Alfred Hitchcock falder dybt i ny portrætbog, der går tæt på hans forhold til en perlerække af kvindelige filmstjerner
Donald Spoto: Spellbound by Beauty. Alfred Hitchcock and His Leading Ladies (Hutchinson, 2008, 229 sider, £13.20 over amazon.co.uk)
Spellbound by Beauty. Alfred Hitchcock and His Leading Ladies, hedder den herboende superbiografist, Donald Spotos, tredje portrætbog om gysets stormester. Og titlen giver umiddelbart mening. Psykodramaet Spellbound var én af Hitchcocks allerstørste succeser, og hvem ville ikke være indtaget i kvindelig skønhed efter at have instrueret en ubrudt perlerække af 40ernes, 50ernes og 60ernes største og blondeste skuespillerinder? Fra Grace Kelly, Ingrid Bergman, Janet Leigh, Kim Novak og Tippi Hedren til Eva Marie Saint, Doris Day, Marlene Dietrich og Tallulah Bankhead (der ikke var blond, men lad det nu ligge).
Efter endt læsning er man dog knap så overbevist om titlens dækningsgrad. Faktisk burde denne bog snarere have heddet The Infantile Psycho. Alfred Hitchcock’s Sexual Harassment of His Leading Ladies. Om ikke for andet, så fordi enhver, der foretrækker at smile ad gysets glade buddha, hans klodsede cameo appearances og alfaderlige Good evening, I’m Alfred Hitchcock. Tonight I’m presenting.., komplet med talefejl og babykinder, bør advares mod at læse med. Det samme gælder alle, der, som undertegnede, har rådyrket alt fra voyeur- og sammenbrudstematikkerne til de helt hen i vejret flotte outfits i film som The Birds, Vertigo, Marnie, North By Northwest, Psycho, Notorious, To Catch a Thief og Rear Window. For lad mig sige det sådan: Hverken Mr. Hitch, hans yndlingstematikker, skuespillerindernes påklædning eller Tippi Hedrens ene ansigtsudtryk i The Birds og Marnie bliver nogensinde det samme efter Donald Spotos bog.
Det havde Alfred Hitchcocks efterkommere og øvrige relationer utvivlsomt regnet ud. Da Donald Spoto i midten af 70ernes researchede og skrev bestsellerbiografierne The Art of Alfred Hitchcock og The Dark Side of Genius, bad adskillige kilder ham udtrykkeligt om at tilbageholde kompromitterende oplysninger i deres levetid. Spoto holdt sit løfte, men nu kommer sandheden på bordet. Vi hører ganske vist – og frustrerende nok - intet om Hitchcocks opvækst og meget lidt om hans sexløse venskabs-ægteskab med Alma Reville. Underligt i betragtning af at Spoto har interviewet Hitchcock Himself adskillige gange mellem 1975 og 1980. Til gengæld tager stjerner som Vera Miles, Norah Baring, Margaret Lockwood, Loraine Day, Teresa Wright, Doris Day, Kim Novak, Diane Baker og ja, Tippi Hedren i den grad bladet fra munden. Det samme gør adskillige manuskriptforfattere, deriblandt Charles Bennett der samarbejdede med Hitchcock om storfilm som The Man Who Knew Too Much, The 39 Steps og Sabotage. Ikke at Hitchcock nogensinde vedkendte sig samarbejdet. “Han havde et monstrøst ego, der matchede hans appetit,” udtaler Bennett, og det tør siges. Uden at rødme tog Hitchcock den fulde ære for produktionerne, grundideerne, de endelige manuskripter, kameravinklerne, lydeffekterne, garderoberne, kulisserne, klipningerne og sågar skuespillernes præstationer. ”Skuespillere er kvæg,” udtalte han, ”deres performances afhænger ene og alene af, hvordan man filmer dem.”
Det havde Alfred Hitchcocks efterkommere og øvrige relationer utvivlsomt regnet ud. Da Donald Spoto i midten af 70ernes researchede og skrev bestsellerbiografierne The Art of Alfred Hitchcock og The Dark Side of Genius, bad adskillige kilder ham udtrykkeligt om at tilbageholde kompromitterende oplysninger i deres levetid. Spoto holdt sit løfte, men nu kommer sandheden på bordet. Vi hører ganske vist – og frustrerende nok - intet om Hitchcocks opvækst og meget lidt om hans sexløse venskabs-ægteskab med Alma Reville. Underligt i betragtning af at Spoto har interviewet Hitchcock Himself adskillige gange mellem 1975 og 1980. Til gengæld tager stjerner som Vera Miles, Norah Baring, Margaret Lockwood, Loraine Day, Teresa Wright, Doris Day, Kim Novak, Diane Baker og ja, Tippi Hedren i den grad bladet fra munden. Det samme gør adskillige manuskriptforfattere, deriblandt Charles Bennett der samarbejdede med Hitchcock om storfilm som The Man Who Knew Too Much, The 39 Steps og Sabotage. Ikke at Hitchcock nogensinde vedkendte sig samarbejdet. “Han havde et monstrøst ego, der matchede hans appetit,” udtaler Bennett, og det tør siges. Uden at rødme tog Hitchcock den fulde ære for produktionerne, grundideerne, de endelige manuskripter, kameravinklerne, lydeffekterne, garderoberne, kulisserne, klipningerne og sågar skuespillernes præstationer. ”Skuespillere er kvæg,” udtalte han, ”deres performances afhænger ene og alene af, hvordan man filmer dem.”
Hvorvidt det også gjaldt hans absolutte yndlingsskuespillerinder Ingrid Bergman, Grace Kelly og Tippi Hedren for ikke at tale om Joan Fontaine, der vandt en Oscar for sin rolle i hans filmatisering af Rebecca, vides ikke. For Hitchcock komplimenterede yderst sjældent sine skuespillerinder. ”Valgte han at bruge dig, anså han det for at være kompliment nok,” mindes manuskriptforfatteren Joseph Stefano, men skal man tro Spotos fremstilling, havde Hitchcock langt mere presserende grunde til at tie. Først og fremmest sit stærkt twistede og ditto sublimerede forhold til kvinder, præget af lige dele afsky og tiltrækning, voyeurisme og trang til ekstremdominans. ”Intet glæder mig mere end at slå deres kvindelige anstændighed i stykker,” var hans egne ord, og det er så den glæde og dens mere og mere forstyrrede skikkelser, der er Spellbound by Beautys røde tråd.
Det startede relativt uskyldigt under indspilningerne til Hitchcocks 1925-debut, stumfilmen The Pleasure Garden, hvor alt tilsyneladende gik galt. Birolleindehaverne var usamarbejdsvillige og forsinkede produktionen. Det samme gjorde en særligt trænet hund, der simpelthen gik sin vej og blev erstattet af en anden. Den blev til gengæld ved at slikke den makeup af, der skulle få den til at ligne den første hund, men værst var det, at den skuespillerinde, der skulle spille indfødt, nægtede at filme sin badescene, fordi hun havde menstruation. Igennem hele sin karriere vendte Hitchcock tilbage til oplevelsen og insisterede på, at han på det tidspunkt ikke anede, hvad menstruation var. Han vidste dog godt, hvad en blondine var, må man gå ud fra. I hvert fald lod han hovedrolleindehaveren Virginia Valli bære blond paryk, og siden krævede han af næsten alle sine kvindelige stjerner, at de blegede lokkerne. Han udstyrede dem desuden i hobetal med solbriller og sorte, høje hæle.
Morskab på skuespillernes bekostning var hverdagskost, i følge Spoto. Dem, der ikke drak alkohol, drak han berusede i uskyldigt udseende frugtdrinks, og dem, der ikke tålte røg, indhyllede han i studierøg og damp. Han insisterede også på, at alle stjerner tiltalte ham ”Hitch – without the cock,” som han tilføjede, og som man aner, havde morskaben seksuelle undertoner. Lige inden, filmen rullede på settet til Shadow of a Doubt, hviskede han eksempelvis frække jokes i øret på den nygifte Teresa Wright. ”Som regel handlede de om uskyldige brude på bryllupsrejse,” mindes hun og tog i øvrigt spøgen med oprejst pande. Det samme gjorde Madeleine Carroll, der ellers fik sig lidt af en hårdhændet start på optagelserne til The 39 Steps. Hitchcock insisterede nemlig på at lægge ud med scenen, hvor hun var lænket til sin medspiller Robert Donat, og da den var ovre, hævdede han i timevis, at han ikke kunne finde nøglen til deres håndjern. Alt i alt endte stakkels Carroll med mange timers nærkontakt af første grad, husker Donat: ”Lænket til mig blev hun trukket ned ad veje, gennem slugter og heder; hun blev overdænges med ydmygelser.”
Det startede relativt uskyldigt under indspilningerne til Hitchcocks 1925-debut, stumfilmen The Pleasure Garden, hvor alt tilsyneladende gik galt. Birolleindehaverne var usamarbejdsvillige og forsinkede produktionen. Det samme gjorde en særligt trænet hund, der simpelthen gik sin vej og blev erstattet af en anden. Den blev til gengæld ved at slikke den makeup af, der skulle få den til at ligne den første hund, men værst var det, at den skuespillerinde, der skulle spille indfødt, nægtede at filme sin badescene, fordi hun havde menstruation. Igennem hele sin karriere vendte Hitchcock tilbage til oplevelsen og insisterede på, at han på det tidspunkt ikke anede, hvad menstruation var. Han vidste dog godt, hvad en blondine var, må man gå ud fra. I hvert fald lod han hovedrolleindehaveren Virginia Valli bære blond paryk, og siden krævede han af næsten alle sine kvindelige stjerner, at de blegede lokkerne. Han udstyrede dem desuden i hobetal med solbriller og sorte, høje hæle.
Morskab på skuespillernes bekostning var hverdagskost, i følge Spoto. Dem, der ikke drak alkohol, drak han berusede i uskyldigt udseende frugtdrinks, og dem, der ikke tålte røg, indhyllede han i studierøg og damp. Han insisterede også på, at alle stjerner tiltalte ham ”Hitch – without the cock,” som han tilføjede, og som man aner, havde morskaben seksuelle undertoner. Lige inden, filmen rullede på settet til Shadow of a Doubt, hviskede han eksempelvis frække jokes i øret på den nygifte Teresa Wright. ”Som regel handlede de om uskyldige brude på bryllupsrejse,” mindes hun og tog i øvrigt spøgen med oprejst pande. Det samme gjorde Madeleine Carroll, der ellers fik sig lidt af en hårdhændet start på optagelserne til The 39 Steps. Hitchcock insisterede nemlig på at lægge ud med scenen, hvor hun var lænket til sin medspiller Robert Donat, og da den var ovre, hævdede han i timevis, at han ikke kunne finde nøglen til deres håndjern. Alt i alt endte stakkels Carroll med mange timers nærkontakt af første grad, husker Donat: ”Lænket til mig blev hun trukket ned ad veje, gennem slugter og heder; hun blev overdænges med ydmygelser.”
Under indspilningen til Rebecca var historien den samme. Da 51-årige Florence Bates øvede ansigtsudtryk i spejlet inden sin optræden som Edythe van Hopper, kaldte Hitchcock over radioanlægget: ”Well, Miss Bates – siden hvornår er De begyndt at lege med Dem selv?” Det var dog Joan Fontaine og ikke Bates, der fik den fulde fornøjelse af Hitchcocks luner. Inden et close-up opdagede hun eksempelvis, at han havde placeret en champagneprop mellem sine ben, og inden en emotionel scenen så han sig nødsaget til at slå hende, til hun fik den rette mængde tårer i øjnene.
Men det var de ugengældte besættelser af Ingrid Bergman og Grace Kelly, der for alvor fik fortrængningernes læs til at vælte, argumenterer Spoto. Ikke at Hitchcock nogensinde forulempede hverken Bergman eller Kelly, tværtimod arbejdede han så meget til deres fordel, at begge strålede på lærredet og leverede deres karrieres toppræstationer. Men da Ingrid Bergman forelskede sig i Alberto Rossellini og henlagde sin karriere til Europa, og da Grace Kelly blev fyrstinde af Monacco, meldte desperationen sig. For slet ikke at tale om en tøjlesløs besiddertrang og lyst til at skabe blondiner præcis i sit billede.
Først gik det ud over Vera Miles, som Hitchcock offentligt udnævnte til Grace Kellys efterfølger. Han havde bare ikke taget med i sine overvejelser, at Vera Miles havde sin egen vilje, og at hun for eksempel ikke havde tænkt sig at få en abort for at spille hovedrollen i Vertigo. ”Jeg var stædig, og han ville have én, han kunne forme,” husker hun. ”Når det kom til Vertigo, fik han sin film – og jeg fik min søn.” Rollen gik i stedet til blonde Kim Novak, der forsøgte at få indflydelse på sit udseende i filmen, men uden held. Hitchcocks kontrol var total, og hun endte i de nu legendariske spadseredragter, solbriller og høje, sorte hæle. Da Janet Leigh fik hovedrollen i Psycho, fremgik det fra begyndelsen, at Hitchcock ikke tillod nogen modsigelser. ”Enten ifører de sig kostumerne og spiller rollerne præcis, som jeg vil have det, eller også er de ikke med i filmen,” udtalte han til kostumedamen Helen Colvig. Måske derfor straffede Hitchcock Janet Leigh, da hun nægtede at iføre sig Evakostume i Psychos signatur-brusebadsscene. Scenen blev taget om så mange gange, at Janet Leigh til slut måtte have sminket sin opløste hud.
Men det var de ugengældte besættelser af Ingrid Bergman og Grace Kelly, der for alvor fik fortrængningernes læs til at vælte, argumenterer Spoto. Ikke at Hitchcock nogensinde forulempede hverken Bergman eller Kelly, tværtimod arbejdede han så meget til deres fordel, at begge strålede på lærredet og leverede deres karrieres toppræstationer. Men da Ingrid Bergman forelskede sig i Alberto Rossellini og henlagde sin karriere til Europa, og da Grace Kelly blev fyrstinde af Monacco, meldte desperationen sig. For slet ikke at tale om en tøjlesløs besiddertrang og lyst til at skabe blondiner præcis i sit billede.
Først gik det ud over Vera Miles, som Hitchcock offentligt udnævnte til Grace Kellys efterfølger. Han havde bare ikke taget med i sine overvejelser, at Vera Miles havde sin egen vilje, og at hun for eksempel ikke havde tænkt sig at få en abort for at spille hovedrollen i Vertigo. ”Jeg var stædig, og han ville have én, han kunne forme,” husker hun. ”Når det kom til Vertigo, fik han sin film – og jeg fik min søn.” Rollen gik i stedet til blonde Kim Novak, der forsøgte at få indflydelse på sit udseende i filmen, men uden held. Hitchcocks kontrol var total, og hun endte i de nu legendariske spadseredragter, solbriller og høje, sorte hæle. Da Janet Leigh fik hovedrollen i Psycho, fremgik det fra begyndelsen, at Hitchcock ikke tillod nogen modsigelser. ”Enten ifører de sig kostumerne og spiller rollerne præcis, som jeg vil have det, eller også er de ikke med i filmen,” udtalte han til kostumedamen Helen Colvig. Måske derfor straffede Hitchcock Janet Leigh, da hun nægtede at iføre sig Evakostume i Psychos signatur-brusebadsscene. Scenen blev taget om så mange gange, at Janet Leigh til slut måtte have sminket sin opløste hud.
Alle disse pinsler var dog for intet at regne mod dem, der væltede ind over den 33-årige fotomodel og alenemor, Tippi Hedren. Kvinden, der om nogen fik Hitchcocks kærlighed at føle under optagelserne til først The Birds og derpå Marnie, skal man tro Spoto. Ikke blot afskar han Tippi fra det øvrige set, han hyrede også folk til at udspionere hende udenfor optagelserne, krævede at få total indflydelse på hendes fritidsgarderobe og blev snart stærkt fysisk nærgående. Alt kulminerede under filmens afsluttende fugleangreb. Tippi var forudgående blevet oplyst om, at hun ville blive angrebet af kunstige fugle, man da hun mødte frem til optagelse, var fuglene alt andet end kunstige, og for at opnå den rette effekt, blev deres ben fastgjort til hendes tøj. Efter fem dages udmarvende optagelser brød Tippi Hedren så fuldstændig sammen, at hendes læge ordinerede ti dages absolut ro. Trods Hitchcocks protester. ”Forsøger du at slå hende ihjel?” var lægens meget rimelige respons.
Under indspilningerne til Marnie, som p.s. omhandler en mands forsøg på at totalkontrollere en afvisende kvinde, var Hitchcocks hensigter dog ikke til at tage fejl af. Først bad han Tippi Hedren røre ved sig, dog uden held, derpå brød han ind i Diane Bakers påklædningsværelse og kyssede hende, og til sidst gik han direkte til makronerne. Tippi Hedren fortæller: ”Vi var klar til at filme en scene, da Hitch kaldte mig ind på sit kontor på settet. Han stirrede på mig og sagde, som om det var det mest normale i verden, at fra nu af forventede han, at jeg stillede mig seksuelt til rådighed for ham – uanset hvordan og hvor og hvornår han ønskede det.”
Tippi Hedren sagde nej, og det blev enden på såvel deres samarbejde som Hitchcocks storhedstid. Hedren var dog kontraktligt bundet til Hitchcock for en syvårig periode, og han nægtede at lade hende arbejde med andre, før hendes chance for de store roller i Marnies slipstrøm var forpasset. Kønt var det ikke. I det hele taget kan man dårligt kalde Donald Spotos fremstilling overmåde flatterende for Hitch med eller uden Cock. Til gengæld er tonen gennemgående vidende og sober, sproget er letflydende og de spekulationer, der ofte præger biografier over afdøde stjerner, begrænser sig til et minimum. Endelig har jeg kun røbet ganske få af de ekstraordinært mange sære anekdoter og langt ude citater, som Spoto excellerer i. Er De Hitchcockfan, og kan De klare at se Deres idol falde fra tinderne, er dette helt klart et sommerchok, De bør unde Dem selv.
