Where do lonely hearts go? Tja, de sidste ti år har mange søgt mod The London Review of Books
David Rose (red.): They Call Me Naughty Lola. The London Review of Books Personal Ads: A Reader (Profile Books) Anmeldelse bragt i Weekendavisen d. 9.2.2007
”Betonfeministisk hadeanmelder, som regel godt lakket til, søger skydeskive M/K, gerne med tydelig afmærkning. Ligner Clint Eastwood (på øjnene). Skriv, hvis du ligner Meryl Streep.” Nu fisker jeg ikke efter en partner. Men hvis jeg havde gjort, havde jeg helt klart indrykket denne uimodståelighed i The London Review of Books, der siden 1998 har lagt spalteplads til kontaktannoncer fra læsere, der er alt andet end k/ærlige og på udkig efter hjemlig hygge, to lys på et bord og traveture hånd i hånd ved skov og strand. Helst til tonerne fra Mozarts klaverkoncert nummer 21.
David Rose (red.): They Call Me Naughty Lola. The London Review of Books Personal Ads: A Reader (Profile Books) Anmeldelse bragt i Weekendavisen d. 9.2.2007
”Betonfeministisk hadeanmelder, som regel godt lakket til, søger skydeskive M/K, gerne med tydelig afmærkning. Ligner Clint Eastwood (på øjnene). Skriv, hvis du ligner Meryl Streep.” Nu fisker jeg ikke efter en partner. Men hvis jeg havde gjort, havde jeg helt klart indrykket denne uimodståelighed i The London Review of Books, der siden 1998 har lagt spalteplads til kontaktannoncer fra læsere, der er alt andet end k/ærlige og på udkig efter hjemlig hygge, to lys på et bord og traveture hånd i hånd ved skov og strand. Helst til tonerne fra Mozarts klaverkoncert nummer 21. They Call Me Naughty Lola, hedder deres gravsorte og helt groteske greatest hits, der i mange tilfælde fungerer som deciderede kortprosastykker. Fyldt med twistede historier mellem linjerne om alt, hvad den vestlige verden helst ikke vil røre med en ildtang. Udvalgt af tillæggets redaktør David Rose, der i forordet bider mærke i den afgrundsdybe forskel mellem engelske og amerikanske kontaktannoncer. Mens de ensomme hjerter i The New York Review of Books mindst ligner Angelina Jolie eller (endelig ikke og) Brad Pitt, foretrækker de engelske at brande sig som tabere med stort T (”i et særligt lys ligner jeg Robert Mitchum. I et særligt lys ligner du Kim Novak. For det meste ligner jeg Shrek. For det meste ligner du stadig Kim Novak”), der egentlig bare vil have sex, ”toiletbesøg. Det er her, du kommer ind i billedet” eller alternativt ”en kvinde hvis fornavn begynder med S, eller måske F, og rimer på ’chicken’, og hvis efternavn enten er et stednavn i Shropshire eller en titel på et Earth Wind and Fire-nummer fra 1979. Shicken Boogiewonderland, jeg ved, at du læser dette.”
Jeg læste til gengæld tilfældigt om denne antologi i et par sydafrikanske og australske aviser, hvis anmeldere var himmelfaldne over en kvindelig annonceskriver, der reklamerer med at kunne stifte ild med sin PMS. Blot må jeg konstatere, at hendes dårlige (?) reklame for sig selv er peanuts i forhold til de mor-syge mænd og desillusionerede kvinder, der igen og igen excellerer i egen dårligdom.
I førstnævnte tilfælde fornemmer man ind imellem, at Mor næppe kandidaterer til årets levende svigermor fra helvede. Enten fordi det fremgår direkte (”romantikken er død. Det er min mor også”) eller fordi man har sine bange anelser (”det eneste, der gør mig lykkelig, er at græde foran fjernsynet iført min mors tøj”). I andre tilfælde fornemmer man, at der er vægtige grunde til at holde sig langt væk: ”Hvis Mor kunne se mig nu.. Heldigvis forhindrer hendes dårlige hofte hende som regel i at bevæge sig op ad trappen. Mand, 36, søger kvinde op til 40, før der bliver ringet efter nogen, der kan lave løfteapparatet.” I få, men prægnante tilfælde er man til gengæld absolut mest tryg ved, at moren stadig er i live: ”De kalder mig Boombastic. Du kan kalde mig Monty. Mit rigtige navn er dog Quentin. Men det er kun Mor, der kalder mig det. Og barnepigen. Monty passer mig godt. Alt andet end Træben.” Og så er der selvfølgelig kvinderne, der ikke orker flere mænd med morkomplekser – forstå det, hvem der kan: ”’Mor, jeg er ked af, at jeg dumpede min lægeeksamen, men selv om jeg ikke er læge, er jeg stadig din søn.’ Træt af partnere, der taler i søvne? Mød søvnløs kvinde (51), som har hørt det hele før. Hvis du sover som et alderdomshjem eller tager masser af medicin efter kl. 22, så skriv til mig, og vi kan begge få noget ro.”
Til de desillusionerede henhører dette eksemplar af kvinderacen, der åbenlyst burde kvitte kontaktannoncerne helt: ”Tal ikke, eller du vil ødelægge min allerede ringe mening om dig. Og få så de bukser på. Og parykken.” Hende her burde vist snarere melde sig til Fremmedlegionen: ”Det sidste, jeg orker, når vi gør det forbi, er at mødes på en café og mindes, hvor sjovt vi har haft det – giv mig en skinny mocha latte – men nu må vi videre – og kan jeg også få et stykke wienerbrød, tak. Enten splitter vi op på en kaffebar i Milano – og du betaler regningen (inklusive fly) – eller også splitter vi slet ikke op. Forventer intet følelsesmæssigt engagement fra dig, så tro ikke, at din mangel på opmærksomhed går mig på endsige din overoptagethed af arbejdet/vennerne/tv’et. Knus mit hjerte og forlad mig – du er ikke spor anderledes end de andre. Fun, fun, fun hos billetmærke 8321.”
Morskaben er også svær at få øje på hos annonceskriverne, der enten indleder med udråb som ”skal jeg absolut møde alle mine kvinder i retten?” eller ”jeg har ladet mig skille fra bedre mænd end dig.” Men mest antimorsom lyder trods alt denne invitation: ”Jeg har tænkt mig at bruge sommeren på at stene over mine forliste forhold. Du kan være med, hvis du har lyst, men du skal bare vide, at du ikke kan leve op til Sandra, Jackie, Dawn, Helen, Karen eller Peter.” Så hellere hende her, der i det mindste lover én en tur i høet, inden hun flænser en for formuen: ”5. september er årsdagen for min skilsmisse. Det samme er 27. november, 12. januar, 8. marts, 21. juni. Sommermånederne er som regel roligere – benyt det gode vejr og skilsmisseadvokaternes sommerferie til at date utålmodig, pengegrisk PR-kvinde.”
Skal man tro redaktøren, tilhører avisens læsere den intellektuelle (!) veluddannede middelklasse mellem 35 og 55 år. 35% af mændene er undervisere. Forhåbentlig ikke som ham her: ”Mangler fantasi, taler for meget, er ofte fraværende. Se på mig, frøken Webster fra fjerde år. Historieprofessor, 56. Mangler fantasi, taler for meget og er ofte fraværende. Søger kvinde. Billetmærke 8025” mens 28% af kvinderne arbejder i forlagsbranchen. Af dem angiver hele 83%, at de er overspændte og ulykkelige a la hende her: ”Forlagsredaktør (28) søger en hvilken som helst form for glæde på denne kolde, trøstesløse klode med alt for mange Nick Horneby boganbefalinger at indsamle. Kunne være lesbisk for den rette kvinde.” De homoseksuelle er ellers så godt som fraværende fra annoncerne, når man ser bort fra überkræsne typer (”ikke alle bibliotekarer er lesbiske og hedder Susan. Jeg er dog, og jeg vil gerne møde en kvinde op til 35, der ikke er bibliotekar, og som hedder enten Polly, Kate eller Demeter,”) ikke-udsprungne typer (”min idealkvinde er en mand. Undskyld mor”) eller tvivlstilfælde (”som ovenstående, men bedre uddannet og mere belæst. Også større bryster. Mand, 38, Watford.”)
I tvivl er man til gengæld ikke om graden af desperation efter en partner hos flere annonceskrivere. Det gælder i suspekt grad denne mand: ”At jeg skriver denne annonce, betyder ikke, at jeg er desperat. At jeg tilbyder alle svarpersoner et gavekort på femten pund til bøger, betyder til gengæld, at jeg er. Mand, 37, tilbyder alle svarpersoner et gavekort på femten pund til bøger (medsend fuldt CV, sygejournal og bevis på, at du er brunette med samme fornavn som min mor.” Så hellere hende her, der i hvert fald ikke skal beskyldes for at diskriminere i væsentlig grad: ”Kvinde på 38 søger mand op til 45. Eller kvinde op til 50. Eller hvem som helst op til 60.”
Har ingen af de foregående annoncer ramt Dem lige i hjertekulen, har jeg gemt de to bedste til sidst. For hvem kan stå for ham her: ”At skrive denne annonce har givet mig den største tilfredsstillelse, jeg har oplevet, siden det lykkedes mig at stryge mine bukser (14. juni 1998). Billetmærke 2473” eller hende her: ”Sidste gang, jeg havde det så skægt, var jeg på fyrre piller om dagen. Det går kun ned ad bakke fra nu af, så skriv til ustabil kvinde, 36, før morskaben forsvinder og recepten løber ud. Billetmærke 4312” Man er jo helt ked af, at billetmærkerne ikke længere fungerer, ikke?
Jeg læste til gengæld tilfældigt om denne antologi i et par sydafrikanske og australske aviser, hvis anmeldere var himmelfaldne over en kvindelig annonceskriver, der reklamerer med at kunne stifte ild med sin PMS. Blot må jeg konstatere, at hendes dårlige (?) reklame for sig selv er peanuts i forhold til de mor-syge mænd og desillusionerede kvinder, der igen og igen excellerer i egen dårligdom.
I førstnævnte tilfælde fornemmer man ind imellem, at Mor næppe kandidaterer til årets levende svigermor fra helvede. Enten fordi det fremgår direkte (”romantikken er død. Det er min mor også”) eller fordi man har sine bange anelser (”det eneste, der gør mig lykkelig, er at græde foran fjernsynet iført min mors tøj”). I andre tilfælde fornemmer man, at der er vægtige grunde til at holde sig langt væk: ”Hvis Mor kunne se mig nu.. Heldigvis forhindrer hendes dårlige hofte hende som regel i at bevæge sig op ad trappen. Mand, 36, søger kvinde op til 40, før der bliver ringet efter nogen, der kan lave løfteapparatet.” I få, men prægnante tilfælde er man til gengæld absolut mest tryg ved, at moren stadig er i live: ”De kalder mig Boombastic. Du kan kalde mig Monty. Mit rigtige navn er dog Quentin. Men det er kun Mor, der kalder mig det. Og barnepigen. Monty passer mig godt. Alt andet end Træben.” Og så er der selvfølgelig kvinderne, der ikke orker flere mænd med morkomplekser – forstå det, hvem der kan: ”’Mor, jeg er ked af, at jeg dumpede min lægeeksamen, men selv om jeg ikke er læge, er jeg stadig din søn.’ Træt af partnere, der taler i søvne? Mød søvnløs kvinde (51), som har hørt det hele før. Hvis du sover som et alderdomshjem eller tager masser af medicin efter kl. 22, så skriv til mig, og vi kan begge få noget ro.”
Til de desillusionerede henhører dette eksemplar af kvinderacen, der åbenlyst burde kvitte kontaktannoncerne helt: ”Tal ikke, eller du vil ødelægge min allerede ringe mening om dig. Og få så de bukser på. Og parykken.” Hende her burde vist snarere melde sig til Fremmedlegionen: ”Det sidste, jeg orker, når vi gør det forbi, er at mødes på en café og mindes, hvor sjovt vi har haft det – giv mig en skinny mocha latte – men nu må vi videre – og kan jeg også få et stykke wienerbrød, tak. Enten splitter vi op på en kaffebar i Milano – og du betaler regningen (inklusive fly) – eller også splitter vi slet ikke op. Forventer intet følelsesmæssigt engagement fra dig, så tro ikke, at din mangel på opmærksomhed går mig på endsige din overoptagethed af arbejdet/vennerne/tv’et. Knus mit hjerte og forlad mig – du er ikke spor anderledes end de andre. Fun, fun, fun hos billetmærke 8321.”
Morskaben er også svær at få øje på hos annonceskriverne, der enten indleder med udråb som ”skal jeg absolut møde alle mine kvinder i retten?” eller ”jeg har ladet mig skille fra bedre mænd end dig.” Men mest antimorsom lyder trods alt denne invitation: ”Jeg har tænkt mig at bruge sommeren på at stene over mine forliste forhold. Du kan være med, hvis du har lyst, men du skal bare vide, at du ikke kan leve op til Sandra, Jackie, Dawn, Helen, Karen eller Peter.” Så hellere hende her, der i det mindste lover én en tur i høet, inden hun flænser en for formuen: ”5. september er årsdagen for min skilsmisse. Det samme er 27. november, 12. januar, 8. marts, 21. juni. Sommermånederne er som regel roligere – benyt det gode vejr og skilsmisseadvokaternes sommerferie til at date utålmodig, pengegrisk PR-kvinde.”
Skal man tro redaktøren, tilhører avisens læsere den intellektuelle (!) veluddannede middelklasse mellem 35 og 55 år. 35% af mændene er undervisere. Forhåbentlig ikke som ham her: ”Mangler fantasi, taler for meget, er ofte fraværende. Se på mig, frøken Webster fra fjerde år. Historieprofessor, 56. Mangler fantasi, taler for meget og er ofte fraværende. Søger kvinde. Billetmærke 8025” mens 28% af kvinderne arbejder i forlagsbranchen. Af dem angiver hele 83%, at de er overspændte og ulykkelige a la hende her: ”Forlagsredaktør (28) søger en hvilken som helst form for glæde på denne kolde, trøstesløse klode med alt for mange Nick Horneby boganbefalinger at indsamle. Kunne være lesbisk for den rette kvinde.” De homoseksuelle er ellers så godt som fraværende fra annoncerne, når man ser bort fra überkræsne typer (”ikke alle bibliotekarer er lesbiske og hedder Susan. Jeg er dog, og jeg vil gerne møde en kvinde op til 35, der ikke er bibliotekar, og som hedder enten Polly, Kate eller Demeter,”) ikke-udsprungne typer (”min idealkvinde er en mand. Undskyld mor”) eller tvivlstilfælde (”som ovenstående, men bedre uddannet og mere belæst. Også større bryster. Mand, 38, Watford.”)
I tvivl er man til gengæld ikke om graden af desperation efter en partner hos flere annonceskrivere. Det gælder i suspekt grad denne mand: ”At jeg skriver denne annonce, betyder ikke, at jeg er desperat. At jeg tilbyder alle svarpersoner et gavekort på femten pund til bøger, betyder til gengæld, at jeg er. Mand, 37, tilbyder alle svarpersoner et gavekort på femten pund til bøger (medsend fuldt CV, sygejournal og bevis på, at du er brunette med samme fornavn som min mor.” Så hellere hende her, der i hvert fald ikke skal beskyldes for at diskriminere i væsentlig grad: ”Kvinde på 38 søger mand op til 45. Eller kvinde op til 50. Eller hvem som helst op til 60.”
Har ingen af de foregående annoncer ramt Dem lige i hjertekulen, har jeg gemt de to bedste til sidst. For hvem kan stå for ham her: ”At skrive denne annonce har givet mig den største tilfredsstillelse, jeg har oplevet, siden det lykkedes mig at stryge mine bukser (14. juni 1998). Billetmærke 2473” eller hende her: ”Sidste gang, jeg havde det så skægt, var jeg på fyrre piller om dagen. Det går kun ned ad bakke fra nu af, så skriv til ustabil kvinde, 36, før morskaben forsvinder og recepten løber ud. Billetmærke 4312” Man er jo helt ked af, at billetmærkerne ikke længere fungerer, ikke?
Foto: Alyz Tale "I Put a Spell on You"
