Bad Sister (1931). 73 år siden hun vandt sin første Oscar for Dangerous, 70 år siden, hun vandt sin anden for sydstatsdramaet Jezebel og 19 år siden, hun døde. 81 år gammel og martret af fire hjerneblødninger, brystkræft og datteren B.D. Hymans My Mother’s Keeper (1985). Et sønderlemmende kritisk opgør af en bog, der fremstiller Davis som en selvcentreret alkoholiker, klar til at gøre datteren til sin rejseledsager med pil til tjenende ånd. ”Et hadefuldt anklageskrift,” kalder Bette Davis bogen i Charlotte Chandlers nyligt udkomne biografiske interviewbog The Girl Who Walked Home Alone. Anklagerne var dog blide i sammenligning med dem, der ramte Bette Davis’ ærkerival Joan Crawford i alle filmstjernedøtres exposé nummer et, Mommie Dearest (1978). Her fremstiller Christina Crawford sin adoptivmor som en fysisk voldelig og psykisk misbrugende, hjerteløs alkoholiker og satte i den grad børnemishandling på dagsordenen. Ikke mindst da bogen blev filmatiseret med Faye Dunaway i hovedrollen som Joan Crawford.
Hverken Crawford eller Bette Davis så deres døtre igen ovenpå den offentlige storvask, ligesom begge filmdivaer gjorde døtrene arveløse. ”En iøjnefaldende mangel på loyalitet og en sølle tak for det meget privilegerede liv, jeg føler, jeg har givet dig,” skrev Bette Davis bittert i memoirerne This N’ That. Opgøret fylder dog forbløffende lidt i Charlotte Chandlers interviewbog i betragtning af, at bogen baserer sig på en lang række interviews med Bette Herself, hendes venner og bekendte, fra den periode, hvor både My Mother’s Keeper og Mommie Dearest udkom. Nemlig fra 1980 til kort før hendes død.
Hvorfor interviewbogen først udkommer nu, vides ikke, og i det hele taget indbyder bogen ofte til udelt undren. Både med sin temmelig uformidlede, patchworklignende form og med sit indhold. For mens formen uden varsel skifter fra Davis’ signaturpunchlines stablet ovenpå hinanden til livløse resumeer af hendes 87 (!) film, fremadskridende biografisk stof og lange lovprisninger af diverse instruktører, mandlige skuespillere og mænd i det hele taget, lader biografisten Bette Davis skøjte påfaldende let hen over et utal af nøglepersoner. Hun undlader også selv at interviewe dem. Foruden B.D. Hyman gælder det Davis’ psykisk ustabile lillesøster (”hendes problem var, at der ikke var noget, hun var bedre til end mig”), hendes retarderede adoptivdatter, adopterede søn og sekretæren Kathryn Sermak, som Bette Davis andre steder omtaler som sin datter. ”Hun blev, hvad mor havde udset mig til at være,” skriver B.D. Hyman på sin hjemmeside. Hun er nu genfødt kristen og forkynder i sin egen frikirke i Virginia. Særligt underlige bliver udeladelserne når man medtænker, at Charlotte Chandler er en overordentligt velestimeret bestsellerbiografist, der blandt andre har levendegjort Joan Crawford, Ingrid Bergman, Billy Wilder, Alfred Hitchcock, Federico Fellini, Groucho Marx og snart Mae West. Efter sigende indvilligede sidstnævnte først i at lade sig interviewe, da hun så Chandlers enorme, blonde bryllupskagefrisure.
Bette Davis, derimod, behøvede ingen overtalelse, for hun ringede selv Charlotte Chandler op for at byde sig til. ”En ganske almindelig dag i marts ringede min telefon. Jeg tog røret og hørte en karakteristisk kvindestemme sige mit navn. Stemmen havde jeg kendt hele mit liv, om end kun fra biograflærredet og fjernsynsskærmen. Det var Bette Davis.” Hun inviterede Chandler til Lombardy Hotel på Manhattan og tog imod iført draperet kjole, skinnende strømper, falske vipper og rødmalet mund, der fik Chandler til at føle, at hun trådte direkte ind i Warner Brothers-film fra 40erne. ”At lege, man er hjemme, er en børneleg, jeg aldrig har lagt fra mig. Mit hjem har altid betydet alverden for mig. Det var mit kongerige, selv om det snarere blev mit dronningerige,” beklagede Bette Davis, da hun viste Chandler rundt, og netop manglen på kærlighedsliv, der var værd at skrive hjem om, er da også bogens omdrejningspunkt.
For kvinden, der kun overgås af Katharine Hepburn på American Film Institutes liste over alle tiders største kvindelige filmstjerner, havde absolut ikke langtidsholdbart held med sig, når det gjaldt mænd. Hun var ellers ikke genert af sig. ”Hysteri er som at få en god orgasme. Det er godt for dig” og ”en kvinde kan leve uden sex, men ikke uden håbet om sex,” udtaler hun, for ikke at tale om ”jeg var meget seksuelt tilfredsstillet under indspilningen af All About Eve. Gary (Merrill. Hendes fjerde ægtemand) var en vidunderlig elsker. På det tidspunkt havde jeg endelig fattet forskellen. Han var blid, betænksom – og atletisk” og (om Laurence Olivier) ”jeg havde sex med ham tusindvis af gange – i mit hoved, alene i sengen eller nogle gange når jeg elskede med andre mænd.”
Virkeligheden så dog lidt anderledes ud end de lyserøde drømme. Først var der den ignorante far. Han forlod familien, da Bette Davis var lille og havde ikke et gram tiltro til hendes skuespiltalent. Modsat moren Ruthie. Hun støttede sin datter så meget, at hun udslettede sig selv totalt og gav Bette Davis livslang dårlig samvittighed. Dernæst var der hele fire ægtemænd og et utal af elskere, der ”aldrig virkelig forstod mig. Når jeg tænker over det, har ingen mand virkelig forsøgt. Well, med undtagelse, måske, at transvestitperformerne.”
Hvorvidt problemet var Bette Davis’ overvældende karriere, hendes besværlige karakter eller dårlige dømmekraft, er ikke helt til at sige. Selv har hun selvironi nok til at antyde en skønsom blanding. ”Hvis en mand er dedikeret til sit arbejde, er han mere mandlig. Hvis en kvinde har det på samme måde, er hun mindre kvindelig,” udtaler hun, og i rapmundet stil spidder hun ægteskaberne et efter et. Om første levende billede, Harmon Nelson, hedder det f.eks. ”Jeg vil tro, at hvad jeg virkelig havde brug for, var en god hustru. Desværre havde Ham det på samme måde”. Davis’ helt store kærlighed var dog filminstruktøren William Wyler. Han instruerede hende i storfilm som Jezebel, The Little Foxes og The Letter og sikrede hendes navn permanent plads over filmtitlen. Men privat fik han hurtigt nok. ”Efter et stykke tid blev det temmelig drænende,” husker han. ”Det virkede som om, hun fandt det stimulerende at skændes for ikke at tale om at gøre det godt igen.”
Hvorvidt problemet var Bette Davis’ overvældende karriere, hendes besværlige karakter eller dårlige dømmekraft, er ikke helt til at sige. Selv har hun selvironi nok til at antyde en skønsom blanding. ”Hvis en mand er dedikeret til sit arbejde, er han mere mandlig. Hvis en kvinde har det på samme måde, er hun mindre kvindelig,” udtaler hun, og i rapmundet stil spidder hun ægteskaberne et efter et. Om første levende billede, Harmon Nelson, hedder det f.eks. ”Jeg vil tro, at hvad jeg virkelig havde brug for, var en god hustru. Desværre havde Ham det på samme måde”. Davis’ helt store kærlighed var dog filminstruktøren William Wyler. Han instruerede hende i storfilm som Jezebel, The Little Foxes og The Letter og sikrede hendes navn permanent plads over filmtitlen. Men privat fik han hurtigt nok. ”Efter et stykke tid blev det temmelig drænende,” husker han. ”Det virkede som om, hun fandt det stimulerende at skændes for ikke at tale om at gøre det godt igen.”
Fjerde og sidste ægteskab med den atletiske Gary led til gengæld voldsomt under, at parterne snarere forelskede sig i hinandens roller i All About Eve end i hinanden. “Navnene på vielsesattesten skulle have været Margo Channing og Bill Sampson. Vi blev nødt til at fortsætte med at spille hovedrollerne i en endeløs sæbeopera,” bemærker hun syrligt. Problemet med at adskille Bette Davis fra alle filmrollerne – ofte af bitchet tilsnit - var ellers snarere et problem for verden end for hende selv. Altså bortset fra at hun, efter eget udsagn, ”måtte slæbe rundt på alle striglerne hele tiden.” ”Man er ikke nødvendigvis en bitch, fordi man spiller én,” understreger hun flere gange. ”Jeg træder ind i en karakter. Karakteren træder ikke ind i mig.”
”She did it the hard way,” står der på Bette Davis gravsten, og derom ingen tvivl. Bette Davis arbejdede sig op fra ingenting med et udseende, der på ingen måde svarede til tidens blonde filmstjerners. ”The little brown wren,” blev hun kaldt, til en kameramand overbevist Universal om, at der var potentiale i hendes smukke øjne. Perfektionisme var et af hendes helt store særkender, både i storhedstiden frem til All About Eve (1950) og da hun som ældre måtte tage til takke med dubiøse roller i skrækfilm. Uanset hvad var hun forberedt til fingerspidserne. ”Man har kun bestået crap-testen, når man har gjort sit bedste i en dårlig film,” udtaler hun. ”Jeg er stolt over aldrig at have dumpet den.”
To af hendes andre særkender så dagens lys med succesfilmen Now, Voyager (1942), der, som mange af Davis’ øvrige film, appellerede særligt til den såkaldte handkerchief crowd. Kvinder med andre ord. Det gjaldt regnvejrsscenen, der siden optrådte i samtlige af hendes film, samt cigaretterne. Tændt på udsøgte steder, naturligvis. ”Nogle sagde ligefrem, at mine cigaretter burde have vundet en Oscar. Det er ganske vist en overdrivelse. Måske en Oscar for bedste birolle.”
Når det kom til Oscars, var Bette Davis nomineret ti gange, og stod det til hende, havde hun vundet sin tredje for rollen som Baby Jane Hudson i den afsindige gotiske gyser What Ever Happened to Baby Jane? (1962) Efter nogle mildt sagt magre år revitaliserede filmen nemlig både hendes og – ironisk nok - medspilleren Joan Crawfords karrierer, og begge kvinder bitchede om hinanden på livet løs. Bette Davis er dog forholdsvis afdæmpet i Chandlers aftapning, hvor hun nøjes med at sige ting som ”Miss Crawford ville se så pæn ud som muligt. Jeg ville se så frygtelig ud som muligt. Miss Crawford var en gamourpuss. Jeg var en skuespiller.” I andre sammenhænge ytrer hun sig skarpere: ”Jeg havde det allerbedst med Joan Crawford, da jeg skubbede hende ned ad trappen i What Ever Happened to Baby Jane?”
”She did it the hard way,” står der på Bette Davis gravsten, og derom ingen tvivl. Bette Davis arbejdede sig op fra ingenting med et udseende, der på ingen måde svarede til tidens blonde filmstjerners. ”The little brown wren,” blev hun kaldt, til en kameramand overbevist Universal om, at der var potentiale i hendes smukke øjne. Perfektionisme var et af hendes helt store særkender, både i storhedstiden frem til All About Eve (1950) og da hun som ældre måtte tage til takke med dubiøse roller i skrækfilm. Uanset hvad var hun forberedt til fingerspidserne. ”Man har kun bestået crap-testen, når man har gjort sit bedste i en dårlig film,” udtaler hun. ”Jeg er stolt over aldrig at have dumpet den.”
To af hendes andre særkender så dagens lys med succesfilmen Now, Voyager (1942), der, som mange af Davis’ øvrige film, appellerede særligt til den såkaldte handkerchief crowd. Kvinder med andre ord. Det gjaldt regnvejrsscenen, der siden optrådte i samtlige af hendes film, samt cigaretterne. Tændt på udsøgte steder, naturligvis. ”Nogle sagde ligefrem, at mine cigaretter burde have vundet en Oscar. Det er ganske vist en overdrivelse. Måske en Oscar for bedste birolle.”
Når det kom til Oscars, var Bette Davis nomineret ti gange, og stod det til hende, havde hun vundet sin tredje for rollen som Baby Jane Hudson i den afsindige gotiske gyser What Ever Happened to Baby Jane? (1962) Efter nogle mildt sagt magre år revitaliserede filmen nemlig både hendes og – ironisk nok - medspilleren Joan Crawfords karrierer, og begge kvinder bitchede om hinanden på livet løs. Bette Davis er dog forholdsvis afdæmpet i Chandlers aftapning, hvor hun nøjes med at sige ting som ”Miss Crawford ville se så pæn ud som muligt. Jeg ville se så frygtelig ud som muligt. Miss Crawford var en gamourpuss. Jeg var en skuespiller.” I andre sammenhænge ytrer hun sig skarpere: ”Jeg havde det allerbedst med Joan Crawford, da jeg skubbede hende ned ad trappen i What Ever Happened to Baby Jane?” I det hele taget var Bette Davis ikke altid venligt stemt overfor sine kvindelige medspillere og vice versa. Især ikke hvis de var på nogenlunde samme niveau som hende selv, for alle divaer gjorde hvad de kunne for at stjæle hinandens scener og score så mange close-ups som muligt.
Endelig var Davis åbenlyst mere vild med sine mandlige instruktører end med deres koner, og som årene gik og hendes divastatus steg, gik hun virkelig til makronerne. Ikke blot fik hun indføjet i sine kontrakter, at hun kunne fyre sine instruktører, hvis hun ikke var tilfreds med deres arbejde. Hun snoede også mange af dem om sin lillefinger. Deriblandt Vincent Sherman, der instruerede hende i Mr. Skeffington (1944). Han havde sit hyr med at stille hende tilfreds, til han fandt på at invitere hende med i seng. ”Derefter ville hun være blid som et lam i fire-fem dage,” mindes han. Instruktøren Robby Lenz’ kone Sherlee var knap så tilfreds med Bette Davis’ stil eller mangel på samme. Eksempelvis præsenterede hun sig aldrig, når hun ringede og spurgte efter Lenz, og ydermere foregav hun ikke at vide, hvem Sherlee var, selv om de havde truffet hinanden adskillige gange. ”Sig til Mr. Lenz, at jeg har ringet,” sagde hun bare, og det fik først en ende, da Sherlee spurgte hende, hvem hun måtte sige havde ringet. Men måske havde Bette Davis det bare svært med telefoner. Skuespilleren Debbie Reynolds mindes: ”Hvis hun ikke gad tale i telefon med én, så foregav hun bare at være en anden. Forestil dig det! med den stemme. ’Miss Davis er her ikke. Hvem ringer? Lige et øjeblik.’ Og så ville hun gå og komme tilbage og sige ’Hallo kæreste Debbie. Jeg var ikke sikker på, at jeg var her.’”
Larry Cohen, der instruerede Bette Davis’ sidste film The Wicked Stepmother samme år, som hun døde, husker hende som lidt af en excentrisk diva: “Jeg besøgte hende, og hun havde skaffet et par parykker, som hun kom ud og fremviste, meget koket paraderede hun rundt. Hun var ekstremt flirtende af en gammel dame at være.” Selv havde hun dog få illusioner tilbage. ”Jeg er, hvad der er tilbage af Baby Jane. Hvert eneste af mine år afslører sig. Men i det mindste er jeg ikke en af den slags kvinder, der ikke vil indrømme, at jeg er fyrre, før jeg er over halvfjers.” Her henviser hun uden tvivl til Joan Crawford, der aldrig røbede sit fødselsår. Davis’ ’personlige biografi,’ som Charlotte Chandler kalder genren, er fyldt med den slags oneliners, der gør læsningen underholdende, og så har jeg endda gemt den bedste til sidst. ”At være forelsket er ikke noget, man kan være alene med undtagelse, selvfølgelig, af et par mænd, jeg har kendt, som var forelskede i sig selv.”
Selv i denne mærkelige patchworkfom stråler Bette Davis med usvækket styrke. Hendes helt store kærlighed var filmen, og man må sige, at publikum kvitterede. Og fortsat kvitterer. For tiden sender amerikanerne eksempelvis breve med Bette Davis-frimærker for at markere hundredåret for hendes fødsel, og den afsindige What Ever Happened to Baby Jane? er netop genudsendt som dvd. Den bør De unde Dem selv, hvis De endnu var den til gode. Så kan De ved samme lejlighed snuppe Chandler-biografien og B.D. Hymans omdiskuterede version af legenden.
Endelig var Davis åbenlyst mere vild med sine mandlige instruktører end med deres koner, og som årene gik og hendes divastatus steg, gik hun virkelig til makronerne. Ikke blot fik hun indføjet i sine kontrakter, at hun kunne fyre sine instruktører, hvis hun ikke var tilfreds med deres arbejde. Hun snoede også mange af dem om sin lillefinger. Deriblandt Vincent Sherman, der instruerede hende i Mr. Skeffington (1944). Han havde sit hyr med at stille hende tilfreds, til han fandt på at invitere hende med i seng. ”Derefter ville hun være blid som et lam i fire-fem dage,” mindes han. Instruktøren Robby Lenz’ kone Sherlee var knap så tilfreds med Bette Davis’ stil eller mangel på samme. Eksempelvis præsenterede hun sig aldrig, når hun ringede og spurgte efter Lenz, og ydermere foregav hun ikke at vide, hvem Sherlee var, selv om de havde truffet hinanden adskillige gange. ”Sig til Mr. Lenz, at jeg har ringet,” sagde hun bare, og det fik først en ende, da Sherlee spurgte hende, hvem hun måtte sige havde ringet. Men måske havde Bette Davis det bare svært med telefoner. Skuespilleren Debbie Reynolds mindes: ”Hvis hun ikke gad tale i telefon med én, så foregav hun bare at være en anden. Forestil dig det! med den stemme. ’Miss Davis er her ikke. Hvem ringer? Lige et øjeblik.’ Og så ville hun gå og komme tilbage og sige ’Hallo kæreste Debbie. Jeg var ikke sikker på, at jeg var her.’”
Larry Cohen, der instruerede Bette Davis’ sidste film The Wicked Stepmother samme år, som hun døde, husker hende som lidt af en excentrisk diva: “Jeg besøgte hende, og hun havde skaffet et par parykker, som hun kom ud og fremviste, meget koket paraderede hun rundt. Hun var ekstremt flirtende af en gammel dame at være.” Selv havde hun dog få illusioner tilbage. ”Jeg er, hvad der er tilbage af Baby Jane. Hvert eneste af mine år afslører sig. Men i det mindste er jeg ikke en af den slags kvinder, der ikke vil indrømme, at jeg er fyrre, før jeg er over halvfjers.” Her henviser hun uden tvivl til Joan Crawford, der aldrig røbede sit fødselsår. Davis’ ’personlige biografi,’ som Charlotte Chandler kalder genren, er fyldt med den slags oneliners, der gør læsningen underholdende, og så har jeg endda gemt den bedste til sidst. ”At være forelsket er ikke noget, man kan være alene med undtagelse, selvfølgelig, af et par mænd, jeg har kendt, som var forelskede i sig selv.”
Selv i denne mærkelige patchworkfom stråler Bette Davis med usvækket styrke. Hendes helt store kærlighed var filmen, og man må sige, at publikum kvitterede. Og fortsat kvitterer. For tiden sender amerikanerne eksempelvis breve med Bette Davis-frimærker for at markere hundredåret for hendes fødsel, og den afsindige What Ever Happened to Baby Jane? er netop genudsendt som dvd. Den bør De unde Dem selv, hvis De endnu var den til gode. Så kan De ved samme lejlighed snuppe Chandler-biografien og B.D. Hymans omdiskuterede version af legenden.
