Haruki Murakami: Efter skælvet. Oversat af Mette Holm (Forlaget Klim, 178 sider, 249 kroner)
Hitomi Kanehara: Autofiction. Oversat til engelsk af David James Karashima (216 sider, £5.49 over amazon.co.uk) Anmeldelse bragt i Weekendavisen 13.06.2008

De sidste tyve år har Haruki Murakami været indbegrebet af det hippe, postmoderne Japan. Ikke mindst i en vestlig kontekst, hvor mammutromanerne Trækfuglens krønike, Dans Dans Dans, Norwegian Wood og senest Kafka på stranden har opnået enorme salgstal og adskillige prestigiøse priser. Med sin på én gang realistiske og magiske stil, sin hang til kriminalistiske plot og sine mange referencer til vestlig populærkultur, sex og film noir bliver Murakami langt oftere sammenlignet med forbillederne Raymond Chandler og Raymond Carver end med sin verdenskendte landsmand, nobelprisvinderen Kenzaburō Ōe.

Forståeligt nok. Da Murakamis såkaldte Trilogy of the Rat bestående af de tidlige romaner Hear the Wind Sing, Pinball og A Wild Sheep Chase hittede igennem i Japan i midten af 80erne, resulterede det i et stærkt berygtet (og temmelig underholdende) opgør på den litterære japanske scene. På den ene side stod store forfattere og litteraturkritikere fra 50plus-generation. Deriblandt Ōe. Og på den anden side stod yngre, millionsælgende forfattere som Haruki Murakami, Ryû Murakami og Banana Yoshimoto, der alle var langt mere optagede af vestlig ungdomskultur, kitch, popmusik og seksualitet end den ældre generation brød sig om. ”Murakami formår ikke at appellere til intellektuelle,” konkluderede Ōe og stemplede ham som batakusai; alt for amerikansk til at være rigtig japansk eller direkte oversat: ’stinkende af smør’.

I 1986 tog Murakami konsekvensen af hetzen, pakkede sydfrugterne og flyttede til Europa og derpå til USA, men bedst som han var ved at færdiggøre Trækfuglens krønike i 1995, ændrede Japan sig. 17. januar kom det store jordskælv i hans fødeby Kobe, og 20. marts kom giftgasattentaterne i Tokyos undergrundsbane. Som konsekvens flyttede Murakami tilbage til Japan, skrev Underground, der består af 60 interviews med ofre for attentaterne, samt novellesamlingen Efter skælvet, der nu foreligger på dansk. Bedre sent end aldrig kan man sige.

De seks noveller i samlingen udspiller sig i månederne mellem jordskælvet og giftgasattentaterne og portrætterer en række mennesker, der befinder sig i både livets og jordskælvets periferi. Ingen er direkte ramt af jordskælvet, faktisk figurerer det mestendels på tv-skærme i baggrunden, men alle oplever alligevel at blive rystet vågne efter mange års selvbedøvet eksistens. Én er ekspedient i en hi-fi butik og bliver forladt af konen, der i sit afskedsbrev sammenligner ham med en klump luft. En anden er seksuelt besat af sin religiøst fanatiske mor. En tredje er pengeopkræver i Tokyos Tryg & Sikker Bank og bliver en aften opsøgt af en kæmpemæssig frø, der varsler et ødelæggende jordskælv med epicentrum under banken. Og en fjerde er novelleforfatter og årelang part i et gradvist udfoldet trekantsdrama, der afrunder samlingen med et drys sprød nostalgi.

Sidstnævnte to noveller er klart samlingens bedste. I novellen om frøen genfinder vi de overnaturlige elementer og den morbide humor, der om noget er Murakamis varemærke, og i den anden – samlingens længste – får vi smukt udfoldet persontegning, imponerende æskeopbygning og alle tiders lovestory. Undervejs er det dog svært at se bort fra, at novellerne aldrig når ned, hvor det virkelig kradser. Det er ikke fordi, Murakami er dårlig, når han skriver kort. Han er bare klasser bedre, når han skriver langt, fordi hans vildtvoksende stil skaber en spændstighed i teksterne, der i den grad er fraværende her. Tilbage er en temmelig langmodig prosa, venlig og velpoleret, men kun lejlighedsvis vital. Og på ingen måde hip og postmoderne, hvis det er den slags, man efterspøger.

At kalde Haruki Murakami for den yngre generation er nok også lidt af en tilsnigelse efterhånden. Det bliver man for alvor overbevist om, når man læser den 34 år yngre japanske forfatter Hitomi Kanehara, der brød igennem som blot 19-årig i 2003 med den millionsælgende og prisbelønnede selvlemlæstelsesroman Slanger og piercinger. Oversat til dansk i 2006. Kanehara droppede ud af skolen som 11-årig og levede det hårde liv på gaden som teenager, til hun begyndte at skrive, og den historie omskaber hun nu til litteratur i sin fjerde roman Autofiction, der netop er udsendt på engelsk.

Springer man som undertegnede direkte fra Murakami til Kanehara, er skiftet et langt større jordskælv, end det nogensinde føltes undervejs i Efter skælvet. Ikke blot skriver Kanehara, som andre skriger. Hendes historie afsætter sig også langt dybere spor i læserens bevidsthed med sit dristige emnevalg og sin ditto opbygning. Som i Murakamis noveller er tomhed og følelsesmæssig bedøvelse et klart hovedtema, men afgrundens kant er rykket tættere på.

Vi følger den mentalt forstyrrede forfatterinde Rin over en periode på syv år. I første kapitel er hun 22 år og på vej hjem fra bryllupsrejse, og fra begyndelsen aner man, at hendes liv er styret af symbioselængsel, paranoia, selvhad og sex. ”Hvorfor er verden ikke programmeret sådan, at den selvdetonerer det øjeblik, han bedrager mig?” overvejer hun eksempelvis, da den arme mand er borte et øjeblik, og snart forskanser manden sig da også på sit værelse i lejligheden, imens Rin udagerer ren Madwoman in the Attic i værelset ved siden af. I de følgende kapitler, der snarere føles som nedslag, følger vi Rin som 18-årig, 16-årig og 15-årig, og tilbagespolingen fungerer. Ikke mindst fordi Kanehara flot formår at indfange den stadigt yngre kvindes perception af sig selv og verden, og med snigende uro begriber man, hvilke mønstre, der har korrumperet hendes sjæleliv. Voldelige kærester, gangrape, livet på tilfældige sofaer, massevis af dårlig sex, en abort og forældrenes følelsesmæssige fravær. Alt skrevet frem i en vilter og eksplicit prosa af bevidsthedsstrømmende tilsnit, der giver historien et stærkt hudløst præg og én gang for alle smadrer forestillingen om den underdanige, japanske kvinde med kimonoen. En stereotyp, der i øvrigt lever i bedste velgående i flere af Haruki Murakamis noveller.

Både Murakami og Kanehara kommenterer eksplicit deres egen udtryksform. Hos Murakami udtrykker novelleforfatteren, at novelleformen er ved at være passé, ”fuldstændig ligesom den stakkels regnestok”, og hos Kanehara udtaler Rin, at ”fiktion, der får læseren til at overveje, om det monstro er selvbiografisk” er helt ulidelig, fordi intervieweren anser forfatteren for at være romanpersonen. Ikke desto mindre indvilliger Rin indledningsvis i at skrive netop selvbiografisk fiktion, men først da hendes redaktør har drukket hende fuld i dyr champagne. Og lige præcis sådan føles romanen også. Småslingrende og springende, sine steder modvillig og med et selvdestruktivt drive, der bringer klare mindelser om Sylvia Plaths The Bell Jar og Wei Huis skandaleombruste Shanghai Baby. Hvorvidt man foretrækker den slags vilde udskejelser frem for den mere distingverede prosa, som Murakami leverer her, er nok en smags sag. Selv er jeg klart mest hooked på Kanehara i denne ombæring.

Foto: Sinsong